Rita Karlsen, HRS
Når jussen bringes inn i sak, forlater vettet samme sak. I alle fall kan det synes slik når saken er av en slik karakter at de juridiske spissfindigheter ikke skaper den største forståelse hos folket. For øvrig ikke ulikt saken vi ble kjent med i går, da Høyesterett frikjente de fengslede rumenerne som var blitt tatt på vei inn i Norge med skimmingutstyr. Det er åpenbart for alle at slikt utstyr skulle brukes til kriminelle handlinger, men det var altså ingen lovhjemmel for å være ”så føre var”. Enden på visa er at Norge kan risikere å måtte betale økonomisk erstatning for at kjeltringene har hatt ”tapt arbeidsfortjeneste” mens de satt fengslet. Juridisk sikkert korrekt, men der stopper da også all forståelse.
I Danmark står den erfarne og profilerte politikeren Karen Jespersen (V) overfor en sak som forteller oss at verden ikke går fremover. Jespersen, som har vært statsråd flere ganger i Danmark, både i den ene og andre regjering etter at hun forlot Socialdemokratene og gikk inn i Venstre, sitter i dag i som leder av integreringsutvalget i Folketinget. Hun har markert seg som over middels interessert i innvandrings- og integreringspolitikken, og har da også skrevet en rekke bøker om temaet. Siste bok (”Islams magt”) skrev hun sammen med sin ektemann, Ralf Pittelkow, tidligere politisk rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og nå politisk kommentator på Jyllands-Posten. Ekteparet Jespersen/Pittelkow har særlig interessert seg for integrering i et verdiperspektiv og har da således rettet oppmerksomheten spesielt mot islams inntog i samfunnet.
Jespersen har aldri lagt skjul på at hun er skeptisk til ideologien islam og den påvirkning den har både på muslimer og samfunnet. For halvannet år siden, da var hun for øvrig velferdsminister, uttalte hun seg svært kritisk til forslaget om at Muslimens Fellesråd skulle utarbeide undervisningsmateriell til Københavns skoler som ledd i å bekjempe radikalisering av unge. For Jespersen mente at det var å sette bukken til å passe havresekken; det er ikke ekstremister som skal fortelle om ekstremisme.
Som eksempel på denne ekstremismen, med adressat Muslimenes Fellesråd sin talsmann, Zubair Butt Hussain, viste Jespersen til at han ikke tok avstand fra steining av kvinner. Uttalelsen vakte betydelig oppmerksomhet, og politikere både fra høyre og venstre sto i kø for å angripe, ja, nettopp: Jespersen.
Det het i Berlingske 19.februar 2009:
Både i Venstre og i oppositionen har politikere stået i kø for at angribe velfærdsminister Karen Jespersen (V) for hendes udtalelse om, at Københavns Kommune samarbejder med en ekstremistisk organisation. Men ministeren står fast. »Det her er en værdikamp om frihed, og jeg synes, det er rystende, at man overhovedet kan diskutere, om nogen, der ikke tager afstand for stening, skal have indflydelse på værdiggrundlaget i Danmark. Det var jo præcis derfor, jeg forlod Socialdemokratiet,« indleder hun og henviser til SF, der har beskyldt hende for føre, hvad de kalder et »muslimsk korstog«. »Det synes jeg bare udstiller, hvorfor man ikke kan give SF indflydelse i det her land. De svigter de danske værdier. For mig handler det om at forsvare friheden over for det angreb, som bliver fremført af en række ekstreme muslimer.«Men den kamp hører vel ikke ind under Velfærdsministeriet?»Mit angreb mod ekstremisme hører i allerhøjeste grad under mit ministerium. For vi kan jo se, at de problemer, som udspiller sig i socialt belastede boligområder, afspejler, at der er radikale elementer, som har indflydelse. Du kan heller ikke tale om ligestilling uden at tage højde for, at der er et problem med holdningen til kvinder i indvandrermiljøer. Og du kan se, at dårligt integrerede indvandrere også får sociale problemer. Meget tit er der en sammenhæng mellemindsatsen over for børn og unge og problemer i socialt belastede boligområder, så selvfølgelig skal en velfærdsminister forholde sig til muslimsk ekstremisme,« svarer ministeren.
Det ble også hevdet at Jespersens påstander om at organisasjonen Muslimenes Fellesråd er ekstremistisk, var feil. Jespersen parerte:
»Jeg har faktisk gjort mig meget umage med at sige, at det er nogle fremtrædende repræsentanter for organisationen, som jeg kritiserer. Her tænker jeg primært på Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussain, som ikke har villet tage afstand fra stening,«siger ministeren.
( … )
»For mig handler det her primært om, at jeg er kritisk i forhold til en organisation, der er repræsenteret af personer, som går ind for stening og undertrykkelse af kvinder. Det er sådan, jeg forstår ekstremisme,« fastslår hun.
Mot denne bakgrunn er dommen i Københavns Byret ikke enkel å følge. For hun dømmes for injurier ved å ha beskyldt Butt Hussain for å gå inn for steining av kvinner. Nyhetsbyrået Ritzau omtaler dommen som følgende:
Tidligere velfærdsminister Karen Jespersen gik over stregen. Det står klart, efter at tirsdag afgjorde, at Venstre-politikeren intet grundlag har for at påstå, at talsmanden for Muslimernes Fællesråd går ind for stening.
Det var ikke desto mindre, hvad Karen Jespersen gjorde for halvandet år siden i forbindelse med hendes kritik af, at Københavns Kommune samarbejdede med Muslimernes Fællesråd om udarbejdelsen af undervisningsmateriale om ekstremisme.
Godtgørelse og dagbøder
Den daværende velfærdsminister beskyldte dengang talsmand Zubair Butt Hussain for blandt andet at gå ind for stening af kvinder.
Det fik Zubair Butt Hussain til at stævne Karen Jespersen for injurier, som han altså tirsdag fik medhold i.
Karen Jespersen blev dømt til at betale en godtgørelse på 10.000 kroner for overtrædelse af straffeloven og fire gange 250 kroner i dagbøder.
Karen Jespersen kaldte også talsmanden for ekstremist, men her frikendes hun.
Ja vel?
Det er altså greit å hevde at noen er ekstremist, men ikke si noe om hvorfor en oppfatter den samme som ekstremist?
Jespersen synes heller ikke å forstå dommen. Til Berlingske omtaler hun dommen ”meget merkelig”.
Det lyder for øvrig nokså likt en sak i Norge – der Islamsk Råd Norge (IRN) enda ikke (etter tre år) har maktet å ta klart avstand fra dødsstraff for homofile. Betyr det så at IRN er for dødsstraff av homofile? Og skulle jeg hevde at det er en logisk slutning, da kunne jeg altså risikere å bli dømt for injurierende påstander? Hevder jeg derimot at IRN er ekstremistisk uten å begrunne det, så er det greit?
Det er å håpe at Jespersen anker dommen.