Hege Storhaug, HRS
Det er bare å innrømme det: Flemming Rose er en av mine største forelskelser. Han er nærmest Gudfaren for meg i vår tids viktigste kamp mot åndsformørkelse. Fremtoningen hans er nøktern, dypt reflekterende, aldri unødig provoserende, og alltid med kjærlighet til frihet og individet. HRS sin medarbeider Helle Merete Brix sitter i København i disse stunder med Roses bok mellom hendene, klar for anmeldelse når sperrefristen for Tavshedens tyranni oppheves om seks dager. Jeg gleder meg.
Mens vi venter på Helles betraktninger, er Weekendavisens intervjuet med Jyllands-Postens Rose, tidligere Russlands-korrespondent, meget vel anvendt tid.
En russisk dissident
Nu gør han det så igen – griber ud efter en slags profet.
Denne gang er hånen, spotten og latterliggørelsen blot skiftet ud med respekt, beundring og kærlighed, hvad der for hans politiske modstandere i dansk kulturliv herhjemme næppe gør sagen bedre.
I sin nye bog, Tavshedens tyranni, der udkommer 30. september – årsdagen for offentliggørelsen af Danmarkshistoriens mest omtalte satiretegninger – indkalder kulturredaktøren som sit kronvidne det seneste århundredes mest indflydelsesrige danske åndsmenneske, Poul Henningsen, kendt som PH, født 1894, død 1967, revyforfatter, lampedesigner, filminstruktør, journalist, debattør og alt muligt andet.
»Jeg satte mig til at læse de debatter, PH er involveret i, og bliver fuldstændig forbløffet. Han er meget mere konsekvent og radikal end os alle sammen,« siger Flemming Rose fra sit kontor på Rådhuspladsen.
Det er en slags skjebnens ironi: Jyllands-Posten og Politiken i samme bygning, to åndspolitiske motpoler som har skiftet pol.
I denne bygning, mellem første og anden sal, går fronten i årtiets mest hidsige kulturkamp mellem Roses egen avis Jyllands-Posten og den avis, der – forstår vi – indtil for ganske få år siden var PHs åndelige afkom: Politiken.
Læser man Roses bog, kan man få det indtryk, at de åndspolitiske magneter har skiftet poler. Igennem hele det 20. århundrede havde de kulturradikale monopol på den satiriske provokation, på opråb om åndens frigørelse og på opgøret med den religiøse undertvingelse. Men faderskabet har øjensynligt skiftet etage: Jyllands-Posten har overtaget Politikens lange kamp for at lette religionens åg fra menneskets skuldre, blot med den forskel at de kulturradikale sigtede mod kristendommen, mens Jyllands-Posten sigter mod islam .
Det store udland har bemærket de nye tendenser. Således sørgede en række herboende muslimske imamer for, at de 12 satiretegningerne, som Flemming Rose bragte i sin avis for fem år siden, blev berømte i hele verden. Der er ingen grund til at gentage, hvad det har medført af besvær, og hvor stort et sikkerhedsopbud det har krævet for at sikre, at Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard, der illustrerede Muhammed iført bombe i turbanen, får lov at forblive iblandt os.
Rose ville bekjempe trusler og vold. Det var et hovedmotiv da Muhammed-beslutningen ble tatt i 2005.
Danmark har som bekendt fået en ny form for attraktion, nemlig terrorturismen.
Det er ikke et ansvar, Flemming Rose vil tage på sine skuldre. Han ville med tegningerne bekæmpe vold, ikke anspore til det. Og trusler hører intetsteds hjemme i et civiliseret samfund.
Derfor siger Jyllands-Postens kulturredaktør, at han heller ikke vil lade sig kue. Skønt Flemming Rose har fået mange opfordringer til at holde lav profil og undlade at trykke sin bog – i hvert fald at undgå at trykke de tegninger – har han ikke lyttet til dem. Han mener ikke, at al-Qaeda skal redigere, hvad han offentliggør. Det ville også stemme dårligt over ens med hans altovervejende budskab, som han deler med PH: at ordet – og stregerne – skal gives frit.
– Men hvorfor honoreres konfrontationen med en stærk religion så ikke rigtigt af kulturradikale herhjemme? Har de da misforstået det hele?
»De har svigtet. Tøger Seidenfadens undskyldning er det ultimative. PH må rotere i sin grav,« siger Flemming Rose med henvisning til den beklagelse, Politikens chefredaktør gav for et halvt år siden til en saudisk sagfører, der repræsenterede den muslimske profets efterkommere. Seidenfaden undskyldte at have bragt satiretegningerne i sin avis.
»Jeg betragter det som totalt forræderi mod Politikens egen tradition. Det var ikke bare PH, han forbrød sig mod, men også en anden af de store Politiken-stemmer, Paul Hammerich, som forsvarede kunstneren Jens Jørgen Thorsen, da han lavede sin Jesus-film. Han forsvarede retten til blasfemi. Mit eget tilhørsforhold er den klassisk liberale og ikke den kulturradikale.
Der hører Kurt Westergaard til gengæld hjemme.
Hos ham går der en lige linje til PH,« siger Flemming Rose.
Kurt Westergaard har da også – blandt andet fra talerstolen til Dansk Folkepartis landsmøde – fortalt om sit slægtskab med nogle af kulturradikalismens fineste penne: Hans Bendix, Arne Ungermann og Bo Bojesen. Alle hæderkronede Politiken-tegnere.
»Det er mærkeligt, at hverken Klaus Rifbjerg eller andre af dem, som ser sig selv som en del af den tradition, har støttet Kurt Westergaard. Det, de har sagt og skrevet i denne sag, er simpelt hen det stik modsatte af, hvad PH stod for. De har da heller ikke gjort sig den ulejlighed at bringe PH på banen i denne debat. Han var ellers fra 30erne til 50erne en af de helt centrale debattører, når det gjaldt, hvor ytringsfriheden skal være i Danmark. De er blevet fanget af fortællingen om Dansk Folkeparti og den debat, der har været om islam , indvandring og muslimer i Danmark.«
– Kan det ikke skyldes, at Jyllands-Posten er en avis, der rent holdningsmæssigt ligger tæt på Dansk Folkeparti, som vel står for det stik modsatte af kulturradikalismen?
»Jyllands-Posten er ikke nationalkonservativ. Det er noget, vores kritikere skyder os i skoene. Læser du redaktørerklæringen, står der, at Jyllands-Posten er en liberal avis,« siger Flemming Rose.
Anti-æstetiske tegninger
Skønt han er venlig, imødekommende og tålmodig, er der noget kantet over Flemming Rose. Han var, da hele affæren brød ud, tydeligvis ikke trænet til at optræde i tv-debatter.
Han virkede for stiv og principiel. Det fungerer dårligt på en skærm, hvor det sjældent handler om at have ret, men om at udvise sikkerhed, overskud og flair. Fem års massiv træning har blødt lidt op på stivheden – han er blevet en verdensomrejsende ambassadør for sagen – men hans intellektuelle fremtoning skræmmer givetvis stadig mange væk.
Derfor minder han om de tegninger, han bragte i sin avis.
Skønt formålet vat et opgør med vold, var der noget uelegant over dem og over den ramme, Jyllands-Posten satte dem ind i – en mangel på stil, som er fremmed for de kulturradikale, hvis religionskritiske projekt han siger, han viderefører.
»På en måde var tegningerne anti-æstetiske,« siger Flemming Rose.
»Derfor virker de meget mere provokerende. Det er en fantastisk måde at udstille smagsdommeriet på, når man hører forfatteren Mette Winge og professor Thomas Bredsdorff sige, at de gerne vil forsvare den dødsdømte forfatter Salman Rushdies De Sataniske Vers, fordi det er stor litteratur, men at de ikke vil forsvare tegningerne. Det er nærmest en form for fascistisk argument. Æstetikken får pludselig en fremtrædende placering, når man skal diskutere, hvad der er godt og dårligt.
Spørger man Salman Rushdie selv om det her, er han overhovedet ikke i tvivl. Han ser ingen principiel forskel mellem hans bog og tegningerne.«.
Bogen
I en vis forstand er hans nye bog en bog om det hele. Bogen indeholder interviews, reportager, filosofiske betragtninger, juridiske diskussioner og en del selvbiografisk stof. Vi er i Weimarrepublikken i 1920erne, i Genève i 1500-tallet og i Kastrup i 1960erne, hvor den fodboldspillende Flemming Rose vokser op med sine to små brødre hos en fattig, enlig mor. Det er, som ser han kloden spejle sig i en vanddråbe – at femhundrede års krige på ord og våben og hele hans eget liv reflekteres i disse 12 illustrationer.
Mest af alt er vi dog i Sovjetunionen i tiden før og efter sammenbruddet.
Som ung i begyndelsen af 1980erne studerede Rose russisk, og han giftede sig med en russisk kvinde, som han i dag har to børn med. I den tidligere store supermagt tilbringer Flemming Rose sine formative år som korrespondent.
Mødet med de russiske menneskerettighedsdissidenter og deres ufattelige mod er, skriver han, det, der har givet ham styrken til at fortsætte sit arbejde og tro på, at det nytter at holde ud. De har præget ham i alt, hvad han foretager sig.
Men kastede han ikke af den grund en russisk dissidents blik på en dansk virkelighed, da han – blot et år efter, at han i 2004 var vendt tilbage til Jyllands-Posten efter mange år i udlandet – valgte at bringe tegningerne?
»Det har jeg tænkt meget over. Jeg siger ikke, at Europa og Danmark er begyndt at ligne et frygtsamfund, som Sovjet var det. Men skal jeg prøve at sætte ord på de eksempler på selvcensur, jeg så i 2005, var det netop tegn på, at nogle af frygtsamfundets mekanismer begyndte at vise sig: Et museum fjerner et kunstværk, fordi ledelsen er bekymret for, hvordan nogle vil reagere. En illustrator vil ikke tegne til en bog eller insisterer på anonymitet. Et trykkeri ønsker ikke sit navn i bogen, fordi man er bange for, hvordan nogle vil reagere. Der er hundredvis af andre eksempler.
Sådan opstår et frygtsamfund. Vores problem er, at det er utroligt svært at indrømme, at det er sådan. Det passer ikke med det billede, vi har om et liberalt demokrati, at volden og intimideringen kan bruges som et argument. Det vil vi ikke acceptere.
Her internt på avisen er det også svært. Hvorfor trykker vi ikke den tegning mere? Jamen, vi har jo set den så mange gange. Jo, men vi har også set Twin Towers så mange gange.
Når det bliver 11. september, har vi alligevel de brændende tårne i avisen.
Selvfølgelig har det med frygt at gøre, at vi ikke bringer Kurt Westergaards tegning. Vi forsøger bare at omskrive det argument. Vi siger, at det er, fordi vi tager hensyn. Vi skal helst ikke krænke nogen. Begynder man at spørge ind til det, viser det sig, at det er et meget selektivt hensyn. Der er en hel masse mennesker, vi aldrig tager hensyn til, måske fordi vi ved, at vi ikke behøver at frygte en voldsom eller uforudsigelig reaktion.« – Din bog risikerer at stifte mere ufred. Hvad svarer du dine kritikere, når de beder dig vise hensyn til de religiøse følelser? »Jeg vil svare med et spørgsmål: Hvad betyder deres argument imod Jyllands-Posten og mig for dissidenter og mindretal i den muslimske verden? Det har de overhovedet ikke forholdt sig til. Jeg har fem historier i min bog – fem Muhammed-kriser, kan man sige – som foregår i Mellemøsten, Indien og Rusland. De viser klart, at de argumenter, de bruger imod tegningerne, bruges af radikale bevægelser og regimer rundt omkring i verden til at slå folk oven i hovedet med, som tillader sig at være kritiske, når de udtaler sig om religion.«
– Kan du ikke frygte, at der i Europa kommer til at ske en reel hetz og forfølgelse af muslimer?
»Bestemt. Men jeg fortæller historien om min egen hustru under Den Kolde krig. Selv om jeg var anti-kommunist, kunne jeg sagtens mærke, at russerne var fjenden i Danmark.
Jeg mærkede modviljen og dæmoniseringen af folk, jeg holdt af og var i familie med. Selv i dag, hvor kommunismen er væk, kan man læse i Politiken og på blogs de mest forfærdelige ting om russere. Så det er ikke kun et spørgsmål om muslimer.
Men det bliver særligt ladet omkring islam , fordi der er en krænkelseskultur blandt muslimer. Man betragter muslimer som så svage, at man skal tage dem i forsvar.
Mit synspunkt er, at der skal være plads til at sige de forfærdelige ting om islam , som mange siger. Det er en vigtig forudsætning for, at demokratiet kan overleve. Det kræver, at man etablerer et skel mellem ord og handling. Det skal være muligt sige horrible ting om islam og muslimer, som du og jeg ville fordømme. Men der skal slås benhårdt ned på diskriminering i praksis. Desværre ser jeg, at skellet mellem ord og handling er skredet. Og ligestiller man ord med handlinger, mister man fornemmelsen af forskellen mellem en forbryder og et offer.«
– Ser man også det skred i lovgivningen?
»Ja. Ser jeg i dag ned gennem Europa, må jeg sige, at problemet er meget større, end jeg havde regnet med. I Europa er vores instinktive reaktion på den voksende mangfoldighed, og at flere og flere føler sig krænkede, at vi må skærpe lovgivningen og kriminalisere flere ytringer. Det ironiske er, at en større mangfoldighed af kultur, etnicitet og religion ledsages af en mindre mangfoldighed, når det gælder de ytringer, man vil tillade. I USA er det omvendt. Her er der en meget klar forståelse af, at når det gælder lovgivningen, kræver et mangfoldigt samfund en mulighed for en mangfoldighed af ytringer.«.
Egen historie
Da Flemming Rose i 1963 var fem-seks år gammel, mistede hans mor, der arbejdede som kontorassistent, sin bolig og måtte over et lille år bo hos venner og på pensionater og i lånte lejligheder. Til sidst henvendte hun sig i desperation til Ekstra Bladet, hvis sagnomspundne chefredaktør Victor Andreasen satte sin kulturredaktør Rachel Bæklund på sagen. Hun fandt familien på Hovedbanegården, blev grebet af deres vanskæbne og inviterede dem hjem til sig for at overnatte.
Om natten satte Rachel Bæklund sig til tasterne og forfattede et indigneret åbent brev med titlen: »Sover De godt, hr. boligminister?« Brevet satte gang i en storstillet kampagne i Ekstra Bladet til fordel for de boligløse, som resulterede i, at også Roses familie fandt tag over hovedet i Kastrup.
Men hvad betyder den smukke historie for Jyllands-Postens kulturredaktør i dag? Burde han ikke ligesom Rachel Bæklund vise hensyn til udsatte grupper i stedet for at hamre dem oven i hovedet med sårende tegninger?
»Hele mit engagement i Sovjet handlede om at forsvare dem, som var udstødt af regimet, og som var parate til at gå i fængsel for det, de troede på. Der var ingen af dem, der levede fedt. Men jeg er optaget af rettigheder og friheder: hvad enten det er for høj eller lav. Jeg synes, at der i menneskerettighedsbevægelsen er ved at ske en afspaltning mellem kampen for de svage og kampen for frihed. Oprindeligt var kampen for menneskerettigheder en kamp for frihed. Det udgangspunkt har nogen tabt af syne.«