Af Helle Merete Brix for HRS
En amerikansk kommentator skrev for nogle år siden til mig for for at diskutere et anliggende: Det forekom ham, at der var stor forskel på indvandringdebatten i Sverige, Norge og Danmark. Hans indtryk var, helt korrekt, at den frieste debat oplevede man i Danmark, den mest ufrie i Sverige.
En historiker, der blandede sig i diskussionen, kom med en måske ret præcis karakteristik: Sverige er Skandinaviens Østeuropa. Heldigvis ikke helt, hvad denne kronik vil give nogle eksempler på.
Men først en tur forbi den nyligt afholdte bogmesse i Göteborg: Her fik man faktisk indtryk af noget østeuropæiske forhold. Et par mærkværdige opslag var således sat op på tavlen i presserummet: Det ene drejede sig om, hvorvidt det var medierne skyld, at Sverigesdemokraterne – der jo fik 20 pladser i Rigsdagen ved valget – var gået så stærkt frem. Kunne man forestille sig et lignende seminar i Danmark? Ikke helt.
Et andet opslag og seminar var flikket sammen i hast. Det drejede sig om et ekstra seminar om valgets resultat, som jo forelå nogle dage før messens start. Hvad var årsagen til valgresultatet, og hvad kunne der gøres? Her diskuterede blandt andre den kurdisk-svenske forfatter og kommentator Dilsa Demirbag-Sten med den internationalt kendte forfatter Ian Buruma, (med baggrund i Holland og Storbritannien), der i skarpe vendinger har kritiseret Ayaan Hirsi Ali for at være en art oplysningsfundamentalist. Samtidig har Buruma en vis forståelse for prædikanten Tariq Ramadan. Den famlende debatEn dansk forfatter, der samtidig er kender af svenske forhold, har forklaret mig, at Demirbag-Sten i Sverige går for at være “hardliner”. Men i diskussionen med Buruma, der blev bredt ud til at omhandle europæiske forhold, syntes Demirbag-Sten at være meget bekymret for opblomstringen af nationalistiske modstandsgrupper som for eksempel English Defence League. Her gik Buruma dog ind og påpegede, at gruppen er marginal, og at han personligt ikke var bange for at den skulle få særlig indflydelse.
Men betegnende for den famlende debat – ordstyreren talte gentagne gange om, hvilke “fortællinger”, der nu skulle fortælles – var, at ikke én af de tilstedeværende havde noget at sige om de politiske mord, der har fundet sted ude i Europa. Her tænker jeg naturligvis særligt på Holland. Mærkeligt var det ikke mindst fordi Buruma er forfatter til bogen “Murder in Amsterdam” (2006), der fortæller om mordet på Theo van Gogh i 2004.
De få, der var mødt frem i salen, hørte heller ikke et ord om den vold og chikane, der har præget den svenske valgkamp. Blandt andet blev en Sverigesdemokrat med syrisk-kristen baggrund overfaldet og stukket ned; ikke af svenske racister, men af mænd med arabisk-muslimsk baggrund. Sverigesdemokraterne har også fået censureret deres valgvideo, ligesom man rask væk betegner partiets medlemmer som racister, nazister m.m. At åbne koranen
I et andet seminar, jeg overværede, diskuterede Buruma med K.G. Hammar, der er tidligere ærkebiskop i Den Svenske Kirke. Her var ordstyreren en mand, der har haft meget med den politiske side af islam at gøre, nemlig Arne Ruth. Ruth er en af Sveriges kendteste intellektuelle. Han er tidligere chefredaktør for Dagens Nyheter og også tidligere formand for blandt andet den svenske Rushdie-komité og tillige gift med en “iransk feminist”. På et tidspunkt i debatten indskød Ruth, at han havde været nødt til at “åbne koranen” og altså var gift med en kvinde, der kom fra et land, hvor “en religiøs definition af politikken diskriminerer mod halvdelen af befolkningen”. (Iran, red.) Ruth fremhævede også eksmuslimernes vigtige støtte til Rushdie i sin tid.
Men det var sådan set det mest kritiske og mest fornuftige, der blev sagt i en debat, hvor alle naturligvis var enige om, at det var skrækkeligt med den nye sammensætning af Rigsdagen, der jo nu også tæller Sverigesdemokrater. En debat, hvor Buruma også frit og kvit og uden modspil kunne udtale, at han mente, at de fleste muslimer i Europa accepterede adskillelsen mellem stat og kirke. Men at der naturligvis var en “religiøs bevægelse inden for islam”. Ja, mon ikke. Det ved vi, der igennem en årrække har beskæftiget os med netop dette felt. Hirsi Ali og Amara
Men så alligevel, er der små lyspunkter, også i Sverige. Ayaan Hirsi Ali måtte ganske vist melde afbud, men var dog programsat. Ingen dansk bogmesse – den løber af stablen hvert år i november – har nogensinde inviteret Ayaan Hirsi Ali. Også hvad angår oversættelse af hendes bøger kom Sverige før Danmark og Norge med en oversættelse af hendes første bøger.
Et andet eksempel: Den marokkansk-franske forfatter og politiker Fadela Amaras lille, men betydningsfulde selvbiografi “Ni putes ni soumises” (Hverken ludere eller underdanige) har vi endnu ikke på hverken dansk eller norsk. Men allerede i 2005 udkom bogen i Sverige, med introduktion af ovennævnte Demirbag-Sten. Bogen giver et rystende billede af forholdene for de unge nordafrikanske kvinder i de franske ghettoer. Samtidig fortæller den om opbygningen af organisationen “Ni putes ni soumises”, fra marchen rundt i Frankrig til anerkendelse som en organisation, som myndigheder og politikere kunne anvende som dialogpartner. Den kunne man med fordel også udgive i det øvrige Skandinavien.
På den enorme bogmesse sås ikke blot en muslimsk stand, men også en stand, hvor en repræsentant for den fredelige Bahai religion præsenterede sit materiale, ligesom Ahmadyya-religionen også havde en stand. På messen var der også en talsmand for den nej til steningskampagne, som er startet i Storbritannien af organisationen “One Law for All”. Et modigt indlæg fra en liberal
Men tilbage til Sverigesdemokraterne og valget og indvandringsdebatten: Paulina Neuding, der er chefredaktør for det liberale “Magasinet NEO”, skrev forleden i Jyllands-Posten om Sverigesdemokraternes stormende fremgang, at partiet “udfylder et hul i den politiske debat”. “Jeg har selv mødt indvandrere og jøder, som efter eget udsagn er parate til at stemme på Sverigedemokraterne, der efter deres opfattelse er det eneste parti, som tager spændingerne mellem forskellige mindretalsgrupper alvorligt. Det drejer sig om mennesker, som står langt fra den hvid magt-bevægelse, som Sverigedemokraterne er udsprunget af, men som også er parate til at lade sig repræsentere af et parti, som indtil for nylig talte mange nazister.”
Her vil jeg tilføje, at det naturligvis er bydende nødvendigt, at Sverigesdemokraterne, ligesom Dansk Folkeparti, får partiet aldeles renset for sådanne elementer. Neuding lægger ikke skjul på, at hun absolut ikke ønsker at Sverigesdemokraterne får mere indflydelse. Men så må de øvrige partier, mener hun, tage problemerne med religiøs ekstremisme med mere op.