– Som du selv fremstiller det i bogen, levede du indtil for ganske få år siden en privilegeret tilværelse som fremstormende intellektuel med høj cigarføring, europæiske rundrejser og klamydia. Hvad fik dig til at forlade dette beskyttede værksted? Du kunne jo have levet lykkeligt til du var 92, hvis du var svømmet videre sammen med resten af den danske meningselite.«Det var virkeligheden, der kaldte. Man søger en mening med tilværelsen, og tilværelsen bankede på min hoveddør. Jeg levede i livets overhalingsbane som ubekymret luksusstudent uden større anfægtelser. Til at begynde med slog jeg alle dårlige nyheder hen. Jeg ville hellere score hende den søde derovre eller cykle lidt rundt i Toscana. En dag i 1999 sad jeg i lufthavnsbussen og faldt i snak med en midaldrende mand, der kunne have været min far, og som udtrykte stor bekymring over konsekvenserne af den muslimske indvandring. Det blev et møde mellem to verdener, men først efter den 11. september 2001 måtte jeg erkende, at noget var alvorligt galt.»– Du har åbenbart oplevet det, som psykologerne kalder kognitiv dissonans, eller – mere mundret – en uforenelig modsætning mellem det, du troede om verden, og verden som den faktisk findes. Hvordan kommer et sådant brud i stand?«Jeg levede i et slags parallelsamfund, i en boble, hvor alle havde de rigtige meninger, og hvor man ikke interesserede sig for virkeligheden, thi den var for fæl og populistisk. Men efter 11. september gik det op for mig, at jeg måtte til at læse om islam og sætte mig ind i sagerne. Når de mennesker, der sprængte bomber og arbejdede på at ødelægge Vestens frihed, åbenbart havde et anliggende med mig, så måtte jeg også have et anliggende med dem.» Pseudokristendom– Hvorfor er der så få andre, der gør det – særligt når vi taler om de højtuddannede? De skulle jo have de bedste forudsætninger for at læse, forstå og tage ved lære?
| Vi bliver opdraget og uddannet til at tysse problemerne ihjel, og hvis nogen kommer og siger, at der er noget galt, så vender vi front mod budbringeren. |
«Alle har travlt med deres karriere og skrabe penge sammen til huslån, skattefar og luksusforbrug. Tidsånden, dette uhåndgribelige væsen, er ikke til skepsis eller kritisk refleksion, er du rigtig klog? I øvrigt er vi blevet en slags ”liberalister” alle sammen, idet vi har meget svært ved at forestille os, at vi har fjender, ideologiske fjender. Fjender er noget, kun de onde har, eller noget vi nyder at se i Star Wars eller svenske krimier. I stedet ligger vi under for en usagt enighed om nogle pseudokristne plusord – tolerance, respekt, forståelse – og en forestilling om, at alle kulturer er lige gode. Vi bliver opdraget og uddannet til at tysse problemerne ihjel, og hvis nogen kommer og siger, at der er noget galt, så vender vi front mod budbringeren. Det skal jo ikke hedde sig.
Vi skal huske, at de intellektuelles indsats i det 20. århundrede ikke har været nogen succeshistorie, tværtimod. Der er ingen ende på de uhyrligheder, som intellektuelle har legitimeret, og de løgne, de har været med til at udsprede. Tænk bare på de totalitære ideologier, der har hentet deres retfærdiggørelse hos intellektuelle, filosoffer, kunstnere, videnskabsmænd, journalister. Intelligens eller høj uddannelse er ingen garant mod fanatisme og ekstremisme. Det er bare noget, vi, de uddannede og den snakkende klasse, tror.Hvor banalt det end lyder, så er intellektuelle ikke anderledes end andre mennesker, når det gælder det mest elementære. Også de må f.eks. spørge sig selv, hvor næste løncheck skal komme fra, og hvis de bevidst eller ubevidst skønner, at fremtiden i en eller anden forstand tilhører islam, så vil de være tilbøjelige til at lave en ordning med de kommende magthavere eller deres nuværende vestlige håndlangere.”Vi har glemt kulturarven – Hvad tror du, der er galt med den vesterlandske kultur, siden den frivilligt og med begejstring lader sig overtage af en tilbagestående kultur?«Der er det galt med vores kultur, at vi ikke længere bærer den i os. Vi er holdt op med at undervise i den. Vi kan ikke længere vores historie. Vi kender ikke til de højdepunkter i vestlig frihedstænkning, som du og jeg har givet eksempler på i bogen Frihedens væsen. I dag regnes det nærmest som nørdet at vide noget om den historie, der har bragt os derhen, hvor vi er i dag. Det betragtes – også på universiteterne og i kultureliten – som «gammel» viden. Hvilket er det samme som at sige, at den er ubrugelig.Men når vi ikke ved, hvor vi kommer fra, så ved vi heller ikke, hvor vi skal hen, og vi bliver nemme at snøre. Herfra er der ikke så langt til at indrette sig efter den fremtid, andre har påtvunget os. De intellektuelle og kultureliten lægger formentlig mærke til de demografiske tendenser og kan se, hvad vej vinden blæser andre steder, hvor islam er tungt til stede – f.eks. i Malmø, Bradford, Rotterdam eller Marseille. Så finder de en niche, hvor de mener at kunne overleve og arrangere sig med fremtidens herskere, mens de skælder andre ud for racisme eller uanstændighed.» – Hvorfor er det blevet «højreorienteret» at slås for friheden og bekæmpe religiøse fanatikere?«Det spørger jeg også mig selv om hver eneste dag. Det er da højst mærkværdigt, også når man tænker på erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Venstrefløjen falder mere og mere sammen og har tilsyneladende opgivet at forsvare friheden. Så vidt, at det i dag kan opleves som et adelsmærke at være højreorienteret, takket være venstrefløjen.»– Hvordan vil det ende? Hvem tror du vinder kampen? Frihedens tilhængere eller frihedens fjender?
| Uden en kulturel selvbesindelse kan vi ikke vinde kampen. |
«Hver anden dag er jeg pessimistisk og hver anden dag optimistisk. Det står og falder med, om vi vil, kan og tør besinde os på forsvaret af den vestlige civilisation – og ikke på hvor mange eller få muslimer, der kommer til landet. Det handler i mine øjne mere om kultur end om demografi. Uden en kulturel selvbesindelse kan vi ikke vinde kampen. Hvis vi f.eks. ikke vil indse, at bandeoptøjer ikke kan forklares med de sædvanlige fraser om fattigdom og udstødelse, men må ses i sammenhæng med islams kamp for politisk herredømme og kulturel mandhaftighed, har vi ikke en chance.»
Mikael Jalvings bok Mig og Muhammed kan kjøpes til introduksjonspris (149 dkr) til 31.mars (etter dette koster den 199 dkr). Prisene er inkludert forsendelse. Boken kan kjøpes her.