Velferdssamfunnets historie
Uten ikke-vestlig innvandring ville statens langsiktige finansieringsproblem vært redusert med 80 prosent. Dette kommer frem i en ny bok i Danmark, og det er god grunn til å tro at forholdet er det samme i Norge. Det er langt fra tilfeldig at Jens Stoltenberg nedsatt Brockmann-utvalget i fjor som skal se på velferdsstaten i lys av migrasjon.
Hege Storhaug, HRS
Tall på bordet – det kan de i Danmark, og Norge kommer stort sett alltid haltende etter noen år senere. I Danmark ble det i 2008 lagt kalde tall på bordet: det er kun superinnvandreren som beriker Danmark økonomisk, og vedkommende kommer ferdig utdannet til danmark, går rett i full jobb og betaler skatt på linje med en gjengs danske, henter ikke familie til Danmark og forlater landet før pensjonsalder. Altså et urealistisk innvandringsscenario. Like fullt: Statsminister Jens Stoltenberg er i gang med å skaffe legitimitet for en kraftig innstramning i innvandringspolitikken, slik jeg tolker det. I mai 2009 nedsatte nemlig Stoltenberg det såkalte Brockmann-utvalget, som skal analysere innvandringens konsekvenser for dagens velferdsmodell. I mandatet slås det tidlig fast at ”høy yrkesdeltakelse er en forutsetning for velferdssamfunnet”. Videre sies det: ”Økt internasjonal mobilitet krever økt kunnskap om og en bedre forståelse av sammenhengen mellom migrasjon og den framtidige utvikling av velferdsmodellen og velferdsordningene – for i neste omgang å gi et bedre grunnlag for en helhetlig politikkutvikling. (…) Utvalget skal også beskrive hvordan utformingen av norske velferdsordninger kan påvirke migrasjonsstrømmene.” Det heter også at utvalget skal ”vurdere om det er sider ved innvandringspolitikken som er spesielt relevant for den fremtidige utviklingen og utformingen av den norske velferdsmodellen”. I en punktliste levnes det ingen tvil om at det er velferdsstatens bærekraft knyttet til innvandring det hele handler om:
· Hvorvidt de universelle velferdsordningene sammen med de spesifikke integreringsvirkemidlene støtter opp under målene om høyeste mulig yrkesdeltagelse.
· Hvilken betydning har økt mobilitet for forholdet mellom velferdsproduksjon og velferdskonsum.
· Hvorvidt et større etnisk og kulturelt mangfold kan antas å påvirke synet på og bruken av dagens velferdsordninger. Dette krever at utvalget vurderer nærmere forutsetningene for legitimiteten og bærekraften i ordningene, samt normer og normdannelse.”
Utvalget skal også vurdere utviklingen i relevante naboland, som Danmark.
Brockmann-utvalget skal levere sin innstilling i mai 2011. Jeg vil anta at innstillingen vil bære et så tydelig preg av alarmklokker, at ved neste nasjonale valg i 2013 vil en radikalt ny innvandringspolitikk for å sikre velferdsstatens bærekraft, være en fanesak for Arbeiderpartiet.
I Danmark ligger det nå enda mer dokumentasjon på bordet om innvandringens økonomiske konsekvenser. I boken
Det danske velfærdssamfundets historie. Tiden efter 1970 (1 – 2), av Gunnar Viby Mogensen. Som i Norge tok det lang tid før politikerne etterspurte økonomiske analyser av den innvandringens konsekvenser, kanskje ikke så underlig, da rasismekortet har sittet svært løst også i Danmark, og tabuene har styrt fornuften ut av kurs.
Her en anmeldelse av boken Eksemplet handler om indvandringspolitikken, som blev sat i gang i 1970’erne og tog fart med lempelsen af udlændingeloven i 1983. I 2005 fastslog Velfærdskommissionen, at hvis de nye ikke-vestlige indvandrere havde samme beskæftigelsesfrekvens som personer af dansk oprindelse, ville den offentlige sektors langsigtede finansieringsproblem være 80 pct. mindre. Det er en post, men da var det selvfølgelig også for længst for sent.
Det er nemlig kun i de seneste år, vi har fået den slags tal. Mogensen påpeger, at ingen politikere efterspurgte undersøgelser, og ingen forskere foretog dem frivilligt dengang i 1980’erne, da debatten vågnede.
Tværtimod. Ikke se, ikke høre, ikke tale, det var credoet, og det blev bakket lydeligt op i det meste af pressen. Man ville ikke vide noget. Som Ekstra-Bladet skrev i en leder:
»Det kan godt være, at der virkelig er mange danskere, som mener, at bogholderibetragtninger, økonomi og kølig beregning skal styre vores lille lykkeland i hver en detalje. Men må vi være fri!«
Som en religiøs psykose
Fri blev vi så sandelig, og fri har vi i det hele taget været for kedelige fakta og beregninger, der kunne forstyrre vores velbefindende. Vi vil stadig helst ikke vide noget om rigets almindelige stilling, hvis vi på nogen måde kan blive fri, så det bliver vi.
Situationen er ellers alvorlig nok. Mogensen er dr.phil., men det kræver jo egentlig ingen videregående uddannelse at forstå, at en betydelig indvandring af uuddannede mennesker til et samfund som det danske er en dyr fornøjelse. For Danmark. Det er heller ikke svært at forstå, at et samfund, hvor det bedre kan betale sig at blive liggende frem for at bestille noget, får et problem i længden. Og at velfærdssamfundet bygger på den implicitte sociale kontrakt, at folk i den arbejdsdygtige alder forsørger resten frem for f.eks. at rejse ud i verden, hvor skatten er lavere.
Vi vil helst ikke vide det, heller ikke i dag, hvor velfærden har udviklet sig til en art religiøs massepsykose med megen messen og mange tabuer.
Den gemte djævel
Tabuer brydes ikke desto mindre i de to bind, der trækker socialpolitiske linjer tilbage fra 1970’erne, da vi fik et nyt og meget større velfærdssystem med høje kontanthjælpsydelser i forhold til alternativet: arbejdsindkomst. Det skete i kølvandet på den daværende socialreformkommission, der fastslog, at »socialbegivenheder ikke måtte føre til større indkomstbortfald«.
20 år senere var resultatet, at det slet ikke kunne svare sig at arbejde. Bogen påviser det – således er der et eget liv i de tørre tal og de fint rynkede konklusioner. Hvis der er en tendens i denne strengt videnskabelige redegørelse, så er det en faderlig ambiance af, at »det var jo nok det, jeg sagde«.
Men er der nogen, der har tid til at lytte i pauserne i ”Vild med dans”?
»I 1990’erne fik indvandringen et større omfang og en anden sammensætning, end vi havde forventet, men da det gik op for os, begyndte vi at stramme op,« skrev emeritus Erling Olsen i en kronik om Viby Mogensens bog. »Hvem vi?« tør man spørge, men netop i dette universelle vi, som den politiske arketype anvender så chevaleresk, ligger jo en djævel gemt.
En dyr cocktail
Olsens tekst er nærmest symbolsk tynget af passiver, og man kunne tro, at det hele nærmest er sket af sig selv. Det er det ikke. Viby Mogensen påpeger en række af de beslutninger, der har ført samfundet derhen, hvor vi er i dag, og nævner f.eks., at op mod 70 pct. af befolkningen ønskede en strammere udlændingepolitik, mens politikerne havde travlt med at lempe den. Så hvem vi? Vi har under alle omstændigheder de tyranner, vi fortjener, og vi er ikke alene. Forfatteren sammenligner oplysende med udviklingen i andre vestlige lande og påpeger f.eks., at universelle velfærdsydelser kombineret med det, der indtil 2002 var verdens mest lempelige asylpolitik, er en dyr cocktail. Men problemet stikker dybere end som så, og det ville være synd at sige, at Viby Mogensen er optimist, når det gælder muligheden for at ændre på tingene.
Han taler om »de moderne mediers engagerede dækning af reformernes mulige ulemper, herunder hvad der fremstilles som helt urimelige konsekvenser for udvalgte enkeltpersoner,« men det hænger jo også sammen med, at de nydende nu er i flertal, hvorfor de ydende er på vej over alle bjerge. Fly, skreg de, hvo som flygte kan, og det gør de så.
Fanden ta’r de sidste, dvs. os, der blev tilbage, og vi kommer til at stå med et meget kontant problem. Der er ikke flere penge.
Voksende krav
Skattetrykket var i 1960 på 26 pct. af bruttonationalproduktet. I de seneste 20 år har det ligget og vippet omkring de 50 pct., og hvad enten regeringen har den ene eller den anden farve, synes det klart, at den støder på nogle grænser. Vi kan ikke fordoble skattetrykket én gang til.
Samtidig vil kravet om mere velfærd bare vokse og vokse. Sundhedsvæsenet bliver dyrere, befolkningen ældre etc., etc. Så melder sig bogholderibetragtningen for alvor, og det bliver slemt for os. Som digteren siger: Vi, Sletternes Sønner, har Drømme i Sind / og ved ikke selv naar de brister.
