Hege Storhaug, HRS
Jeg er klar over at jeg med disse innledende ordene har beveget meg inn i et voldsomt minefelt, der jeg kjenner pusten fra menneskerettighetsindustrien og godhetsregimet tungt i nakken. Men tenk etter: hvem er de muslimske trossamfunnene i eksempelvis Norge? Det vet verken jeg eller du som leser dette, i den forstand at ingen har fremlagt dokumentasjon på trossamfunnenes ideologiske basis. Noen få av disse trossamfunnene er dog godt kjente, ikke minst Islamic Cultural Centre (ICC), gjennom flere omtaler på rights de siste årene, og også gjennom rapporten vår ”To moskeer i Norge – med blikk på kvinners statsus”. Det er ikke til diskusjon hvem ICC faktisk er i det ideologisk forarmede offentlige norske rommet. ICC behandles som et bedehus. Det er det å melde ikke. ICC er et barn av en av forrige århundrets fremste og verste islamistiske ideologer, Mauwdudi. Altså er politikk og juss innpakket i religion som står i front. Det samme gjelder for Tawfiiq Islamsk Senter, som har uttrykkt varm støtte til terroristene og umenneskene i al-Sahbab. Poenget mitt er: idet man organiserer islam, så skal en lovskole følges, og typisk knyttes det direkte bånd til bevegelser i opprinnelseslandet. Og da er kjedekollisjonen med menneskerettigheter og det sekulære demokratiet et uungåelig faktum. Netopp dette faktumet mener jeg legger forholdene til rette for å forskjellbehandle organiserte islamske trossamfunn og andre religiøse trossamfunn, ikke minst gjennom statlig støtte.
Filosofen Kai Sørlander er en av dagens skandinaviske tenkere som jeg har størst respekt for. Med utgangspunkt i minaretsaken i Sveits, har Sørlander gjort seg noen viktige refleksjoner rundt nettopp den trusselen organisert islam utgjør mot våre sekulære demokrati. Sørlander mener således at det sveitsiske folkets avvisning av minareter er demokratisk akseptablet og innenfor rammen til menneskerettighetskonvensjonene.
Demokrati og minareter
Af Kai Sørlander, filosof
Til bestyrtelse for den politiske elite i Europa har Schweiz ved en folkeafstemning vedtaget, at det fremover skal forbydes at udstyre de islamiske moskéer med minareter. Et relativt stort flertal af dem, der valgte at stemme, gik ind for et forbud. Resultatet var uventet, og for flertallet af kommentatorer og meningsdannere opfattes det som værende på kant med den ånds- og religionsfrihed, som er essentiel for en velfungerende demokratisk orden. Således hævder Uffe Ellemann-Jensen i sin blog på Berlingske Tidende: ”Schweizernes nej til minareter er naturligvis – og med rette – blevet fordømt som et udtryk for intolerance og fremmedfrygt”. Både Vatikanet, den franske og den svenske udenrigsminister har taget afstand fra forbudet. Det samme har en organisation som Amnesty International. Selv Schweiz’s egen justitsminister mener, at forbudet er i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Schweiz derfor vil blive tvunget til at ophæve forbudet, hvis der rejses en sag ved menneskerettighedsdomstolen.
Er denne almindelige fordømmelse af schweizerne berettiget? Har schweizerne vedtaget noget, som er i modstrid med de værdier, som demokratiet selv bygger på, og som er udmøntet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Det er ikke et spørgsmål, som blot kan besvares på rygmarven. Det er nødvendigt at gå ind i substansen.
Den relevante artikel i menneskerettighedskonventionen er nummer 9, som består af to stykker. I stykke 1 siger den først, at enhver har ret til religionsfrihed, og den føjer så til, at det også betyder ”frihed til, enten alene eller sammen med andre, at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter”. Det er dette, som er grundlaget for dem, der mener, at minaret-forbudet er i strid med menneskerettighederne. De mener, at retten til at udøve sin religion også indbefatter retten til at bygge minareter.
Hvis artikel 9 sluttede her, så havde de sikkert ret. Så ville den schweiziske vedtagelse være i uoverensstemmelse med konventionen. Men artikel 9 indeholder også et stykke 2, som kvalificerer stykke 1. Det siger, at ”friheden til at lægge sin religion for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed”.
Først bør vi gøre os klart, at forbudet mod at bygge minareter ikke er et indgreb i den fundamentale religionsfrihed. Der er ikke tale om et forbud mod at være muslim. Der er kun tale om et meget snævrere forbud mod at udøve islam gennem bygning af socialt dominerende minareter. Derfor er det afgørende spørgsmål, om dette forbud kan berettiges på basis af stykke 2’s kvalificering af stykke 1. Og eftersom det med folkeafstemningen er ”foreskrevet ved lov”, så står tilbage, om det også er nødvendigt ”af hensyn til den offentlige sikkerhed … eller for at beskytte andres ret og frihed”.
Dette spørgsmål kan ikke besvares alene ud fra et abstrakt begreb om religion. I stedet kræves, at vi forholder os til selve den konkrete religion, som der er tale om, altså islam. Og vi må forholde os til denne religion i to henseender. For det første med henblik på dens ideologiske indhold, især dens politiske konsekvenser. Og for det andet med henblik på den faktiske historiske udvikling dér, hvor den har været herskende flertalsreligion.
Skal man forstå islams ideologiske grundlag, så må man gå til Koranen. Den opfattes i islam som en nøjagtig gengivelse af Allahs ord formidlet igennem Muhammed. Og i Koranen finder vi ideen om, at islam skal bestemme lovgivningen i samfundet. Den formulerer selv en begrænset del af denne lovgivning, så da Koranen var afsluttet med Muhammeds død, måtte man finde en ny kilde til den islamiske lovgivning; og den fandt man naturligt nok i Muhammeds eksempel. Derfor kræver islam, at al lovgivning i samfundet i princippet skal funderes i det grundlag som udgøres af Koranen og Muhammeds eksempel.
Dette er det relevante ideologiske indhold af islam. Og når dertil føjes, at den historiske udvikling i den muslimske verden aldrig indefra har ført til etableringen af stabile sekulære demokratier med religionsfrihed, så er det nærliggende at se en sammenhæng. Eftersom demokratiet forudsætter, at lovgivningen skal bestemmes igennem en sekulær demokratisk proces, så står islam i sin umiddelbare form i vejen for en demokratisk udvikling. Islam må derfor anses for at være en del af forklaringen på, hvorfor demokratiet har haft så svært ved at trænge igennem i den islamiske verden.
Hvis dette er rigtigt, så er der grund til at anse organiseret islam for at være en ideologisk trussel mod det sekulære demokrati. Og så er det schweiziske folkeflertals forbud mod minareter ikke irrationelt. Så er det tværtimod et forsvar imod en ideologi, der vil erstatte demokratiets sekulære lovgivning med en islamisk lovgivning. Og det må anses for at være demokratisk acceptabelt og inden for rammerne af menneskerettighedskonventionen.
Gælder den samme argumentation så ikke også for kirketårne? Det gør den kun, hvis der er grund til at tro, at alle religioner som sådan har samme potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. Men den påstand holder ingen steder. At islam har vanskeligt ved at forliges med en sekulær demokratisk orden, er ikke ensbetydende med, at det samme så også må gælde for kristendommen. Den må undersøges for sig selv.
For at forstå, hvad kristendommen egentlig står for, må man gå til Det Nye Testamente og dets fortælling om Jesus som Guds jordiske inkarnation. Her fremstår Jesus som radikalt forskellig fra Muhammed. Hvor Muhammed også er politisk, militær og juridisk leder, er Jesus udelukkende religiøs forkynder. Og Muhammed ville aldrig modstandsløst have ladet sig føre til korset, således som Jesus gjorde. Lige så radikalt forskellig er deres etiske forkyndelse. Mens Jesus forkynder nogle bud – såsom elsk din fjende – som umuligt kan gøres til politisk lovgivning, så forkynder Muhammed nogle praktiske bud, som netop indgår i en politisk lovgivning. Derfor sekulariserer Jesus i realiteten det politiske – i skarp modsætning til Muhammeds islamisering af det politiske.
Når dette sammenholdes med, at den historiske udvikling i den protestantiske kristendom vitterligt indefra har ført til fremvæksten af levedygtige sekulære demokratiske samfund, så er det også her naturligt at se en sammenhæng. Den protestantiske kristendom må anses for at være en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor vor del af verden har udviklet sekulære demokratier. Og man er dybt irrationel, hvis man ikke kan forstå, at kristne kirketårne og islamiske minareter politisk og ideologisk står for radikalt forskellige værdisæt.
Det schweiziske folk har ganske rationelt valgt at stå fast på den erfaring, der siger os, at organiseret islam udgør en større trussel mod en sekulær demokratisk samfundsorden end organiseret kristendom. Og det bør ingen ved deres fulde fem kunne være uenig i. Men alligevel synes størsteparten af Europas politiske og intellektuelle elite at mangle almindelig sund sans. For den har bildt sig selv ind, at der er et overordnet bud, som kræver, at alle religioner skal behandles, som om de har fuldstændig samme potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfundsorden. Men det er kun en irrationel fordom. Og hvis eliten ud fra denne fordom – måske med hjælp fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – forsøger at tryne det folkelige flertal i Schweiz, så er der grund til at frygte, at den vil medvirke til at undergrave vor kultur og samfundsorden. I en blind tro på et falsk ideal.
Kronikken er trykket 6.januar 2010 i Kristeligt Dagblad, og gjengitt her med Sørlanders tillatelse.