Hege Storhaug, HRS
Det er ikke bare islam som utfordrer Europas verdigrunnlag og sammenhengskraft, det gjør også stammekulturen som følger i islams kjølvann. Blant annet dette er tema for intervju med de to forfatteren av Islams magt. Europas nye virkelighed, i Jyllands-Posten i går med journalist Anders Raahauge (22.august, ikke på nettet). I intervjuet sier de at den voksende muslimske befolkningen i Europa ”har satt i gang et regulært makrspill”.
Karen Jespersen: »Titlen «Islams magt» er valgt bevidst, for i modsætning til andre religioner er islam ikke kun en tro, men også en samfundsmæssig magt.Muhammed var ikke alene religiøs leder, men også politisk leder og krigsherre. De regler, han opstillede, lever videre i Koranen, og følger man dem, vil man også efterstræbe magt i samfundet. Ofte desværre på en måde, der kommer i konflikt med vore frihedsværdier.
Når man ikke vil give kvinder hånden, når man vil have sine egne domstole, så lyder det: «Det siger vores religion». Men hvor går grænserne for ens ret? Vi er varme tilhængere af religionsfrihed, men muslimerne skal ikke foreslå ændringer, der vil gøre dette samfund ringere.«
I lægger megen vægt på, at der blandt herboende muslimer også kan herske en mentalitet med rødder i arabisk stammekultur?
Ralf Pittelkow : »Det er et meget underbelyst fænomen. Koranens normer viser, hvilken stammekultur Muhammed var del af. Og man går fejl, hvis man tror, at Koranen kun betyder noget for de muslimer, der går i moskeen fem gange dagligt. Langt de fleste muslimer i Europa identificerer sig meget stærkt med islam, men det behøver ikke vise sig ved, at de passer deres religiøse pligter.Mange unge muslimer, der er medlem af bander og gadeslæng, sætter ikke deres ben i moskeen. De kan have en meget vestlig levevis, men de taler alligevel om at forsvare Muhammeds ære. De opfatter sig som stamme, og den stamme skal de forsvare over for omverdenen. Det at udvise styrke er helt centralt for stammekulturen. Man skal hævde sig, og ens forpligtelser gælder stammen.
Er man ikke med, når den kæmper for sine interesser, så mister man ære. Egen status og stammens status er flettet sammen og betyder alt. Derfor føler disse unge heller ingen skyld, hvis de har brudt dansk lov. Kun hvis de har svigtet stammen. Og derfor nytter pædagogernes snak intet: «kan du ikke se, du har gjort noget galt?» Det kan de af gode grunde ikke. Men hvis de svigtede fædre og onkler i forsvaret for stammen, så havde de gjort noget galt.«
I hævder i bogen, at overdreven imødekommelse af muslimske særkrav paradoksalt nok kan avle stærkere krav.
Karen Jespersen : »Det er vigtigt at være bevidst om, at det ikke er en forhandlingskultur, men en magtkultur. Derfor oplever velvillige myndigheder tit nederlag. Det gælder f. eks. muslimske særkrav til skoler eller hospitaler – hvem der må behandles af hvem, hvad man skal tildække osv. Her udløser imødekommenhed ofte blot nye krav. Vi bør have den klare holdning, at regler skal gælde alle borgere – uden skelen til gruppetilhørsforhold Moderate muslimer kan også presses af muslimske hardlinere og føle sig tvungne til at følge de særregler, der forhandles frem. Et dansk gymnasium indførte bederum, og det gav en masse ballade, fordi de skrappeste elever tvang de øvrige unge muslimer til at benytte det. Da rektor pga. balladen lukkede det igen, var de moderate elever lettede. I Frankrig har man sat sig imod særkrav til skoler. Man har erfaret, at det giver en mere konfliktfri hverdag, hvis man fastholder et fælles værdigrundlag for alle.«
Ralf Pittelkow : »Bøjer man sig, kommer man til at svigte de muslimer, der vil have islam som en personlig tro. Myndighederne i stort set alle europæiske lande går galt i byen, fordi de forhandler med organisationer, som de regner for moderate, blot fordi de ikke bruger vold. Og disse vinder prestige i de øvrige muslimers øjne ved at være dem, der forhandler med staten.«
I sætter skellet mellem islam og islamisme på en anden måde, end medierne har for vane. I mener ikke, at islamisterne er meget få – og heller ikke, at de forvansker islam?
Ralf Pittelkow : »Når man taler om radikale muslimer eller islamister, må man skelne mellem dem, som bruger terror, og dem, som er islamister uden at bruge vold. De sidste udgør en langt bredere strømning. Islamister er ikke et aparte lille slæng, som trodser den rette islam. De er helt i overensstemmelse med Koranens lære, hvis man tager den nogenlunde bogstaveligt. Imamer og lærere er her i Europa i altovervejende grad islamister. De dominerer de muslimske organisationer, og det er folk som Abdul Wahid Pedersen, Fatih Alev, folkene omkring Islamisk Trossamfund osv. Og det er dem, man forhandler med. Myndighederne raver i uvidenhed her og har ikke gjort sig klart, hvad de står over for. De har simpelthen ikke sat sig ind i religionen. De kan så med en vis ret spørge: Hvem skulle vi ellers forhandle med? Men hvorfor ikke tale til muslimer som til alle andre borgere? Vejen til at få dem i tale bør i al fald ikke gå over rabiate mellemmænd.«.
Man bør møde muslimer som enkeltindivider?
Ralf Pittelkow: ”Islamisternes store sejre i Vesten er, at de har fået herboende muslimer til at se sig selv som først og fremmest muslimer – ikke som danskere eller franskmænd. Vi burde kommunikere med dem som almindelige medborgere.«
Karen Jespersen : »Alt det, vi siger her, skal ses på baggrund af to fænomener. For det første den løbende ændring i befolkningssammensætningen i Europa, især i de store byer, hvor muslimer mange steder er i flertal om få årtier. For det andet den radikalisering blandt de unge, der finder sted, påvirket af radikaliseringen i de muslimske lande. Det gør dem fjendtlige over for vestlige værdier.«
Ralf Pittelkow : »Den demografiske ændring burde være udgangspunkt for hele debatten.Ligesom kendsgerningen, at den spådom ikke gik i opfyldelse, at blot muslimer bliver født her, så bliver de automatisk moderate. Vi dokumenterer i bogen klart, at udviklingen går modsat i alle landene.«
I betragter ikke, som så mange andre debattører, alle religioner som ét fedt?
Karen Jespersen : »Nej, naturligvis ikke. Vi kan da også se, hvordan vores frihedsrettigheder netop står i gæld til kristendommen. Der er en grund til, at Oplysningstiden er vokset frem netop her. Islam understreger da også selv eftertrykkeligt forskellen – f. eks.ved deres forfølgelse af kristne i lande med muslimsk styre. Og de understreger den her i Vesten gennem den opfattelse af «vantro» som mindreværdige, som er begyndt at ramme de «indfødte» her. Man ser det så småt i skolegårdene og i bestemte bebyggelser, hvor «indfødte» kommer i mindretal.«
Ralf Pittelkow : »Blandt religioner er islam særegen ved dette med magten. Ortodoks islam må søge magt. Ellers kan reglerne i Koranen jo ikke gennemføres. Derfor kan den så vanskeligt praktiseres som blot personlig tro.«
I rejser begge rundt og holder mange foredrag. Betyder det noget for jeres holdninger?
Karen Jespersen : »Det betyder virkelig meget.Vi møder et betydeligt antal borgere, og de fleste nærer stor kærlighed til deres land og føler et stærkt, folkeligt værdifællesskab.De er samtidig solidariske med Europa. De er ikke lukkede – men de vil ikke have parallelsamfund i deres land. At lytte til dem er helt klart en drivkraft for os.«
Ralf Pittelkow : »Vi er altid utroligt opløftede, når vi har været ude at diskutere. Vi kommer begge fra miljøer, fjernt fra den kulturradikale overklasse, og vi har kunnet mærke, hvordan normerne fra ens opvækst melder sig. Vores baggrund har fået os til at se meget kritisk på fortielsen af denne vigtige debat og de forsøg på at kule den ned, som udfoldes af snævre intellektuelle miljøer i storbyerne.«
Karen Jespersen : »Vi ser også, når vi kommer rundt i landet, at den normopløsning, som hærger ikke mindst mange skoler i København, er mindre fremskreden ude i provinsen.De, som sidder på den høje hest, har ikke blik for det.«
Har det ikke kostet venskaber i jeres gamle kredse, at I har de holdninger, vi her har talt om?
Ralf Pittelkow : »Vi har truffet det valg, at når hensynet til at komme til bunds i disse sager kunne skabe problemer med at færdes i bestemte sociale sammenhænge, så holdt vi os væk. Vi kommer ikke i de selskaber, hvor det forventes, at man forholder sig politisk korrekt. Vi kan godt leve uden social accept fra de kredse.«
Karen Jespersen : »Og det kræver i øvrigt enormt med tid at komme til bunds – al den dokumentation. Alene derfor kan vi ikke passe alle mulige sociale forpligtelser.«
Oplever I, at gamle bekendte kan komme med eksempler på det, I siger – mod, at I sværger tavshed?
Karen Jespersen : »De kommer især til en, når der er sket deres børn noget. De ved, at de kan snakke med os om sådanne begivenheder. I mange kredse finder for tiden et holdningsskred sted pga. måden, kvinder behandles på som følge af stammekulturen. Muslimske kvinder har barske kår, og det gør flere og flere kulturradikale forskrækkede, kan man mærke.«
Ralf Pittelkow : »De er slet ikke forberedte og tumler rundt og skal først til at finde ud af, hvad deres egne værdier er. Men i den forstand er indvandringen en øjenåbner.Folk indser, at f. eks. ytringsfriheden ikke er en selvfølge, man bare kan tage for givet.«