Politikk

Politisk korrekthet øker konflikter

Moral i den offentlige politiske debatten gjør det vanskelig å kanalisere lidenskap inn i det demokratiske systemet og temme og dra nytte av lidenskapen. Dette fordi den moralske fienden er nettopp den absolutte fiende som i siste instans skal utslettes, skriver kulturforsker Kasper Støvring i anledning moralvalget i Sverige.

Hege Storhaug, HRS

Kasper Støvring er en konservativ kulturforsker som blogger hos Jyllands-Posten, og han er aktuell med boken Sammenhængskraft I dag ser han på de svenske tilstandene der endog statsminister Fredrik Reinfeldt uttalte forståelse for vold mot Sverigedemokratene.

Får Sverige en normal politisk kultur?

Den venstreradikale opposition har også forhindret partiet i at afholde valgmøder: Vold og trusler betaler sig åbenbart. Dertil kommer, at partiets valgvideo er blevet bortcensureret, partiet er blevet udelukket fra debatterne, og medlemmer er blevet stigmatiserede som nationalister, racister, nazister, ja, fortsæt selv rækken af skældsord.

Det er efter min mening yderst skadeligt. For når politikere dæmoniseres som onde mennesker, anses det også for legitimt at overfalde dem. Kort sagt: Når politik omdannes til moral, begynder volden. Og den offentlige politiske kultur i Sverige er for længst ødelagt af moralisme.

Modstandere, ikke fjender

Men måske er kulturen i Sverige ved at blive normaliseret efter søndagens valg. Måske vil Sverige med tiden få en kultur som i Danmark, hvor man ikke overfalder, men derimod indoptager afvigende strømninger i det demokratiske system.

Det afgørende er jo, at man i den politiske kultur ikke konfronteres med fjender. Man bekæmper derimod lidenskabeligt sine modstandere, men på et fælles demokratisk værdigrundlag baseret på principper om frihed, frisind og ligeværdighed. Her bør ingen betragtes som ikke-stuerene.

I den politiske kultur er vi ikke gode og onde mennesker, men netop modstandere, der kun aflives symbolsk ved hjælp af argumenter. Politiske modstandere sår aldrig tvivl om de andres ret til at fremkomme med deres synspunkter, også de ubehagelige, netop fordi konsensus i et levedygtigt demokrati alene går på rammen for debatten.

Hvis man derimod omdanner politiske problemer, som f.eks. indvandringen, til moralske problemer, så gøder man grunden for konflikter, der ikke kan løses gennem forhandling inden for rammerne af den demokratiske kultur.

Hvis moral dominerer den offentlige debat, bliver det ganske enkelt vanskeligt at kanalisere de politiske lidenskaber ind i det demokratiske system for derved at tæmme og nyttiggøre dem. For den moralske fjende er netop en absolut fjende, der i sidste instans skal udslettes.

Politisk korrekthed skærper konflikterne

Når det liberale demokrati med en velfungerende politisk kultur har vist sig levedygtigt, skyldes det netop, at det formår at indoptage udenomsparlamentariske strømninger. Det er lykkedes at mobilisere de politiske lidenskaber med henblik på at træffe beslutninger inden for demokratiets rammer.

Men det er netop dette, der virker så skræmmende på de svenske moralister. Nationale lidenskaber, konflikter om udlændinge og Sverigedemokraternes populisme ses som noget farligt, der truer den politisk korrekte konsensus.

Men man kan og bør ikke fortrænge de politiske konflikter. For det fortrængte vender som bekendt tilbage i dæmonisk skikkelse. Vi vil i så fald få en ødelæggende moralsk kamp mellem absolutte positioner ude på de ekstreme fløje.

Så til trods for den svenske elites pæne hensigter om at inddæmme ekstremismen, medvirker den i virkeligheden til at skærpe konflikterne mellem hadefulde fjender.

En udgangsbøn for Sverige

Pointen er, at konflikter mellem politiske partier ikke forhindrer dialog og kompromiser. Min udgangsbøn for Sverige lyder derfor:

Lad os ikke få mindre, men mere konfrontation mellem demokratisk legitime modstandere og en fordømmelse af antiparlamentariske strømninger, der med vold forløser deres påståede moralske privilegium.