Hege Storhaug, HRS
Elisabeth Sabaditsch-Wolff mener det er avgjørende å stå frem og si nei til sharia, nei til kjønnsapartheid, teokrati og parallelle rettssystem. Dette har hun selv gjort i foredrag etter foredrag for borgere i Østerrike. Hun har en bakgrunn som gjør henne spesielt kvalifisert til å vite hva hun snakker om: som barn opplevde hun Khomeinis revolusjon i Iran, og hun har blant annet arbeidet på den østerrikske ambassaden i Kuwait og Libya.
The Viennese mother and housewife originally approached the subject of Islam from her unique background that includes a childhood stint in Iran during the Islamic Revolution in 1979 when her diplomat-father was stationed there; and her own work experience with Austrian embassies in both Kuwait at the time of the Iraqi invasion in 1990, and Libya, on 9/11 («The Jews did it!» Elisabeth’s Libyan landlord shouted at her that same day).
She studied the Islamic texts and commentaries, the apologetics and the critiques. Empowered by her natural right to free speech, she decided to educate others in her native Austria about the Koran, about Islamic law (Shariah), in seminars she offered under the auspices of the pro-Western-civilization think tank Wiener Akademikerbund (Association of Vienna Academics). Contracted by the anti-Islamization Freedom Party (FPO) in 2008, Sabaditsch-Wolff has been educating Austrians about Islam ever since.
Nå anklages hun altså for offentlig å ha ansporet til hat mot et lovlig religionssamfunn, islam. Lars Hedegaard har sett nærmere på saken for sappho.dk, og Hedegaard mener en fellende dom vil være et skjebnesvangert skritt i retning av et ufritt Østerrike.
La det være klart: hva konkret Sabaditsch-Wolff har uttalt, kjenner ikke jeg til. Jeg har heller ikke studert nærmere hvilke holdninger hun synes å ha. Det som derimot er interessant er ikke minst hva man innen lovens rammer kan referere fra Koranen, hadith med mer, og hva den samme loven vil tillate muslimer å si om andre religioner eller ateister.
Med henvisning til den østrigske straffelovs § 283, punkt 1 og 2, har den offentlige anklager i Wien præsenteret Elisabeth Sabaditsch-Wolff for en anklage for offentligt at have «gegen eine in Österreich gesetzlich anerkannte Kirchen und Religionsgesellschaft, den Islam gehetzt». Hun anklages altså for offentligt at have ansporet til had mod et lovligt anerkendt kirke- og religionssamfund – islam.
Sagen er berammet til den 23. november 2010.
Anklageskriftet består af en række citater, der er transskriberet fra to foredrag, som ESW holdt i oktober og november 2009. I alt foreligger der otte timers båndoptagelser.
Alle udsagn strafbare
Jeg har ikke lyttet båndene igennem og kan derfor ikke stå inde for nøjagtigheden af de citater, anklagemyndigheden har anført. Ej heller kan jeg vide, om disse citater er en fair opsummering af, hvad ESW forsøgte at sige.
Interessant nok har den offentlige anklager ikke anført noget citat som særlig strafværdigt, og man må derfor antage, at anklagemyndigheden betragter hvert eneste af udsagnene (ca. 8000 ord) som strafbare under østrigsk lov.
Det er meget underligt, idet citaterne falder inden for adskillige kategorier, herunder:
1) Gengivelser af islams kanoniske troslærdomme som de fremgår af Koranen og hadithen.
2) Sociologiske betragtninger om muslimsk adfærd, der kan siges at være inspireret af eller i overensstemmelse med islams kanoniske troslære
3) Moralske betragtninger eller værdidomme om islams troslære
4) Fortolkninger af den islamiske troslære og dens sociale og politiske konsekvenser
5) Betragtninger over forskelle mellem kristen og islamisk troslære
Det er vigtigt at understrege, at intet i de af anklagemyndigheden anførte citater tyder på, at ESW går ind for vold, undertrykkelse eller diskrimination mod muslimer.
I al almindelighed bør det noteres, at ESW’s udtalelser er vel underbyggede af de selv samme tekster, som rettroende muslimer, herunder ulema, betragter som ufejlbarlige og uden for diskussion og fortolkning. Hendes udtalelser kan til overmål støtte sig på empiriske data og et omfattende korpus af videnskabelige arbejder af såvel muslimske som ikke-muslimske autoriteter.
Det er f.eks. en kendsgerning, at alle nulevende muslimske terrorister og fortalere for jihad forsvarer deres politiske program og handlinger med henvisning til islams kanoniske troslære. Man skulle derfor antage, at ESW er i sin fulde ret inden for ytringsfrihedens rammer til at pege på de selv samme forbindelser mellem islamisk troslære og muslimsk adfærd, som et overvældende antal muslimske autoriteter selv lægger vægt på, og som de betragter som rosværdige og som bemyndiget af Allah.
Der er naturligvis forfattere – muslimske såvel som ikke-muslimske – som tager afstand fra ESW’s gengivelse og fortolkning af islamisk ortodoksi og fra hendes sammenknytning af muslimsk adfærd med den ortodokse troslære.
Men sådanne forskelle i fortolkning eller opfattelse bør behandles inden for rammerne af den almindelige offentlige debat, hvor enhvert synspunkt bør komme til orde. I et frit samfund burde domstolene ikke afgøre hvilken af de divergerende meninger, der er rigtig.
Vidtrækkende konsekvenser
Man spekulerer på. om den østrigske anklagemyndighed har overvejet, hvilke omfattende følger det kan få at indbringe ESW’s meninger for domstolen.
For det første, hvis retten finder, at ESW’s udtalelser om islamisk rettroenhed og muslimsk adfærd inspireret af den er faktuelt forkerte eller fornærmelige, må det indebære, at retten mener sig i besiddelse af en sand forståelse af islamisk teologi.
Hvis det er tilfældet, skylder domstolen verden og de østrigere, der risikerer at blive dømt for deres forkerte opfattelse, klart at meddele, hvad man lovligt må sige om islam og om forbindelserne mellem muslimsk adfærd og den kanoniske troslære.
Skal imamer anklages?
Noget sådant ville utvivlsomt skabe alvorlige problemer for mange imamer og islamiske retslærde, hvis opfattelse af islam ikke væsentligt afviger fra ESW’s, selv om de betragter denne opfattelse som rosværdig og bemyndiget af Allah, mens ESW anser den for forkastelig.
Vil anklagemyndigheden slæbe disse imamer og ulema for retten under anklage for at have talt ilde om islam?
Og hvad med selve Koranen? Bør den censureres, fordi den giver en forkert, nedværdigende og hadefuld fremstilling af en fredelig og tolerant religion? Man kan spørge om det samme i forbindelse med hadithen, siraen og tafsiren (koranfortolkninger).
Hvad bliver der tilbage af den islamiske kanon, hvis domstolen udpeger sig selv som øverste autoritet i islamiske spørgsmål?
Og hvorfor nøjes med at udpege islam til juridisk behandling? Burde kristne ikke have samme ret til få muslimer dømt, fordi deres teologi er en anmasselse mod kristendommen? Som bekendt betragter den islamiske kanon Jesus som en muslimsk profet, der ikke døde på korset, og Biblen som en forvrænget og forfalsket version af Koranen.
Men det standser ikke her. Man kan sagtens forestille sig anklageskrifter mod personer, der har nedværdiget eller latterliggjort den sande socialisme, kommunisme, liberalisme, konservatisme eller enhver anden tankeretning.
Skæbnesvangert skridt
For at konkludere: Hvis retten dømmer ESV, vil den have taget et skæbnesvangert skridt i retning af at ophæve ytringsfriheden, tankefriheden og meningsfriheden
I et frit samfund bør ytringer – med mindre de opfordrer til vold eller ulovlig undertrykkelse – imødegås med ytringer og ikke med anklageskrifter.
Hvis retten i Wien beslutter at dømme Elisabeth Sabaditsch-Wolff, vil den have sat en uaftvættelig plet på den østrigske retspleje og på Østrigs anseelse som et frit samfund.