Dæmoniseringen af indvandringens kritikere
Af Karen Jespersen, tidligere statsråd og medlem av Folketinget, og Helle Merete Brix, forfatter og redaktør af Sappho, Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift.
Det har været forstemmende at følge debatten om Human Rights Service, i forbindelse med tænketankens strid med dens tidligere medarbejder Amel Aden. Som skribenter og samarbejdspartnere igennem adskillige år for Human Rights Service har vi kun godt at sige om tænketanken og Hege Storhaug og Rita Karlsen. Vi har i en årrække kendt til tænketankens arbejde, rapporter og artikler, der satte spot på de mere problematiske aspekter af indvandringen. Vi har aldrig oplevet skyggen af fremmedfjendskhed eller alarmistiske positioner hos hverken Storhaug og Karlsen. Blot et ønske om at undersøge, analysere og dokumentere.
Det burde være helt legalt at være kritisk over for, om indvandring påvirker samfundet i negativ retning, når det drejer sig om for eksempel demokrati, religionsfrihed, ytringsfrihed, kvinders rettigheder og homoseksuelles rettigheder. Det er efter vores opfattelse, det, Human Rights Service gør. Human Rights Service holder en sober tone og har udmærket sig ved at have særligt fokus på et aspekt af indvandringen, der nemt glemmes: De muslimske kvinder og børns manglende rettigheder.
Det har i særdeleshed været forbløffende at følge Amel Adens personangreb på de sentrale i Human Rights Service. Man forstår, at hun både er blevet tvunget til at se på tegninger af dyresex, er blevet integrationstestet med alkohol hældt i kaffen og meget andet.
Vi har mødt Aden en enkelt gang: Det var i forbindelse med den hollandske, dødstruede tegner Gregorius Nekschots besøg 3. februar 2009 i Trykkefrihedsselskabet i København. Her nød Aden, Storhaug, Karlsen og vi en middag på restaurant før aftenens foredrag. Aden drak vin og talte frit fra leveren om nogle af de problemer der var med det somaliske miljø.
I Trykkefrihedselskabet forlod Aden på et tidspunkt lokalet etter oppfordring fra Storhaug, mens Neckshots islamkritiske, satiriske og måske stødende tegninger blev vist. Vi forstod, at det var fordi Aden, der arbejdede undercover og lever på sikkerhetskode, ikke måtte fotograferes.
Hvorfor Storhaug og Karlsen nu skal hænges ud, ved vi ikke, men lad os gætte: Formodentlig har Aden fået kolde fødder med hensyn til det samarbejde, hun har sat i værk. Og hvad er så nemmere end at vende sig mod sine nye samarbejdspartnere?
I årevis er der blevet gjort forsøg på at dæmonisere kritik af islams og indvandringens problematiske sider. Kritik er blevet klassificeret som xenofobi, nationalisme og hate-speech. Det sørgelige ved dette er ikke mindst, at det gør det vanskeligere at hjælpe liberale muslimer og frafaldne muslimer i deres arbejde for større religionsfrihed i Europa.