Hege Storhaug, HRS
Hvert år når det nærmer seg kvinnedagen, tenker jeg at i år bør vi mobilisere for de mest mistrstige blant oss, muslimske jenter og kvinner. Og så blir det bare med tanken, fordi motkreftene – de velykkede norske kvinnene i de sobre salongene – er de som slipper til i de mange kanalene. Med sine budskap om lieklønn, makt i styrerommene osv. Det er så forutsigbart og det er så nedbrytende at dette makabre sviket mor våre nabojhenter får lov til å fortsette. 8.mars har således på mange måter mistet betydningen for meg. Det er en hvit ”greie” for dem som ikke er tilfreds med alle godene de mesker seg med i største selvfølgelighet. Derfor tenker jeg hvert år at det bør opprettes en ny kvinnedag, og at denne dagen bør legges til 26.april. For det var 26.april i 2002 at Anooshe ble likvidert av ektemannen i Kristiansund, en henrettelse jeg kommer til å bære med meg i mitt indre resten av livet. Selv om jeg kun snakket med Anooshe en gang, da hun ringte meg i 2001, har jeg likevel en opplevelse av å ha et nært forhold til henne. Derfor kan jeg ta meg i å kjenne savn etter å snakke med henne, etter å høre henne berette fra eget liv, lytte til hennes betraktninger om samfunnet vårt, om fremtiden.
Britta Mogensen og jeg har noe til felles. Hun er vel så fortvilet over fortielsen som meg. Når hun avslutningsvis under her siterer mediepersonligheten Asger Aamund, gjør det dypt inntrykk: ”Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger- og frihedsrettigheder, end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden.”
En av disse kvinnene hette altså Anooshe.
Af Britta Mogensen, for HRS
Den 8. marts 2010 havde Kvindernes Internationale Kampdag 100 års jubilæum. Har dagen overlevet sig selv? Er der slet ingen kvinder tilbage i verden, der behøver at kæmpe for sine rettigheder?
Der var to indlæg, der især fangede min interesse. Årsagen var, at de må siges at være hinandens modpol. Det ene var skrevet af Jette Dali i Sappho’s Nyhedsbrev , det andet af Anne Sophia Hermansen i Berlingske Tidende. Dali huskede os på de kvinder, der lever midt iblandt os (og i øvrigt også ude i den store verden), og som er frataget alle de rettigheder, vi andre tager for givet, og hvis mindste (påståede) fejltrin kan betyde døden. For disse kvinder er kvindekampen ikke slut, måske endog ikke begyndt:
”Der er nemlig ved at indsnige sig en kedelig og farlig tendens blandt både politikere og meningsdannere generelt, nemlig at det på det nærmeste er blevet tabu at påpege og debattere de vrangsider ved islam, som især rammer unge muslimer og mere eller mindre lader dem hjælpeløse tilbage.”
Og som hun videre påpeger, vælger vi at lukke øjnene for de muslimske kvinders problemer og konsulterer fundamentalistiske imamer som Abdul Wahid Pedersen (i folkemunde: Stenings-Pedersen på grund af hans forkærlighed for sharias barbariske straffe) i integrationsspørgsmål. Og som om det ikke var slemt nok, importeres imamer, der ikke taler vores sprog, intet kender til vores samfund, og som er repræsentanter for de middelalderlige uhyrligheder, der begås mod kvinder.
Her overfor står Hermansens himmelråbende uvidenhed om de forhold, som tusindvis af kvinder i vores del af verden lever under, og som er den barske hverdag for millioner af kvinder verden over. Hermansen erklærer kvindekampen for død. For hun har det hele: god uddannelse, godt job, mand, barn, karriere og familieliv, der går op i en højere enhed af lykke:
”….jeg som veluddannet storby-kvinde i 30erne mærker det samme samfunds-beat som mange af mine jævnaldrende medsøstre, nemlig det, at vi har en enestående mulighed for at trykke den max af, hvis vi vil og har talentet. Vi føler os ikke som ofre for tumpede magtstrukturer, kulturens byrde eller for mandschauvinister….”
Nej, men det er der så mange andre kvinder, der er ofre for. Men når Hermansen har alt, hvad i alverden går så denne kvindekamp ud på? Mon hun ønsker at vide det? Eller vil det bringe forstyrrelse ind i hendes perfekte verden?
Hvordan mon det er lykkedes hende at undgå at vide, at et neanderthalsyn på kvinder er rykket lige ind i vores baghave, og hvordan er det lykkedes hende at undgå at høre om alle de eksotiske termer, som de europæiske sprog blev beriget med gennem de sidste omkring 30 år, såsom tvangsægteskab, tvangsskilsmisse, tvangsselvmord, tvangstilsløring, kønslemlæstelse, børneægteskab, polygami, genopdragelsesrejser og kvindelikvidering?
FN sætter i år fokus på kvindelikvideringer ved at opfordre regeringer til at indføre lovgivning, der modarbejder disse. Ifølge FN dræbes der hvert år ca. 5.000 kvinder med henvisning til ære. Det er det kendte tal. Mørketallet er formentlig mange gange større, for tvangsselvmord er også likvidering. I Sverige har disse såkaldte selvmord fået et navn, nemlig ’balkonpigerne’, da pigerne tvinges til at springe ud over balkonerne. Børn, der tvangsgiftes og bliver gravide, dør ofte under barsel, mange børn dør, når de kønslemlæstes, mens de, der overlever, har mén heraf resten af livet. Unge kvinder, der tvangsgiftes, må henslæbe deres ungdomsår med børnefødsler, vold, tvang og trusler.
Og så er der de unge piger, der forsvinder sporløst. Det har gennem årene haft meget lidt offentlig interesse, at nogle af vores egne medborgere forsvandt ud i den blå luft. Politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi (hvor der er en endog meget høj koncentration af indvandrere fra muslimske lande), kunne oplyse, at i 2008 havde politiet fået fokus på en række sager, hvor unge kvinder fra indvandrermiljøet var forsvundet sporløst.
’Det kan være den unge pige, der går i 2. g og som pludselig er væk…. Spørgsmålet om unge kvinder der forsvinder i indvandrermiljøet, skaber nye facetter til begrebet ’forsvundne’, siger Bent Isager-Nielsen. Alene i hans politikreds var forsvundet 30 unge piger. Man vidste dog ikke, om de havde været udsat for en forbrydelse, eller om de – som familierne forklarede – var taget til hjemlandet. Deres hjemland er altså Danmark. Hvem i alverden kan dog fæste lid til så tåbelige løgne om, at unge piger frivilligt skulle have forladt skole, venner, alt det kendte, for at begive sig ud på en rejse til et for dem mere eller mindre ukendt land?
Rigspolitiet har netop offentliggjort en statistik om såkaldt æresrelaterede forbrydelser. Den viser, at der siden juli 2006 og frem til i dag er registreret 279 æresforbrydelser i Danmark. 81% af ofrene er kvinder, og mere end halvdelen er mellem 20 og 30 år. Baggrunden er typisk strid om tvangsægteskaber, ønske om skilsmisse, valg af kæreste eller ægtefælle eller ’uacceptabel adfærd’, som familierne forklarer det. Kvindelikvideringer er formentlig en af de forbrydelser, der vækker størst furore. At de mennesker, der står en kvinde nærmest, holder familieråd om at slå hende ihjel, diskuterer hver detalje om, hvem der skal udføre likvideringen, hvordan skal det gøres, og hvilke familiemedlemmer der yderligere skal involveres, er for de fleste fuldstændigt ubegribeligt. Det er svært at forestille sig et større forræderi mod et andet menneske.
Man skulle derfor tro, at lige netop kvindelikvidering var en forbrydelse, hvor der ikke ville være tale om bagatellisering, når emnet kommer på dagsordenen. Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Den 8.2.2010 blev Kim Kliver, politichef i Nationalt Efterforsknings Støttecenter under Rigspolitiet, interviewet i TV i Deadline. Kim Kliver forklarede, at politiet ikke kunne udtale sig om kvindelikvideringer fra før 2001, da man ikke tidligere havde registreret dem. Nej, han sagde ikke kvindelikvidering. Han brugte udtrykket ’æresdrab’. Politisk korrekthed kræver, at mænds ære og likvidering af kvinder sættes på samme fællesnævner. Man skulle nødigt krænke nogen.
Kim Kliver kunne således oplyse seerne om, at der fra 2001 til 2008 havde været registreret to ’spektakulære’ kvindelikvideringer. Spektakulære!!! Hvad kræver det, for at likvideringen af en kvinde kan regnes for ’spektakulær’?
Kim Klivers forsigtighed er måske forståelig. Det er desværre almindelig kendt, at ved at italesætte menneskerettighedskrænkende og brutale forbrydelser mod muslimske kvinder ’dæmoniseres en hel minoritetsgruppe’ (forstået som den mandlige part), og det er selvfølgelig mere skandaløst end at støtte op om kvinderne for at forhindre forbrydelserne. Dali nævner 26 sager om såkaldte æresdrab i Danmark i perioden 1986-2008, men da altså kun to er registreret, kan vi roligt lade glemselens slør sænke sig over forbrydelserne. Lad os dog endelig glemme de før 2001 ikke-registrerede og de ikke-spektakulære ofre.
Hvordan er det dog gået til, at en gruppe af vores medborgere er blevet svigtet så fatalt?
Der er i min optik tre grupper, der især står med ansvaret: Imamerne, venstrefløjens succesrige kvinder samt de veluddannede indvandrerkvinder, der tæt tilslørede hylder en ideologi, som de næppe ville ønske at leve under. Ingen af disse grupper har den fjerneste menneskelige forståelse for de mishandlede, myrdede og forvundne kvinder.
Den forståelse må vi hente hos erhvervsmanden Asger Aamund: ’Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger- og frihedsrettigheder, end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden.’ (Berlingske Tidende 7.3.2010).