på Kurt Westergaard?
Siden mordforsøget på tegneren Kurt Westergaard har der været stor debat om PET’s indsats. Det er der to grunde til:
Den ene er selvfølgelig, at Westergaard var meget tæt på at blive slået ihjel. Hvis han i panik var styrtet ind til sit barnebarn i stuen, sådan som enkelte debattører smagfuldt har foreslået, ville det være endt i et blodbad.
Derfor har medierne naturligt nok brugt kræfter på at påpege, at noget i beskyttelsen af Kurt Westergaard ikke har været godt nok. Det er selvfølgelig også derfor, at PET nu giver ham permanent livvagt.
Let at være «lænestolsstrateg»
Men PET må foretage en række skøn, og det er unægtelig let og bekvemt at optræde som ”lænestolsstrateg” bagefter og kræve, at tjenesten skulle have taget højde for alt, hvad der kunne ske. Det samme gælder kritikken af, at PET ikke for længst havde anholdt den 28-årige attentatmand og fået ham sendt ud af landet.
Denne kritik bliver fremført med stor skråsikkerhed af jurister og andre, der foregøgler, at de har en særlig ekspertindsigt i de valgmuligheder, som PET har stået med. De optræder med en pondus, som de ikke har grundlag for, og som vi godt kan undvære.
Politisk korrekthed
Der tegner sig imidlertid også en anden forklaring på, at debatten efter mordforsøget i så ekstrem grad retter kritikken mod PET. Den forklaring hedder politisk korrekthed.
I den politisk korrekte verden tager man for givet, at alle problemer er det danske samfunds egen skyld. Mordforsøget er PET’s skyld. Ja, i sidste ende mener man, at det er Westergaards egen skyld, selv om man ikke rigtig tør sige det i øjeblikket. Han kunne jo bare lade være med at bruge sin ytringsfrihed.
Men Westergaards tegning og hele Muhammed-sagen er kun en del af en voldsom muslimsk offensiv for at forhindre en fri debat om islam i den vestlige verden. Man søger målrettet at presse vestlige lande til at acceptere de islamiske normer for ytringsfrihed og blasfemi.
Dødsdommen mod Salman Rushdie var et led i dette. Den kolde og kyniske optrapning af konflikten om Muhammed-tegningerne var og er et led i dette. De stadige forsøg via FN på at få islamkritik forbudt er et led i dette. Truslerne, volden og selvcensuren i forhold til debat om islam, er et led i dette.
Et par kritiske spørgsmål værd
Denne udvikling er en afgørende del af baggrunden for mordforsøget mod Westergaard, hvilket burde afspejle sig i medierne. Historien har oven i købet fået en interessant nyhedsvinkel:
De muslimske landes sammenslutning OIC ”fordømte” i første omgang mordforsøget på Westergaard. Men dagen efter var fordømmelsen væk, nu var man bare ”bekymret”. De kunne ikke engang enes om at tage afstand fra mordforsøg! Var det ikke et par kritiske spørgsmål værd fra danske journalister?
Her vender vi tilbage til PET. Tjenesten vil ikke give et skøn over, hvor mange mennesker i Danmark, der udgør en potentiel terrortrussel. Man bruger den ejendommelige begrundelse, at et sådant tal kan gøre livet lettere for terroristerne. Forklaringen er nok snarere, at man frygter for at fortælle befolkningen sandheden.
Men vi har brug for sandheden. Vi har brug for den frie debat om det voksende pres på vores samfund. Vi har brug for at gøre os fri af den politiske korrekthed.
Det er på tide, at vi holder op med at sige: ”Undskyld I slår os!”
Gjengitt med Ralf Pittelkows tillatelse. Opprinnelig publisert 7.januar 2010 i Jyllands-Posten. Pittelkow var politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiet, og har forfattet en rekke bøker om islam og innvandring, som Islamister og naivister sammen med Karen Jespersen.