Ramadan i Folketinget – og hva så?
Britta Mogensen, HRS
Eidfest (afslutning på muslimernes ramadan) på demokratiets højborg Christiansborg? Jeg ville have forsvoret, at det nogen sinde ville kunne ske. Men et sådant arrangement har fundet sted den 6. september 2010. Hvilken fryd, hvilken triumf for landets islamister. Og kulturrelativisterne står bag dem: ”Herregud, det er jo blot en middag”. Det er dette herregud, som har lydt i næsten 40 år, der har gjort det muligt, at en religiøs muslimsk fest kan blive afholdt på Christiansborg.
Det er tidligere lykkedes at få luget ud i indvandrerpolitikere, som havde en dagsorden, der bestemt ikke er i overensstemmelse med et sekulært demokrati. F.eks. måtte det Radikale Venstre (kælenavn: Radigale), som til tider har støttet de borgerlige, til tider venstrefløjen (man ved aldrig rigtigt med det parti), luge ud i flere af sine medlemmer, idet de samtidig var medlemmer af den pakistanske, islamiske organisation Minhaj-ul-Koran. Organisationens leder, Tahir ul-Qadri, er absolut ikke tilhænger af et blødsødent demokrati, der tillader, at tyveknægte kan beholde deres hænder, og at kvinder ikke bliver stoppet i at lade sig voldtage af fremmede mænd. Også Enhedslisten (kommunister, trotzkister, maoister og andet totalitært sammenrend) fik store problemer, da partiets nye darling, en tilhyllet islamist, der ikke giver hånd til mænd, som har nægtet at underskrive Grundloven, og hvis foretrukne feriemål er koranstudier i Yemen, blev propaganderet frem som partiets topkandidat. Et parti, der vel at mærke mener, at ”religion er opium for folket”. Endvidere måtte de Konservative skille sig af med en virkelig rabiat islamist, der som potentiel lovgiver lovede muslimer, at ”Vi løser dine problemer UANSET lovgivningen”. Mon ”Vi” er det med længsel ventede sharia-regime?
Da det således er lykkedes at luge ud i det antidemokratiske ukrudt, skulle de indvandrerpolitikere, der er tilbage i Folketinget, formodes at være oprigtigt demokratisindede personer, der parkerer religionen hjemme og ikke er medlem af en islamisk organisation hverken i hjemlandet eller her. Kan vi mon så stole på det? Hvor har vi f.eks. Özlem Cekic i Socialistisk Folkeparti, når hun på Christiansborg ikke alene inviterer til muslimsk religiøs fest, men tillige lader en islamistisk tvivlsom sekt betale gildet? Sympatiserer hun med sektens leder? Eller er hun bare utilladeligt naiv?
Denne (udadtil) verdslige, tilsyneladende demokratiske kvinde inviterede Gud – undskyld Allah – og hvermand. Og hædersgæsten var selveste statsministeren. Hun krydsede fingre for, at han ville sige ja til invitationen, for så ville han ifølge Cekic sende et fint signal om, at der var plads til muslimer (sic.) i Danmark. Han takkede dog nej, og så måtte hun selv sørge for, at hun og hendes trosfæller fik plads og synlighed. Uden småligt hensyntagen til, hvem der betalte gildet, lod hun den tyrkiske avis Zaman Scandinavia finansiere middagen. Ganske vist blev vinen sparet væk, en post, enhver vært i vores kultur ved, løber betragteligt op til enhver middag. Men billigt blev det bestemt ikke alligevel.
Bag Zaman står i øvrigt Gülen-sekten, hvis leder er Fethullah Gülen, en imam, der har bosat sig i USA, hvor han som en guru holder hof og spreder sine fangarme ud over den ganske verden. Han ønsker, at hans tilhængere skal sørge for at infiltrere i alle et lands institutioner og ligeledes arbejde på at få politisk magt. Med finansiering af en dyr middag for ham helt ukendte mennesker i det danske parlament gør han da, hvad han kan for at hjælpe sine disciple. Og Cekic kunne melde tilbage til sin guru: ”We’re in. All clear.”
Da kritikken af en muslimsk religiøs fest på Christiansborg blev ret overvældende, blev festen omdøbt til en kulturel mangfoldighedsfest. Det var nok så som så med mangfoldigheden, da der bestemt ikke var tænkt på alle de fremmødte gæsters kultur. I hvert fald ikke urbefolkningens. Som nævnt var det en absolut alkoholfri ”kulturfest”. Kunne man forestille sig en kulturel mangfoldighedsfest, arrangeret af urbefolkningen, hvor værtsfolkene kun serverede vin eller øl og ikke tog hensyn til gæsternes kultur? Nej vel? Det er formentlig første gang, at de, der er rundet af en vin- og øldrikkende kultur, har været tvunget til at bælle juice i sig til suppe, fisk og is. Juicen er sikkert af mange af gæsterne blevet skyllet ned med vin eller øl efter festen.
Ramadanfesten kunne naturligvis have været afholdt hvor som helst i byen. Men så var der selvfølgelig ikke en kæft, der havde lagt mærke til det. Og det er en absolut nødvendighed, at islam får ”plads” og synliggøres og promoveres hele tiden og overalt.
Det er da godt, at Folketinget i areal er så stort, som det er, for så blev der også plads til et bederum til de kulturelle festdeltagere. Det ville det nok knibe med i et privat hjem, for hvor pokker skulle man bede de bedende forføje sig hen? Køkkenet? Brusekabinen? Soveværelset? Jeg har deltaget i ikke så få muslimske fester, men jeg har endnu aldrig oplevet at se nogen forlade selskabet for at gå afsides og bede. Ingen har til disse fester tilsyneladende haft noget behov for at flashe deres religiøsitet.
Gæstelisten rummede naturligvis mange fremmedartede navne, men en del kendte medløbere blev det også til, ligesom man næppe kan afvise, at der blandt dem, der takkede ja til invitationen, var en del nysgerrige naivister. Selv om statsministeren manglede ved dette islamiske arrangement, kom Cekic dog ikke til at undvære en gæst fra regeringen, idet den konservative socialminister, Benedikte Kiær, takkede ja. Det blev rigtigt til knus og kram de to kvinder imellem. Af bare taknemlighed over, at i det mindste én naivist fra regeringen dukkede op, overrakte Cekic ministeren en gave, nemlig et tyrkisk håndmalet fad. Fadet var nok tiltænkt statsministeren, men det blev altså socialministeren, der løb af med hædersgæstegaven. Hun blev skam meget glad.
De fleste partier glimrede dog ved deres fravær, og selv Cekic’s egne partifæller fyldte ikke lige netop gæstelisten. Et rigtigt smart trick var at invitere alle partier til den muslimske fest, også selv om hun vidste, at de ville svare nej. Én politiker fra Dansk Folkeparti nøjedes ikke med et nej, men gav udtryk for sin vrede over, at der nu holdes muslimsk religiøse fester på Christiansborg. Det foranledige Cekic til følgende udtalelse: ”Hvis du ikke bryder dig om det danske folkestyre og respekten for mindretal, skulle du måske overveje at slå dig ned et andet sted i verden.” Hvilken nederdrægtig frækhed. Hvad i himlens navn bilder hun sig ind? At opfordre en indfødt til at finde et andet land at slå sig ned er topmålet af ubehøvlet islamisk arrogance. Var det hende, der var blevet bedt om at forføje sig og finde et andet land, hvor hun kunne afholde sine religiøse fester i parlamentet, ville Race- og Diskriminationscentret, EU, FN, venstrefløjen, Menneskerettighedsdomstolen og hele do-good-segmentet have trukket den formastelige ved hårene gennem hele retssystemet.
I min optik har Cekic sat al sin tidligere goodwill over styr. Hun forsvarer sin muslimske fest med, at hun også tidligere har inviteret gæster i Folketinget, f.eks. hjemløse og fattige, enlige mødre. Fint initiativ. Men at hun ikke kan se forskellen, er i sandhed meget foruroligende.