Rita Karlsen, HRS
Min introduksjon til denne saken er feil. Det er verken forbudt i Norge eller Danmark med hijab. Det som er forbudt, er å bryte uniformsreglementet. Alle husker debatten om hijab og andre typer private symboler til politiuniformen. Gjennomslaget var nøytralitet. En politibetjent skal oppfattes som en politibetjent, intet annet. Alle symboler og markører som også forteller noe mer om vedkommende, skal ikke opptre sammen med uniformen. Og kom ikke med dette sludderet om hudfarge. Den kan ikke tas av og på.
Selvsagt er en muslim, en sikh, en kristen, en ateist eller annet, en like god, eventuelt dårlig, politibetjent som andre, på samme måte som vedkommende er en like god, eller dårlig, representant for sin religion, sin politikk eller for den saks skyld speiderbevegelsen. Hva vet vel jeg, og hele poenget er at jeg ikke trenger å vite. Jeg skal som privatperson derimot vite at jeg står overfor lovens lange arm og har å innrette meg etter hva vedkommende sier, om enn jeg oppfatter vedkommende til å være hoppende gal. Det eventuelle problemet må jeg i så fall ta opp via andre, definerte kanaler.
Profesjonelle aktører som legalt og legitimt handler i din privatsfære, balanserer på en syltynn knivegg. Dette er aktører som rår over din troverdighet, din aktelse og det kan sågar være et spørsmål om liv og død. Derfor er da også etikk og moral i høysetet eksempelvis både hos politi og helsepersonell. Det er bygd opp omfattende systemer som skal ivareta den enkeltes rettsikkerhet og helsesikkerhet. Blir en for eksempel innlagt på sykehuset, skal en oppleve at helsepersonellet er der for deg, intet annet.
Mine erfaringer fra norske sykehus er svært god. Jeg har mange ganger undret meg over om jeg gang på gang har trukket lykkeloddet, da jeg alltid omgis av de hyggeligste, blideste og mest hjelpsomme sykepleiere en kan tenke seg – og av og til noen blærete leger, men det får alltid sykepleierne meg raskt til å glemme. Men enn så lenge har jeg aldri personlig opplevd helsepersonell i hijab. Hvordan ville jeg da ha reagert?
Jeg føler ditt fnys. Skulle jeg reagert annerledes om jeg møtte en hyggelig, blid og utrolig hjelpsom sykepleier bare fordi hun brukte hijab? Var det ikke hennes kvalifikasjoner som skulle stå i front, ikke hennes bekledning?
Ja, men hvorfor har vi så sykehusuniformer? For ikke bare har vi sykehusuniformer som i ett og alt skal signalisere hygiene, de er også markører på tittel og rolle, i tillegg til det sett av regler som følger av uniformeringsplikten; forbud mot neglelakk, piercing, hårfrisyrer som er for markante i sveis eller farge, for sterk make-up og alt det som kanskje kan defineres i en sekkekategori som ”upassende”. Således er det da også noen som argumenterer for hijaben ut fra et hygieneprinsipp. Men det er nok ikke mange som ville ha altfor sterke meninger om helsesektoren satte tildekking av hår på agendaen, men hvis denne tildekkingen samtidig skulle signalisere ett bestemt religiøst og/eller politisk system, ja da ville nok pipen fått en annen lyd. For gjennomgangsmelodien er at helsepersonell er der for pasienten, det er pasienten som er i sentrum.
Men likevel skal jeg blir fortalt at legen er muslim gjennom hennes hijab. For meg symboliserer hijaben verdier jeg ikke står for: Hijaben uttrykker kjønnssegregeringen og at lojaliteten først og fremst er hos Allah. Jeg liker ikke at helsepersonell, som har min helse og mitt liv i sine hender, har så diametralt andre verdier enn meg. Men det kan jeg leve med. Verre er det at budskapet serveres meg.
Jo, jeg hører at du mener at jeg (over)tolker. Men hvordan i all verden kan jeg vite hvilken type muslim jeg serveres? Vedkommende kan jo for alt jeg vet være en bokstavtro fundamentalist som jeg har all grunn til å være livredd. Hva må jeg gjøre da? Spørre? Se det an? Lukke øynene og håpe det beste? Innse at jeg er fullstendig gal og antakelig også lider av forfølgelsesvanvidd? Eller gruble over hvorfor jeg i det hele tatt har slike tanker?
Hvis du ikke allerede har falt av: Nei, jeg tror ikke at de fleste muslimkledde helsepersonell er noe å være redd for. Jeg får bare servert et budskap i en situasjon der jeg burde vært spart for den retten, og som dessuten er påtrengende nettopp blant muslimer. Nevn meg andre grupper som slåss for retten til å markere ett eller annet personlig ståsted ?
I kassa på butikken møter jeg ofte hijabjenter. Mange av dem er studenter og jeg diskuterer av og til med dem. Langt de fleste er svært hyggelig, og de forteller på autopilot at hijaben markerer deres identitet som muslimer. Noen er stolte av det, andre uttrykker mer likegyldighet. Jeg har vel til gode å få en annen forklaring på hijaben enn som identitetsmarkør (da hopper jeg bukk over dem som forteller om press fra miljø og/eller foreldre). Men denne identitetsmarkeringen beroliger meg ikke et sekund. For selv på butikken har jeg ingen behov å vite hvem som er det ene eller andre av personlig karakter. Men jeg kan jo bare velge å handle et annet sted.
Spørsmålet som likevel ikke blir besvart er hvorfor mange muslimer har et så påtrengende behov å fortelle at de er muslimer. Det får de svare på selv, men særlig respektfullt overfor andre er det ikke å flagge med denne type markører. Det lyder hult når de påberoper seg religionsfrihet og respekt, mens de i ord og handling symboliserer det motsatte.
Hva så med pasienter som ikke ønsker å bli behandlet av muslimer? Er det en rettighet en kan påberope seg? Ja, i Danmark har statsråden for feltet, sunnhetsminister Bertel Haarder (V), gitt uttrykk for en slik rett. Dog er det pasienten som må sykehusshoppe, og det faller ikke alle like lett for brystet. Sykepleier ved Odense Universitetshospital, Rachel Adelberg Johansen, er en av de som mener at dette er å snu saken på hodet, men derimot er ikke den samme Adelberg Johansen særlig forundret over at debatten blusser opp. Den har hun, også som sykepleier, bare ventet på. Hun skriver i sin klumme på Sappho.dk:
Enhver der har blot en smule føling med samtiden – også inden for sundhedsvæsenet – kunne have sagt sig selv, at en ny tørklædestorm ville bryde ud i lys lue før eller siden. Anledningen til den seneste opblussen af kulturkonflikten blev denne gang en patient, Britt Valentin, som under sin indlæggelse på Næstved sygehus ikke ønskede at blive behandlet af en læge tilsløret med hijab, det islamiske hovedtørklæde.
Vi har tidligere presentert saken til Britt, men uten å vite om den kunne betraktes som unik eller ikke. For er det mange som deler Britts skjebne, men som velger ikke å si noe? Adelberg Johansens erfaringer er som følgende:
Men lad mig begynde et andet sted, nemlig tilbage i efteråret 2008, hvor jeg selv havnede i frontlinjen af en tankevækkende tørklæde-konflikt på et offentligt hospital. Årsagen var, at et par patienter frabad sig at blive passet af en social- og sundhedsassistent elev, der var tilsløret med hospitalshijab. Eftersom det stadig er tilladt at iklæde sig denne religionspolitiske kvindeuniform, blev løsningen på problemet, at det blev ansatte uden hijab, som i stedet passede disse patienter. Imidlertid havde denne oplevede kulturkonflikt helt tæt på sat sig nogle dybe spor hos en del plejepersonale i sengeafsnittet – men med forskellige begrundelser. Nogle var irriterede over, at der skulle omrokeres på personalet men havde forståelse for hensynet til patienterne. Andre fandt det, som patienterne selv udtrykte det, ”krænkende og provokerende”, at en repræsentant for sundhedsvæsenet var tilsløret med en massiv markør som hijaben. På den baggrund besluttede vi at rejse en principiel debat i vores personaleblad i form af et åbent brev til uniformsudvalget i november 2008 om det urimelige i, at hospitalet havde indført en uniformsetikette for de hospitalsansatte, som ikke længere var neutral. Det blev til tre debatindlæg fra personalegruppen de tre følgende måneder.
”En farlig kurs”
Modsvarene blev de forudsigelige påstande om, at debatten var ”en farlig kurs”, offer-indlæg om, at det var en befolkningsgruppe, vi mobbede og et multikultur-indlæg. Ingen ønskede tilsyneladende at diskutere sagens substans, nemlig at den neutrale hospitalsuniform inden for de seneste år er blevet suppleret med en særuniform, hijab, til (teksttro) kvindelige muslimske ansatte. Hijab-konflikten på hospitalet nåede tilligemed massemedierne. I TV2-nyhederne kaldte tillidsrepræsentanten hospitalshijaben for en rettighed. Siden hvornår har det været en ”rettighed” som offentlig ansat at gennemtrænge verdslige samfundsinstitutioner med religionspolitiske markører og bruge en hospitalsuniform som reklamesøjle for personlige præferencer? Gad vide hvorfor den såkaldte elite er så ivrig efter at give køb på den neutrale hospitalsuniform til fordel for en islamisk særuniform.
Med andre ord, indførelsen af hospitalshijaben er et skoleeksempel på islamisering i praksis. Hijabforsvarere kolporterer, at læger bør vurderes på faglighed og ikke på påklædning. Er det faglighed at misbruge sin lægeuniform til at pådutte patienterne sine private sympatier?
Er sykehushijaben et skoleeksempel på islamisering i praksis? I så fall må det kunne karakteriseres som en bevisst, styrt prosess. Hvem styrer så den? For å svare på det må man også være seg bevisst hvilket symbol en står overfor, men det er akkurat på dette punktet ”godhetsindustrien” tar mannen heller enn ballen:
Nu tilbage til Britt Valentin-sagen. I sidste uge kom et væld af aktører på banen, og vi har været vidne til den velkendte forargelse og fordømmelse. Ikke af en praksis hvor man med en iøjnefaldende markør kan demonstrere religiøs/politisk overbevisning – men af mennesker, der vil henvise skiltning med hijab til fritiden, hvor den retteligt hører hjemme. Det har været svært at holde rede på alle de mærkværdige krumspring og dårligt camouflerede bortforklaringer, som er blevet bragt til torvs. Det synes som om, at man i debatten om hijab på hospitalsansatte helt forbigår den principielle debat og samtidig ikke forholder sig til hijabens symbolværdi. Offentlige hospitaler er verdslige samfundsinstitutioner, hvor repræsentanterne helt indlysende turde være neutrale og upartiske. Uniform betyder ensartet. Den ensartede hospitalsuniform eksisterer skam stadigvæk i bedste velgående på danske hospitaler. Men siden slutningen af 1990´erne er danske hospitaler i stigende grad begyndt at indkøbe og tillade en særuniform, hospitalshijab, til visse muslimske hospitalsansatte, som insisterer på at tilsløre sig i arbejdstiden. Den danske hospitalsuniform er blevet tilpasset islam. Med hijab. Sågar sommetider med personalets egen hjemmehijab. Dette fænomen kalder man integration. Et spørgsmål trænger sig dog på. Hvem er det, som er blevet integreret?
Så til spørsmålet om hvem, eller kanskje hva, som skaper konfliktene.
Sundhedsminister, Bertel Haarder, tilkendegiver over for Folketinget, at patienter i akutfasen har ret til at blive flyttet til et andet hospital, hvis patienten ikke vil affinde sig med hijab-tildækkede læger. Det er det mindste onde, al den stund det er en ringe trøst, at patienter skal kastes rundt mellem forskellige hospitaler for at undgå anmassende skiltning på hospitalsansatte. Præmissen er forkert. Tingene er vendt fuldstændig på hovedet. Det er hijaben, som er konfliktskabende. Hijab betyder skel. Dette islamiske symbol har i høj grad held med at sætte skel mellem mennesker. Skel mellem mænd og kvinder. Tilsløringsversene i Koranen bekræfter til fulde dette. Sådan ser formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ikke på sagen. Christensen mener, at ved at sige nej tak til læger med hijab, siger man nej til at blive behandlet af muslimer. Det er en total fejlslutning. Det er jo hijaben, den massive markør, man siger fra over for. Ikke mennesket. Det fremføres ofte som argument i debatten, at hijab-tilsløring er et frivilligt valg. Hvis man skal tage dette udsagn for pålydende, så må den logiske følge heraf være, at man så også frivilligt kan tage hijaben af f. eks. i en arbejdssituation. Man er stadig muslim uden hijaben på hovedet – og fint med det.
Og lad mig lige slå fast én gang for alle: Hjab er ikke en race, ikke en hudfarve, ikke en tro, ikke en seksuel orientering – det er et islamisk symbol alene rettet mod kvinder. Både et sexistisk, religiøst og politisk symbol. Ergo, racisme- og diskriminationsanklager mod muslimer som befolkningsgruppe i dette anliggende er platte og pinlige. Det er hijaben, som diskriminerer og stigmatiserer det ene køn, kvinder. Institut for Menneskerettigheder kunne begynde med at granske Koranen.
Ifølge Rachel Adelberg Johansen er løsningen akkurat den samme som ble konkludert med i vår egen politihijab-debatt: å fastholde nøytralitetsprinsippet – og ikke gi etter for utmattelsestaktikken.
Løsningen på hele miséren ligger såmænd ligefor. Man burde helt indlysende forlange, at alle hospitalsansatte, uanset tro og politisk tilhørsforhold, skulle gå i den samme slags neutrale hospitalsuniform. Ingen særuniform begrundet med religiøse/politiske tilhørsforhold. Patienterne, som ofte er alvorligt syge og er den svage part på hospitalet, har krav på at blive mødt med empati og respekt – uden uvedkommende skiltning på hospitalsansattes uniformer. Patienterne kommer i første række. Hospitalerne er til for patienternes skyld. Hensynet til patienternes tarv må altid gå forud for personalets eventuelle ønsker om at agitere for personlige præferencer i arbejdstiden.
Udmattelsestaktik
Det er et velkendt fænomen, at man man, når man vil presse sine krav igennem, fortsætter til det hænger modstanderen ud af halsen. Det er den såkaldte udmattelsestaktik. Debatten om den urimelige hospitalshijab hænger formentlig mange mennesker ud af halsen – herunder undertegnede. Men mit væsen er aldrig at give op. Aldrig at give efter. Min udholdenhed er større end hijablobbyens. Det skylder jeg patienterne, mine efterkommere, min kultur og ikke mindst mit land, Danmark.
Hvordan er så situasjonen i Norge? Ut fra samtaler med helsepersonell og pasienter er det ingenting som tyder på at våre erfaringer er annerledes enn danskenes. Det reageres, for dem som reagerer, internt med hoderysting og oppgitthet. Det meldes om stadige tilrettelegginger for en gruppe, muslimene, til tross for at en står side om side kollegialt. Noen hevder at det før eller siden vil smelle, og at sannsynligheten er størst for at det er ”deres egne” som til slutt får nok. De som ikke orker (det indirekte) presset om å dekke seg til – og som ikke kan vente noen drahjelp fra myndighetene. For myndighetene lukker øynene og teller varme hender i arbeid – som er viktig nok, men ikke det eneste viktige.