Hege Storhaug, HRS
Her sakset fra Mikael Jalvings anmeldelse hos sappho.dk av Hitchens memoarer
Det siges, at hvert enkelt menneske rummer mange forskellige personligheder, og hvis det er rigtigt, så er Christopher Hitchens sådan et menneske. Også selv om han gør sit bedste – og han er god, muligvis en af de allerbedste endnu levende – for at præsentere sig selv som én og samme person – lige fra den ungdomsaktivistiske begyndelse på den yderste engelske venstrefløj til feteret podieplads i den amerikanske idé- og holdningsindustri med bøger om Thomas Jefferson, Henry Kissinger, Gud, herunder ham dér Muhammed, og politiske aktier i en aktivistisk amerikansk udenrigspolitik uden frygt for mullaher og oliestater.
Hvordan kan det være, at Amerika på en og samme gang er det mest konservative, kommercielle og mest revolutionære samfund på kloden? Det er Hitchens, der stiller spørgsmålet i sin selvbiografi, og præcis det spørgsmål kan rettes mod forfatteren selv: Hvordan kan det være, at Hitchens er revolutionær og konservativ på én gang? Kan man det – uden at blive skizofren eller forvirret?
Christopher Hitchens lader til at mestre kunsten, selv om han slår knuder på sig selv undervejs, og til trods for, at det i denne anmelders ydmyge blik ikke er dem alle, der holder. Men der er masser af gods i disse erindringer, der drives frem af et stærkt intellekt, en imponerende hukommelse og et skarpt tastatur. Man kan skære sig på Hitchens, hvilket mange da også har oplevet gennem tiden, og hvis han boede i Sverige, ville han formentlig blive spærret inde på Kalmar Slot.
Død og revolution
Hitchens, født 1949, lægger ud med sin egen død, idet han falder over en billedtekst i et museumskatalog fra 2009, der erklærer ham død og borte; en fejl, der ikke bliver mindre morbid af nyheden om, at forfatteren kort efter bogens udgivelse i juni har fået konstateret kræft.
Men ellers er det mor, der er den bedste i verden. Yvonne hedder hun, jødisk og fra Liverpool, gift med Kommandøren, som han blot kaldes; farmand, søofficer fra Portsmouth. Ægteskabet går ikke videre godt; mor stikker til sidst af med en tidligere anglikansk præst, nu indisk-inspireret yogi, der kort efter myrder hende og sig selv på et beskidt hotel i Athen. Mere død, altså, og er man til den slags, kan man spekulere over, hvorvidt det er her, i begyndelsen af 1970’erne, at Hitchens grundlægger sin animositet mod præster og religioner i det hele taget. Siden kalder han problemet for den uløselige konflikt mellem de to modpoler Athen og Jerusalem, hvor førstnævnte henviser til fornuft, filosofi og videnskab, mens sidstnævnte bliver synonymt med tro, religion og katekismus.
Hitchens er gammel nok til at have hørt Winston Churchill tale i radioen, men viser sig at være for ung til helt at forstå kommunismens farer. Som ung mand bliver han dybt involveret på den engelske venstrefløj blandt trotskister, og sit eget tidlige ståsted beskriver han som en ”revolution inden i revolutionen”, dvs. som en anti-stalinistisk socialisme imod ”Bresjnev-linjen”.
Hitchens var solidarisk døgnet rundt. Med de svage, med de uskyldige, med de udsatte, med de sorte, og der fandtes, som han noterer, ikke timer nok i døgnet til at lave solidaritetsarbejde. Her kunne man have ønsket sig lidt mere selvironi ligesom et par andre steder i bogen, hvor hans selvbillede af konstant at have været talsmand for det bedste i den venstreorienterede tradition får for meget automatpilot, og hvor den moralske jævnbyrdighed mellem Øst og Vest synes at styre fremstillingen.
Venner og universiteter
Det er i høj grad venskaberne, der holder Hitchens i live, fornemmer man. De beskrives elegant, særligt dem med forfatterkollegerne Salman Rushdie og Martin Amis, søn af Kingsley Amis, og man får lyst til at have været en flue på væggen, når de tre mødtes. Man kan også læse Martin Amis’ ti år gamle erindringer Experience, som jeg husker som endnu bedre end nærværende, eller Salman Rushdies, der rygtes at være under produktion.
Hos Hitchens savner jeg f.eks. konflikten med broderen Peter Hitchens – læs mere her – den er for god til at blive lagt i skuffen, sådan som den bliver her. Det ligner ham ikke, Hitch the Bitch.
Hitch 22 spiller på titlen Catch 22, der stammer fra en berømt roman og hentyder til et valg mellem to ubehagelige muligheder. Pest eller kolera. Hans bog beskriver samme dilemma mellem betonsocialisme og betonkonservatisme og peger frem mod, hvad han kalder ”konsistent anti-totalitarisme”, og det fører ham vidt omkring.
Blandt andet forbi universiteterne i Cambridge og Oxford, hvor han indimellem keder sig gevaldigt, men alligevel når til den erkendelse, at bøger og det at skrive indeholder en guldstandard, der holder kursen, og som snart også bliver vejen til hans profession som journalist og kommentator ved flere forskellige engelske medier, til at begynde med på venstrefløjen, men snart mere og mere i den anden retning, og uden at fortælle nogen om det, stemmer han på Margaret Thatcher. Christopher Hitchens er i bevægelse. New Statesman bliver udskiftet med The Spectator, og England med Amerika. Oktober 1981 bliver Christopher Hitchens, kritikkens svar på Rolling Stones, endnu en englænder i Amerika.
Det amerikanske forstørrelsesapparat fornægter sig ikke, og det er her, i New York og Washington, at Hitchens bliver stor. Bortset fra det besøger han også Havanna og Prag, Portugal og Polen og en lang række konfliktfyldte steder i verden, ofte med det klassiske interview med magtens mænd som sit rejsepas.
Mest berømt i dagens offentlighed er nok hans rejse fra trotskistisk ungdom til et senere neokonservativt engagement i krigene i Afghanistan og Irak. For denne vandring fik han mange klø, men kløene fik ham ikke i kanvassen, snarere omvendt. Jo flere skældsord, jo mere moral, også da en af hans gamle allierede kaldte ham for ”en ulækker sæk lort”, for det spillede ingen rolle i forhold til det væsentlige, som var, at han kunne skrive dem alle sønder og sammen, ofte på en ligeså høj promille som ekvilibrisme. De to ting synes at hænge sammen hos Hitchens. Selvforbruget: destruktion og kreativitet i samme blækpatron.
Ny ømhed
Når Christopher Hitchens beskriver sig selv, beskriver han imidlertid snarere sine omgivelser og samspillet med dem, og det er denne dynamik – milevidt fra tidens almindelige selvovervurdering – plus hans overdådige sprog, der gør selvbiografien Hitch 22: A Memoir til samtidshistorie fortalt med vitamin og overskud. Som i disse to lakoniske perler, den første om New York, den anden om, at vi ikke altid træffer vores egne beslutninger:
”There was, rather, a tensile excitement in that air which made one think – made me think for many years – that time spent asleep in New York was somehow time wasted. Whether this thought has lengthened or shortened my life I shall never know, but it has certainly colored it.”
”One always has the vague illusion of taking and making one’s own decisions, the illusion running in parallel with the awareness that most such calls are made for you by other people, or by circumstances, or just made.”
Her – og over store strækninger – oplyser Hitchens firmamentet. Men uvist af hvilke årsager holder den store polemiker sig tilbage og skriver med en ny ømhed. Det vil nogle læsere påskønne, mens vi andre må ærgre os. Så har man set det med: Christopher Hitchens med følelser.
Christopher Hitchens: Hitch 22: A Memoir, 435 sider, $27, New York: Twelve.