Af Helle Merete Brix for HRSSøndag den 14. februar er Valentines Dag, en dag hvor elskende i følge traditionen opmuntres til at sende hinanden blomster, gaver og kort. Men den 14. februar er også en anden og mindre romantisk mærkedag. Den 14. februar 1989 udstedte ayatollah Khomeini sin fatwa mod forfatteren Salman Rushdie på grund af Rushdies roman «De Sataniske Vers». Fatwaen indledes med ordene «I Hans navn, den Højeste» og er en appel til muslimer om at dræbe Rushdie og de, der er involveret i bogens udgivelse. De bør «henrettes hurtigt, hvor end man finder dem, så ingen nogensinde mere vil turde krænke de ting, der er hellige for muslimer». Videre lyder det i fatwaen: «Om Gud vil, er enhver der dør i denne sags tjeneste, martyr».
Jeg har med vilje skrevet om fatwaens indhold i nutid. For selvom Rushdie i dag kan leve et ret almindeligt liv i New York, han bevæger sig for eksempel rundt uden bodyguards, er fatwaen aldrig blevet tilbagekaldt. Tværtimod har Irans åndelige leder Ali Khamenei udtalt, at fatwaen er uigenkaldelig.
Dagen efter at fatwaen var blevet læst op på Teheran radio tilbød en iransk velgørenhedsorganisation et pengebeløb på 3 mio. amerikanske dollars til den, der dræbte Rushdie. En ikke-muslims morder ville dog kun få udbetalt 1 mio. dollars.
Rushdie besøgte København sidste år i forbindelse med den danske oversættelse af hans seneste bog, «Fortryllersken fra Firenze». Det var en afslappet Rushdie, der sad på scenen i Dronningesalen i Det Kongelige Bibliotek ved havnen. Selvom samtalen egentlig skulle dreje sig om den seneste bogudgivelse, kom en del af aftenen til at handle om ytringsfriheden. «Nogle gange kan folk lide ens bog, andre gange ikke», sagde den verdensberømte forfatter og fik salen til at le. For alle vidste, at han tænkte på sin mest utilfredse kritiker til dato, Khomeini.
Der var ikke nogle særlige beskyttelsesforanstaltninger omkring besøget. Et par bombehunde havde ganske vist snuset i cafeteriaet, og der sås også betjente. Men enhver kunne gå lige ind. Såvidt vides mener Rushdie, at alt for voldsomme sikkerhedsforanstaltninger påvirker hans evne til at tænke og tale frit. Og Rushdie må vide, hvad han taler om. «De Sataniske Vers» henviste ham i årevis til et liv under jorden. Mahound, et bordel og bogbrændingerDramaet omkring «De Sataniske Vers» begyndte i september 1988 i Indien, hvor Rushdie havde givet interviews til et par indiske aviser, der også havde bragt uddrag af bogen. I bogen optræder blandt andet profeten Mahound, og på et bordel har de prostituerede navne efter Muhammeds koner.
To muslimske medlemmer af det indiske parlament begyndte en kampagne for at få bogen forbudt i Indien og sendte samtidig besked til Det Islamiske Center i Leicester i England. Centret er også i dag den radikale Jaamat-e-Islamis-bevægelses europæiske højborg.
I Leicester fotokopierede man de fornærmelige passager og rundsendte dem til de muslimske landes ambassader i London. Saudi Arabien bed på og forsøgte at få en kampagne i gang mod bogen. Det gik trægt i de muslimske lande. Men kampagnen begyndte at vinde støtte blandt britiske muslimer.
Viking Press – en del af Penguin group – der udgav bogen, blev kontaktet af muslimske organisationer, der ville have udgivelsen stoppet. Det drømte forlaget ikke om. Heller ikke Margaret Thatchers regering ville imødekomme de muslimer, der ønskede bogen forbudt efter blasfemiloven.
Men dødstrusler begyndte på dette tidspunkt at påvirke Salman Rushdies hverdag. Han var tit ledsaget af en bodyguard, forlagets afdeling i USA modtog flere gange bombetrusler og et besøg i Sydafrika blev aflyst efter pres fra sydafrikanske muslimer.
I december tog muslimske organisationer i Storbritannien sagen i egen hånd. Den første bogbrænding fandt sted i december 1988 i Bolton i nærheden af Manchester. Omkring 7000 muslimer deltog.
Den næste bogbrænding løb af stabelen i januar 1989 i Bradford, der allerede dengang talte en betydelig muslimsk befolkning. Ganske vist deltog kun omkring 1000 muslimer, men denne gang fik muslimerne støtte af ikke-muslimer, heriblandt nogle lokale politikere og Bradfords biskop. Rushdie går under jordenDen 29. januar 1989 demonstrerede 8000 muslimer i London i protest mod Salman Rushdie og hans roman. I medierne blev sagen livligt diskuteret og sagens alvor begyndte at gå op for Rushdie selv. Han udsendte en pressemeddelelse om at han var en god muslim og at Muhammed var et af historiens store genier. Det nyttede dog ikke noget.
Den 12. og 13. februar var der voldsomme demonstrationer i Pakistan og Indien. Værst gik det for sig i Islambad i Pakistan, hvor seks blev dræbt og 100 såret i sammenstød med politiet. Den 14. februar kom så Khomeinis fatwa.
Det var BBC, der gennem et telefonopkald gjorde Rushdie opmærksom på fatwaen. Ved frokosttid diskuterede han truslen i medierne, og han blev tildelt den mest omfattende politibeskyttelse. Rushdie deltog derefter i en mindehøjtidelighed for forfatteren Bruce Chatwin. En bil kørte ham efter mindehøjtideligheden fra kirken til hans skjulested. Det blev Rushdies sidste offentlige optræden i fire år.
Rushdie fortsatte, ikke overraskende, med at skrive i de år, han levede under jorden. I 1990 udgav han således essayet «In Good Faith». Han udtrykte også sin respekt for islam, men det gjorde ikke indtryk på iranerne. Rushdie havde også tidligere, på opfordring fra Irans præsident Khameinei undskyldt – ikke at han havde skrevet bogen – men den virkning, bogen havde haft. Khomeini var dog ikke til at rokke. Dødsdommen stod fast.
Mens Rushdie sammen med sin første hustru Marianne Higgins levede under jorden, bragede det løs i verden. Der var demonstrationer i Europa, diplomatiske forviklinger, fejge politikere og fejge gestlige samt en fordømmelse af bogen fra de muslimske lande samlet i Organization of the Islamic Congress (OIC). I et tilbageblik ligner det alt for godt, hvad verden oplevede mange år senere, da balladen brød løs om Muhammed-tegningerne. Den amerikanske historiker Daniel Pipes`anbefalelsesværdige bog «The Rushdie Affair – the Novel, the Ayatollah and the West» (Transaction Publishers, 2003) har alle detaljerne omkring «De Sataniske Vers» med. Et modigt forlagOgså en anden bog beskæftiger sig med Rushdie og inddrager samtidig balladen om Muhammedtegningerne. Forfatteren Kenan Malik, der er født i Indien nær Rushdies fødested i Mumbai, voksede op i Storbritannien. I 2009 udgav han bogen «From Fatwa to Jihad – The Rushdie Affair and its Legacy». Jeg er kritisk over for visse af bogens teser, men synes det er en læseværdig bog med mange interessante informationer. Således er Malik den første, der har interviewet Penguins daværende internationale direktør Peter Mayer, der var i New York den 14. februar.
Mayer modtog en telefonopringning fra Penguin i London om fatwaen. Mayer, der ikke anede, hvad en fatwa var, gik ud for at få fat på en avis. Historien om Khomeinis dødsdom over forlagets forfatter fyldte forsiden af New York Times.
For Penguin var dette noget nyt. Det var selvfølgelig ikke første gang, Mayer oplevede, at nogen var utilfreds med en bogudgivelse: «Jeg har udgivet bøger, der stødte jøder og kristne. Fire eller seks stykker. Folk ville skrive til Penguin og forsøge at få disse bøger standset. Jeg ville skrive tilbage og forklare, at som forlægger kan jeg ikke bare udgive bøger, der ikke støder nogen. Det var almindeligvis en civiliseret dialog.»
Mayer og forlaget mente i begyndelsen, at sagen om «De Sataniske Vers» også kunne klares med dialog, altså en dialog, hvor forlaget som vanligt ville redegøre for sin ret til at publicere sådanne bøger. Men sådan gik det ikke.
Forlaget bøjede sig dog ikke, trods bombetrusler mod både forlag og forlagets bestyrelse. Som Mayer forklarede bestyrelsen tilbage i 1989: «Vi må se det i et længere perspektiv. Bøjer vi os nu, vil det blot opmuntre fremtidige terroraktioner fra individer eller grupper, der er fornærmede over et eller andet i andre bøger, som vi eller en hvilken som helst anden forlægger overvejer at udgive». Støtten fra muslimerRushdie-sagen kostede menneskeliv. I opsummeringen glemmes to ofre ofte: En belgisk, muslimsk leder, der tog afstand fra fatwaen blev dræbt sammen med sin medhjælper i en moské i marts 1989 i Bruxelles.
Ligeledes er det interessant at vide, at en af Storbritanniens mest indflydelsesrige muslimske frontfigurer, den nu afdøde retslærde Zaki Badawi, ganske vist ikke brød sig om bogen men tilbød Rushdie asyl i sit hjem.
I 1993 udkom bogen «Pour Rushdie». Den består af 100 korte essays af overvejende forfattere med muslimsk baggrund. Den blev året efter oversat til engelsk under titlen «For Rushdie». (George Braziller Inc., 1994). Et af bidragene var fra en gruppe af iranske intellektuelle. De mindede om, at ytringsfriheden intet er værd, hvis ikke den indbefatter retten til at være blasfemisk. Det er værd at tænke over, også i dag, 21 år efter at Khomeini udstedte sin fatwa over Salman Rushdie og «De Sataniske Vers».