Fra Rushdie til Westergaard

Af chefredaktør for Sappho Helle Merete Brix, for HRSDen i dag verdensberømte 74-årige Muhammed-tegner Kurt Westergaard overlevede attentatet, hvor en somalisk mand med tilknytning til terrorgruppen Al-Shabaab trængte ind i hans hus. Sidste år blev to tunesere arresteret, mistænkt for at planlægge at ville kvæle tegneren med de bare næver.

Nylige planer om at bombe Morgenavisen Jyllands-Posten og udslette ikke blot Kurt Westergaard og kulturredaktør Flemming Rose, men også andre uskyldige, blev heller aldrig ført ud i livet. FBI nåede at arrestere de to amerikanske muslimer med pakistansk baggrund, hvoraf den ene under falsk identitet havde besøgt den avis, der i september 2005 trykte 12 tegninger af Muhammed.

Hvad man kan konstatere er: Ond vilje er tilstede. Westergaard overlevede det seneste mordforsøg, fordi han nåede at søge tilflugt på husets sikrede badeværelse. Den somaliske mand hamrede løs på badeværelsets dør med en økse, mens han udskreg morderiske trusler. I stuen sad Westergaards fem-årige barnebarn Stephanie med brækket ben i nattøj.

Jeg mødte første gang Kurt Westergaard i oktober 2007 hvor Det danske Trykkefrihedsselskab afholdt et støttearrangement i København for den svenske tegner Lars Vilks og avisen Neriks Allehanda. Også Vilks var kommet i stormvejr på grund af en tegning, den berømte Muhammedhund, der ikke faldt i alles smag. PET-folk myldrede rundt i lokalerne, og en levende bombehund havde snuset lokalerne igennem inden. Noget sådant er vi vant til i Trykkefrihedsselskabet, ligesom vi er vant til at PET er med på restaurant, på bar og på spadsereture gennem byens gader, når islamkritikere som Ibn Warraq, Robert Redeker, Geert Wilders, Ehsan Jami og andre er gæster hos os. Vil ikke sige undskyldPå et billede fra denne efterårsaften i København ses Westergaard og Vilks skulder ved skulder. Westergaards blik er fast. Det afspejler noget i hans karakter, jeg godt kan lide: «Nej. Ingen undskyldninger. For et års tid siden blev jeg kontaktet af en saudisk journalist, og der er ingen tvivl om, at jeg kunne have fået både de 72 jomfruer og hvad, der ellers følger med, plus forsiden af avisen, hvis jeg havde sagt undskyld. Men det bliver der ikke noget af. Jeg har flere gange været i kontakt med arabiske journalister, og jeg har gerne villet forklaret dem, hvordan jeg opfatter begreber som ytringsfrihed og demokrati, men de har kun søgt en undskyldning, og den har jeg ikke kunnet give». Sådan sagde Kurt Westergaard tidligere i år til Sappho, Trykkefrihedsselskabets nettidsskrift, i forbindelse med et interview i anledning af hans fødselsdag.

I 2008 tildelte Sappho Westergaard årets journalistiske pris. Han tog imod kunstneren Uwe Max Jensens bronzestatuette af digterinden Sappho – der for os symboliserer ukonventionel frihedstrang og menneskeligt ligeværd – samt checken på 20.000 danske kroner under stukloftet i sine letgenkendelige røde bukser og sin lædervest.

Tilstede blandt publikum i den stuvende fulde sal var blandt andre Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti, der ikke mindst i udlandet ofte betegnes som et racistisk og xenofobisk parti. Men Westergaard havde udtrykkeligt bedt om at Pia Kjærsgaard blev inviteret. Hvorfor? Fordi hun var den eneste politiker, der sendte Westergaard et personligt brev som støtte til ham i de år, hvor hans liv forandrede sig fuldstændigt.

I fem år har Westergaard ikke levet et liv som andre borgere. På grund af en tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen har man verden over afbrændt ambassader og sat en dusør på hans og andre af de tolv tegneres hoveder. Han har flyttet bolig ni gange og var glad, fortalte han mig i 2008, over at han og hans hustru nu endelig kunne flytte hjem i deres hus igen. Khomeinis fatwaMest udskældt af tegnerne er naturligvis Westergaard. For han tegnede Muhammeds ansigt. Fuldstændig som Salman Rushdie 16 år tidligere overtrådte et tabu med romanen De Sataniske Vers. I et af de kapitler, der foregår i fortidsbyen Djahilia (Mekka), drikker skriveren Salman sig fuld og fortæller om sin arbejdsgiver, profeten Mahounds ”guddommelige” åbenbaringer til digteren Baal: ”Først bare småting. Hvis Mahound fremsagde et vers, hvor Gud blev beskrevet som alhørende og alvidende, så skrev jeg alvidende og alvis. Og nu kommer pointen: Mahound lagde ikke mærke til ændringerne. Så jeg sad altså i virkeligheden og skrev Bogen, eller besudlede den med mit eget profane sprog. Men du allergodeste, hvis mine usle ord ikke var til at skelne fra Guds eget Sendebuds Åbenbaring, hvad betød så det? Hvad sagde det om kvaliteten af den guddommelige poesi? Altså, ved du hvad, jeg siger dig, at jeg var rystet i min sjæls inderste. Ét er at være en smart fyr, som går med nogle halve mistanker om luskeri, men det er noget ganske andet pludseligt at opdage, at man faktisk har ret.”

Ayatollah Khomeini kvitterede med en fatwa: «I Hans navn, den Højeste”, lyder det indledningsvist i opfordringen fra den iranske revolutions leder til beslutsomme muslimer om at dræbe Rushdie og dem, der var involveret i bogens udgivelse. Ingen skulle frygte at blive bøddel og offer under udførelse af denne opgave, for, som det hedder i fatwaen, ”Om Gud vil, er enhver, der dør i denne sags tjeneste, martyr.” For at gøre opgaven mere tillokkende tilbød en iransk velgørenhedsorganisation et stort pengebeløb til morderne. Ganske som der i 2005 blev udlovet en dusør til den, der dræber tegnerne. De tilskoddede hjemFatwaen mod Salman Rushdie var den første større konfrontation mellem sharia og vestlig lovgivning. Khomeini dømte en britisk statsborger til døden. Rushdie måtte gå under jorden i årevis, og der var masser af trusler og voldelige aktioner i Vesten. Boghandler blev sat i brand og intellektuelle, politikere og andre, der mentes at have udtalt sig til fordel for Rushdie, blev truet på livet.

Den norske forlægger William Nygaard overlevede med nød og næppe et attentat og hans italienske oversætter Ettore Capriolo mistede omtrent førligheden, da han blev stukket ned i sin lejlighed i Milano. Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi blev myrdet. Og i Egypten blev nobelpristageren Nagib Mahfouz stukket ned på åben gade, fordi han erklærede sin støtte til forfatteren af De Sataniske Vers.

Imellem fatwaen mod Rushdie og mordforsøgene på Westergaard ligger en række andre episoder, mordet på Pim Fortuyn, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, dødstruslerne mod eks-politikerne og islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, dødstruslerne mod den franske filosofilærer Robert Redeker og mange, mange flere. Listen vil sikkert blive længere i de kommende år, og til alle de mennesker, der vover at skrive og tegne kritisk om koranen, bliver der brug for sikringsrum, militærbaser og nye, tilskoddede hjem. Som det hjem Robert Redeker beskriver i sin udgivne dagbog om sit liv under jorden: «Jeg tilbringer allehelgensdag i min hjemlige ligkiste i et tilskoddet hus med dæmpet belysning. Jeg ser ikke dagslys så meget mere. Nu er det november, og tanken strejfer mig, at jeg er lukket inde i en slags evighed». («Man må forsøge at leve», dansk udgave, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009).