Af Helle Merete Brix, for HRSSkal Tyrkiet med i EU? Og kan man have tillid til Recep Tayyip Erdogans regering i Ankara? Det er store og vigtige spørgsmål i den europæiske debat. For nylig stemte tyrkerne om en række forfatningsændringer. 58 procent stemte for, 42 procent imod.
I store dele af ihvertfald dansk presse er resultatet blevet udlagt som en sejr for demokratiet og som et skridt nærmere Tyrkiets medlemskab af EU.
Men der er også de, der ser udlægger valgresultatet mere pessimistisk. En af Danmarks kendteste politikere, den konservative Naser Khader udtalte før valget til Berlingske Tidende, at: “Jeg frygter, at man kommer til at røre ved noget af det mest grundlæggende i Tyrkiet, som landet bygger på, og som et flertal af befolkningen bakker op om: nemlig det tyrkiske samfunds sekularisering. En sekularisering, som premierminister Erdogan ikke helt bryder sig om”.
Forfatningsændringerne betyder nemlig, at præsidenten og parlamentet får langt større kontrol med landets øverste juridiske organer, Forfatningsdomstolen og Dommernes og Anklagernes Øverste Råd HSYK, der blandt andet har til opgave at udnævne offentlige anklagere og dommere. Valget betyder altså, at det fremover ikke længere vil være den kemalistiske elite, der kontrollerer disse organer. Erdogan og shariaenOgså Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow har i sin kommentar “Demokrati på tyrkisk”, gengivet på rights.no, skrevet om det tyrkiske valg. Pittekow skriver blandt andet: “Det er absolut nødvendigt at gøre en ende på den eksisterende forfatning, der blev til efter et militærkup. Således er det på høje tid, at militærets greb om retssystemet bliver fjernet.Men det store spørgsmål er: Hvad træder i stedet?”
Pittelkow peger på et par eksempler, der ikke stiller Erdogan i noget særlig demokratisk lys: Erdogan og hans parti AKP arbejder for at styrke det islamiske uddannelsessystems rolle. Erdogan slår hårdt ned på medier, han ikke bryder sig om. Den store, regeringskritiske Dogan-mediegruppe er blevet pålagt ødelæggende skattebøder. Og hvad med Erdogans forhold til islams mere problematiske sider? Pittekow citerer Erdogan for i 1993, som Istanbuls borgmester at have erklæret: “Gudskelov er jeg for shariaen, man kan ikke være verdslig og muslim på samme tid.” Ligesom han sidste år afviste, at der findes en særlig moderat islam og også “har forsvaret en folkemorder som Sudans Omar al-Bashir med det argument, at en muslim per definition ikke kan begå folkemord”. Ven med AhmadinejadHertil kunne man tilføje, som Weekendavisens udlandsredaktør Ole Nyeng gør i kommentaren “Erdogans dobbelspil” (Ikke online), “den tyrkiske regerings demonstrative afstandtagen fra det eneste demokrati i Mellemøsten, Israel og tilnærmelser til reaktionære/islamistiske regimer i regionen.” Nyeng nævner som eksempel, at Erdogan var den første til at lykønske den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad efter svindelvalget sidste år og i øvrigt konsekvent omtaler Ahmadinejad som “min ven”.
Den iransk-franske forfatter Chahdortt Djavann giver sig også til kende i debatten om Tyrkiets optagelse i EU. Djavann har også i årevis været en vigtig stemme i Frankrig i kampen mod islamismen. Djavann er ikke så kendt i Skandinavien. Hun gæstede dog Danmark i 2006, hvor hun blandt andet holdt et foredrag i København, arrangeret af Trykkefrihedsselskabet og organisationen Kvinder for Frihed. Det var samme år som hendes lille, men vigtige bog “Kast sløret” udkom på dansk. Iran og Tyrkiet Djavann, der ikke er bleg for at kalde tildækningen af kvinder for en “krigsmaskine” er heller ikke bange for at diskutere, hvad et Tyrkiet i EU kan komme til at betyde for de europæiske demokratier. I sin bog fra 2007 “A mon corps defendant, L`Occident” vier Djavann et kapitel til at diskutere det tyrkiske spørgsmål. Djavann er født i Iran men flygtede efter den islamiske revolution til Vesten som så mange andre sekulære iranere. Tyrkiet er for hende, som hun skriver hverken et “ukendt land eller et turistmål”. Djavann har både arbejdet og studeret i Tyrkiet. Hun sætter pris på tyrkernes “generøsitet og intelligens”, og hun mener, at der i Tyrkiet er en intelligentsia, der er tæt på den europæiske. Og hun opremser, hvad den tyrkiske republiks grundlægger Mustafa Kemal Atatürk fik gennemført, blandt andet stemmeret til kvinder allerede i 1934, indførelse af det latinske alfabet, afskaffelse af kalifatet og forbud mod kvindernes tildækning.
Da Djavann første gang ankom til Istanbul i 1991 fra det islamiske Teheran, havde hun det som om hun var i en europæisk by. Det var sjældent at se tildækkede kvinder i gadebilledet. Men allerede året efter, i 1992, skriver Djavann, var forandringerne i gadebilledet mærkbare: Slørene blev synlige, visse bistroer serverede ikke længere alkohol og det at identificere sig som muslim begyndte at blive skik og brug. I dag, skriver Djavann, går 70 procent af Tyrkiets kvinder med hovedtørklæde.
Her kunne man tilføje, at blandt dem er Erdogans egen hustru. Hans egne døtre studerer ikke i Tyrkiet, da man på de tyrkiske universiteter ikke må bære hovedtørklæde i undervisningen, det gælder både undervisere og elever. Et forbud Erdogan i øvrigt forsøgte at få ophævet i 2008, hvad der fik enorme menneskemængder på gaden i protest mod Erdogans regering. Homoseksualitet og ytringsfrihed Djavann påpeger, at det at få Tyrkiet med i EU vil betyde, at Europas grænser vil komme til at støde op til lande som Iran, Irak og Syrien. Hun nævner også en detalje, som sjældent bringes frem: At Tyrkiet er et af de få lande, der ikke forlanger visa fra iranere for at komme ind i landet. Der er således mange iranske studerende på de tyrkiske universiteter. Og for mange tyrkiske islamister er det islamiske Iran et ideal.
Her vil jeg påpege, at Tyrkiet på samme tid ikke er særligt venligt indstillet over for flygtninge og dissidenter fra Iran. Flygtningene havner i provinsen, og iranske homoseksuelle er blevet sendt til den konservative anatolske by Kayseri. Og selvom homoseksualitet er lovligt i Tyrkiet, så er det, som der står på Det Danske Udenrigsministeriums rejsevejledning, “ikke bredt accepteret”. Sikkert slet ikke i det konservative Anatolien.
Spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU, mener Djavann, er et spørgsmål om hvorvidt man med Tyrkiet får en trojansk hest i Europa, som vil penetrere Europa med en islamistisk ideologi. Man har skabt et monster, mener hun, med udtrykket “moderat islamisme” om Erdogans ideologiske ståsted.
Hvad med ytringsfriheden? Erdogan har i skarpe vendinger fordømt Muhammed-tegningerne og vender sig stærkt mod den tanke, at man har lov at fornærme religiøse (læs, islamiske) dogmer.
Djavann giver et eksempel fra sit eget liv. I 2004 var Djavann til litteraturkonference i Sarajevo, hvor også oversættere fra Tyrkiet deltog. De kendte til hendes bøger “Bas Les Voiles” (i dansk udgave, “Kast sløret”) og “Que pense Allah de L`Europe?” (Hvad tænker Allah om Europa?)”. Men, som de forklarede Djavann, ingen ville have lyst til at blive myrdet på grund af en oversættelse. Og ingen tyrkisk forlægger ville udgive den. Som Djavann konkluderer: Så meget for sekulariteten i Tyrkiet.
Man kunne også nævne manglen på religiøs frihed. Religiøse mindretal i Tyrkiet, som det kristne mindretal, føler sig presset. Overfald og chikane er ikke ualmindeligt. Og ingen tyrker stiller sig, mig bekendt, frem på et offentligt møde og bekendtgør at islam er en elendig religion, og at han eller hun vil regnes for frafalden. Der er også synet på kvindens seksualitet, æresdrab med mere.
Djavann overvejer, hvad der vil ske hvis ikke Tyrkiet kommer med i EU. Vil man overlade Tyrkiet til islamisterne? Det er det, påpeger Djavann, som mange pro-europæiske tyrkere er bange for, vil ske. De har en pointe, mener hun.
Muligvis. Men Europa er nødt til at træffe det valg, at Tyrkiet ikke kan komme med i EU. Man kan naturligvis sagtens have et samarbejde på en række områder. Men et Europa, der inkluderer Tyrkiet med over 70 millioner mennesker? Med en islamisk regering ved roret? Og med grænser til Iran, Irak og Syrien? Nej tak.