Medina og råtne egg

Naser Khader, publisert på Berlingske.dk og gjengitt her med forfatterens tillatelse.

’Der er nogen, der er blevet dårligt opdraget derhjemme. Og jeg synes, at det er rigtig respektløst over for dem, der er kommet for at have det godt. I skal ikke ødelægge det for os, der har det godt og er glade’, sagde sangerinden Medina, da hun forleden oplevede en gruppe unge indvandrere kaste med æg op på scenen under hendes koncert.

Og hun har fuldstændig ret – dét er et lille mindretal, der ødelægger det for andre. Jeg bliver lige så arrig som Medina blev, når jeg ser, at det hele tiden er det lille mindretal, der ødelægger det for flertallet. For flertallet af mindretallet – de gider ligeså lidt som alle andre typer som dem til Medinas koncert med deres snæversynede og kvindfjendske holdninger, som bruger alt fra pubitære til voldelige midler til at understrege deres synspunkter.

Det værste er, at man i virkeligheden er begyndt at vænne sig til, at sådan er det bare. Som en koncertgænger, Sara El Masti, udtalte i BT efter koncerten: ’Jeg tror ikke, at det kun skyldes hendes tøj, men ligeså meget fordi hun sang om at strippe. Det er, hvad der sker, når man gør ’sådan noget’ herude i Ishøj’. Hvad! Så er det i orden? Så er hun selv uden om det? Den holdning skal vi simpelthen ikke acceptere? Helt ærligt! Der burde have lydt et ramaskrig!

Den ’opgivende’ tilkendegivelse afspejler, at vi accepterer det mere og mere – og i hvert fald lader ramaskriget blive nede i struben – fordi det lige for tiden ikke er så ’moderne’ at beskæftige sig med værdikampen. Og fordi bl.a. lederskribenterne i Politiken har besluttet sig for at afblæse den.

Det minder mig om, da Pernille Frahm og Villy Søvndal, før sidstnævnte indtog partiets formandsstol, stillede en resolution til SF’s landsmøde, hvor konklusionen vel nærmest var, at der ingen integrationsproblemer er. Sådan! Vi vedtager da bare at sætte kikkerten for det blinde øje. Det er jo også nemmere.

Jeg medgiver, at vi også har en betydningsfuld fordelingspolitisk diskussion lige nu. Jeg medgiver, at der er mange familier, der står med en stram økonomi, nogle har mistet deres arbejde, og i det hele taget at det økonomiske fundament ikke hvad det har været. Men det betyder ikke – og det har jeg altid bemærket er danskernes adelsmærke – at når frihedsværdierne kommer under pres, så er vi offervillige. Det så vi klart under Mohammed-krisen. Og jeg mener ikke, at den ene diskussion udelukker den anden.

Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke slapper af på værdiudfordringerne. Jeg mener, modsat liberalisterne, at vi ikke kan løse de værdipolitiske udfordringer ved at lade dem løse sig selv eller overlade det til markedskræfterne. Jeg mener det bedste svar på værdiudfordringerne er værdikonservatisme, hvor vi siger, at nogle værdier er bedre end andre og at der en grænse, som staten indimellem må gå ind og trække. Blandet andet ved at være benhård overfor idioterne så at sige og inkluderende overfor dem, der vil Danmark og det danske demokrati. Det skal understreges, at værdikonservatisme er ældre og bredere end Det Konservative Folkeparti. Den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, var på mange måder og især i forhold til værdiudfordringerne, værdikonservativ. I hvertfald indtil han blev NATOs generalsekretær.

I forhold til værdiudfordringerne står de liberale kun på ét ben – det ben, der helst ikke vil blande sig og sætte grænser. Holdning er groft sagt: May the best man win. Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer. Det er vigtigt med reformer. Men forudsætningen for den økonomiske kapital (vækst, velstand og velfærd), er den sociale kapital (bl.a. sammenhængskraft og tillid mellem borgerne).

Videre til Dansk Folkeparti, der derimod står kun på det andet ben, hvor det hele får en tand for meget, og bestemt ikke har det inkluderende med. Se bare på sagen om DFs rasen mod faget fremmedsprog – hvor det så viste sig, at der slet ikke var noget at rase imod. Dansk Folkeparti har det med at afspore værdidebatten.

Medina er en god rollemodel. Man kan mene, hvad man vil om hendes musik. Man kan synes, at hendes tøj er high fashion eller måske ligefrem aparte. Man kan synes hendes tekster taler til én eller er bare for meget. Man kan mene, hvad man vil. Men man kan ikke reagere som man vil. Og det satte Medina en fed streg under, da hun talte ballademagerne midt imod. Hun er en powergirl. Og det der skete i Ishøj er endnu et bevis på, at værdikampen ulmer hele tiden under overfladen.