Make belive

Pas, statsborgerskab og kødklister

Britta Mogensen, antropolog

Hvad i alverden er kødklister? Det vil befolkningen i et land, der ikke er medlem af EU, nok ikke vide noget om. Og hvordan kan det på nogen måde relateres til pas og statsborgerskab? Det vil åbenbares nedenfor.

Jeg sidder uge efter uge og terper dansk med en kvinde fra Mellemøsten. Vi analyserer tekster i noveller og digte, gennemgår grammatik, sætningsopbygning og udtale, især de meget vanskelige og ukendte vokaler, der for det utrænede øre lyder så ens. Det er svært for min elev at høre forskel på y og ø, på u, å og o, på a og æ, og på e og i. Hun ser på min mund, mens jeg med læberne former hver vokal, og vi griner højt, når hun forsøger at ramme den samme lyd, mens jeg hiver i hendes læber og trykker hende på kinderne. Hun arbejder flittigt, for hun skal snart til eksamen – en eksamen, der betyder meget for hende, for det er endnu et skridt på vejen til dansk pas. Ja, det kalder hun det. Dansk pas. Ikke dansk statsborgerskab.

I de næsten 20 år, jeg har haft min daglige dont blandt udlændinge, er det ikke ret mange, der har sagt, at de søgte (eller havde fået) statsborgerskab. Når de fortæller om deres familier, der er spredt ud over hele verden, får jeg at vide, at familiemedlemmerne har amerikansk pas, fransk pas, britisk pas, norsk pas, tysk pas etc. Min ovennævnte elev har det meste af sin familie i Sverige. De har svensk pas.

De tider, hvor jeg kommenterede, endsige rettede, ’pas’ til ’statsborgerskab’ er for længst forbi. Jeg har – om end meget modvilligt – måttet acceptere, at fordi statsborgerskab for mig er en følelse af tilknytning til befolkningen og landets historie, traditioner, kultur og værdier, kan udefrakommende godt have et mere pragmatisk syn, der intet har med følelser at gøre. En sådan pragmatisme gør det nemmere at skifte statsborgerskab.

Jeg har såmænd stor forståelse for den pragmatisme, der kommer til udtryk i bemærkninger såsom: ”Hvis jeg har dansk pas, er der mange lande, jeg ikke skal søge visum til. Det er nemmere at rejse til andre lande uden for EU, og visum er dyrt.” Det er da i hvert fald ærlig snak, selv om det bestemt ikke er den slags landsmænd, jeg byder velkommen. Sæt så pragmatismen op imod den rørende naivitet, som bemægtiger sig politikerne, når de i floromvundne taler udbreder sig om statsborgerskabets forudsætning for integration (ikke omvendt). De har så lidt føling med, hvad der foregår ’ude i samfundet’, at de ingen anelse har om, at statsborgerskabet i virkelighedens verden anses af langt de fleste udlændinge som et nødvendigt onde for at kunne få det eftertragtede pas. Intet andet. Intet mere. På den måde bliver de indfødte befolkninger påtvunget landsmænd, som de ikke vil have, og som omvendt også vender ryggen til befolkningen, landet og kulturen.

”Giv lettere adgang til statsborgerskab”, kræves det fra venstrefløjspolitikere såvel i Danmark som i andre europæiske lande. Det hævdes at styrke integrationen, ligesom moskeer, minareter og såkaldt modersmålsundervisning også skulle gøre det (efterkommere, der er født og opvokset i Danmark har dansk som modersmål – bare spørg min veninde af tyrkisk herkomst, der bliver ret hidsig, hvis nogen vover at påstå, at hendes søns modersmål er tyrkisk).

Nogle politikere tror formentlig på, at udlændinges ønske om statsborgerskab er et ønske om fællesskab med den befolkning, de bor iblandt. Derfor er det vel kun rimeligt, mener de, at fællesskabsfølelsen bør belønnes med et statsborgerskab. Nu er fællesskabsfølelse noget, der sidder inde i hovedet på folk, og mangler den, står det ikke skrevet hen over panden på vedkommende. Vi er derfor nødt til at forholde os til den virkelighed, vi lever i. Og den består for en meget stor dels vedkommende af mennesker, der lukker sig inde i ghettoer, foretrækker parallelsamfund og shariadomstole, afskærer sig fra resten af samfundet i selvvalgt segregation i kvarterer, der betragtes som no-go zoner for ikke-muslimer, tordner mod demokrati, kønnenes ligeværdighed, frihed og ytringsfrihed og tvinger kvinder til ’frivilligt’ at hylle sig ind i mobile telte. Tro mig, der er næppe mange Hitzb ut-Tahrir medlemmer, der i øvrigt er de mest arge modstandere af demokrati og har en drøm om khalifatet, som har fået dansk statsborgerskab uden overhovedet at forbinde noget som helst andet med det end ’dansk pas’.

Og hvad med de forældre, der sender deres børn til oprindelseslandet for at sikre sig, at børnene ikke internaliserer de værdier i det land, der burde være deres fædreland? Hvordan skal de børn som voksne nogen sinde kunne føle noget som helst fællesskab med os andre efter mange år i madrassa’er i landsbyer, hvor der terpes udenadslære, hvor børns naturlige nysgerrighed, initiativrigdom og videbegærlighed besvares med vold, og hvor Vesten – dér hvor deres fædreland burde være – og alle vestlige værdier lægges for had?

At kunne føle sig ét med en befolkning, der deler hundredvis eller måske tusind års fællesskab, historie og kultur, er bestemt ikke nemt, men et oprigtigt ønske om at være med er et første skridt på vejen til at blive en del af fællesskabet. Et sådant oprigtigt ønske burde være forudsætningen for statsborgerskab og ikke blot en prøve i paratviden. I stedet for de spørgsmål, som udlændinge i Danmark skal besvare til deres indfødsretsprøve – hvilket i øvrigt ikke er særligt svært, da de forinden får en lille bog, hvor alle oplysninger/svar på de stillede spørgsmål står – kunne spørgsmålene relateres til ytringsfrihed, ligeværdighed, rettigheder, pligter etc. Hvem der har vundet i fodbold hvornår, eller hvilket billede der er på vores 50-krone sedler, eller hvordan EU medlemmerne er grupperet i EU Parlamentet er da så ubeskriveligt ligegyldigt og siger absolut intet om personens ønske om at dele vores værdier. Ikke alle interesserer sig for fodbold eller EU (jeg er en af dem), og pengesedlerne flyver ud af tegnebogen, før man kan nå at se, hvordan de ser ud.

Lad i stedet udlændingene fortælle, hvad de mener om at smække religiøsitet lige i hovedet på folk, der er godt tilfreds med deres egen gud eller ingen gud. Eller hvad de mener om kvindens ret til selv at bestemme i alle livsforhold. Går de ind for ’ytringsfrihed, men…’? Er de en del af offerkulturen, eller tager de ansvar for eget liv? Der er masser af relevante spørgsmål, som kunne oplyse, om denne person fortjener statsborgerskab i ens land – i øvrigt den smukkeste gave, man kan give en fremmed. Af erfaring ved jeg, at det er gennem samtale man ret let kan konstatere, om man taler med en person, man gerne vil have som landsmand eller en, hvis hjemrejse man meget gerne vil være med til at finansiere.

Og så tilbage til kødklister. Det udemokratiske EU overherredømme har bestemt, at vi EU undersåtter skal tvinges til at bruge kødklister, så vi får bøffer og stege, som ligner kød, som sælges som kød, som vi tror er kød, som hævdes at smage som kød, men som kun er ’make believe’ kød. En analogi kan trækkes direkte til de mennesker, der kommer til vore hjemlige strande og ’søger pas’. Statsborgerskabet er det klister, der forbinder dem med passet. Derved bliver de vores ’make believe’ landsmænd. Vi kan alle blive vegetarer i protest over falsk kød. Men hvad kan vi stille op, når vi midt iblandt os har falske landsmænd?