Rita Karlsen, HRS
Jeg har tidligere kommentert at innstramningene i utlendingspolitikken med det danske poengsystemet også kan føre til en politisk spagat, noe som synes å slå til.
Det startet med at integreringsminister Birthe Røhn Hornbech (V) i sine første uttalelser prøvde å formidle avtalen som var inngått med DF som en vesentlig mindre innstramning enn den egentlig er. Etter kjeft fra både egne og DF, fant Røhn Hornbech det best å formidle avtalens intensjoner i klarere ordlag.
Men så skjedde det kanskje oppsiktsvekkende: Både Socialdemokraterne (S) og Socialistisk Folkeparti (SF) ga langt på vei sin fulle støtte til poengsystemet. Jeg er ikke i tvil om hvorfor; dansk utlendingspolitikk har siden 2002, spesielt ved innføringen av 24-årsregelen og tilknytningskravet, utvilsomt vært en suksess. Derfor er det da heller ingen partier med regjeringsambisjoner som tør rokke ved disse innstramningene.
Men det nylig introduserte poengsystemet møtte både ventet og uventet motstand, der det spesielt henvises til forskjellsbehandling mellom Kong Salomon og Jørgen hattemaker (for eksempel jo høyere og mer prestisjetung utdannelse, jo flere poeng). At De Radikale og Enhedslisten raste var det ingen som reagerte på, mer uventet var det kanskje at også folket rynket på nesen, avdekket gjennom meningsmålinger. Da ville ikke S og SF lengre være fullt så helhjertet tilhengere lengre, kombinert med kritikk fra egne rekker, og de kom da til den geniale løsningen ”Vi lager vårt eget poengsystem”.
Det er ikke vanskelig å gjennomskue hva Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) prøver på: De vil gjerne ha de partipolitiske fordelene med et poengsystem, men samtidig skal kravene dempes så ned at poengsystemet i seg selv blir spiselig for alle og enhver.
Og da kan en jo spørre seg; hva er vitsen med et poengsystem da?
Nei, da er det ingen vits med et poengsystem. Et slikt system skal ikke innføres for å dra partipolitiske veksler, men fordi det skal gagne politikken for landet.
Vil det så gjøre det?
Utvilsomt vil poengsystemet gagne Danmark (og særlig når de innser at det kanskje landet virkelig vil ha bruk for i fremtiden er den gode gamle arbeideren, ikke et hav med selvsentrerte mellomledere). Det er like lett å tenke seg som at sosialkontoret får færre brukere, ergo mindre penger brukt. For det er da ingen med vettet i behold som ikke ser at personer som koster mer enn de bidrar er en reell kostnad for samfunnet, og når det blir for mange forbrukere i forhold til bidragsytere så vil de røde tallene i regnskapet øke.
Det er derfor ikke der spørsmålet står, spørsmålet handler om hvorvidt dette er et humant forslag.
For det er heller ingen hemmelighet, til tross for at de fleste land prøver å gjøre det til en hemmelighet, at innvandringens kostnader er betydelig. Enkelt forklart; jo mindre en innvandrer har i bagasjen av utdannelse eller jobberfaring, jo mindre sannsynlighet for (raskt) å bli en fullverdig bidragsyter og større sannsynlighet for økte kostnader for samfunnet.
Og dermed har vi to faktorer å deale med: innvandrere og humanitet.
Og da kommer neste ”mest offentlige” hemmeligheten; nemlig at det er stor forskjell på innvandrere. Skillet går i stort på vestlige versus ikke-vestlige innvandrere, dernest kan disse gruppene brytes ned på landgrupper. Tallene tale er således klar; forskjellene i bidragene er enorme. Men vi skal helst ikke snakke om det, for da kan noen grupper oppleve seg stigmatisert. (Jf. HRS-notatet om innvandringes kostnader og velferdsstaten, 2009).
Men, og det er det store men, hvilke land kan styres etter hjertet uten å ha hodet med?
La meg, både for ordens skyld og fordi jeg har behov for det, understreke at det er stor forskjell på å utarbeide statistikker og tall i styringsøyemed og å forholde seg til enkeltindivider. Enkelt sagt; det finnes eksempelvis flotte, dyktige, fremadstormende somaliere som gjør stor suksess i Vesten. Selvsagt, vil jeg legge til. Men som gruppe må somaliere tåle at de har en vei å gå hva gjelder deres økonomiske bidrag til samfunnet. Og mens polakkene har kunnet sole seg i glansen av å være dyktige arbeidere, stiger denne gruppens arbeidsledighet – og trygdeforbruk – faretruende raskt. Derfor, like enkelt sagt; utformes ikke en presis politikk, med konkrete tiltak overfor de grupper som har mest behov, vil heller ikke problemene løses. Det er i så fall en tragedie både overfor de aktuelle gruppene, enkeltmennesker og samfunnet som helhet.
Det er således to måter å løse dette på, som også henger sammen: 1) Det iverksettes integreringstiltak som løfter grupper og enkeltindivider inn i samfunnet, og/eller 2) Det iverksettes tiltak som gjør gruppe 1) mindre, altså høyere terskel for innvandring.
Det danske poengsystemet er utvilsomt et tiltak sortert under pkt.2, som har pkt.1 som mål. Det koster det danske samfunnet for mye å iverksette integreringstiltak så lenge påfyllet fortsetter i et for høyt tempo og de som kommer har en eller annen form for bistandsbehov.
I et slikt perspektiv er det direkte latterlig at Thorning-Schmidt, Danmarks kanskje neste statsminister, har slått på stortromma og sagt at det nå skal bli slutt på alle innstramningene i utlendingspolitikken. Hva vet Thorning-Schmidt om fremtiden som vi andre ikke vet?
Jo takk, Thorning-Schmidt, det lyder oppriktig humant, men det er nok lettere å spille med ”humanitetskortene” når man sitter i opposisjon enn når man sitter med regjeringsansvar.
Det vet vi en del om fra norsk politikk. Her er det nettopp denne balansegangen som forsøkes ivaretatt – og resultatet er? Tja, si det. Når politikken er ullen blir tiltakene som regel det samme, du vet, slike ”presise” tiltak som dialog, sette ned et utvalg, lage en brosjyre. Men desto viktigere blir det å fortelle folket at det de erfarer er misforstått; for det går så mye bedre enn hva en skulle tro.
Tro får en gjøre et annet sted.
Tillater meg også å gjengi lørdagens lederkommentar i Jyllands-Posten, som setter på plass de som med et heller uklart forhold til begrepet ”kjærlighet” prøver å vinne innpass med sin kritikk av poengsystemet:
Bortset fra nogle få verdensfjerne repræsentanter for Enhedslisten og Det Radikale Venstre er alle enige om, at der skal være en form for begrænsning på indvandringen. Spørgsmålet er hvor meget og hvordan. Regeringen og Dansk Folkepartis pointsystem er absolut ikke problemfrit, og der har da også allerede vist sig en række tilfælde, hvor reglerne rammer åbenlyst urimeligt – naturligvis godt hjulpet på vej af de kræfter, som grundlæggende er imod reglerne og bruger udvalgte eksempler til at påstå deres generelle ufornuft.Det er imidlertid påfaldende, som begrebet kærlighed er blevet centralt i debatten, for det er sandt at sige ikke en modvilje mod kærligheden som sådan, der har ført til den nødvendige stramning af reglerne. Snarere tværtimod, kan man sige.Alle fornuftige og ansvarlige parter erkender nødvendigheden af de stramme regler, og alle fornuftige og ansvarlige parter beklager, at det er kommet så vidt, at det er nødvendigt.Forhistorien er velkendt: Udlændingeloven i 1983 åbnede landets grænser for familiesammenføringer og de facto-flygtninge i hobetal, som for manges vedkommende af skrupelløse menneskesmuglere var lokket til det store nordiske tagselvbord i Danmark. Familiesammenføringer bragte store mængder af uuddannede unge mennesker til landet – ikke drevet af kærlighed, men af forældres, onklers og tanters skalten og valten med de unges skæbner og dyrkelse af egne forkvaklede æresbegreber. Tvangsægteskaber har vi et godt ord for på dansk. Det hedder voldtægt. Det er strafbart, men det florerede i en grad, så det var nødvendigt at gennemføre talrige stramninger af udlændingeloven i de følgende årtier. Hver gang akkompagneret af råben og skrigen fra især De Radikale og det sammenrend, der i dag hedder Enhedslisten. Som indvandringen tog til, og de familiesammenførte isolerede sig i uproduktive ghettoer, blev problemerne efterhånden så tydelige, at begrænsningernes nødvendighed var åbenlys for enhver.Regeringens pointsystem har skabt problemer for Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, for på den ene side er de nødt til at bakke op om den nødvendige begrænsning; på den anden side er de nødt til at markere et alternativ til regeringen og Dansk Folkeparti. Det er der kommet noget ikke alt for overbevisende ud af, som efter vedtagelsen af regeringens regelsæt er henvist til endnu en parentes i historien.Trods den megen snak om regeringens indblanding i privatliv, kærlighedsforhold og familiemønstre må det erkendes, at reglerne ser ud til i visse tilfælde at ramme urimeligt. Det har aldrig været meningen, at reglerne skulle ramme voksne, selvstændige mennesker, som bidrager aktivt til det danske samfund, og som vedkender sig den gensidige forsørgelsespligt. Derfor kan det blive nødvendigt at foretage nogle justeringer, og det kan næppe gøres, uden at man bliver nødt til at kalde tingene ved rette navn. Det er uproduktive, uuddannede mennesker fra især muslimske lande, som kommer her til landet alene med det formål at skaffe sig adgang til velfærdssamfundets offentlige kasser uden at yde noget til gengæld, der skal standses.At regeringen så i skyndingen er kommet til at vurdere en akademiker højere end en dygtig og flittig tømrersvend, må betragtes som en svipser, der snarest må justeres.