Publisert i Berlingske Tidende, gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Demokrati og racisme
Av Kai Sørlander, filosof og forfatter
Racisme er et politisk skældsord. Kan man klassificere sin politiske modstander som racist, har man sat ham uden for det gode selskab. Men hvad er egentlig kriteriet for racisme? Og hvad er egentlig det etisk-politiske grundlag for at fordømme racisme? Følger det af selve demokratiets principper, at racismen bør fordømmes?
For os står nazismen som mønstereksemplet på racisme. Nazisterne hævdede, at den ariske race står over de andre racer og bør herske over dem. Og da de fik magten, tog de fat på at udrydde de mennesker, som efter deres opfattelse var en trussel mod den ariske races sundhed. Først sindssyge og handicappede, siden den industrialiserede udryddelse af jøder og sigøjnere.
I det lys er det let at forstå, hvorfor racismen møder så stor modstand. For påstanden om, at mennesker har forskellig værdighed alt efter deres race, er simpelthen uforenelig med den primære forudsætning for den demokratiske samfundsorden. Denne orden bygger på, at folk skal betragtes som ligeværdige ganske uanset deres individuelle og racemæssige forskelle. Den demokratiske ligeværdighed kræver, at folk ikke må betragtes som mindreværdige, blot fordi de tilhører en anden race.
Så langt er det klart, hvorfor racismen bør fordømmes. Dens påstand om et racemæssigt værdihierarki er uforenelig med demokratiets værdipræmis. Og hvis sagen sluttede her, så var den let. Men der er nogle påtrængende spørgsmål, som ikke er besvaret med den foreløbige fordømmelse af racismen. Det gælder først og fremmest spørgsmålet, om der er reelle forskelle mellem racerne, eller om selve racebegrebet (anvendt på mennesker) er en illusion, som ikke afspejler nogen reel virkelighed.
Dette spørgsmål må besvares på basis af to pejlemærker. For det første, hvad der er muligt ifølge evolutionsteorien; og for det andet, hvad empiriske undersøgelser fastslår som virkeligt. Ifølge evolutionsteorien vil menneskets spredning ud over kloden og den relative isolation af de forskellige populationer efterhånden føre til genetiske forskelle imellem populationerne. Og disse forskelle kan med tiden føre til, at der udvikles racer, som er mere eller mindre forskellige på mange forskellige områder. Det være sig højde, hudfarve, evne til at løbe hurtigt eller intelligens. Der vil ikke være tale om skarpe grænser, men om statistiske forskelle. Sådanne er dog også reelle nok.
Så meget siger teorien alene: der kan være racemæssige forskelle mellem mennesker. Hvor store eller dybe disse forskelle faktisk er, må være et empirisk spørgsmål. Det må afgøres ved statistiske undersøgelser af de konkrete befolkninger; og i disse undersøgelser skal man specielt koncentrere sig om at præcisere, hvor meget af forskellene, der kan skyldes arv, og hvor meget der kan skyldes miljø. Der findes mange sådanne undersøgelser, som er mere eller mindre troværdige; og jeg skal ikke forsøge at vurdere dem nærmere, men blot konkludere, at vi ikke kan udelukke, at der statistisk set er reelle biologiske forskelle mellem de forskellige racer. Hvis man på basis af veldokumenterede undersøgelser kan påvise, at der faktisk er sådanne forskelle, kan der derfor heller ikke være tale om racisme – eller om at man begår en moralsk fejl. Så blotlægger man blot et menneskeligt vilkår.
Foreløbig har jeg kun i al almindelighed fastslået, at det er muligt, at der rent statistisk er racemæssige forskelle. Men i den sammenhæng er der et særligt forhold, som bør holdes for øje. Det drejer sig om, at vi fra naturens side hører hjemme i samfund, der racemæssigt ligner os selv. Ellers var der ingen racer. Det kan betyde, at vi rent biologisk har en statistisk relevant præference for mennesker, der racemæssigt ligner os selv. Hvor vidt det faktisk er tilfældet, må være et empirisk spørgsmål. Det må vise sig i, om øget etnisk mangfoldighed faktisk fører til mindre tryghed og større kriminalitet. Blandt de mange empiriske undersøgelser af det spørgsmål er den mest kendte nok udført af Robert Putnam, professor ved Harvard i USA. Ud fra en analyse, som omfattede 30.000 amerikanere fra forskellige sociale miljøer, kunne han konkludere, at øget etnisk mangfoldighed medfører nedsat social tillid, som igen medfører, at folk føler sig mindre lykkelige og har lavere livskvalitet. (Putnams undersøgelse er trykt i Scandinavian Political Studies, 2007).
Måske har Putnam ret. Han har i hvert fald undersøgt det empiriske spørgsmål bedre end jeg, og jeg har derfor ikke grund til at modsige ham. Men det er vigtigt at forstå, hvad Putnams undersøgelse egentlig viser. Viser den, at folk er racister? Skal vi sige, at hvis folk alt andet lige foretrækker at leve i samfund, hvor de fleste ligner dem selv, så betyder det, at de er racister?
Her er det nødvendigt at være præcis. Det er én ting, at folk generelt foretrækker at leve i samfund med folk, som ligner dem selv. Det er udtryk for en subjektiv præference. Det er en anden ting, om folk også mener, at folk, som er anderledes end dem selv, objektivt set er mindreværdige. Vi må skelne mellem en subjektiv præference for at leve sammen med folk, som ligner én selv, og en objektiv værdidom, om at folk, som ligner én selv, er mere værd end andre. Den subjektive præference implicerer ikke den objektive værdidom. Man kan udmærket have den subjektive præference, selvom man samtidig forkaster den objektive værdidom. Men det er kun, hvis man bakker op om den objektive værdidom og positivt betragter de anderledes som laverestående (eller hvis man blindt vil føre politik på basis af sin subjektive værdidom), at man er racist. Så Putnams undersøgelser viser altså ikke, at folk er racister, selvom den viser, at de foretrækker, at der ikke er for stor racemæssig spredning. Nazisterne var racister, men almindelige mennesker, som blot foretrækker at leve blandt mennesker, der ligner dem selv, kan ikke placeres i samme bås.
Hvorledes bør man som demokrat reagere på denne viden? Vi har tidligere set, at man bør forkaste den nazistiske raceideologi med dens påstand om, at racerne har forskellig moralsk værdi. Men spørgsmålet er nu, hvorledes man bør reagere på en viden om, at større etnisk forskellighed skaber lavere livskvalitet og større social usikkerhed. Det må i dagens virkelighed betragtes som et uhyre vigtigt spørgsmål, som fortjener grundig diskussion.
Den diskussion har vi imidlertid aldrig rigtigt fået, fordi den fra begyndelsen er blevet kørt af sporet. Det skyldes, at det meste af vort establishment – politisk, juridisk og akademisk – har svigtet. Man har ikke evnet at skelne mellem en politik, der føres ud fra en forestilling om, at der er en bestemt race, som står højere end andre, og en politik, der føres ud fra en forestilling om, at alle mennesker – og alle racer – i grunden bør betragtes som ligeværdige, men at selve denne ligeværdighed begrunder, at man bør begrænse indvandringen for at imødegå en etnisk forskellighed, som sænker livskvaliteten og øger usikkerheden, og som derfor også truer demokratiet. Der er nu engang dyb forskel mellem de to begrundelser. Mens det er helt klart, at den ene begrundelse er moralsk forkert, så gælder det ikke den anden begrundelse. Tværtimod er det moralsk forkert ikke at se den politiske alvor i den anden begrundelse.
De europæiske lande lider under, at magthaverne ikke har kunnet forstå disse forskelle. De fleste politikere forstår ikke, at selvom nazisternes racepolitik entydigt må forkastes, så kan man godt – på moralsk gyldig grund – argumentere for nødvendigheden af en indvandringspolitik, som også tager etniske hensyn. De teoretiske distinktioner er for svære. Den socialdemokratiske ledelse har lige vist os, at politikerne langt bedre forstår problemerne, når de bliver praktiske og konkrete. Når de selv skal vælge, hvor de skal bo, og hvor deres børn skal gå i skole. Så overlader de gerne til de svageste at bære byrden af deres politik.