Islam

Kjærlighet er drivkraften

Islamister og kommunister ynder å definere religionskritikk for hat. Med kritikk er ikke synonymt med hat, tvert om. Det motsatte av kjærlighet er likegyldighet. Derfor kan eksempelvis kritikk av islams kvinneundertrykking langt fra være motivert i hat. Det mener i alle fall psykologen Nicolai Sennels.

Islam-kritik: Drifkraften er kærlighed

Af Nicolai Sennels, for HRS

Det er vigtigt at huske, at islam-kritikken ikke kun er en «mod-bevægelse», men også en «med-bevægelse». Vel er vi imod kvindeundertrykkelse overalt. Vel stiller vi frygtløst op mod alle fjender af ytringsfrihed og demokrati. Vel er vi imod kolde multikulturelle samfund, hvor grundlaget for fællesskabsfølelsen – vores fælles kultur – er erstattet af et vaklende babelstårn og forvandlet til et kulturelt kludetæppe.

Men det er ikke kun vores «imod», som vægter tungt. Det er også vores «for»!: Vores kærlighed til vores land, værdier og kultur. Vores kærlighed til demokratiet, hvor hvilket mange modige mennesker har kæmpet mod brutale tyranner og inhumane tros- og politiske systemer. Vores kærlighed til kvinderne, og vores håb og ønske om, at de frie kan berige os alle og vores verden med de flotte menneskelige kvaliteter, som kun kvinder udtrykker fuldkomment. Vores kærlighed til den ægte frihed, som kun trives i kulturer, hvor personligt ansvar og næstekærlighed trives godt.

Muslimer er islams første ofre

Vi må ikke glemme, at muslimer – også en meget stor del af dem, som i virkeligheden ikke er troende – er de første ofre for islam. Langt størstedelen af de muslimske kvinder lever uden basale menneskerettigheder, som f.eks. retten til selv at vælge deres påklædning, uddannelse, arbejde, venner, livsstil og hvem de vil have sex med. Mændene har det umiddelbart lettere, men også dem bør man forsøge at have en slags medfølelse med. Mændene står med religiøst og kulturelt givne rettigheder og forventninger, som får dem til at gøre en masse negative ting: De forventes at begrænse deres koner og døtres frihed. De forventes at reagere barnligt aggressivt på kritik. De forventes at være ikke-muslimer fjendtligt stemt. Undertrykker man kvinder, udtrykker man vrede og tager man afstand fra andre mennesker, så fylder man sit sind og sit liv med en masse ubehagelige indtryk og vaner. Og mandschauvinisme, vrede og apartheid er ikke en vej til lykke, tværtimod.

Endelig er begge køn fanger i en kultur, hvor det usle kvindesyn forhindrer mænd og kvinder i at opleve den glæde og berigende kærlighed og seksualitet, som kun kan opstå, når mand og kvinde er lige, respekterer hinanden og kan åbne sig fuldt for hinanden uden frygt for fordømmelse. Denne givende og ligeværdige kærlighed er både grundlaget og frugten af menneskelig modenhed, og uanset, om muslimske kvinder og mænd ved hvad de går glip af eller ej, er det en stor mangel i deres psykologiske og seksuelle udvikling at være afskåret fra denne eneste ægte kærlighed.

Konflikt og kærlighed

Den aggressive apartheid-attitude mod ikke-muslimer, som trives så godt i både den muslimske verden og vores egne muslimske ghetto’er, er et dødsens alvorligt problem. De etniske spændinger stiger og ligner stadigt mere den balkan-lignende krudttønde, hvis komme islam- og indvandringskritikere har advaret om i årtier. Risikoen for, at vi vil opleve en 3. Verdenskrig udkæmpet i vores egne byer mellem lovløse og løsrivende parallelsamfund, islamister og deres nyttige idioters snigende islamisering af vores ligeværdige, demokratiske og per tradition religionskritiske samfund, kriminelle muslimske bander og islamiske militser på den ene side – og vestlige autoriteter og almindelige danskere på den anden, vokser dag for dag. De økonomiske omkostninger fra muslimers asociale adfærd – herunder selvfølgelig især den manglende integration – er selvsagt ubærlige, og syge, børn og ældre på vores økonomisk pressede hospitaler, skoler, institutioner, plejehjem osv. lider meget og uforskyldt under det. Det samme gør trygheden og fællesskabet.

Men.

Det værste der kan ske er, at vi midt i ufreden og vores velbegrundede bekymringerne taber ønsket om alles glæde og frihed fra lidelse, af syne. Midt i kampen mod islams fremrykning, muslimers asociale adfærd og den politiske korrekthed, som gør hele katastrofen mulig, er det derfor vigtigt at huske på, at vi i sidste ende arbejder «for» noget. At vi kæmper for en verden, hvor frihed, fred og alle kvinder kan leve uden beskyttelse.

Drivkraften er kærlighed

Man kan hade politiske og religiøse systemer, men når det kommer til mennesker, kan man ikke ønske mere lidelse til dem, som allerede er i færd med at ødelægge deres eget liv med fanatisme, vakkelvorn stolthed og aggression: Deres destruktive handlinger er mere udtryk for hjernevask og selvskabt smerte, end egentlig ondskab. Man kan ønske, at disse mennesker lever friere og lykkeligere liv. Man kan ønske, at de lever liv, hvor de oplever deres fulde potentiale til at elske og give. Man kan ønske, at de udvikler menneskelig modenhed og overskud, så de i stedet for at skade andre og sig selv, begynder at åbne sig for den glade, fredelige, ansvarlige og tillidsfulde kultur, som har givet så mange frihed og tryghed i vores del af verden. Mennesker, som lever under islam, vil aldrig kunne opnå dette, og havde det ikke været fordi islam og mange muslimers islam-inspirerede adfærd var så stor en trussel mod vores samfund og levemåde, behøvede vi i princippet heller ikke blande os.

Har man disse positive ønsker, kan man uden problemer kritisere den meget umenneskelige religion, som islam er – og problematisere muslimsk indvandring – uden at ryste på hånden. Og man behøver kun at læse to bøger, for at erkende disse problemer: Koranens utallige opfordringer til mord, krig og andre herligheder og Statistisk Årbog om muslimske indvandreres kriminalitet, sammenhobning i lovløse parallelsamfund og angreb på ikke-islamiske autoriteter er tilstrækkelige kilder.

Det er rigtigt, at tv-billeder af hidsige muslimer, som hopper op og ned med våben i hænderne, nervøsitet for venner, familie og kollegers fordømmelse og frygten dårlig presse holder mange fra at sige tingene højt. Så kan man stille krav og forlange mærkbare konsekvenser og skrappe løsninger. Så kan man sætte en stoppe for muslimsk indvandring, lukke for hanen med statsborgerskaber og – i den udstrækning vores love tillader der – sende alle dem, som ikke ønsker at føle sig som danskere og ikke bidrager positivt til samfundet, hjem. Så kan man endelig gøre det eneste etisk rigtige: Hjælpe 1.000 flygtninge i nærområderne for de penge, man kan huse en enkelt ikke-vestlig flygtning i Danmark. Ja: Så kan man se sig selv ærligt i øjnene og sige højt, at islam-kritikken sker ud af kærlighed til mennesker, vores kultur og med ønsket om en fri og fredelig verden for alle mennesker kvinder og mænd.