Klan, vold og kvinner i Algerie

Af Helle Merete Brix

For nylig tikkede en mail ind i min inbox. Det var et nyhedsbrev fra organisationen Women Living Under Muslim Laws (WLUML), hvori der blev gjort opmærksom på en bølge af vold i Algeriet, der denne gang retter sig mod kvinder i Hassi Messaoud i den sydlige del af landet. Unge mænd overfalder kvinder, der ofte er kommet andre steder fra for at arbejde i områdets olieindustri.

I sin beskrivelse af volden henviser organisationen til de voldsomme voldsepisoder i juli 2001, hvor en imam i en af de lokale moskeer hidsede mænd i byen op til at voldtage, myrde og lemlæste enlige kvinder. Kvinderne var enker og fraskilte fra det nordlige Algeriet, der var kommet til det sydlige Algeriet for at arbejde i olieindustrien. Kvinderne, der i sagens natur boede og færdedes uden mandlige værger, blev beskrevet som amoralske kvinder, som prostituerede, og imamen opfordrede mændene til at udøve «jihad mod ondskaben». Omkring 300 mænd overfaldt og myrdede kvindeligt rengøringspersonale, kokke og sekretærer, der var ansat af udenlandske oliekompagnier. Pogromen bredte sig og varede i dagevis; også huse, beboet af enlige kvinder og forretninger ejet af kvinder, såsom frisørsaloner og skønhedssalonen, blev angrebet.

Den aktuelle mail er endnu en rapport fra et land, som jeg endnu ikke har besøgt, men som jeg med mellemrum hører og læser om: Senest, i den mere opmuntrende del, oplevede jeg en fantastisk koncert i efteråret 2009 i København med den algierske raï-sanger Khaled. Men Khaled måtte ligesom andre rai-sangere drage i eksil i 1980erne. Terrorgrupper i 1985 erklærede «open season» på landets raï-sangere, på grund af sangenes ofte åbenmundede tekster om kærlighed, alkohol med mere. Adskillige sangere og musikere blev myrdet.

Algeriets historie er blodig i en grad, så det kan være svært at forstå. 1990ernes terrorisme var således ofte massakrer på hele landsbyer, på mænd, kvinder og børn. Men allerede før borgerkrigen og det skelsættende valg i 1992, hvor et militærkup greb ind i valget og forhindrede at Den Islamiske Frelserfront kom til magten, gennemsyrede volden samfundet.

I 1989, skriver WLUML i artiklen om pogromerne i 2001, rapporteredes der således om det første organiserede, kollektive og religiøst motiverede angreb på kvinder. Juni 1989 nedbrændte en hob enken Quardas hus i Quargia i den sydlige del af landet. Hendes handikappede søn omkom i flammerne. Politiet greb ikke ind.

Et væsentligt bidrag ikke mindst til forståelsen af kvindernes situation igennem Algeriets nyere politiske historie får man ved at læse en bog, der udkom allerede i 1990erne. Det er en samtalebog med den berømte feminist Khalida Messaoudi, der i dag er Algeriets kulturminister og hedder Khalida Toumi (hendes pigenavn). I bogen «An Algerian Woman confronts Islamic Fundamentalism» fortæller Messaoudi sin historie til den franske journalist Elisabeth Schemla, der selv voksede op i Algeriet. Schemla, der er et velkendt navn i fransk presse, har inden for de senere år klart beskrevet, hvilken trussel hun mener islamismen udgør for de frie samfund.

Khalida Messaoudi blev født i 1958 i Kabylien, Algeriet i en søskendeflok på otte. Det var fire år før Algeriet fik sin uafhængighed og ikke længere var fransk koloni. I bogen kommer hun rundt om en række interessante forhold: Arabiseringen/islamiseringen af skolesystemet, efterhånden som Den Islamiske Frelserfront vinder frem: Ind med lærere fra Egypten og Sudan, ud med Darwin, filosofi, Diderot og Voltaire på undervisningsplanen. Interessant er det at høre om en modig lærer, der har held med at bevare de franske oplysningsfilosoffer og også introducerer gymnasiasterne til den muslimske tænker Averroes.

Men Messaoudi fortæller også om hvordan hun selv kæmper i 1980erne, som ung lærer i matematik, hvor hun bliver afskediget, fordi hun ikke vil undervise eleverne i matematik på klassisk arabisk, men mener undervisningen må foregå på fransk. I Algeriet, at skulle give instruktioner i matematik, mener Messaoudi er utilstrækkeligt og upræcist, når det drejer sig om et konkret videnskabeligt fag. Hun fortæller også om den høflige studerende, der beder hende dække sig til. Messaoudi, der aldrig har båret hovedtørklæde, nægter. Den studerende holder sig væk, men Messaouidi gør det klart, at han så ikke kan fortsætte på undervisningsinstitutionen. Hun går af med sejren. Han må acceptere en utildækket kvindelig lærer.

Messaoudis bog giver også en præcis beskrivelse af, hvad der sker for kvindernes retsstilling, når en islamiseringsproces går i gang. Egentlig ikke blot i Algeriet, men i den islamiske verden som sådan. For indskrænkningerne i kvindens frihedsrettigheder synes at ligne hinanden. Som ung aktivist kæmper Messaoudi imod famileloven, som fastholder kvinder i kun at være mødre, hustruer og døtre. Et par eksempler: I tilfælde af skilsmisse får kvinden måske nok ret til at bo sammen med børnene; men simple anliggender som børnenes skolegang eller børnenes tilladelse til at forlade landet, skal faderen give. Familieloven giver ogsål mænd ret til polygami, en ret algierske mænd stadig har, dog kun hvis 1. hustru giver sin tilladelse.

Messaoudi bliver en ledende skikkelse i kampen for retsstaten og kvindernes rettigheder. Det har sin pris. «Jødepiger», bliver kvindelige aktivister kaldt af de islamiske grupper. I 1993 bliver Messaoudi dømt til døden af Den Islamiske Frelserfront. I bogen er gengivet det håndskrevne brev, som en dag ligger i hendes brevkasse. Messaoudi må rykke rundt mellem forskellige overnatningssteder; et par gange undslipper hun med nød og næppe undslap en likvidering. Ikke alle hendes venner er så heldige. Flere af dem bliver – symbolsk- skudt ned foran de huse, hvor de bor. Ingen skal føle sig sikker i sit hjem.

Islams politiske program spiller naturligvis en rolle hele bogen igennem. Men Messaoudi påpeger samtidig, at det ikke kun er islam, men også klanen, der styrer kvinders liv. Og hun punkterer myten om at der i egne som Kabylien, hvorfra hun selv stammer og hvor de fleste af berberne bor, skulle være en særlig åbenhed. Her er det, fortæller Messaoudi, piger og kvinders opgave at servicere klanens mandlige medlemmer. Fætter-kusine ægteskabernes funktioner er at bevare klanen, og gifter man sig udenfor klanen, må det være med en klan af tilsvarende styrke.

Messaoudis egen mor bliver gift med Khalidas far, da hun er 15 år gammel. Et fremskrift i forhold til bedstemoderen, der bliver giftet bort som ni-årig. I Ain-Bessëm, den lille by, hvor familien bor, forlader Messaoudis mor ikke hjemmet og den tilhørende gårdsplads om dagen igennem 30 år. Hun ville ganske enkelt ikke være i stand til at beskrive den omkringliggende by. Hun behøver ikke arbejde ude, som mindre velhavende kvinder i byen. I realiteten betyder det blot en indespærring, konstaterer Messaoudi.

Først dagen efter Messaoudis bryllup, lokker hun moderen til at gå i byens badehus på egen hånd. Når moderen tidligere har besøgt badehuset er det sket sammen med to veninder om aftenen, hvor deres mænd, for mange penge, har lejet badehuset hele natten. Det ville være utænkeligt, at deres hustruer skulle ses i dagslys.

I en nærliggende by er det kotume, at piger, der klassificeres som ikke-jomfruer på bryllupsnatten, ikke blot sendes tilbage til deres familier. Messaoudi fortæller om de forfærdelige minder hun har om sådanne piger, der klippes skaldede og køres rundt på kærrer, til spot og spe for folk i omegnen. Hendes bedstemor fortæller, at ældre kvinder i deres by altid har en hane eller en høne parat, hvis bruden ikke bløder; så dræber man dyret og leverer det af klanen forlangte bevis.

Messaoudiss held var øjensynligt, at hendes far, der ikke var liberal i sit syn på kvinder, forstod at samfundet var under forandring. og at han måtte give sine døtre mulighed for en vis frihed og uddannelse. Messaoudi forvaltede friheden med stort mod, og bogen er værd at læse, også for os i Vesten, der nu står med problemer i forhold til integrationen, der ikke er helt ulig, hvad denne bog beskriver.