Tenketankene og islamforskningen

Af Helle Merete Brix for HRSFor nylig fik jeg en glad e-mail fra en god bekendt i London. Hans navn er Peter Whittle, og han er journalist og filmanmelder og direktør for New Culture Forum, en konservativ tænketank med fokus på kulturen. I mailen, der var rundsendt til venner og forretningsforbindelser og altså ikke er privat, kunne han fortælle, at hans tænketank nu endelig har fået egne lokaler, endda i hjertet af London-bydelen Westminster. Mailen var derudover, som det er almindeligt for de tænketanke jeg regelmæssigt hører fra, en opsummering af, hvilke resultater der er opnået på det seneste, hvilken medieeksponering man har haft, hvad der er undervejs med mere. Undervejs er således en ny bogudgivelse, der fokuserer på selvhadet i den vestlige kultur. Whittles tænketank beskæftiger sig specifikt med kulturen. Men islam sniger sig ind i tænketankens arbejde, direkte eller indirekte. I sin programerklæring taler New Culture Forum således om, at i en tid, hvor ekstremister truer den vestlige civilisation, er det vigtigt at fokusere på den unike bastion, som Vesten udgør med hensyn til fornuft og frihed. Ikke mindst bør Storbritannien være stolt af den vigtige rolle, som landet har spillet med hensyn til vestlig undervisning, kunst og kultur. New Culture Forum ønsker også at fremme en udvikling inden for kunstens verden, der er præget af ”æstetisk ærlighed”, og som er fri for politisk indoktrinering.Samlingssted for mediefolk på centrum-højrefløjenJeg mødte Whittle ved et af tænketankens første debatmøder, hvor en række britiske teatermennesker talte om tabuemner inden for teater og film. Whittle spurgte blandt andet panelet, hvorfor vi ikke ser forestillinger om islams syn på homoseksuelle og kvinder. Ved et arrangement i efteråret 2009 sad Farshad Kholghi og jeg fra Sapphos redaktion i panelet og diskuterede Muhammedtegninger og ytringsfrihed med en dansk journalist, der har base i London. Ved en reception for Whittles bog «Private Views» i 2009 rendte jeg ind i noget så usædvanligt, som en skønlitterær forfatter, Lionel Shriver, der er villig til at diskutere begrænsning af indvandring og fejlslagen integration. Her kan man også møde journalister, anmeldere og andre tænketanksdirektører. Whittles ønske er, at tænketanken skal blive et samlingsted ikke mindst for mediefolk på centrum-højrefløjen.En 30-årig ildsjæl som direktørI London ligger også en anden tænketank, Centre for Social Cohesion. Den ledes af en 30-årig ildsjæl, Douglas Murray, der sammen med Sam Harris også er manden, der fandt beskyttelsespenge til Ayaan Hirsi Ali, da den hollandske regering sagde stop. Murray, der er en kendt foredragsholder og debattør i blandt andet Storbritannien og USA, startede sin tænketank i 2007. Centre for Social Cohesion har som et af sine formål at arbejde for menneskerettighederne og er den første tænketank i Storbritannien, der specifikt fokuserer på radikalisme og extremisme. I dag har den udover Murray fire unge researchere tilknyttet og har til huse i beskedne lokaler oppe under taget på en nobel adresse i Westminster. Gør noget ved den islamiske jihad Siden sin start har Centre for Social Cohesion udmærket sig ved at udgive en række meget nyttige publikationer. Herunder et kritisk studie af British National Party, et kritisk studie af Hizb-ut-Tahrir, en publikation om æresdrab – der fik en vældig opmærksomhed i medierne – en rapport om radikaliseringen af unge muslimer på universiteterne og om mængden og arten af ekstremistisk islamisk litteratur, der findes på udvalgte biblioteker i London. Murray selv er en mand med en praktisk tilgang til problemer. I et interview med mit tidsskrift Sappho i sommeren 2008 sagde Murray blandt andet: «Jeg er dødtræt af folk, der opsøger mig og fortæller mig, hvor frygteligt det er med islamisk jihad. De tror, at det kan gøre det. Mit svar er altid: Ja, og hvad vil du så gøre ved det?»Murray optræder regelmæssigt på BBC og andre store tv-kanaler, ligesom han fast skriver for magasiner og aviser. Tænketankens arbejde citeres i medier på både højre-og venstrefløjen og i regeringskredse. Månedligt møde for tænketankene Tænketanke er ikke øde øer. Da jeg i 2008 i anden anledning var i London inviterede Whittle mig med til det månedlige møde for en række af Storbritanniens tænketanke på centrum-højrefløjen. Her hører man om nyt fra de forskellige tænketanke, der fortælles om aktuelle udgivelser og tiltag, måske er der et kort foredrag på programmet, og så afslutter man med en drink i den pub, der bekvemt ligger i stueetagen.En af de deltagende tænketanke her er den store Policy Exchange. Også denne tænketank har udgivet særdeles vigtige rapporter om radikalisering og sameksistens. En bemærkelsesværdig rapport fra tænketanken hedder «The Hijacking of British Islam: How Extremist Literature Is Subverting Mosques in the UK». I forbindelse med rapporten besøgte en række mennesker med muslimsk baggrund 100 islamiske institutioner, moskeer, kulturcentre og skoler og fortalte efterfølgende om, hvad der kunne købes – officielt og uofficielt.Ytringsfriheden og radikal islam En amerikansk tænketank, man ikke kommer uden om når det gælder islamforskningen, er Middle East Forum. Direktøren er den myreflittige historiker og skribent Daniel Pipes. Tænketanken er startet i 1994 og har base i Philadelphia.Middle East Forum har som sit formål at definere og forsvare USA’s interesser i Mellemøsten og ligeledes at beskytte konstitutionen mod trusler fra Mellemøsten. Måske er det denne programerklæring og Pipes´klare pro-israelske standpunkt, der får en række kritikere til at give ham prædikatet radikal. Sådan har jeg aldrig opfattet ham, tværtimod. Pipes mener for eksempel, at radikal islam er problemet, mens moderat islam er løsningen.I årenes løb er Pipes´tænketank vokset støt. En række nye grene er kommet til, her skal blot nævnes tidsskriftet Middle East Quarterly og Campus Watch, der holder et vågent og kritisk øje med mellemøstforskningen på de amerikanske universiteter. Samt tænketankens Educational Fund, der råder over næsten 2mio. dollars årligt, og som støtter researchere og skribenter inden for feltet. Et af de mennesker, der har modtaget støtte fra fonden er således den verdensberømte skribent og professor i psykologi og kvindestudier, Phyllis Chesler, der regelmæssigt skriver for Human Rights Service. Chesler publicerede et studie om æresdrab i Vesten for Middle East Quarterly.Også Pipes er en mand med en praktisk indstilling til problemløsning. For blot nogle år siden, hvor var det ikke ualmindeligt på mailinglisten at modtage meddelelse om et kommende debat-arrangement, hvor Pipes skulle tale. Det kunne for eksempel være et universitet, hvor man forventede deltagelse fra den yderste venstrefløj eller vrede repræsentanter for muslimske or
ganisationer. Adskillige gange er Pipes blevet intimideret verbalt ved sådanne debatarrangementer. Meddelelsen fra Pipes´mailingliste ville være efterfulgt af en erklæring om, at mennesker, sympatisk indstillet over for Pipes synspunkter var «more than welcome». I 2007 blev Pipes tildelt Trykkefrihedsselskabets Trykkefrihedspris. Han fik den blandt andet for sin kamp for ytringsfriheden – Pipes er forfatter til en uundværlig bog om Rushdie-affæren – og for sin støtte til de muslimer, der, som det var formuleret i prisen, «taler Mekka midt imod». Et særkende for disse tænketanke mener jeg også, er brugen af mennesker med muslimsk baggrund, sekulære eller liberale, som kilder, researchere med mere. Hvilke europæiske universiteter gør i nogen særlig udstrækning det samme? Fokuserer på at bygge opDa jeg i forbindelse med prisoverrækkelsen og Pipes´besøg i København fragtede ham rundt til diverse arrangementer, spurgte jeg ham blandt andet om, hvordan tænketanken var startet. Pipes fortalte, at den var startet i hans køkken af en lille gruppe mennesker, der var utilfredse med mellemøstforskningen på de amerikanske universiteter, og som havde besluttet sig for at gøre noget ved det.»Lad os koncentrere os om det, vi er enige om». Med den bemærkning blev en kollega og jeg engang venligt viftet af i en samtale med Pipes, der gerne debatterer offentligt, men ikke spilder sin tid på strid og ballade og nyttesløse diskussioner. Det tror jeg er en naturlig indstilling for mennesker, der bruger deres tid på at bygge op og ekspandere, og som er gode til at knytte forbindelser. Det er de også nødt til at være, for en stor del af tiden går med at skaffe penge til tænketanken og til nye projekter. Sådanne mennesker gør sig også ofte godt i medierne, fordi de er dygtige debattører, klare i mælet uden at virke uforsonlige.Og så tager de hurtigt stilling. Da to fly om morgenen bragede ind i World Trade Center i New York skrev min medredaktør for Sappho, Lars Hedegaard og jeg med det samme til Pipes og en anden islamekspert, journalisten Steven Emerson, der er direktør for The Investigative Project. Længe før 11. september beskæftigede Emerson sig med radikal islam i USA. Både Pipes og Emerson skrev begge tilbage med det samme, at det ikke kunne være andre end Osama bin Laden, der stod bag. Alt imens man lyttede til surrealistiske diskussioner på fjernsynet om, hvem der mon var ansvarlig for terrorangrebet. Fælles for disse tænketanke, som for den tænketank, jeg skriver fast for, Human Rights Service er, at de slet og ret er uundværlige i arbejdet med islam og integration. De har taget fat på den islamforskning, som universiteterne ikke vil beskæftige sig med. De har, direkte eller indirekte forstået, at med islam kommer altid kravet om sharia og at hvis ikke man vil tage fat på kritiske studier af islams politiske side, kan man ikke vinde kampen for demokrati og frihed i Europa og Vesten.