Rita Karlsen, HRS
Vil den borgerlige regjeringen i Sverige makte å vinne valget? Om så skjer, vil det være første gangen en sittende borgerlig regjering klarer å bli gjenvalgt. Mye tyder på at den borgerlige alliansen kan skape slik historie, hvilket vil være det største – og det antakelig endelige – nederlaget for Socialdemokraternas statsministerkandidat Mona Sahlin.
Meningsmålingene kommer på løpende bånd i Sverige, og de forteller at høyrevinden har befestet seg. Men det er jevnt mellom de to store partiene, Moderaterna og Socialdemokraterna. Jokeren finner vi derimot hos Sverigedemokraterna (SD), og hans navn er Jimmie Åkesson.
Åkesson og SD omtales både i svenske og norske medier som innvandrerfiendtlig, som henger sammen med at en av deres fremste saker, noen hevder den eneste saken, er å endre innvandringspolitikken, først og fremst ved å begrense innvandringen, og å være mer bevisst svensk kultur i integreringsprosessen. ”Folkehemmet” dåner – og både fra høyre- og venstresiden i svensk politikk advares det mot å stemme på SD. Og med media på laget, som tar konsekvent avstand til SD, er det etablert en valgkamp som ligner på folkeforakt. For SD har i lang tid ligget nokså urokkelig over sperregrensen på fire prosent. Folkehemmet må nok bare innse at SD vil bli å finne i den svenske Riksdagen etter 19.september.
Men det kan være at folkehemmet bør dåne over SDs fremgang. SDs historie er meg bekjent ikke mye å være stolt av. Om jeg er riktig informert har SD sitt utspring i den nynazistiske bevegelsen i Sverige, ikke minst gjengen fra ”Bevara Sverige Svenskt”. Det er en helt annen historie enn hva for eksempel FrP og Dansk Folkeparti skilter med, da begge disse ble etablert som et opprør mot skattepolitikken. Om SD har foretatt noen opprydding i partiet vet ikke jeg, men det som man kanskje heller bør spørre seg er hvordan det kan ha seg at et parti som SD faktisk får en så stor oppslutning? Ikke tror jeg den vil bli mindre heller. Faktisk vil jeg ikke bli overrasket om SD kommer seg inn i Riksdagen med rundt seks prosent.
SD får sin oppslutning fordi de andre partiene ikke tør ta i innvandrings- og integreringspolitikken. Politikere som lukker øynene for realitetene og de problemene som innvandringen i Sverige har skapt. De tar en Lysbakken og vil helst snakke om det som går godt, og ellers skal en gripe de ”virkelige utfordringene”, altså utdanning og jobb.
Men folket i hemmet opplever noe helt annet. Og for å si det enkelt: det er de som stemmer.
Det svenske valget er således en oppvisning i hva som skjer når politikerne styrer ut fra intensjoner og ikke ut fra realiteter. Barnekunnskapen er at det er en sammenheng mellom antall og tildelte goder, hvis en da ikke er Jesus som mettet 5000 mennesker med et par fisk og fem brød. Det synes derimot som om svært mange politikere lever etter denne legenden. De nekter å snakke om sammenhengen mellom antallet innvandrere, type innvandere og fordeling av goder og plikter. I Sverige, som i Norge, er det en skjevfordeling som ingen liker, heller ikke mange av innvandrerne selv. Denne skjevfordelingen handler ikke bare om utdanning og jobb, den handler i aller høyeste grad om identitet. Det finnes en svensk identitet, men som den norske, danske, tyske eller hva det måtte være for noe, skal man av en aller annen mistenkelig grunn ikke snakke om det. Tvert om skal vi belæres til å tro at ”vår” identitet er under konstant utvikling og at den berikes av alle andre slags kulturelle innslag. Men pakistanerne vil være pakistanere i en annen kontekst, det samme vil irakerne, somalierne, tyrkerne, ja, og svenske og danskene og alle andre. Og jo større kulturell avstand jo mer fremmedgjort blir vi overfor hverandre. Det betyr ikke at denne avstanden er fri for møtepunkter, men identiteten smeltes ikke sammen i en flerkulturell digel. Det er nettopp her verdidebatten kommer inn, og det er nettopp her politikere som Gahr Støre, Solberg, Jensen, Halvorsen (nå) slår seg på brystet og formidler med tanketom røst at vi har verdier (alltid med et lite ps: det er ikke ”vi” som har skapt disse verdiene, om noen skulle tro det) som vi ikke går på akkord med, og så listes det opp: likestilling, likeverd, ytringsfrihet, religionsfrihet, demokrati. ”Vi” skal stille krav, heter det. Men de samme politikerne, kanskje med unntak av Jensen (hun ”innvandringsfiendtlige”), synes ikke å forstå at en slik verdipresisering krever assimilering. For assimilering er nemlig det verste ordet i integrerings- og inkluderingssammenheng.
Men i Sverige er de ikke engang kommet til verdidebatten. Dette skaper et enormt rom for et parti som SD. Og jeg er helt enig med Weekendavisens leder: De som først og fremst sikrer SD plass i Riksdagen, er etablerte politiske partier og media.
Igennem de seneste tiår er det islamkritiske og indvandrerskeptiske parti blevet konsekvent fortrængt. Riksdagens partier har nægtet at debattere med Sverigedemokraterna, de svenske medier har nægtet partiet spalteplads og sendetid, både hvad angår den journalistiske dækning og den kommercielle annoncering. Og i de kommuner, hvor Sverigedemokraterna ved forrige valg i 2006 fik sæde i byrådene, lader man, som om de ikke eksisterer.
Sverigedemokraterna har ikke været sene til at udnytte dette martyrium. Partiet spiller med stor dygtighed rollen som stigmatiseret, og har senest fået fremstillet en usmagelig valgvideo, der i ucensureret form naturligvis ingen gang har fået på jord hos de etablerede TV-stationer, men i stedet et subversivt liv på nettet. Således har det etablerede Sverige skabt den bedst tænkelige platform for et frustrationsvalg, sådan som de kendes fra en lang række andre vesteuropæiske lande, herunder Norge og Danmark, der imidlertid havde dem for årtier siden. Sverige er politisk ved at ankomme til nutiden.
Men til det sidste værger politikerne besværgende for sig. Både Moderaternas statsminister Fredrik Reinfeldt og Socialdemokratarnas Mona Sahlin har nægtet at ville samarbejde med Sverigedemokraterna, hvis de kommer i Riksdagen og bliver afgørende for, hvilken af de to store traditionelle blokke, der får regeringsmagten efter valget. Dermed bekræfter de to partiledere den almene udenlandske opfattelse af det politiske hegemoni i Sverige, hvor konsensus råder i væsentlige spørgsmål -ikke mindst mellem regering og opposition. Og hvor utilpassede elementer opfattes som umyndige, der skal retledes for en dag at kunne træde ind i det demokrati, der i Sverige har ceremoniel karakter.
En klog mand – måske var han svensker – har engang sagt, at det vigtigste i et demokrati er illusionen om det. Og den illusion har det politiske Sverige været dygtig til at opretholde.
Svært interessant er det også å se valget i en historisk kontekst:
Baggrunden ligger i Sveriges historie som en europæisk stormagt, der herskede over det meste af Norden og store dele af Øst-og Centraleuropa. I de sidste 200 år er denne position eroderet magt-og geopolitisk samt økonomisk. Sverige mistede i første halvdel af 1800-tallet Finland og i anden halvdel af 1800-tallet udvandrede over én million svenskere som konsekvens af ødelæggende fattigdom. Bunden i den svenske national-og selvfølelse blev nået i 1905, hvor Norge opløste unionen og blev selvstændigt.
Vejen ud af denne misere blev udformningen af den berømte og med tiden berygtede svenske neutralitetspolitik, hvor Sverige udadtil undgik ubehagelige storpolitiske alliancer og dermed synlige nederlag. Og indadtil blev der skabt en socialpolitik med en stærk organisatorisk sammenhængskraft, som blev bestemmende for udformningen af det 20. århundredes svenske folkhem, tilsvarende baseret på en slags indenlandsk neutralitet, hvor konflikter var bandlyst. Begge dele blev til af simpel nødvendighed og under ledelse af ansvarsbevidste mennesker, der ønskede at navigere et samlet Sverige gennem epokens konflikter. I den bevægelse blev landets uddannelsesinstitutioner, presse og kulturliv afgørende aktører.
I 1700-tallet havde Gustav III knyttet de kulturelle institutioner tæt til den feudale magt, og da magten med enevældens afskaffelse gled over til Riksdagen fulgte kulturlivet med. Som forfatteren Jan Guillou bemærkede ved sidste valg, er Sverige et land, der er gået direkte og uproblematisk fra autokrati til demokrati. Kunstnerne skabte en fiktion om Sveriges skønhed og tapperhed, og den dannelsesmæssige elite holdt sammen hele vejen, fordi det var nødvendigt, hvis Sverige skulle genvinde selvagtelsen, og opretholde illusionen om, at landet fortsat er en betydende nation, der i moralsk henseende er i stand til at sætte skel, og i socialt henseende er i stand til at ophæve dem.
Men dette projekt er kun lykkedes, fordi landet arkitektonisk set er bygget op som to pyramider, der formelt set ikke har noget med hinanden at gøre, men hvis autoritet er absolut.
Den ene pyramide har den politiske og kulturelle elite i toppen. Det er herfra de ideologiske og civilisatoriske retningslinjer udstikkes, æstetik formes og erkendelser nås. Og det er herfra den politiske retorik flyder i urbane vendinger med udsøgt elegance og et præg af gustaviansk fornemhed, og formidles af to store mediehuse, som netop for syns skyld, er adskilte.
Den anden pyramide har svensk industri i toppen. Herfra tjenes der penge, mange penge og udstikkes retningslinier for svensk økonomi, således at der ingen hindringer er for kapitalens frie bevægelighed. Og herfra siges der så lidt som overhovedet muligt. IKEA er i den henseende et mønstereksempel som en familievirksomhed drevet i fuldkommen tavshed. IKEA skaber folkhemmets interiører med gedigen neutralitet, mens den politiske og kulturelle elite sætter de ydre rammer.
Under de to pyramider er svenska folket. De benævnes sjældent borgere, fordi det ikke umiddelbart forventes at de deltager aktivt i den politiske og økonomiske proces, men i stedet indordner sig under den og finder deres plads i strukturen. Det er historisk set også gået fint. Svenska folket passer sig selv langt væk fra de dominante og normsættende metropoler i en slags parallelsamfund, hvor der ved siden af de givne regler hersker et vist anarki. Skulle en eller anden rundet af svenska folket forvilde sig op i den politiske og kulturelle samfundspyramide med ambitioner, risikerer vedkommende at blive sat på plads. Der går endnu skrækblandede frasagn om dengang den uskolede landmandssøn Thorbjörn Fälldin blev leder af Centerpartiet i 1970erne, og gerådede i politiske debatter med den aristokratisk slebne og retorisk suveræne statsmand Olof Palme og ydmyget i en sådan grad, at det endte med at give bagslag. Thorbjörn Fälldin blev statsminister ikke blot en, men to gange og brød årtiers socialdemokratisk dominans.
Og tilbake til nåtiden er det illusjonen som har slått brister:
Her 30 år efter er der opstået nye parallelsamfund i et Sverige, hvor hen ved en femtedel af befolkningen er af anden etnisk herkomst. Som konsekvens heraf er der opstået et nyt parti, som sår tvivl om det politiske og kulturelle Sveriges tilgang til den multietniske udfordring. Det har forstyrret den herskende orden og illusionen om det perfekte demokrati, hvis fundamentale enighed og autoritative uanfægtelighed har sikret det 20. århundredes svenske velfærdssamfund. Partiet kommer ikke ud af intet, men består ifølge meningsmålinger af mellem fire og seks procent af de svenske borgere. De står ikke længere og råber uartikuleret, men har i Jimmie Åkesson fået en leder, der behersker magtens sprog. Sverigedemokraterna er ikke blot et protestparti, men et vidnesbyrd om ændrede historiske og samfundsmæssige vilkår i det 21. århundredes Sverige. Det bør de etablerede partier i Riksdagen tage ved lære af, i stedet for at optræde som de hellige aber, der ikke vil se, høre eller tale.
Fredrik Reinfeldts borgerlige regering står til at vinde valget. Han ønsker ikke at tælle Sverigedemokraternas mandater med i en ny regering. Det ønskede den legendariske socialdemokratiske statsminister Tage Erlander heller ikke i 1948, da Kommunisterne stod til at komme i Riksdagen. Med henvisning til Stalins udrensninger argumenterede han med, at han ikke kunne regere fra en fængselscelle. Da Kommunisterne kom ind med otte mandater, medregnede Erlander dem alligevel som parlamentarisk støtte. Og de sidder stadig i Riksdagen nu som Vänsterpartiet. Fredrik Reinfeldt kan blive nødt til det samme i en kommende politisk virkelighed. Han kommer ikke til at regere fra et fængsel af den grund. Tværtimod kan han lukke Sverige ud af fængslet til et nyt dynamisk samfund, hvor modsætninger brydes åbent og benhårde kompromiser indgås. Sveriges kommende valg er i den henseende et valg mellem symbolpolitik på idealistiske præmisser og realpolitik på demokratiske præmisser. (min utheving)
Den danske politikeren Karen Jespersen (V) og leder av integreringsutvalget i Folketinget slår fast at den svenske eliten ligger som den har redet. I en kommentar i Berlingske er det hennes oppfatning at Sverigedemokraterne har skapt panikk i den svenske valgkampen, samtidig som hun påpeker at SD ikke er sykdommen – bare et symptom:
Politikere og medier foretager lige nu alverdens krumspring for at holde partiet ude af Riksdagen ved valget 19. september. Men Sverigedemokraternes fremgang er kun er et symptom på nogle omfattende og såre reelle problemer med indvandring og integration i det svenske samfund. Det vil kun blive værre, hvis de ansvarlige ikke øver selvkritik og ændrer politik.
Den svenske udlændingepolitik har medført en enorm tilstrømning af mennesker fra ikke-vestlige, ofte muslimske lande: Fra 2005 til 2009 blev der i Sverige givet 219.688 opholdstilladelser baseret på asyl eller familiesammenføringer, hvor de tilsvarende tal for Danmark er 29.554. Denne voldsomme tilstrømning gør, at det pr. definition er svært at få den helt praktiske integration i skole, boligområder og arbejdsmarkedet til at fungere.
Den store tilstrømning betyder også, at Sverige bliver mere og mere opsplittet og er ved at udvikle regulære parallelsamfund. I de fleste større byer er der således anseelige områder, hvor mere end 80 procent af indbyggerne har indvandrerbaggrund. Et af disse områder hedder Rosengård og ligger i Malmø. Her bor Fatima Obaid, en ung kvinde med islamisk tørklæde, som på svensk TV sagde: ’Det føles som Irak eller et andet arabisk land. Jeg trives supergodt i Malmø’.
Rosengård og andre parallelsamfund er præget af en voksende fjendtlighed over for det omgivende samfund. Her kæmper store drenge og unge mænd mod brandfolk og politi – ofte med passiv opbakning fra en større gruppe beboerne. Formålet er at kontrollere områderne uden indblanding fra politi eller andre myndigheder. Under nogle voldsomme uroligheder i Göteborg sagde en ung mand med indvandrerbaggrund til norsk TV: »Når politiet kommer og spiller Allah, så får de tilbage som fortjent. De skal ikke komme her og prøve at bestemme. Her er det os der bestemmer. De bestemmer over deres egne.«
Denne fjendtlighed hænger sammen med en blanding af religiøs identitet og stammekultur. Man vil som muslim forsvare sin egen ære og sit eget territorium. I en undersøgelse forklarer store drenge og unge mænd med indvandrerbaggrund, at de begår røveri, fordi de »er i krig med svenskerne«. En af dem siger: »For mig er det magt, at svenskerne skal lægge sig på jorden og kysse mine fødder«.
Samtidig betyder de muslimsk dominerede parallelsamfund, at der praktiseres normer der er dybt problematiske set med vores øjne. Det rammer først og fremmest kvinderne. En 1.000 sider lang rapport om æresrelateret vold og undertrykkelse i Stockholm viser med masser af tal og konkrete eksempler, hvor rystende forhold mange piger og kvinder lever under. En stor del af dem siger selv, at de kommer fra muslimske familier, og en betydelig del står med et uomgængeligt krav om at være jomfru ved brylluppet. Det er også almindeligvis et krav, at de gifte sig i et arrangeret ægteskab og at manden skal være muslim.
En del piger er underlagt stærke begrænsninger i hele deres tilværelse: De må ikke færdes frit, de må ikke have kammerater, dyrke sport, deltage i et socialt liv med jævnaldrende og slet ikke have kærester. De er konstant overvågede af faren og brødrene, der kontrollere deres mobiltelefon og mails og på andre måder vogter over dem. Hvis de ikke makker ret, risikerer de at blive udsat for vold: »Det er ikke usædvanligt at den fysiske mishandling finder sted dagligt og med varierende styrke,« skriver forskerne.
Mere generelt er der tendenser til massiv islamisk radikalisering i de muslimske parallelsamfund. Det fremgår blandt andet af en rapport om udviklingen i Rosengård.
For unge piger med svensk baggrund har det også ofte negative konsekvenser at vokse op i områder med mange indvandrere. I bogen Miljonsvennar kan man læse om svenske piger, der farver deres hår brunt, fordi de som blondiner stikker alt for meget af. Blondiner bliver almindeligvis betragtet som sexobjekter eller sågar som ludere, og de kan ikke gå i fred. De føler også, at der er muslimske piger, der ser ned på dem.
Den øgede opsplitning forringer i det hele taget livskvaliteten for mange. Resultatet er reaktioner, der forstærker opsplitningen. En del svenskere søger mod deres egne beskyttede områder, ’gated community’. Omkring en tredjedel af befolkningen siger i en undersøgelse, at de gerne ville leve i sådan et område.