Hege Storhaug, HRS
Skandinavia 2010: en hvithåret mann med skjegg tar seg over Kattegat med 1 000 eksemplarer av en tegning. Mannen som er i sitt 68. år er på vei til sin kollega i nabolandet på snart 70 år. De sysler begge med det aller dyrebareste vi har; ytringsfriheten. Deres lidenskap for friheten bringer dem ikke inn i de sobre salongene, ei heller kan deres uselviske kamp for friheten spores på deres bankkontoer. De kunne lent seg tilbake etter en lang yrkeskarriere og nytt pensjonsalderen i fred og fordragelighet. De velger det motsatte: de vier hele livet sitt for å sikre at de kommende generasjonen skal kunne nyte den samme friheten de selv har nytt så godt av.
Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard tror knapt hva han ser når han endelig står et eller annet sted i Sverige – ved den nå verdensberømte Lars Vilks’ bolig. En rønne av en hytte rammer han midt i øyet og hjertet.
Kan denne faldefærdige bygning virkelig være hjem for den verdensberømte svenske kunstner Lars Vilks – manden hvis tegning af den rådvilde profet i en rundkørsel skabte så meget raseri, at Jihad-Jane ville rejse hele vejen fra Amerika for at slå han ihjel, mens langskæggede mullaer udlovede $ 150.000 til enhver, der ville skære halsen over på ham?
Men den er god nok, vi er kommet til det rette sted og bliver snart modtaget af Vilks, der har observeret vores ankomst i det fjerne.
Engang boede frihedens og de vestlige værdiers forkæmpere i slotte som Blenheim Castle. Vore dages churchiller må nøjes med mindre, men deres mod og bedrifter står på ingen måde tilbage for det, som fortidens store mænd og kvinder udrettede.
Hedegaard er på besøk hos Vilks fordi han skal signere 1 000 eksemplarer av rondellhunden Muhammed. Et av eksemplarene er mitt. Det er fremdeles anledning til å sikre seg et trykk av den historiske tegningen, en tegning som kan bevege Sverige mot en verdimessig oppvåkning. En tegning som kan komme til å koste menneskeliv. Tross det nylige overfallet i Uppsala, tross den magre støtten fra de fornemme rekkene, er Vilks ved godt mot, kan Hedegaard melde. De som mener Vilks burde beklage at en av hans rundkjøringshunder ”tilfeldigvis” fikk navnet Muhammed, har et tapt prosjekt.
Få dage før vores besøg havde Trykkefrihedsselskabet startet salget af 1000 eksemplarer af Vilks’ Muhammed-tegning, og vores lille delegation har medbragt dem, således at Vilks kan nummerere og signere dem.
Før han kaster sig over arbejdet, fortæller kunstneren os, at han er ved godt mod. Han fortryder intet, og verden skal ikke forvente nogen fortrydelse eller undskyldning fra ham.
Vilks forteller at han får varm støtte fra Medelsvensson. Det minner meg om Norge; den vanlige mann i gata er så takknemlig for at noen orker å stå opp for våre verdier. Den vanlige mann og kvinne blør ikke minst over at jenter og kvinner i Gahr Støres ”nye Norge” er fullstendig parkert på samfunnets sidelinje, robbet for et liv i verdighet.
Vilks fornemmer, at der er sket en forandring i det svenske samfund, siden profeten i rundkørslen først blev udsendt i 2007. Han får ganske vist truende telefonopkald, men tager dem sjældent alvorligt. Han er stadig persona non grata hos den svenske medie og intellektuelle elite, der hader ham for at have såret muslimernes sensible følelser, men han får masser af støtte fra almindelige svenskere.
Svenskerne er omsider begyndt at forstå værdien af ytringsfriheden. Ideologien om at udbredelsen af islamisk fundamentalisme er en samfundsmæssig berigelse er ved at bryde sammen – det er i hvert fald Vilks’ opfattelse.
Om et par dager skal Vilks forelese ved Uppsala universitet, der han nylig ble overfalt. Vil sikkerheten skjerpes denne gangen?
Alle forsøg på at lukke munden på ham er mislykkedes, idet han ofte bliver inviteret til at give forelæsninger og deltage i offentlige diskussionsmøder. Netop nu ser ham frem til om tre dage at tale i den Filosofiske Institution ved det berømte universitet i Uppsala.
Videoer af hvad der skete under dette møde er gået verden rundt. Det må nu stå klart for enhver, der har øjne i hovedet, præcis hvilken slags kulturberigelse, allahu akbar-flokken repræsenterer.
Det er tid til at stille spørgsmål. Hvordan kunne det svenske sikkerhedspoliti – SÄPO – have tilladt snesevis af åbenlyse ballademagere at komme ind i mødelokalet? Hvem holder de svenske myndigheder med – frihedens forkæmpere eller tilhængerne af den islamiske totalitarisme?
Så enkelt kan det stilles op.
Vilks er dødsdømt. Solidaritet i praksis betyr at vi takker Vilks og Trykkefrihedsselskapet for deres avgjørende arbeid for et fritt Skandinavia – også i dette århundret – ved å sikre oss et eksemplar av hans ikoniske tegning.