Af Helle Merete Brix, forfatter, skribent og redaktør, for HRSDa jeg var helt ung kom jeg blandt folk, hvoraf mange var inspireret af hippiernes budskab om en fredeligere verden. Jeg kunne godt lide hippierne, men deres budskab forekom mig noget rørstrømsk. Jeg forstod ikke pacifisme. Dengang sagde jeg ingenting, men jeg tænkte: Hvis et menneske kommer farende ind på en café og vil skyde gæsterne, skal man så ikke forhindre det og om nødvendigt slå den pågældende ihjel?
Begreber som pacifisme, kontra det at forsvare sig, angribe og nedkæmpe, randt mig i hu, da jeg for nylig så den meget omtalte danske dokumentarfilm Armadillo. Filmen, der blev belønnet med kritikerprisen i Cannes, skildrer to unge mænd, Mads og Daniel, fra før udsendelsen til Afghanistan og igennem et halvt år i Helmand-provinsen i lejren med navnet Armadillo. Det forlyder i øvrigt, at nogle anmeldere i Cannes fejlagtigt antog, at der var tale om en dyrefilm. Siden titlen var Armadillo, der jo betyder bæltedyr på engelsk. Lejren har tidligere i år skiftet navn til Budwan.
Reaktionerne på filmen i Danmark har været dramatiske, og er endda rapporteret uden for landets grænser: Det norske Dagbladet talte således i en artikel 19. maj om at dokumentaren har «splittet danskerne i to». En af Danmarks berømteste forfattere, Carsten Jensen, har i filmmagasinet «Ekko» skrevet, at «Efter Armadillo vil det aldrig være muligt at tale om Afghanistan som før. Det vil heller ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før».
Danske politikere er også delt i spørgsmålet om filmen, ligesom de er delt i spørgsmålet om krigen. Flere danske medier har spurgt biografgæster om, hvad de mente om filmen. Et ord der går igen i svaret hos flere af de adspurgte er, at den viser krigens «meningsløshed». Krigen og drabetSandheden er, at Armadillo kommer med et budskab, der er så gammelt som krigen selv: Soldater slår indimellem fjender ihjel. Måske er dette budskab i sig selv kontroversielt, da en populær antagelse nu om dage synes at være, at et oplyst demokrati i en globaliseret verden kun kan operere med fjendebilleder, men ikke regulære fjender. Det er formentlig derfor, der nu – grundet en scene i filmen – i det hele taget skal bruges tid på at undersøge om danske soldater har likvideret talebanere. Det vender jeg tilbage til.
For også andre scener i filmen har vakt debat. En af dem findes i filmens start, hvor vi er til afskedsfest i Danmark for de to unge soldater. Til festen er lejet en stripper. Vi ser omtrent lige op i skridtet på stripperen, der har meget små trusser på. Men det er ikke usædvanligt blandt strippere, og scenen er formentlig ikke anderledes end hvad man kan opleve ved adskillige polterabends. Ligeledes har det forarget, at man i en scene kan se, at flere soldater på basen i Afghanistan ser porno. Det er der også folk, der gør i Bergen, Herlev og Herstedvester, og det er ikke forbudt.
Billedmæssigt og kompositorisk er Armadillo en fornem film. Den er også mange steder smuk; som når der panoreres henover Afghanistan set fra en flyvemaskine, henover grønt, brunt og gråt. Men filmens farver er også eksplosionshvidt, når støvet hvirvles op, ligesom her er skarpt og tidligt dagslys og et særegent aftengult skær. En koranskole i det fri Lydmæssigt oplever vi lidt af hvert: Stilheden, der varsler ilde. Hvor kommer efter? Kataklystisk larm, når talebanerne pludselig manifesterer sig i form af en eksplosion. Men her er også fuglesang, hvide huse af sten og ansigtsløse kvinder i blå dragter, i hurtig gang og med børn ved hånden.
I flere scener ser vi unge soldater på besøg hos de lokale. Det vil sige drenge og mænd. De møder afghanske børn, der beder dem rejse hjem. De møder lokale mænd, der undrer sig over at soldaterne kan finde på at spørge om, hvorvidt Taleban er i området. Er det ikke indlysende, at de er over det hele? Og de møder lokale, der forklarer, at de har mistet dyr og andet af værdi, mens de medgørlige soldater tæller penge op. Man får en mistanke om, at alt ikke er, som det skal være. Det er det heller ikke. De pågældende lokale, er det senere kommet frem, lyver om skaderne for at slå soldaterne for penge.
Vi møder en såret soldat helt tæt på. Vi ser ham modtage førstehjælp for åbent kamera. Ligesom vi ser udtrykket i ansigterne på de unge mænd, der får overbragt budskabet om, at tre danske soldater fra en anden base er blevet dræbt af vejsidebomber.
Der er folk inden for forsvaret, der har ytret utilfredshed med det billede, som de synes filmen giver af soldaterne. Selv synes jeg, at Armadillo efterlader et indtryk af soldater, der er både hjælpsomme og tapre. Men også soldater, der opererer i en aldeles fremmed og på visse punkter uforståelig kultur.
I en scene i filmen ser vi således et par voksne mænd sidder med en gruppe drenge i vejkanten. Foran den lile gruppe civile afghanere ligger opslåede bøger. «Sidder I og læser», vil en imødekommende dansk soldat vide efter at have hilst med et «Salaam aleikum» og tolken oversætter. Svaret lyder: «Ja, det er en koranskole». Hvad det ellers skulle være i en vejkant i Afghanistan, ved jeg ikke. Det er næppe en studiekreds i Anders And.
Og kan man forvente, at de lokale skal hjælpe soldaterne med oplysninger om Taleban, hvis ikke man kan yde dem tilstrækkelig beskyttelse? «Talebanerne skærer halsen over på mig», siger en lokal mand som forklaring på, at han ikke vil bistå de udenlandske styrker. Og det er præcist, hvad Taleban gør. Taleban og drømmen om paradisetKlimaks i Armadillo er en voldsom kampscene, hvor soldaterne kommer i ildkamp med talebanere, der skyder fra en grøft. De danske soldater vinder slaget med håndgranater og kugler. Resultatet er sønderskudte talebanere, hvor kun ansigterne er slørede i filmens grønlige lys, der får scenariet til at ligne en forgård til helvede. En talebaner ligger med mund og øjensynligt også mave åben. En talebaner, forekommer det mig, havde fået arme og ben skudt kludedukke-tynde. Det er naturligvis en illusion. Alle talebanerne er døde og alle lugter de allerede i varmen. Men det er blot kroppe. Er islams budskab sandt, er de døde, hellige krigere på vej til paradiset, hvor hurierne venter.
Soldaterne fejrer sejren over talebanerne, der lå på lur i grøften. Men det er vel sejren og ikke volden, de fejrer,og det er vel, hvad soldater gør. Under en de-briefing vil den overordnede vide, om nogen af soldaterne har opfattet, det, der fandt sted ved grøften som en likvidering? For en soldat har ringet hjem og brugt dette udtryk, og soldatens mor er gået videre med sagen. Og hvem har ringet hjem?
Forsvaret vil nu undersøge, hvad der nærmere skete under «rensningen af grøften». Selv tænkte jeg, da jeg så filmen og scenen: Hvad skulle soldaterne have gjort anderledes? Have taget chancen for at blive dræbt af sårede talebanere? Det er talebanernes højeste ønske at dø i kamp.
En anden replik i filmen, der har skabt opmærksomhed, er en soldats udtalelse om, at det er lettere at dræbe en talebaner end en af de hunde, man ser strejfe om. Udtalelsen falder efter at soldaten og hans kammerater har modtaget nyheden om, at en af deres sårede kammerater har fået amputeret begge ben. Men soldaten skal ikke have amputeret sine ben, fordi han er blevet overfaldet af vilde hunde, derimod har han trådt på en landmine. Så udtalelsen er forståelig. Løvehjerter og rejsende i mytologisk dødVed ankomsten til lejren fortæller en mere erfaren soldat de nytilkomne, at Taleban kan finde på at angribe, «selvom de er 10 og vi er 40». Hvad soldaterne ellers får at vide om Taleban, ved jeg ikke. Men interesserede lægfolk kan som supplement til filmen læse to bøger, der hver på fremragende vis fortæller om Taleban og krigen i Afghanistan, skildret igennem hverdagens episoder.
Den ene bog er «Løvehjerter», skrevet af feltpræsten Thomas Østergaard Aallmann. (Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2010). I 2008 fulgte Aallmann det femte hold danske soldater i Afghanistan, helt ud i forreste frontlinie. Om Taleban skriver Aallmann et sted: «Krigen mod Taleban er en kamp mod en skjult fjende. Han færdes uden uniform blandt civile pashtunere, med et landbrugsredskab i hånden, når man på fire meters afstand passerer ham i et markskel, og en AK 47, når man har ryggen mod ham»
Et andet sted skriver Aallmann: «Han (Taleban) bestemmer, når træfningen starter. Når vi er mest sårbare, slår han til. Iniativet er hans, og han slipper volden løs på et splitsekund – de danske soldater skal bogstaveligt talt stå klar til dette møde. Med deres krop stå klar hver dag, afsiddet, uden panser, bløde mål i fjendes eget terræn, oprejste, gående på linie eller i gaffelformation med udstyr, fragmentationsvest, våben, ammution, radio, den såkaldte «flise» på 30 kg, der scrambler elektroniske signaler og 5 l vand i camelbag på ryggen. I 60 graders varme gennem mudrede marker, smalle gyder mellem børn og kvæg, underligt hudsige hunde på størrelse med kalve, der vælter ud af døre og porte – en måtte slås ned med pistolskud, endnu mens dens kæber var lukket om armen på en maskingeværskytte fra 3. deling.»
Et tredie sted kalder Aallmann talebanerne for «rejsende i mytologisk død, opløste hordere af omstrejfere, der egentlig blot leder efter en front at slås og dø på». Fanget hos TalebanLæs så derudover den italienske journalist Daniele Mastrogiacomos bog om de 15 døgn i 2007, hvor han sad fanget hos Taleban. Bogen er netop kommet på engelsk og har titlen «Days of fear» (Europa editions, 2010). I den fortæller den erfarne udenrigs-og krigskorrespondent om, hvordan han tror, han har en aftale om at interviewe en højtstående Taleban-leder. I stedet bliver han kidnappet i Helmand-provinsen sammen med sin tolk Ajmal og sin chauffør Sayed. Kun Mastrogiacomo vender hjem i live som led i en fangeudveksling. De to andre halshugges; chaufføren for øjnene af tolken og Mastrogiacomo.
Mastrogiacomo, tolken og chaufføren bliver slæbt fra sted til sted. De bliver slået og pisket i Allahs navn. Men talebanerne kan også være venlige og plejer Mastrogiacomos sår med stor omhyggelighed.
Den base, som fangerne får at vide, de skal til, eksisterer ikke. Disse religiøse studenter, for det er egentlig hvad Taleban betyder, fylder dem med løgn. Mastrogiacomo skriver, at han begynder at opfatte løgnagtigheden som «en del af deres natur». Talebanerne er som «et kobbel vilde hunde», stærke, gale, vilde og beslutsomme. Men først og fremmest er de «glade, overbeviste om at de har ret, rede til at ofre sig, rede til at blive martyrer,…..»
Om natten sover disse krigere som sfinxer, med et øje åbent. De har en hånd om kalashnikoven, og selv på det natlige leje, finder Mastrogiacomo ud af, da en ung mand i søvne råber «Allahu Akhabar», drømmer de om martyriet. I vågen tilstand er disse mænd, der knap er fyldt tyve år, aldrig «triste, deprimererede eller vrede». De er vokset op sammen, de har studeret koranen sammen og de lever og kæmper sammen. «Sammen er de villige til at dræbe, til at skære halse over, til at massakrere. De længes efter at dø sammen i kamp».
Bøgerne skildrer ligesom Armadillo en krig, der vitterlig finder sted i Krigens Hus. Hermed mener jeg ikke blot et område, hvor der er krig, men islams hus, jævnfør islams ældgamle opdeling af verden. For talebanerne er ifærd med jihad. Den NATO-ledede internationale sikkerheds-assisterende styrke kaldet ISAF (International Security Assistance Force), som de danske styrker har været en del af siden 2003, udkæmper en krig, der måske er nødvendig, men aldrig kan blive hellig. Talebanerne skjuler sig blandt civile og kvinder og børn, og slår til nårsomhelst og med et hvilket som helst våben. De tropper, der skal skabe sikkerhed i landet, synes at gøre deres bedste for at kæmpe i overensstemmelse med Genévekonventionens regler. Den mindste uregelmæssighed, som debatten om Armadillo har vist, får vestlige medier i kog. Det problem har barbarerne ikke. Se trailer til filmen her