Hege Storhaug, HRS
Den danske debatten om islam synes mer og mer blodfattig sammenliknet med islamdebatten i Tyskland disse dager. Først ut var sosialdemokraten Thilo Sarrazin med boken Tyskland avskaffer seg selv, der han særlig tar et oppgjør med den uproduktive innvandringen fra den muslimske verden. Nå er den anerkjente politologen og muslimen Hamed Abdel-Samad, som har ”konvertert fra tro til viten”, på banen med en brannfakkel av en bok. Her sier han blant annet: ”Jeg ble en gang satt i forlegenhet med dette spørsmålet: Hva ville verden savne hvis de muslimske statene forsvant? Det falt meg kun inn å svare: olje, et par skjønne feriemål og kanskje angsten for terror, som tross alt pirrer noen mennesker. Hvis det skjedde ville det formodentlig kun være produsenter av luksusbiler som ville lide, da deres beste kunder bor i gulfstatene.”
Abdel-Samad har forsket ved flere tyske universitet. I 2008 skapte han også oppsikt med boken Min avskjed, der han tok et oppgjør med det han mener er den muslimske verdens tre store tabuer: religion, sex og politikk. Boken beskriver et svært mistrøstig og stagnert klansamfunn der vold og kvinneundertrykkelse er sentrale ingredienser. Et samfunn der religiøse autoriteter forkynner avholdenhet og der seksuelle overgrep er utbredt. Han tok utgangspunkt i sin egen oppvekst preget av patriarkalsk vold og seksuelle overgrep.
I sin ferske bok definerer han islam som ”svært syk og kulturelt og samfunnsmessig på tilbaketog”. Han mener de fleste muslimske stater er ”tikkende bomber på randen av indre oppløsning”, skriver Weekendavisen (kun papir).
Nu har Hamed Abdel-Samad udgivet bogen Der Untergang der islamischen Welt. Eine Prognose (Den islamske verdens undergang. En prognose). Her analyserer han den muslimske verdens historie, nutid og sandsynlige fremtid. Hans forudser, at de islamiske stater vil falde fra hinanden, og at islam – som politisk ide, samfundsmodel og kultur – vil gå under inden for de næste årtier. Forfatteren har den tyske historiefilosof Oswald Spengler ( 1880-1936) som inspirationskilde – ham, der i 1918-22 udgav Der Untergang des Abendlandes ( Vesterlandets undergang), hvor han beskrev, hvordan alle højkulturer fødes, blomstrer, visner og dør.
Det er de sidstnævnte tilstande, visne-og dødsfasen, som islam ifølge Abdel-Samad befinder sig i. Religionen er ”svært syg og kulturelt og samfundsmæssigt på tilbagetog”.
Den religiøst motiverede vold, den tiltagende islamisering af det offentlige rum og den krampagtige optagethed af tydelige islamiske symboler er nervøse reaktioner på tilbagetoget.
Islamismens fremmarch er blot en ophidset mobilisering, og som Spengler skriver: ‘ Stakkels dem, der forveksler mobilseringen med sejren.’« HAMED Abdel-Samad betegner sig som en muslim, der har »konverteret fra tro til viden«, og han vurderer, at de fleste muslimske stater er tikkende bomber, der står på randen af indre opløsning. Forfatteren henviser til borgerkrigene i lande som Afghanistan, Irak, Libanon, Algeriet, Somalia og Sudan. Andre muslimske lande som Iran og Egypten står også på randen af kaos og oprør.
Samtidig begynder olien at tørre ud. Abdel-Samad henviser til geologiske vurderinger af, at olieproduktionen er tæt på at toppe og derfor snart vil falde. Det er ikke mindst kampen om den sidste olie plus de stadig mere knappe vandresurser, der er hovedårsag til borgerkrigene.
Abdel-Samad mener kanskje det aller største problemet for den muslimske verdenen er tilbakestående utdannelsessystem. Symptomatisk nok oversetter hele den arabiske verden mindre utenlands litteratur enn et land som Hellas. Mangel på menneskerettigheter er et annet moment. Abdel-Samad spør: Hva bidrar overhodet den muslimske verdenen med? Han svarer: Litt eller ingenting.
Men værst er det, at man har et tilbagestående uddannelsessystem, en åbenlys mangel på menneskerettigheder og en gennemkorrupt politisk kultur. Dette er kombineret med overbefolkning de mere analytiske baggrunde for Hamad Abdel-Samads prognose.
Der Untergang der islamischen Welt er også spækket med sigende iagttagelser, der vidner om »den arabiske misere«. For eksempel: »Man køber vestlige våben for at slå vesterlændinge ihjel, benytter vestlige videokameraer for at optage henrettelser af vestlige journalister og sætter sin lid til sensationslystne vestlige tv-sendere for at få udbredt terroren i verden.« Abdel-Samads pointe er, at store dele af den islamiske verden »distancerer sig drastisk fra verdslig viden og indtager en uforsonlig holdning til det modernes ånd«. Et konkret eksempel på den kulturelle stagnation er, hvor meget udenlandsk litteratur, der bliver oversat til arabisk: »I dag bliver der oversat mindre til arabisk i alle de arabiske lande tilsammen, end der i Grækenland oversættes til græsk.« Forfatteren savner den nysgerrige, stræbende »faustiske sjæl«, som gennemsyrer Vestens tilgang til videnskab. Han skriver syrligt: »Hvad bidrager den islamiske verden egentlig med inden for verdslig viden, kunst, arkitektur – bare for at nævne tre områder? Spørgsmålet er let at besvare med enten ‘ lidt’ eller ‘ slet intet’.«
COCKTAILEN af politisk tænkning og islam har også vist sig at fungere direkte destruktivt. »Islam som politisk ide har i dag tabt substansen og har næppe nogen svar på verdenssituationen bortset fra raseri og vold,« vurderer politologen.
Hovedproblemet er islams selvforståelse med sterk stammebevissthet og religiøst basert troskap overfor herskeren. Abdel-Samad peker også på at det har vært utallige forsøk på å reformere islam etter at islam seilte inn i nedgangstiden etter det 11.århundret, der islam stadig befinner seg. Selv i bedrestilte muslimske stater forstås samfunnsutvikling kun som import av konsumgoder – ikke fornyet tankesett.
Han analyserer den muslimske kulturs historie siden storhedstiden mellem det 7. og 11. århundrede, hvor den var centrum for lærdom og florerende handel. Han fortæller bl. a. om et ublodigt magtskifte, der fandt sted i Egypten i kølvandet på Napoleons felttog til nillandet omkring 1800: »Det var det første og sidste fredelige magtskifte i arabisk historie.
Her har det været sådan, at enten giver herskeren magten videre til sin familie, eller også bliver han afløst med vold. Betegnelsen ‘ tidligere arabisk præsident’ eksisterer endnu ikke.« Ifølge Abdel-Samad er hovedproblemet islams selvforståelse med stærk stammebevidsthed og religiøst baseret troskab imod herskeren.
Forfatteren fremhæver, at der har været utallige forsøg på at reformere islam . Men hver gang er det mislykkedes. »Selv i de bedrestillede golfstater bliver samfundsmæssig og politisk åbning kun forstået som indførelse af moderne konsumgoder – ikke som tænkningens fornyelse.« Abdel-Samad giver fx ikke meget for folk som Tariq Ramadan, der taler om reform-islam og euro-islam . »Man finder de koranvers, der passer til nutidens tilstande, men ingen tør spørge, hvad vi overhovedet skal bruge Koranen til i den moderne verden (…) Ingen vover den post-koranske diskurs.« ET centralt mantra for alle reformatorer af islam er mere og bedre uddannelse. Men hvilken uddannelse? spørger Abdel-Samad.
Som vi ser ved europeiske universitet og høyskoler, også i Norge, radikaliseres mange muslimske studenter. Utdannelse er altså ingen garanti for en positiv utvikling, tvert om til tider.
Han konstaterer: »Den blotte alfabetisering er ingen garanti for en forandring. Tværtimod, de halvuddannede og indoktrinerede er farligere end analfabeterne, fordi de tror at være en besiddelse af evige og absolutte sandheder. Så længe uddannelserne i den islamiske verden ikke er befriet for religion og den politiske autoritets ambitioner, er uddannelserne mere skadelige end gavnlige.« Det nuværende uddannelsessystems skolebogsmateriale er ifølge forfatteren fyldt med muslimsk og arabisk offertænkning. I historiebøgerne fremstilles vesterlændinge og jøder konsekvent som de evige skurke.
Abdel-Samad mener at muslimer er utsatt for en alvorlig lidelse; en ”kronisk krenkelsessykdom” og etterlyser en ”islam light” som er kjemisk fri for sharia og jihad og der det er tillat å konvertere.
Hamad Abdel-Samad kalder hele denne offerideologi for »et antropologisk sår«, som har hensat den muslimske verden i et altomfattende ressentiment: »Vi muslimer ser ud til at lide alvorligt af kronisk krænkelsessyge. Der går næppe en dag, uden at vi i verden viser, hvor krænket og ydmyget vi føler os. Som om de interne problemer i de islamiske lande ikke er grund nok til ærgrelse og frustration, så støvsuger vi dagligt aviserne for nyheder om et undertrykt muslimsk mindretal i Kina, Thailand eller Europa for at få endnu en bekræftelse af, at der er en verdenssammensværgelse i gang imod islam .« Der er ingen grund, skriver forfatteren, til at nære illusioner om, at islam kan reformeres, før muslimer erkender, at religionen er »syg«. Han bruger også billedet »insolvent«. Den muslimske forfatter mener, at sådan en selverkendelse kan give grundlag for skabelsen af »islam light«, hvor sharia og jihad ikke spiller nogen rolle, og hvor det er er legitimt at blive ateist. Islam kunne også – ifølge forfatteren, der er dansk gift – lære meget af N. F. S.
Grundtvigs motto: »Først menneske, dernæst kristen.« Hamed Abdel-Samads undergangsvision for islam er udkommet i kølvandet på den socialdemokratiske politiker Thilo Sarrazins stærkt islamkritiske Deutschland schafft sich ab ( Tyskland afskaffer sig selv), der er på vej mod et salgstal på en halv million eksemplarer.
Man må konstatere, at der er højkonjunktur for apokalyptik i vores sydlige naboland.
Den slags sætter tingene lige lovlig meget på spidsen, bl. a. for at øge bogsalget, men de er også med til at skærpe positionerne i debatten.
Faktisk forekommer den danske islamdebat efterhånden at være lidt blodfattig sammenlignet med den tyske.