Om ”man-loving day” og terror

Hege Storhaug, HRS

Jessica Stern har skrevet flere bøker om terrorisme, som Terror in the name of God: Why Religious Militants Kill (2004) som er basert på intervju med terrorister. Den siste heter Denial, og utkom i år. Tidligere har hun listet opp disse risikofaktorene som kan skape terrorister: en opplevelse av sivilisatorisk ydmykelse i den muslimske verden, et klart flertall av menn i forhold til kvinner, en relativ stor andel unge, en betydelig militarisering i samfunnet samt en opplevelse av fremmedgjøring og identitetsforvirring. Stern, som har undervist ved Harvard University, gjorde et dypdykk i eget liv knyttet til voldtekt som ung jente 15 år gammel. Dette førte til en hypotese, nemlig at seksuelle overgrep mot gutter – som antakelig er svært utbredt i land som Pakistan og Afghanistan, og også utbredt i muslimske miljø i vesten – ytterligere er en risikofare knyttet til å skape terrorister. Stern understreker ydmykt til Weekendavisen (29.oktober, ikke på nettet) at dette er en hypotese som hun gjerne ser at andre forskere griper fatt i.

Stern fremhæver, hvordan der foregår seksuelle overgreb på drenge – uden for offentlighedens kendskab – i koranskolerne i Pakistan, madrasaerne. På samme måde sker der hyppigt voldtægt af drenge – i det skjulte – i Afghanistan. Det forekommer især om torsdagen, der hviskende omtales som man-loving day, fordi gerningsmændene kan få forladelse for deres synd under fredagsbønnen dagen derpå.

»Jeg har vidst om dette i mange år, men jeg knyttede ikke tingene sammen,« siger Jessica Stern fra hjemmet i Boston, hvor familiens spagt bjæffende hund giver sit besyv med på telefonlinjen.

Stern har gått en lang erkjennelsesvei i arbeidet sitt som terrorforsker. Hun har studert kjemiske våpen og masseødeleggelsesvåpen, og var i denne sammenheng med i president Clintons nasjonale sikkerhetsråd. I boken The Ultimate Terrorist fra 2001 advarer hun om faren dersom terrorister får fingrene masseødeleggelsesvåpen. Men det var under arbeidet med den siste boken Denial, hun mer enn ante en forbindelse mellom voldtekt og terror. Erkjennelsen kom for dagen knyttet til egen opplevelse knyttet til voldtekt; fornedrelse, fornektelse, skam, frustrasjoner, fryktløshet og voldsreaksjoner.

Men det var først under forberedelserne af sin seneste bog, Denial, som kom for nylig, at Stern blev opmærksom på, hvor stærk følelsen af skam egentlig er hos voldtægtsofre, og hvordan den formentlig bidrager til, at nogle af dem vender frustrationerne udad og udøver vold mod andre – under bestemte omstændigheder i form af terrorhandlinger.

Hendes bog om fornægtelse er en personlig erindringsbog, som rummer rødglødende vrede foruden den kølige analyse, som hun er kendt for. Et langt stykke er det en spændingsbog, hvor Jessica Stern røber, at hun selv blev voldtaget som 15-årig, og fortæller om forsøget på at opspore gerningsmanden. Men først og fremmest er bogen en springende beretning om hendes liv med posttraumatisk stress.

– Du opdagede under arbejdet med bogen, hvorfor du har haft en ubændig nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der motiverer terrorister?

»Ja, jeg havde denne skøre fascination. Jeg begyndte at interessere mig for terrorister fra et teknisk udgangspunkt, men gik så et usædvanligt skridt videre ved at interviewe dem. Det bliver betragtet som en journalistisk metode, og for en forsker er dette ikke nogen kompliment, må jeg desværre sige,« siger Stern med smil i stemmen.

»Men jeg var ligeglad. Jeg tænkte, at jeg ville blive i stand til at svare på spørgsmålet om, hvorfor terrorister gør, som de gør. Det var mit standardsvar indtil for nylig. Men vi har alle dybereliggende, personlige grunde til at beskæftige os med det, vi gør. For mit vedkommende var det åbenbart voldtægten. Jeg ville forstå de onde mænd og deres onde gerninger – nærmest for at tæmme min egen frygt. Andre ville, hvis de kendte min livshistorie, for længst have samlet puslespillet. Dette var jeg først i stand til under arbejdet med den nye bog.« Jessica Stern tilføjer, at hun i bakspejlet også fik en forståelse af, hvorfor hun besad modet til at gennemføre interviewene med terrorister, der i flere tilfælde foregik i deres hule – så at sige – i grænseegnene mellem Afghanistan og Pakistan.

Hendes posttraumatiske stress fik hende til at holde følelser på afstand. Hun opbyggede et image som »stern«, barsk, svarende til sit efternavn. Hun blev frygtløs.

»Jeg var tiltrukket af fare, men havde samtidig en evne til at være usædvanlig rolig og hyperopmærksom. Jeg havde en dyb nysgerrighed. Jeg havde et nærmest eksistentielt behov for at vide besked. Jeg udnyttede min tilstand af posttraumatisk stress uden at være bevidst om det. Jeg ville ikke være i stand til det længere,« siger Stern og oplyser, at hun har haft god gavn af behandling med terapi og medicin.

Sterns overgriper ble ikke tatt. Men 35 år senere avdekker Stern selv, sammen med en pensjonert politivisemester, at mannen var ”Brian Beat”. Mens politiet den gang forholdt seg passivt, voldtok ”Brian Beat” over 40 jenter og unge kvinner i deres hjem og på kostskoler i første del av 70-tallet. Han tas til slutt, og hengte seg. Stern finner ut at mannen antakelig selv var offer for seksualforbrytelse – et for øvrig velkjent fenomen.

Stern opsøger også Brian Beats bekendtskaber og får nys om, at hendes voldtægtsmand formentlig selv var et offer for voldtægt. Meget tyder på, at han blev seksuelt misbrugt af en katolsk præst, da han var skoledreng. I øvrigt beskriver så godt som alle i Brian Beats nærmeste kreds ham som uskyldig.

Skammen og fornægtelsen

Jessica Sterns erfaring med voldtægt, med sin voldtægtsmand og med terrorister, som måske har været ude for seksuelle overgreb, får hende til at konstatere, at nok er der smerten ved overgrebet, men smerten varer ikke ved. Det gør skammen, og skam overføres seksuelt. Hun anfører videre, at andres fornægtelse ofte er værre end den oprindelige forbrydelse. For offeret er traumet tit så svært at bære, at personen lægger følelser bort og bliver mere tilbøjelig til at udtrykke sig ved vold.

Fysisk hævn kommer det ikke til for Sterns vedkommende.

Men hun afstår ikke fra at fantasere om at svare vold med vold, når hun får vredesudbrud. Og det beskriver hun uden filter i bogen. Her er det om hendes voldtægtsmand: »Der vil være en eksplosion i hans hjerne. Der vil strømme et elektrisk signal i hans hoved. Han vil erkende, at han gjorde universet uret, og hans hjerne vil eksplodere.« Hun er – på det mentale plan – også parat til at slå ud efter den psykiater, som vurderede hendes voldtægtsmand som ufarlig: »Det falder mig ind, at jeg gerne vil bruge en baseballkølle mod denne mand.«

Stern erkjenner at det er noe tiltrekkende ved å bli terrorist som en reaksjon på selv å ha blitt utsatt for terror.

– Kan du øjne paralleller mellem terrorister, din voldtægtsmand og dig selv? Der er jo oplevelsen af seksuel ydmygelse til fælles.

»Der er noget tiltrækkende ved tanken om at blive terrorist som reaktion på at have været udsat for terror. Det må jeg erkende. Men at omsætte følelserne til action er noget andet. Jeg må slå fast, at jeg fordømmer deres handlinger. Jeg har en akademisk empati med dem. Jeg kan forstå, hvor vreden kommer fra, men jeg har ikke sympati med dem,« siger Stern.

Hva kan så forebygge terror? Rådet til Storberget og co er: etabler fellesskap for dem som opplever seg marginaliserte. Det beste er at ledere i fellesskapet selv har vært rekruttert til terror. Det gir lederne troverdighet. Det må videre bygges en identitet basert på verdighet.