Hege Storhaug, HRS
I høringsuttalelse til Domstolsadministrasjonen angående forbud mot blant annet hijab på dommere, leverer Oslopolitiet en så tynn argumenatsjon for hijab som knapt er mulig. I Dagbladet i går (papirutgaven), formulerer Sponheim seg videre dette:
Er det uheldig at ikke domstolene fremstår som åpne og inkluderende overfor det mangfoldet som utgjør Norge, og er det uheldig at man utelukker muligheten for å vise at objektiviet har flere sider?
Inkluderende mangfold? Objektivitet har flere sider? Dette henger overhodet ikke på greip. Hanekam med tilhørende piercinger, og hijab – for eksempel – kan aldri signalisere objektivitet. Hijab flagger politikk og religion – noe vi trodde Sponheim som et opplyst menneske hadde fått med seg etter den brede hijabdebatten i fjor. Hanekammen og tilbehøret signaliserer likeså politiske holdninger.
Jeg stopper her denne gangen, for dansken og filosofen Kai Sørlander har med skarp fornuft og logikk formulert hvorfor dommere ikke skal signalisere annet enn objektivitet.
Religionsfrihed for dommere
Av Kai Sørlander
Regeringen er på vej med et forbud mod, at dommere ved en dansk ret bærer tydelige religiøse symboler og specielt islamisk tørklæde. For nogen tid siden udtrykte Birthe Rønn Hornbech betænkelighed ved et sådant forbud, men har nu som medlem af regeringen accepteret at bøje sig. Til gengæld har Charlotte Dyremose fra de Konservative bekendtgjort, at hun ikke kan stemme for. Hendes begrundelse er helt principiel, idet hun mener, at et sådant forbud krænker dommernes religionsfrihed. Hvis det er rigtigt, måtte regeringen imødese at blive dømt ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol, såfremt der kom en konkret sag, hvor forbudet blev brugt. Så det er vigtigt at tænke efter, om religionsfriheden som en universel menneskeret faktisk implicerer, at politikerne ikke kan tillade sig at vedtage et forbud mod, at dommere bærer synlige religiøse symboler.
Først må religionsfriheden afgrænses. For vi kan ikke afgøre, hvad religionsfriheden implicerer i en konkret sammenhæng, uden at vi ved, hvad religionsfriheden dybest set står for. Som udgangspunkt indebærer religionsfriheden, at enhver har ret til at bekende sig til, hvilken religion han selv vil, og til at dyrke den sammen med andre. Og det må straks tilføjes, at denne frihed også indebærer retten til at skifte religion og til at bekende sig som uden formel religion. Det er dette sammenhængende system af friheder og rettigheder, som udgør ens religionsfrihed.
Spørgsmålet er så, hvad denne bestemmelse af religionsfriheden implicerer med hensyn til, om Folketinget bør have ret til at forbyde dommere at bære religiøse symboler, derunder muslimsk tørklæde. Til trods for Charlotte Dyremose kan man ikke umiddelbart slutte, at et sådant forbud bryder med religionsfriheden. Umiddelbart kan man kun slutte, at man ikke kan forbyde folk at bære religiøse symboler, når de privat og på egne vegne bevæger sig rundt i det offentlige rum; og at man derfor heller ikke kan forbyde muslimske kvinder at bære islamisk tørklæde, når de kun repræsenterer sig selv.
Men dommere er ikke kun privatpersoner. De har en offentlig opgave. De skal stå for afgørelsen af, om folk har brudt politisk vedtagne love. Og spørgsmålet er, om man bryder deres religionsfrihed, hvis man kræver, at de i denne offentlige funktion ikke fremviser særlige religiøse symboler. Svaret afhænger alene af hensynet til de anklagede, som man som dommer stilles over for, og hvis sager man skal afgøre. Om man politisk har ret til at begrænse offentligt ansatte dommeres mulighed for at give udtryk for deres religion, må afhænge af, hvad der skal til for at sikre, at domstolen ikke krænker den anklagedes religionsfrihed. Og hensynet til den anklagedes religionsfrihed vejer tungere end hensynet til dommerens religionsfrihed, fordi den anklagede kun optræder som sig selv, mens dommeren repræsenterer statsapparatet.
Situationen i en retssag er, at en dommer skal dømme en anklaget efter nogle givne love. Og da religionsfriheden indebærer, at man ikke bør underkastes krav, som er begrundet med en anden religion end den, som man selv har valgt, så kan man umiddelbart slutte, at de love, hvorefter der dømmes, ikke bør være begrundet med en religion. For i modsat fald krænker man dem, som ikke bekender sig til denne religion. Det krænker deres religionsfrihed, hvis de skal tvinges ind under en fremmed religions lov. Alment kan man sige, at kravet om religionsfrihed implicerer et krav om, at religion og politik bør adskilles, og at religionen ikke bør bruges som argument for, hvorledes de love, som skal gælde for alle uanset religion, bør være. I stedet bør disse love i sidste instans begrundes ud fra opretholdelsen af den demokratiske ligeværdighed, og de bør vedtages igennem en demokratisk procedure.
Men hvor meget lovene end opfylder disse krav, så dømmer de ikke af sig selv. Dommerne skal til for at give lovene stemme i de konkrete retssager. Dommerne skal følge loven, og de skal følge de fakta, som afdækkes i løbet af retssagen, og så skal de drage deres konklusion. I den proces skal de ikke bruge deres religion. De skal dømme ud fra de samme overvejelser, uanset hvilken religion de har. Som dommere skal de bestræbe sig på at være neutrale i forhold til deres egen religion.
Det er et krav til, hvad der skal foregå inden i dommerens hoved. Men hvorledes viser han det over for den anklagede? Der er en simpel ting, som han umiddelbart kan gøre. Han kan undlade at bære synlige symboler på sit eget religiøse tilhørsforhold. Dermed kan han vise den anklagede, at han bestræber sig på at tale i lovens sekulære demokratiske ånd og uden at ville blande sin egen religion ind i afgørelsen. Så langt er der kun tale om, at dommeren viser den anklagede en naturlig anstændighed.
Men skal der lovgives om sagen? Der er et skridt fra naturlig anstændighed til lov. Hvad hvis der er en dommer, som ikke vil afklæde sig sit særlige religiøse symbol, men som hævder, at han alligevel godt kan dømme, som den sekulære lov kræver? Skal man tro ham? Det hævdes ofte, at det ikke er dommerens ydre, det kommer an på, men hvad der foregår inden i hovedet på ham. Men hvad skal man mene foregår inden i hans hoved, når det er vigtigere for ham at vise sin religion udvendigt end at vise over for den anklagede, at han bestræber sig på at være neutral ved at afklæde sig sine religiøse symboler? Skal man tro, at han kan foretage ”afklædningen” i det indre, når han ikke kan i det ydre? Han fremstår som en utrolig selvcentreret person, der ikke evner at tage det elementære hensyn til de anklagede, som den demokratiske ligeværdighed uanset religion kræver.
Dybest set er det kun den almindelige anstændighed, der kræver, at man som dommer ikke bør skilte med sin religion. Om man politisk skal vedtage et forbud må afgøres rent pragmatisk; og der kan være forskellige politiske holdninger til betimeligheden af et sådant forbud. Men under alle omstændigheder er det en fuldstændig misforståelse, at et sådant forbud skulle være uforeneligt med hensynet til dommernes religionsfrihed.
Denne argumentation gælder alment for dommeres brug af religiøse symboler. Den gælder derfor også for det muslimske tørklæde, i og med at det er et religiøst symbol. Men alle religiøse symboler står ikke for det samme. Så alt hvad der gælder for tørklædet som religiøst symbol, er ikke sagt med, hvad der gælder for religiøse symboler i almindelighed.
For at forstå, hvad der særligt gælder for tørklædet, må vi undersøge, hvorledes det i islam begrundes, at kvinder bør bære tørklæde. Begrundelsen findes i den islamiske lovgivning, som kan læses ud af Koranen og Muhammeds eksempel. Dér kan henvises til udsagn, som kan tolkes som en fordring om, at kvinder skal bære tørklæde. Men hvis man accepterer den tolkning, så er der mange andre love, fx om ulighed mellem mænd og kvinder og mellem muslimer og vantro, som man også må acceptere, hvis man skal være konsistent. Og her får Koranens fordring om at være det dybeste grundlag for al lovgivning i samfundet en ganske særlig betydning. En kvindelig muslimsk dommer, som af religiøse grunde kræver at bære tørklæde, kan ikke samtidig vise, at hun tager afstand fra denne forskrift. Det vil sige, at hun kommer til at sidde i sit dommersæde og sende et signal om, at lovgivningen bør være bestemt af islam. Dermed sender hun et signal, som direkte er i modstrid med grundlaget for den sekulære demokratiske lovgivning, som hun som dommer ved en dansk domstol er sat til at forvalte. En sekulær domstol, som tillader den modsigelse i sit indre, er i færd med at undergrave sig selv. Den er i færd med at undergrave sin egen funktion som forvalter af religionsfriheden.
Hvis vore politikere tror, at religionsfriheden indebærer, at vi ikke kan forbyde vore dommere at bære religiøse symboler og specielt islamisk tørklæde, så medvirker de til opløsningen. Så medvirker de ikke til at styrke religionsfriheden, men til at undergrave den. Så vort demokrati kan ikke overleve for mange politikere af Charlotte Dyremoses kaliber. Der skal ikke kun tages hensyn til dommernes religionsfrihed, men til de anklagedes religionsfrihed. Og så må det erkendes, at alles religionsfrihed kun er mulig, så længe der er enighed om, at de love, som gælder alle, skal begrundes og administreres ud fra en sekulær rationalitet. Derfor bør det også kræves, at dommere fremstår neutralt.
Opprinnelig trykket 13.juni 2008 i Information. Her gjengitt med Sørlanders tillatelse.