Av Hege Storhaug, HRS
Et attentat som det Kurt Westergaard opplevde i dette nye tiåret gjør dypt inntrykk på Robert Redeker, som måtte gå under jorden med familien sin etter at han støttet pavens kritikk av Muhammed i den berømte talen i Regensburg. Yusuf al-Qaradawi utpekte nemlig Redeker til ”øyeblikkets islmofob” foran titalls millioner fjernsynsseere som umiddelbart utløste drapstrusler. Jyllands-Postens journalist Anders Raahauge, har intervjuet Redeker etter attentatet mot Westergaard 6.januar, ikke tilgjengelig på nettet):
Det gjorde stærkt indtryk på den franske filosof Robert Redeker at læse om attentatet i Viby mod Kurt Westergaard. Selv har han levet under politibeskyttelse siden 2006, da han som kommentator ved Le Figaro skrev en islam-kritisk klumme, som krænkede lokale islamister i en grad, så en officiel dødsdom mod ham blev udstedt.
De franske sikkerhedsmyndigheder tog truslen meget alvorligt, og Redeker har siden levet på en hemmelig adresse. Også hans sag vakte stor opsigt, og der er i det hele taget mange paralleller mellem hans og Kurt Westergaards skæbne.
”Først og fremmest vil jeg gerne have lov at udtrykke al min solidaritet med Kurt Westergaard” lyder det fra Robert Redeker i denne aktuelle anledning.
”Denne mand er en helt for ytringsfriheden, Voltaire ville have beundret ham. Jeg beklager at i Frankrig, som dog er Voltaires fædreland, hersker der ligegyldighed over for dette attentat. De intellektuelle, grebet af skræk, tier.”
Jeres situationer er meget ens?
”Ja, min situation er fuldkommen parallel med hans, farerne er de samme. Jeg føler mig personligt truet, når jeg hører mennesker som Westergaard bliver angrebet. Han og jeg er som fuglevildt. Selvom dette attentat ængster mig, har jeg tillid til den sikkerhed, som det franske politi omgærder mig med. Men, udover Westergaard og mig selv, er det alle frie mænd og kvinder i de demokratiske lande, der bør føle sig foruroligede og i fare efter dette attentat. Vi vesterlændinge burde som slogan have: vi er alle Kurt Westergaard’er ”.
Har fransk politi haft nogen grund til at ændre på deres oprindelige risikovurdering siden dengang i 2006?
“Tilstedeværelsen i Frankrig af islamistiske celler, der oplærer jihadister, ofte med tråde til salafismen, gør at politiet opretholder en permanent høj beskyttelsesgrad. I øvrigt kan en aggression ligeså vel komme som en isoleret handling fra en ung muslim fra forstæderne, der gerne vil opfattes som helt eller hellig.”
Kurt Westergaard har hidtil fravalgt en tilværelse under jorden. En sådan har De til gengæld fået?
“Jeg lever halvvejs under jorden, beskyttet af politiet. Det er desværre den bedste løsning, og jeg forstår, hvis Kurt Westergaard ikke har villet den. Det har aldrig været på tale, at jeg kunne blive boende i min gamle bolig. Heller ikke at beholde mine gamle vaner med at komme bestemte steder. Den situation burde udfordre samvittighederne: som følge af tilstedeværelsen af en vanskeligt kontrollerbar islamisme og som følge af, at de moderate muslimske autoriteter ikke fordømmer islamisterne med den nødvendige fasthed, er der i de demokratiske lande mennesker som Westergaard og mig, der er tvunget til at leve som politiske flygtninge i deres eget land. Det er jo sådan Westergaard lever.”
Hvordan er det å leve ”under jorden”? Hvordan overlever man en slik tilnærmet ikke-eksistens, undrer Raahauge? Det handler om ointellektet, som islamistene vil lamme. Tanken er det eneste som ikke kan overvinnes, sier Redeker.
Står vi således overfor et Huntingthons sivilisasjonssammenstøt som kan forverres de kommende årene? Svaret er ikke oppløftende. Sammenstøtet er der, det er allerede historie. Se bare på kvinner og homofiles rettigheter i vesten og kontra i islam, som Steinar Lem advarte om på dødsleiet. Ett av mange eksempler på en umulig forening. Redeker mener det ikke finnes bevis for at islam og vesten kan forenes.
”Det er ikke bevist, at der kan gives forenelighed mellem islam og vesten. Det bedste i verden – respekt for humaniteten, demokratiet, menneskerettighederne, interessen for andre civilisationer, politikkens frihed, kvindernes frigørelse, afskaffelsen af dødsstraffen, tolerancen, politikkens sekulariseing osv. – det er ikke produkter af islam men af den europæiske kultur. Med andre ord er sammenstødet et kendsgerning og har været det længe. Det ligger ikke forude, det er historisk.
De seneste udviklinger giver ikke anledning til optimisme. For øjeblikket er der ingen forarget reaktion i Frankrig på attentatet på Westergaard, men der har været en enstemmig koncert for at fornærme det schweiziske folk efter dets modige svar på spørgsmålet om minareterne.
De mennesker, der organiserede demonstrationer mod Pavens besøg i Frankrig i 2008, protesterede atter mod den schweiziske afstemning. Det er beviset på at i forhold til islam står islam, med Pascal Bruckners ord, for ”den hvide mands hulken”.
Både klassiske franske og norske intellektuelle ”elsker” å rakke ned på vår kristne kulturarv, uten at jeg personlig har registrert at de samme såkalte intellektuelle har forstått betydningen av denne arvens medvirkning til forløpet for opplysningstiden og videre for fremveksten av det åpne samfunnet og velferdsstaten. Å beskytte islam synes viktigere enn å ta til seg historiske fakta. Slik avler man ekstremisme innen islam. Redker synes å ha liknende tanker.
De politiske og intellektuelle eliter, der ofte er meget fjendtlige over for kristendommen, virker meget optagede af et nyt imperativ: forsvaret for islams rettigheder. Derfor bliver islams udøvelse for hver dag mere demonstrativ. Men det sekulære samfund, som Frankrig er så stolt af, skal ikke forsvare islams rettigheder men stille spørgsmålet om de grænser, som islam bør holde sig inden for. Den nuværende forvirring åbner en hel boulevard for ekstremisterne, som tager sig stadig flere friheder.”