Mislykket integrering av muslimer

De vil ikkeFor det første føler flertallet af muslimer ganske enkelt ikke, at det er nødvendigt at integrere sig. De kan uden hindringer udøve deres muslimske kultur og religion, de kan leve af overførselsindkomst og har ikke brug for at lære sproget for at kunne klare sig. Den manglende integration fører ikke til ensomhed og social isolation, for der allerede findes muslimske lokalsamfund i næsten alle større provinsbyer i hele Vesten. Eneste egentlige negative konsekvens ved ikke at integrere sig er, at man ikke opnår samme økonomiske status som den øvrige befolkning, men de relativt høje sociale ydelser og gratis service fra velfærdssamfundet gør det alligevel ganske attraktivt at bosætte sig her.Den manglende vilje til integration skyldes ikke kun, at konsekvenserne ved at lade være er til at overkomme. Det skyldes også, at den muslimske livsstil ganske enkelt ligger så langt fra den vestlige, at den enkelt muslim oftest føler, at integration er ensbetydende med at frasige sig en lang række af ens kerneværdier. Muslimers forhold til kønsroller, påklædning, seksualitet, sekularitet, tolerance, ytringsfrihed, ikke-muslimer osv. ligger meget dybt i deres opdragelse, og det man fra fødslen er opdraget til at skulle se som rigtigt, moralsk og «rent», lægger man som hovedregel ikke fra sig frivilligt, med mindre man oplever det som et alvorligt problem. Og det gør muslimer som sagt næsten aldrig, for manglende integration er sjældent et uoverstigeligt problem.I mit arbejde som psykolog har det vist sig, at der er en særlig værdi, som er langt mere vigtig og dybereliggende end selv de mange seksuelle retningslinjer i den muslimske kultur: Identiteten som muslim. Som muslim føler man, at man tilhører en bestemt gruppe, og denne gruppes tankegang er, at loyalitet overfor gruppen er altafgørende. Islam og den muslimske kultur har ligefrem et ord for denne gruppe, «umma». Vælger man at integrere sig, vil det i de fleste tilfælde samtidigt indebære, at man træder ud af umma’ens fællesskab. Bare tanken om dette, er skræmmende for langt de fleste muslimer, fordi de sociale, tryghedsmæssige, økonomiske, praktiske, religiøse og ikke mindst identitetsmæssige konsekvenser vil være for store.Den stærke identitet som muslim, og dens uforenlighed med vestlige værdier, er formentligt årsagen til, at kun 14 procent af muslimerne i Frankrig føler sig mere franske end muslimske. I Tyskland er tallet 12 procent og i Danmark kan kun 14 procent af muslimerne identificere sig med det at være dansk og tilhænger af demokratiet.De må ikkeEn anden grund til den manglende integration er, at langt de fleste muslimer oplever, at de ganske enkelt ikke må. Deres religion forbyder dem at overtage vores mere frigjorte vestlig livsstil (og lover uendelige ophold i flammer og pinsel i Helvede, hvis de gør det). Samtidigt holder familie, venner og det muslimske samfund hinanden i meget kort snor. Hvis konen går uden slør, et af børnene får en kæreste eller manden ikke viser sig ofte nok i moskeen, bliver der påtalt og advaret. Konsekvenserne kan være, at familien eller det muslimske samfund slår hånden af en, at man bliver fyret af sin muslimske arbejdsgiver og man bliver chikaneret og truet. Indespærring, kidnapning til hjemlandet (genopdragelsesrejser), dødstrusler og deciderede familiehenrettelser (såkaldte æresdrab) kan i de værste tilfælde være resultatet.

Denne form for social og religiøs kontrol fungerer i bedste velgående i de muslimske parallelsamfund. Nogle friske eksempler er undersøgelser lavet blandt kvindelige muslimske studerende i Danmark og muslimske børn i folkeskolen, samt muslimske parallelsamfund i Sverige. Alene faren for disse ting gør, at mange muslimer – især kvinderne – helt «frivilligt» følger de islamiske leveregler, selvom de i hemmelighed brændende ønsker sig et andet liv.De kan ikkeSelvfølgelig findes der herboende muslimer, som vil integrere sig, og som ikke holdes tilbage af islam eller deres muslimske omgivelser. Men disse to ting er ikke nok: Man skal også have de personlige kvalifikationer i form af bl.a. intelligens, social formåen og følelsesmæssig modenhed.Det kræver overskud at integrere sig. Man skal tilpasse sig vestlige krav om uddannelse og evnen til at fungere effektivt på vores krævende arbejdsmarked. Derudover er det en psykologisk krævende og dybt personlig ting at integrere sig i anden kultur. Hvad angår uddannelse og arbejde, så er det langt fra alle muslimer, der formår at lære dansk og andre fag i en grad, der gør dem egnede til at tage en videregående uddannelse eller fungere på en arbejdsplads i vores højteknologiske videnssamfund. Nogle eksempler på den muslimske kulturs forhold til uddannelse og viden.Når det kommer til uddannelse, så taler fakta for sig: 64 % af børn med arabisk baggrund kan ikke læse og skrive efter endt folkeskole. Af indvandrerbørn, som er født og opvokset i Danmark, har mere end hver tredje ingen uddannelse. Hos danskere er det mindre end hver femte, som ikke får en uddannelse. I en sprogtest i Århus Kommune viste det sig, at kun 1 procent af de såkaldt tosprogede børn taler et alderssvarende dansk.Vedrørende arbejde, så viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, at cirka 56 personer ud af 100 indvandrere fra ikke-vestlige lande er beskæftigede, mens tallet for personer af dansk oprindelse er næsten 80 ud af 100. Her viser det sig i øvrigt, ifølge chef for Danmarks Statistik Jan Plovsing, at der inden for gruppen af ikke-vestlige indvandrere fra mindre udviklede lande er markante forskelle. Forskellen ligger i, at indvandrere fra en række muslimske lande er langt mindre aktive på arbejdsmarkedet end ikke-vestlige indvandrere fra ikke-muslimske lande.En ting er at tage en uddannelse og passe et arbejde. En anden er evnen til at ændre ens værdier og holdninger. Man kan sagtens tale landets sprog, være veluddannet og have et godt arbejde – og samtidigt føle sig som fjende af vores vestlige værdier. Det har flere terrorsager vist, og en større undersøgelse foretaget af det tyske indenrigsministerium viser også, at de mest radikale muslimer findes blandt de bedst uddannede. En nylig dansk undersøgelse peger på, at integration slet ikke virker mod islamisk ekstremisme blandt muslimer. De er «velintegrerede med uddannelse og job, taler dansk i hjemmet, har haft danske kærester, og ser TV-Avisen og ‘Paradise Hotel'», men deres holdning til ikke-muslimer er præget af had og de ønsker at ændre hele verden til et stort islamisk kalifat med sharialove osv. En tredje undersøgelse viser, at 80 procent af muslimerne i Danmark ønsker begrænsning af ytringsfriheden, så det bliver strafbart at kritisere islam. Mange muslimer er således fysisk indvandret til Vesten, mens de mentalt stadigvæk befinder sig i et muslimsk land med – ofte ekstreme – islamiske værdier.Tre problemer, tre løsninger?Der er selvfølgelig muslimer, som både vil, må og kan integrere sig i vores vestlige lande. Antallet er dog ganske lille, og vi står derfor med en hastigt voksende samfundsgruppe med muslimsk baggrund, som ønsker et andet Danmark, et andet Norge, et andet Sverige, Holland, Tyskland, England, USA, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien osv., end vi ønsker. Stadigt flere af disse muslimer er født og opvokset i vores lande, og det er deres forældre også i mange tilfælde. Deres spørgsmål til kravet om integration lyder selvfølgelig: «Vi er født og opvokset her, vi har samme statsborgerskab som jer. Danmark er ligeså meget vores land som jeres, og jeres levemåde og værdier er ikke bedre end vores. Vi lever i et demokratisk samfund, og vi har ligeså meget ret til at være her og ligeså meget ret til at bestemme, som I har.»Og hvad skal vi svare på det?De tre problemer kan ikke løses fuldstændigt, men de kan udbedres i en vis udstrækning:Hvad angår den manglende vilje til integration, så er den overordnede løsning at gøre manglende integration så besværlig og økonomisk urentabel, at det ikke kan betale sig at lade være. Samtidigt må ikke-vestlige indvandrere tilbydes statsfinancieret udvandring, såkaldt repatriering.Den sociale og religiøse kontrol i de muslimske samfund kommes bedst til livs ved at forlange, at imamer, moskeer og muslimske organisationer offentligt tager afstand til de dele af de islamiske skrifter, som opfordrer til kriminalitet og had mod ikke-muslimer. Byggetilladelser og offentlig støtte til islamiske foreninger bør kun gives til personer og foreninger, der påviseligt støtter integration, demokrati, religiøs tolerance og kvinders ligeværd. De religiøse og kulturelle undertrykkere i det muslimske miljø skal også stækkes ved at øge tilbudene til afhoppede muslimer og indvandrerkvinder på flugt fra vold og trusler. Øget patruljering fra politi, sociale myndigheder og skattevæsnet i muslimske parallelsamfund er også nødvendigt for at hindre udviklingen af kriminelle parallelsamfund. Endeligt er vi nødt til at sikre, at muslimske kvinder har samme friheder som alle andre. Dette gøres bedst ved, at de sociale myndigheder jævnligt interviewer indvandrerkvinderne om deres situation – uden at deres mand er tilstede (muligheden for under et interview at blive tilbudt en akut plads på et kvindehjem skal være åbent).