Rita Karlsen, HRS
Vi som tillater oss å kritisere en ideologi som islam, må regne med å bli utsatt for både rasismeanklager og påstander om såkalt islamofobi. Sistnevnte betyr visstnok i praksis at man blir syk av muslimer. Ikke uvanlig kommer slike anklager fra såkalt antirasistisk hold, men der disse, om de som så er organisert i egne grupperinger eller tilhører politiske partier, kun kan opprettholde et slikt syn ved å ha et fordreid rasismebegrep.
Det fordreide rasismebegrepets næring er å bygge inn mest mulig som rasisme, for eksempel aktualisert av Antirastisk senter ved å lansere den ubevisste rasismen, og deretter skape flest mulig grupper som ofre, som for eksempel homofile – og siste skudd på stammen: muslimer. Når man så har fått offentlig gjennomslag for offer-tenkningen må man fjerne alle som ikke har latt seg forføre av et fordreid rasismebegrep. Her står visstnok blant annet HRS, Hege Storhaug og forfatter Bruce Bawer, Ola Borten Moe (Sp), FrP og særlig Per-Willy Amundsen høyt på hatlisten (sistnevnte er det så mange eksempler på at jeg ikke klarer å velge).
Felles for oss på ”hatlisten” er at vi kan si hva vi vil, det fordreies uansett til den verste vinkling. Sjølgode antirasister kan derimot med sitt fordreide budskap sole seg i glansen av å bli ansett som gode humanister, men deres budskap ville falle i fisk om det var flere ”med utenlandske navn” som tok til motmæle. Et slikt stykke motstandsarbeid er å finne i dagens Jyllands-Posten, der Cherif el-Ayouty tar et betimelig oppgjør med utviklingen knyttet til rasisme og islam, under tittelen «Er jeg rasist?»:
Ordet racisme blev brugt i forbindelse med det hvide regime i Sydafrika. Med Nelson Mandelas indsættelse som landets præsident forsvandt begreberne racisme og apartheid lige så stille ud af den offentlige debat. Med indvandringen fra den muslimske verden til Europa blev racismebegrebet genoplivet, men nu i en mere udvidet form. Hvor det før i tiden betød forskelsbehandling eller undertrykkelse af en anden race frem for alt opfattet som de hvides apartheidpolitik imod sorte, så blev det nu udvidet til at omfatte religion. Ved den såkaldte Durban konference, arrangeret af FN, i 2001 insisterede de 57 muslimske OIC-lande på, at religionskritik skal rubriceres som racisme! Muslimerne fik således så megen vind i sejlene, at de gennem de sidste ni år intenst og målrettet har arbejdet for at skabe verdensflertal for denne fundamentale begrænsning i menneskets ytringsfrihed. Det er egentlig ikke underligt, at mange lande i den katolske verden styret af sine egne hellige dogmer, på mange måder har fulgt trop og i hvert fald ikke protesteret i det omfang, som enhver fri nation burde gøre for sin egen overlevelses skyld. At gøre religionskritik strafbart er vel dybest set enhver religiøs leders drøm.
El-Ayouty påpeker deretter det essensielle; man velger ikke hudfarge eller seksuell orientering, men man velger – i alle fall i en optimal tilstand – sin tro:
Som en direkte følge af muslimsk påvirkning har nu også EU annammet ideen om at inkludere religionskritik i det strafbare. Jeg har da absolut ingenting imod, at der findes en lov som vores paragraf 266b, hvorefter det ikke er tilladt at forhåne eller nedværdige andre pga. deres race, hudfarve, etnisk oprindelse eller seksuel orientering, da et menneske jo ikke kan fjerne sig selv fra disse træk, og at det naturligvis skal være således, at et menneske skal tages for det, det er. Problemerne opstår først for mig, når man inkluderer ”tro” – eller religion – i de menneskelige træk, som den enkelte ikke selv kan ændre. ”Troen” er man trods alt selv herre over. Jeg ved da godt, at troende mennesker kan føle sig krænkede eller sårede, når deres religion eller tro kritiseres. Men for mig er troen et valg, ligesom man vælger at stemme på Socialdemokraterne, De Konservative, Venstre eller noget helt fjerde. Det er jo helt absurd at tænke sig nogen kalde en for racist, hvis man en dag i selv de groveste vendinger skulle finde på at kritisere SF eller DF.
Deretter gjelder det å forstå at det er forskjell på en ideologi og et menneske, og at alle mennesker ikke er like til tross for at de kan tilknyttes samme ideologi:
Selv har jeg altid kaldt en spade for en spade. Når vi begynder at pakke ordene ind for ikke at såre, fornærme eller støde nogen, mens vi diskuterer politiske eller religiøse dogmer, risikerer vi, at budskabet ikke når frem, bliver misforstået eller slet og ret ikke taget alvorligt. Jeg taler selvfølgelig ikke om at kritisere mennesket som sådant for at være socialdemokrat, muslim, kristen eller buddhist. Men jeg holder på min ret til at sige, hvad jeg vil om den enkelte ideologi eller religion. Så længe et menneske kan argumentere for sit synspunkt, mener jeg, at det er helt hul i hovedet, at vedkommende risikerer at få en retssag på halsen, fordi nogle andre føler sig krænkede eller fornærmede.Selv om jeg ikke mener, at vi skal springe rundt og anmelde endsige dømme hinanden for noget, der bliver sagt, vil jeg da gerne tilføje, at jeg forstår, at det ikke altid er så rart at høre, når ”alle” muslimer, jøder eller kristne beskrives med et negativt tillægsord. Da vi godt ved, at vi ikke kan ændre vore medmenneskers følelser fra den ene dag til anden, ville det derfor nok være en god ide, en gang i mellem, når diskussionen er oppe i de høje omdrejninger, at tænke lidt mere på, hvad man siger, hvordan man siger det, og hvordan modtageren opfatter det. Med andre ord: En moderation af sprogbrugen kan af og til være på sin plads, uden at pointen derfor behøver at forsvinde – måske kan man endda få flere til at lytte, når de ikke er så optagede af at reagere på egne følelser.
Språkets ”følsomhet” kommer man heller ikke unna:
Det multikulturelle samfund kan man synes om, hvad man vil. Men når det gælder lingvistikken, så stilles der betydeligt højere krav til den enkelte person, idet man både stilles over for sproglige og kulturelle forskelle, der kan være ret så store. Danskere reagerer ikke med andet end et skuldertræk, hvis de en dag læser i avisen: ”Danskere er for dumme!” Det betyder ikke noget, det er bare en overskrift. Derimod ville der helt sikkert blive rejst en svidende kritik og lyde endeløse racismebeskyldninger, hvis der i stedet for ”danskere” havde stået ”jøder”, ”muslimer”, ”sorte” etc. Et lille ord som ”visse” eller ”mange” foran, havde helt sikkert reddet situationen. Et eksempel på ovenstående var, da Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, ved juletid sidste år i et afslappet interview ekspederede en finke af fadet, da han sagde: »Muslimer voldtager deres døtre?.«. Et andet aktuelt eksempel er, da politiets drabschef Ole Dahl for et par måneder siden udtalte, at »rumænere er skruppelløse forbrydere«. Desværre fanger bordet, når det gælder ord. Er man en offentlig person, som Hedegaard og Ole Dahl, så får den slags kategoriske bemærkninger en meget stor effekt. Her findes bestemt en opgave for skolen og forældre til nye generationer: at lære, at livet bliver lettere med et godt sprog, og at det hører til god opførsel at kunne udtrykke sig, ligesom man lærer ikke at prutte, bøvse eller pille næse offentligt.Det er sådan i en retsstat, at man – uden at blive stemplet som racist – fint kan sige: »Jeg kan ikke lide at opholde mig i et rum sammen med folk, der ryger!«, »Jeg kan ikke lide at besøge folk, der har malerier af nøgne damer på væggene!« eller »Jeg kan ikke lide at komme hos de mennesker, fordi de altid spiller heavy metal på højeste volumen!« Det samme burde være tilladt, hvis man føler sig utilpas ved synet af muslimske mænd med skæg og kalot eller kvinder med religiøse tørklæder eller burkaer. Staten kan jo ikke lovgive om, hvad den enkelte skal føle eller ikke føle. Ingen kan tvinge os til at kunne lide noget eller nogen, der byder os imod. Når jeg ikke kan fordrage unge menneskers til tider ubehøvlede og uacceptable opførsel – uanset om de er indvandrere, hvide eller sorte – så gør det vel ikke mig til racist? Jeg forbeholder mig retten til at forlade bussen eller caféen, hvis jeg ikke bryder mig om de folk, som er rundt om mig, på samme måde som tusindvis af etniske danskere og velfungerende nydanskere flytter deres børn fra offentlige til private skoler, fordi antallet af indvandrerbørn, meget ofte fra ressourcesvage familier, er flere, end de føler sig trygge ved. Er disse danskere derfor racister?
El-Ayouty er ikke i tvil om hvor arbeidet må settes inn – vi må gjøre noe med det fordreide rasismebegrepet, og de som kobler rasisme til islamkritikk tilkjennegir betydelige kunnskapshull eller utøver bevisst fordreining av fakta:
Vi har en stor opgave foran os, når det gælder om at komme det nye og helt fordrejede racismebegreb til livs, så det ikke i en nær fremtid kommer til at hindre hele udviklingen i den vestlige verden. Når vi kritiserer islam og muslimers måde at hævde religionen på, kaldes vi for racister. Når de islamiske lande nu i 2010 arbejder så hårdt for at få specielt islam underlagt en universel ”racismeparagraf”, kan man jo let få den tro, at muslimer gerne vil se sig som tilhørende en islamisk race. Ideen om at betragte en bestemt religions udøvere som en speciel menneskerace er en absolut nazistisk ide, som jeg aldrig vil acceptere.Så hvad skal vi da gøre, når muslimer i snart sagt alle henseender ønsker at adskille sig selv fra alle andre religionsudøvere og dem, der ikke tror? Skal vi anklage dem for racisme? Kan religion i det hele taget bruges som en begrundelse for at anklage nogen for racisme? Ikke medmindre islam ophøjes til en race.Når muslimer forlanger særbehandling og lægger afstand til det samfund, de lever i, nægter at give hånd, kræver specielle bederum og arbejdsforhold, halalmad i skolerne og så videre, er de så ikke racister? De kræver med henvisning til Koranen ret til at behandle kvinder på en bestemt måde og fratage deres døtre retten til selvbestemmelse som en naturlig ting. De kalder os racistiske, mens de selv driver kønsapartheid. En såkaldt vantro mand kan ikke gifte sig med en muslimsk kvinde. Går man til arnestedet for islam, Mekka, har ikke-muslimer ingen adgang til byen. Er det ikke apartheid på højeste plan? En ikke-muslim kan aldrig eje jord i Saudi Arabien. Forhindrer danskere muslimer i at købe sin egen grund og bygge et hus? Er vi racister, når vi kritiserer disse islamiske sager? Det synes jeg ikke. Hverken religion eller ideologi skal stå over kritik! Væk med racismeloven nu.
El-Ayoutys avslutning er betimelig, men lover ikke godt for fremtiden hvis du ikke tilhører advokatstanden:
Det kan ikke passe, at vi, der tror på friheden, skal gå med vores advokat i hånden hver gang, vi forlader hjemmet…