Dukker og menneskerettigheter
Af Britta Mogensen, for HRS
Man tror ikke sine egne øjne. Hvad i alverden har menneskerettigheder og dukker med hinanden at gøre? Menneskerettigheder er da vist noget med, at mennesker skal beskyttes mod overgreb fra statens side? På den vestlige halvkugle er der næppe tale om direkte overgreb, men nok mere om statens (læs: politikernes) lalleglade og forvirrede ligegyldighed over for de etniske befolkninger. Her var i sandhed noget for IfM at tage fat på i stedet for at fokusere på noget dejligt ufarligt. Man kunne få den tanke, at der ikke mere var store, betydningsfulde opgaver at tage sig af, når intet er for småt til at lade ligge.
Det sidste nye menneskerettighedsprojekt er ”brune dukker” til etniske minoritetspiger i børnehaven. Sådan nogle brune dukker havde vi, da jeg var barn. Før den politisk korrekte tidsalder blev de kaldt negerdukker. Det ville ingen turde sige i dag. Derfor gik der lidt tid, før det gik op for mig, at ”projekt brune dukker” handler om min barndoms negerdukker, som vi børn frit valgte, mens børn i dag skal ”pædagogiseres” til at vælge dem.
Tanken bag projektet er, at det ses som diskriminerende, når små piger ikke kan afspejle sig i deres legetøj. For når småpiger – uanset etnisk oprindelse – foretrækker lyse dukker, ses det som skadeligt for deres identitet. De bør foretrække dukker, der ligner dem selv. Det var der ingen, der tænkte på, da jeg var barn. Vi havde brune bamser de første vigtige identitetsskabende år. Dukkerne, både de hvide og negerdukkerne, fik vi først, når vi blev gamle nok til at lade være med at rive arme og ben af dem eller gnave i celluloiden, som dukkerne var lavet af.
Lad os tage farven først, inden vi kommer med et bud på, hvad Institut for Menneskerettigheder (IfM) med fordel kunne tage op – og som instituttet vel ret beset får statstilskud til. Hvis vi lige ser bort fra, at brunt findes i mange nuancer, lige fra cafe latte farvet til sortbrun, må det være ret svært at blive enige om den rette ikke-diskriminerende brune farve til dukkerne. For vi mennesker, uanset hvorfra vi kommer, falder ud i mange farvenuancer, og mange, der er immigreret til Europa, har ofte enten en hvidere hud end nordboerne eller en lys gylden farve, som også mange nordboere har. Og kommer vi syd for Skandinavien, er rigtigt mange etniske sydtyskere, franskmænd, spaniere og italienere langt mørkere i huden end mange folk fra Libanon, Iran, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan m.v.
I avisindlægget er et link til en video. Af dette kan man se, at de brune børn synes, at hvidt er ”kønnest”. Det er de ikke ene om. En pakistansk far, der var på besøg hos sin datter i Danmark, spurgte mig, om jeg ikke havde lagt mærke til, at hans datters hud var meget lys. Det havde jeg faktisk ikke tænkt over. På mit spørgende blik, svarede han: ”Vi kommer oprindeligt fra Kashmir, derfor er hele vores familie hvide i huden.” Jeg kunne forstå, at det var specielt fint – altså at huden var hvid. Hvis jeg havde kunnet vælge, havde jeg haft gylden hud, blåsort hår og grågrønne mandelfarvede øjne. Det er nok min brune bamses skyld, at min identitet er slået helt i stykker, og at en typisk nordbo som jeg hellere vil ligne en skønhed fra Mellemøsten. Når børnene på videoen synes, den hvide dukke er den pæneste, er det så modsætningen, de søger, eller er det forældrene, der har indpodet dem, at hvidt er pænere end farvet? Uanset hvad, er det nok lige i overkanten at stille det op som et menneskerettighedsproblem.
Det er nu ikke alle, der hellere vil ligne noget andet end det, de ligner, eller som de foretrækker at kalde sig selv. På en international konference i 1996, stillede en – i mine øjne – hvid kvinde sig op på talerstolen og indledte sit foredrag med ordene: ”I’m black.” Jeg blev noget forbløffet og troede et øjeblik, at jeg var blevet farveblind. En – og efter min farveskal også hvid – indisk kvinde, besvarede min forbløffelse med: ”Det er et politisk statement”. Måske er det ud fra et sådant ”politisk statement”, man skal vurdere IfM’s fokus på etniske minoritetspigers dukker. På rigtig socialistisk vis skal de små allerede fra børnehavealderen lære politiske slagord: ”I’m black”.
Det er da ikke så ringe endda, at et hæderkronet institut som IfM beskæftiger sig med legetøj, og jeg vil da gerne bidrage med et par tips til yderligere identitetsskabende dukker. Hvad med barbidukker med burka og niqab? Når den rette identitet således er grundlagt, kan det ikke volde småpigernes forældre ret store problemer, når de begynder at tilhylle deres småpiger. Drenge af anden etnisk herkomst skal vel heller ikke diskrimineres, så modsat almindelige dukker, der er kønsløse, har barbidukken en hankønsudgave, nemlig Ken. Med fuldskæg og lang imamkjole kunne drengene være med i legen og drømme søde drømme om et liv, hvor selv politikere spørger dem til råds om både dit og dat, herunder om grebet om kvinderne ikke bør strammes lidt mere.
Nej, jeg har ikke missed the point. Jeg er udmærket klar over, at IfM har sat fokus på dukkerne, fordi de mener, at etniske minoritetsbørn gennem dukkernes (rigtige) farve skal kunne identificere sig med ”deres egne”. Men burde ”deres egne” ikke være den befolkning, deres forældre har immigreret dem ind i? Og skal etniske danske småbørn så tvinges til at vælge brune dukker i politisk korrekt solidaritet med minoritetsbørnene?
Når man som jeg ikke er psykolog, kan det måske være svært at se de finere nuancer i dette dukkeprojekt. Hvis BUPL (en fagforening for pædagoger) og børnehaverne sammen kan blive enige om, at man skal matche dukkefarve med barnefarve, er det da sikkert OK. Men at sætte det på en menneskerettighedsdagsorden er måske nok noget overdrevet.
Når nu vores politikere er så ude af stand til at løse de problemer, som de selv har skabt ved at arbejde for en historisk uhørt voldsom tilvandring til de europæiske lande og handlingslammede forsøger lidt lapperier her og dér, var det måske noget, som IfM kunne beskæftige sig med. Nemlig bl.a. de etniske udrensninger, som urbefolkningen er udsat for i de tilvandredes ghettoer. Områder, vi er vokset op i, er blevet til no-go zoner, plejehjem må hegnes ind, den etniske befolkning udsættes for hærværk og ildspåsættelser, hjemmerøverier, gaderøverier og vold. Der er rigeligt at tage fat på for IfM i stedet for at handle, som en kvinde på kommentarsporet til avisindlægget bemærkede:
”I store dele af verden kæmper hele befolkningsgrupper en indædt og ofte håbløs kamp for menneskerettigheder. I Danmark er man nået til at kæmpe for ligeret mellem brune og hvide dukker i børnehaven.”
Hele projektet er affødt af, at små piger foretrækker hvide dukker, fordi de tilsyneladende tillægger den brune farve negative egenskaber. Gør den pakistanske far også det? Men da vel ikke konferencedeltageren? Man kunne synes, at det var selve tankegangen, der burde ændres. I stedet har IfM kastet sig over dukkerne. Det er naturligvis også nemmere at udlevere brune dukker til børn, som de så skal tvinges til at foretrække for at kunne identificere sig på den helt rigtige menneskeretlige måde – i stedet for at insistere på, at de indpodes en tankegang, hvor de ikke er en af ”deres egne”, men en af ”vores egne”. At påtvinge børn bedst-at-kunne-lide en eller anden hudfarve, fordi deres forældre tilhører en etnisk minoritet, er for mig det mest diskriminerende i dette projekt.