Tankene går til ”Jihad Janes” hijab. Hvordan oppleves det for muslimske kvinner i Norge – som visstnok med såkalt stolthet tar på seg hijaben – å se at samme markering og uttrykk benyttes eksempelvis av en terrorist? Er ikke dette en god grunn til å forkaste dette islamistiske symbolet for alltid? Og hva med småbarn ned i seksårsalderen i norsk skole? Hvordan ”smaker det” at de er verdimarkører i tro kopi av ”Jihad Jane”? Gir det et parti som SV eller Høyre (ihuga ”fan” av hijab) en urolig følelse av at de kanskje er med på å tillate noe som kanskje står så lagt borte fra partiprogrammets verdigrunnlag som mulig?
Kanskje den klareste og dyktigste kritikeren av jhijab og slør heter Chahdortt Djavann, franskiraner, flyktning fra despotiet til Khomeini, forfatter og antropolog. I 2004 ga hun et lengre intervju til Die Tageszeitung som bloggeren Hodja har oversatt utdrag av. Med tanke på Jihad Jane og norske jenter og kvinner i hijab, kan intervjuet gi noen viktige og nyttige innspill. For ordens skyld står Q for Question, og A for det som i utgangspunktet skal etterfølge spørsmålet:
Q: Hvornår måtte de første gang tage tørklæde på?
A: 13 år gammel. Som alle kvinder i Iran.
Q: Blev det diskuteret i familien?
A: Det angår ikke forældrene. Det er lig døden at gå utilsløret på gaden….
Q: Hvordan følte de det?
A: Jeg følte mig krænket og nedværdiget….
Q: Hvordan forklarer de, at flere og flere unge muslimske kvinder i Vesten bærer tørklæde?
A: Igennem de sidste 20 år har der fundet en islamistisk offensiv sted i Vesten. Ganske særligt i Europa. I 60erne og 70erne bar muslimske piger ikke tørklæde. Det, vi ser idag, er resultatet af islamisternes virksomhed.
Q: Spiller den sociale marginalisering dem i hænde?
A: Naturligvis gælder der visse sociale uretfærdigheder. Når man hedder Mustafa og er arbejdsløs, har man problemer. Men de bliver ikke mindre når konen er tilsløret. Man må støtte alle, der prøver at modstå islamismen. Næppe var indvandrerne ladt i stikken af Frankrig og Tyskland før de bliver påvirket af islamisterne. Islamisterne siger til dem – I får ikke en chance. Kom tilbage til et religiøst liv og dogmerne. Slut jer til os. Slut jer inde.
Q: Det lyder på Dem, som om islamisterne allerede har stor indflydelse?
A: Det har de. Både i Tyskland, Frankrig og Storbritanien. Havde man reageret for 15 år siden, ville situationen have været anderledes. Istedet har man givet kamuflerede og farlige islamister som Tariq Ramadan frie tøjler.
Q: De unge kvinder siger, at tørklædet er deres eget valg?
A: Til at begynde med sagde de noget andet. Nemlig ‘min religion er min kultur’. Da de opdagede, at de ikke opnåede noget med det, da det er et religiøst argument, udtænkte de noget nyt. Nu siger de – ‘Det er mit valg’. Men ingen af disse kvinder er istand til at forklare, hvorfor kvinder skal skjule håret for mænds blikke. Deres demonstration sker ledsaget af mænd. Og uden mændenes tilladelse har de ikke taleret.
Q: På trods af dette er der tilslørede kvinder, som siger, at de ikke er under pres.
A: Underkastelse bliver ikke bedre af, at den er frivillig. I Iran stener man kvinder. Nogle af dem, der kaster stenene, er kvinder.
Q: Er så meget ophidselse over et religiøst symbol berettiget?
A: Tørklædet er netop ikke et symbol på den muslimske tro. Både i Det Gamle og Det Nye Testamente samt koranen tilrådes hovedbeklædning. Hvad angår kvindeundertrykkelse er islam forblevet tro med de to ældre monoteistiske religioner. I de vestlige lande er der idag demokrati, som baserer sig på lige rettigheder for kønnene. Tørklædet er symbol på kvindernes underordnen sig mændene. Når kvinderne underkaster sig, tager de tørklæde på. De bærer det kun for mændenes skyld. Det er symbolet på kvindernes mindreværd. Det må alle, der går ind for lighed, gøre sig klart.
Q: Hvordan definerer de tørklædet?
A: Jeg sammenligner det med jødestjernen. Det er symbolet på, at kvinden indordner sig i det retsløse rum. Og at det legaliserer vold. Tørklædet viser: Kvinden er det mindreværdige fornedrede køn.
Q: De kæmper som kvindesagsforkæmper imod det?
A: Jeg er ikke feminist. For mig drejer det sig om menneskerettigheder. I de demokratiske lande findes idag begrebet ‘Pædofili’. Man skal vide, at i de muslimske lande bliver en pige tilsløret, når hun er giftefærdig. Når en 12-årig pige behandles som giftefærdig, så er det pædofili. Tørklædet er mishandling af mindreårige. Lige som omskæring. Det varede også længe, før det blev forbudt i de demokratiske lande. Og da blev der også brugt argumenter om kulturelle rettigheder.
Q: Klitorisomskæring er en kropslig lemlæstelse. Tørklædet er en beklædningsgenstand?
A: Det er netop ikke en beklædningsgenstand. Når man tilslører en pige, siger man til hende: Du bliver i hjemmet. Du har ikke samme rettigheder som din bror. Det efterlader uudslettelige spor i den sociale, seksuelle og psykiske identitet.
Q: Det er muligvis anderledes hos piger, der tilslører sig selv?
A: Det er demagogi. Under krigen mellem Irak og Iran sprang piger og drenge frivilligt på miner. Det var de blevet overbevist til af islamister. ‘Det er mit valg’ sagde børnene.
Q: Bliver symbolet ikke vurderet op ved at selv statsoverhoveder i Europa beskæftiger sig med det?
A: Der kan ikke eksistere et islamistisk samfund uden tørklædet. Men der kan eksistere islam uden et islamistisk tørklæde. Forestil dem, at kvinderne i Saudi-Arabien eller Iran tager tørklædet af. På det tidspunkt vil de blive betragtet som mennesker, og det islamistiske samfund vil ikke være mere.
Q: De går ind for et tørklædeforbud i skolerne som Præsident Chirac. Ønsker de også et sådant forbud i Tyskland?
A: Før eller senere kommer de ikke udenom dette. Nu udfordrer Iran Frankrig til at trække sin lov tilbage. Iran er et land, der har myrdet 1 million oppositionelle og som stener. Dette land vover at tale på demokratiets vegne. Det viser hvor tæt forbindelsen er mellem islamisme og tørklædet.
Q: I vore lande er der ikke muslimsk flertal. Faren for at muslimske regler bliver indført eksisterer ikke?
A: Islamisterne udnytter behændigt Europas slaphed og den fra historien stammende dårlige samvittighed, der blandt andet kommer af den Fransk-Algierske krig og Nationalsocialismen. Den der kritiserer islam eller en barbarisk totalitær religion stemples som islamofob. Eller som racist. Men et land som Tyskland har allerede et enormt ansvar. Den tyske slaphed forstærker islamismen i Tyrkiet.
Q: De sætter stor pris på den tyske indflydelse på Tyrkiet?
A: Jeg har boet i Istanbul. Og jeg kan sige dem, at islamisterne har forstået, at de må være aktive både i og udenfor deres lande. De er missionærer. De vil organisere en verdensomspændende islamisme. Tørklædet er det islamistiske systems emblem. Når det er muligt at udbrede det i Frankrig og Tyskland, er det også muligt i Tyrkiet og Nordafrika.
Q: De mener, der gælder en diplomatisk forpligtigelse til at indføre tørklædeforbud. Tørklædeforbud som udenrigspolitik?
A: Også som indenrigspolitik. Der findes piger i Europa, som er ofre for den islamistiske vold. Her bliver piger angrebet, hvis de ikke opfører sig, som islamisterne betragter som anstændigt. Der findes unge piger, der bliver betegnet som ludere, fordi de ikke bærer tørklæde. En pige er sågar blevet brændt. Her i Frankrig.
Q: Med hvilken berettigelse kan en demokratisk samfund forbyde et symbol?
A: Et demokratisk samfund fastlægger de individuelle friheder men også deres grænser.
Q: Vil de forbyde andre symboler i skolen. For eksempel palæstinensertørklædet?
A: Det er et synspunkt. Det kan diskuteres. Men der findes ideologier, der intet er at diskutere om. Dertil hører fascismen. Og dertil hører også den islamistiske fundamentalisme. Nazi-symboler er jo også forbudt.
Q: Mange finder det intolerant at forbyde tørklædet?
A: Det har intet med tolerance at gøre. Det er uvidenhed.
Q: Er det klogt kun at gå imod tørklæder med repression?
A: Jeg er ikke imod pædagogik. Først må man sætte ind overfor familierne. Først når det ikke virker, må man gå videre med lovgivning. Staten må beskytte børnene. Det er dens opgave.
Q: I øjeblikket bevirker forbudet en radikalisering af en del af ungdommen?
A: De er allerede radikaliserede. Det er bare politikerne, der ikke vil indrømme det. Flertallet af muslimske kvinder vil ikke bære tørklæde, og de vil ikke forveksles med dette symbol på fremmedgørelse. Desværre skriver journalisterne ikke om det. Jeg har mødt skoleelever i Frankrig, der bønfalder deres lærere om ikke at lade tørklædet komme ind på skolerne. Hvis det bliver tilladt, vil forældrene tvinge pigerne til at gå med det. De ægte islamister er fascister. Med dem har vi ikke haft demokrati i 20 år. Denne hårde islamistiske kerne må elimineres.
Q: Der går de langt?
A: Islamisme er ikke en overbevisning. Madame.
Q: Hvad er islamisme?
A: Anvendelsen af islamistiske dogmer på alle borgeres sociale, politiske og individuelle liv. Det er et totalitært system. Idag kan De drikke te med en mand på en cafe. Imorgen bliver De måske stenet.
Q: Hvad vil de sige til unge kvinder, der demonstrerer for retten til at bære tørklæde?
A: Mange er blevet manipuleret af islamister. Deriblandt også veluddannede. Deres forældre er blevet nedværdiget og trukket gennem sølet i dette samfund. Jeg ville gerne råbe til dem: ” Sig ikke mere: dette er et andet tørklæde. Det er ikke det samme.” Det passer ikke. Det er det samme tørklæde overalt i verden.
Fra Die Tageszeitung