Af Helle Merete Brix for HRSFor mange år siden mødte jeg i København en saudisk digter, lad os kalde hende B. Hun deltog i en kulturfestival for arabiske forfattere, hvor jeg var konferencier.
B, der var iklædt stramme læderbukser og flagrende hår, talte relativt åbenhjertigt om nogle af de mange problemer, der er for ytringsfrihed og kønnenes ligestilling i Saudi Arabien. Men hun var alligevel nødt til at udtale sig med en vis forsigtighed, da hun skulle tilbage til Saudi Arabien, et af verdens mest restriktive samfund.
En episode fra sin barndom, som B fortalte om, husker jeg tydeligt. Hun var en halvstor pige, da hendes mor fortalte hende, at nu skulle hun dække sig til. «Hvorfor», spurgte hun sin mor?
«Fordi du er smuk», svarede moderen. «Men», indvendte B med barnets logik, «hvis jeg er smuk, hvorfor skal jeg så dække mig til?»
En lignende episode udspiller sig i en iransk film, jeg så for nogle år siden. Filmen skildrer en fiktiv, men helt virkelighedstro fortælling om den sidste dag i en piges barndom i en iransk landsby. Pigen forsøger at forlænge barndommen. Hun vil løbe frit i naturen og på stranden. Hun vil have lov at blive ved med at lege med jævnaldrende drenge. Men hendes mor holder den sorte, fodlange kappe, som nogle voksne iranske kvinder går med, klar. Barnebrudene i Yemen og Saudi ArabienI ethvert samfund, der indfører sharia, formelt eller uformelt, udviskes grænsen mellem barn og voksen. Piger er ”pludselig” kønsobjekter på et tidspunkt, hvor de i Vesten forventes kun at være beskæftiget med leg og skolegang. Khomeini nedsatte giftealderen for piger til 9 år. Fra Yemen og Saudi Arabien hører vi barbariske historier om barnebrude, der giftes bort til mænd, der kunne være deres bedstefædre og som ønsker skilsmisse. Men kvinder i sådanne lande er ofte mere eller mindre mænds ejendom, fra de fødes til de dør.
Ikke kun piger rammes af sharia, det gør drenge også. Noget af det mest uhyggelige, jeg har læst om handler om hvad der skete med de drenge, der deserterede fra hæren i Iran i 1980erne, hvor Iran var i krig med Irak. Den afdøde iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam har skrevet om nogle af disse børn i den sidste bog, han nåede at udgive: «Reviens Mahomet, ils sont devenus fous» (Kom tilbage Muhammed, de er blevet vanvittige, Grasset, 2007). I forbindelse med udgivelsen af bogen i efteråret 2007, fortalte Sahebjam mig, at han blev ringet op af vrede folk, der mente at han overdrev.
Bogen handler om det barbari, der udspiller sig i islamiserede lande. Sahebjam bygger bogens eksempler på rejser i blandt andet Iran (illegale, da han var dødsdømt af det iranske styre) samt Irak og Afghanistan. Men størst indtryk gør naturligvis beskrivelserne af de ulykkelige børn. Man hænger da børnI bogen har Sahebjam for eksempel rekonstrueret omstændighederne omkring henrettelsen af den 12-årige Ahmed i Iran i 1983. Han er deserteret fra hæren. Han mødte aldrig frem på kasernen men skjulte sig. Men han blev fanget og smidt i fængsel.
I november 1983 optræder han på statsligt iransk tv sammen med sin mor. Moderen, der er enkel og iført chador, har mistet fire sønner i krigen mod Irak og er også villig til at give sin sidste søn væk. Hun fremstilles derfor af intervieweren som en eksemplarisk mor. Og hun vil ikke kendes ved sin søn. Hun fortæller intervieweren og seerne, at han er djævelen selv. Den 12-årige dreng græder og bliver panikslagen, da intervieweren fortæller ham, at han risikerer at blive dømt til døden for at desertere. Modren vil ikke gå i forbøn for ham.
Derfor bliver Ahmed hængt offentligt tre dage senere. Han må slæbes til galgen, og mens han råber på sin mor, råber tilskuerne af ham: «Kujon, kujon».
Officielt hængte det iranske styre ikke børn under 14 år. Så Ahmeds alder blev aldrig oplyst. To år senere, i 1985, bliver en 88-årig bedstefar, der har skjult sit 13-årige barnebarn fra hæren, vist frem på iransk tv af den samme journalist. Dage efter bliver både bedstefaderen og drengen hængt på en plads i Teheran. Muslimske lande henretter mindreårigeSaudi Arabien, Yemen, Sudan, Pakistan og Iran er såvidt vides de eneste lande i verden der, inden for de senere år, har dømt mindreårige til døden. Iran fører stort. I en rapport fra Amnesty International fra 2007, som Washington Post skrev om, berettes der om mindst 71 mindreårige, det vil sige unge under 18 år, på dødsgangen i Iran. Siden 1990 er der frem til 2007 rapporteret om 24 henrettelser af personer, der var mindreårige på tidspunktet for arrestationen. 11 af dem var under 18, da de henrettelsen fandt sted.
De mindreårige er både piger og drenge. I rapporten fortælles det, at de unge ikke sjældent tilhører mindretalsgrupper, iranske arabere, afghanske flygtninge samt homoseksuelle og piger, der er blevet seksuelt misbrugt. Iran har dødsstraf for blandt andet adskillige overtrædelser af lov om ærbarhed, utroskab, incest, voldtægt, mord og flere tilfælde af homoseksualitet. Henrettelsen af den 16-årige AtefehBBC producerede en dokumentar, «Execution of a teenage girl» om den 16-årige Atefeh Rajabi, der blev hængt i byen Neka i august 2004. Hendes mor blev dræbt ved et trafikuheld, da Atefeh kun var 4 år gammel. Faderen var stofmisbruger. Atefeh blev første gang arresteret af revolutionsgarden, da hun var 13 år gammel. Hun blev dømt til døden for fire tilfælde af forbrydelser mod ærbarheden. Hun blev første gang fængslet for at være alene i en bil med en dreng og være på café uden en mandlig værge. Fjerde gang tilstod hun under forhør at have haft et forhold til en 51-årig mand, som hun sagde, havde misbrugt hende. Ifølge BBC dokumentaren blev hun også misbrugt af vagter i fængslet.
Dommerne påstod, at Atefeh var 22 år gammel. Men familien kunne over for den iranske journalist, der tog fat på hendes sag, fremvise en dødsattest og en dåbsattest, der dokumenterer at hun kun var 16, da hun blev henrettet.
Atefeh blev hængt fra en kran på et torv i den konservativt-religiøse by Neka. Iran har ratificeret de internationale konventioner, der blandt andet gør det ulovligt at henrette mindreårige. Men det hjælper ingenting. I et land, der styres efter sharia, er særligt børn og kvinder retsløse. Guds lov står over alt, ikke mindst menneskelighed.