Hege Storhaug, HRS
30.september er blitt verdenshistorie. På årets femårsmarkering kommer mannen bak tegningene av Muhammed, Jyllands-Postens Flemming Rose, med bok om hva som lå til grunn for tegningen og det påfølgende voldskaoset og frykten for Voltaires Mills ånd – ytringsfriheten – tydelig manefestert av den norske regjeringen og norsk media, for eksempel. Det spekuleres i om Roses bok kan skape ny voldsbølge, for han må nødvendigvis illustrere boken med Muhammed med bombeturban, og skolegutten som peker nese til Jyllands-Posten. En eksterrorekspert tror ikke islamistene vil rasle med sablene, han mener saken er ”overmett”, mens andre frykter islamistiske reaksjoner.
Men noe skjer. I positiv forstand. For i går våget Angel Merkel å stå skulder ved skulder med Kurt Westergaard da Westergaard ble hedret med tysk ytringsfrihetspris. Merkels ord var klar tale:
Det handler ikke om, hvorvidt han kan offentliggøre sine tegninger – ja eller nej. Om tegningerne er nødvendige eller formålstjenlige eller smagfulde gør ingen forskel. Har han lov at gøre det? Ja han har.
Man skal som kjent ikke skjære alle over en kam. Men det gjør islamister til gangs, som nå som Westergaard fikk pressepris. Et medlem av Tysklands centralråd for muslimer, Aiman Mazyek, kommenterte pristildelingen slik:
”Merkel ærer tegneren, som i vore øjne trampede på vores profet og trampede på alle muslimer.”
Heldigvis snakker han ikke sant, for da hadde det stått ille til. Men ja, Merkel løper selvsagt en sikkerhetsrisiko ved å stå fast på Europas grunnprinsipp om fri religionskritikk. Den risikoen våget ikke forfatter Allan Poulsen og forlaget bak boken ”Islamdebat” å ta, unektelig en seier for folk som Mazyek. Jyllands-Posten fortviler over at Poulsen og forlaget lot frykten styre på bekostning av den unge generasjonen og fremtiden. Det avløste en lederkommentar i dag som er verdt å lese. Som Jyllands-Posten åpner: man kan mene hva man vil om karikaturene, og det gjør folk også:
Man kan mene, at de er dumme, talentløse, provokerende, unødvendige, eller hvad man nu vil, og det skal man have lov til. Man kan mene, hvad man vil om Jyllands-Postens oprindelige idé med på baggrund af konstaterede islamistiske trusler og intimideringer at afprøve niveauet af angstbetinget selvcensur hos danske bladtegnere. Man kan mene, at det journalistiske initiativ var dumt, talentløst, unødvendigt, provokerende, sårende eller hvad man nu har lyst til, og det er der en række mennesker, der gør.Men at tegningerne blev offentliggjort, at intrigante konfliktsøgende danske imamer på den baggrund fik sat Mellemøsten i brand, at danske ambassader blev afbrændt, at dannebrogslignende klude under stor ståhej blev afbrændt, og at galninge fandt behag i under stor kamerabevågenhed at skyde huller i billeder af den danske statsminister, er uomgængelige historiske fakta. Nu, fem år efter, turde det være et naturligt led i skolernes undervisning, at denne beklagelige episode i verdenshistorien indgik som en del af den nødvendige almenviden.I en sådan undervisningssituation må det være naturligt og nødvendigt, at skoleeleverne fuldt og helt får fortalt og vist, hvad der var den oprindelige årsag til hele balladen: Nogle tegninger, som intrigante og løgnagtige imamer sammen med selvindsamlet stof kunne bruge til at skabe ballade.Det er på denne baggrund, at man skal anskue det dybt beklagelige faktum, at en forfatter til en undervisningsbog om islam har fravalgt at give sine elever den fulde sandhed, nemlig billeddokumentationen.Religionslærer Allan Poulsen har i samråd med sit forlag besluttet at forholde læserne af bogen ”Islamdebat” den fulde dokumentation. I parentes bemærket har han også ladet sig intimidere til at ændre bogens titel fra ”Islams skyld?” med et overdimensioneret spørgsmålstegn til ”Islamdebat.”Midt i al den knugende forstemthed, som en sådan handling afstedkommer, er det dog på sin vis forfriskende, at forfatteren afstår fra unødig udenomssnak som hensyn til religiøse følelser og den slags, men åbent indrømmer, at hans fravalg af tegningerne skyldes frygt.Han har ikke lyst til at se sig i samme situation som bladtegner Kurt Westergaard, kulturredaktør Flemming Rose og forhenværende chefredaktør Carsten Juste: Som mål for islamistiske galninges opfordring til og direkte forsøg på mordkomplot. Isoleret set er det på sin vis forståeligt, men det er et symbol på det giftige debatniveau, som intrigante imamer og forbryderiske islamister har skabt.Det vækker mindelser om både hedengangne og stadig eksisterende diktatoriske regimers ændring af historien efter eget forgodtbefindende.Der er grund til at understrege, at Muhammed-tegningerne fra den første offentliggørelse i 2005 har ændret status fra at være et afgrænset journalistisk initiativ, som man kunne vælge at synes om, blive vred over eller ignorere, til at være dokumentation for en dramatisk verdenshistorisk begivenhed. Når en sådan dokumentation bliver bortvalgt på grund af iskold frygt for eget liv og egen sikkerhed, har man på en sær bagvendt måde givet den endelige dokumentation for, at Muhammed-tegningerne for fem år siden var en nødvendig øjenåbner.