Brix om Nygaard-saken

Da Rushdie-fatwaen ramte Norge

Af Helle Merete Brix for HRS

Hvem skøt William Nygaard? er titlen på journalisten Odd Isungsets aktuelle bog om den sag, der i 1993 bragte Norge på verdenskortet: Attentatet på forlæggeren William Nygaard, der i 1989, som chef for Aschehoug, udgav Salman Rushdies bog De Sataniske Vers på norsk.

Isungset, der i mange år har arbejdet med Nygaard-sagen, har skrevet en elementært spændende, dramatisk og velskrevet bog. Ikke blot afdækker den et rodet og ufuldstændigt efterforskningsarbejde. Måske endda mere vigtigt giver den os i et tilbageblik historien om Rushdie-sagen på norsk grund. Ligeledes beretter den om det iranske styre i Teheran, der, dengang som nu, ikke skyer nogen midler, når det gælder om at få ram på sine fjender.

Nygaard-sagen blev genåbnet sommeret 2009. Det er politiets specialenhed Kripos, der nu står for efterforskningen. For ganske nylig har Aschehoug og den norske forlæggerforening udlovet en belønning på 500.000 norske kroner til den eller de, der kan bidrage med ny information, der kan føre til opklaring af sagen.

Formanden for forlæggerforeningen, Per Christian Opsahl, har betegnet attentatet som “et angreb på demokratiet”.

Sagens mistænkte og norske demonstrationer

Isungset giver i bogen ikke svaret på, hvem der stod bag. Han redegør for de hovedmistænkte: Ali, en ung norsk-pakistaner, der var ven med den kontroversielle politiker Jan Simonsen, der tidligere var medlem af Stortinget for Fremskrittspartiet. Ali var vild med våben og foretog mærkelige udlandsrejser til Pakistan og Iran. Han blev sigtet, men, ret ejendommeligt, forstår man af Isungsets bog, løsladt igen.

Libaneseren, som han betegnes i bogen, havde kontakter til Hizbollah og den iranske ambassade. Han kom til Norge i 1989 og fik ophold af humanitære grunde i 1992.

Endelig er der Iraneren, som han kaldes, der havde nære kontakter til den iranske ambassade, men et alibi for gerningstidspunktet.

Sagen startede også i Norge i 1989. I februar 1989 udsendte Khomeini sin fatwa mod Salman Rushdie. En lørdag eftermiddag samme måned gik 3.000 muslimer i demonstrationstog på Karl Johan. Et af skiltene havde teksten: “Satans Rushdie”. To moddemonstranter, der havde taget opstilling ved Stortinget, blev mejet ned af et par af demonstranterne, der rev deres plakater ned. På moddemonstranternes plakater stod: “Ja til ytringsfrihed” og “Nej til religionsdiktatur”.

En kommunal repræsentant for Skedsmo Arbeiderparti, Syed Bokhari, måtte trække sig, da han offentligt udtalte, at “Jeg er enig med Khomeini, Rushdie må dø”.

Muslimske organisationer forsøgte at presse Nygaard til ikke at udgive bogen. Aschehougs ledelse mødtes i marts samme år med repræsentanter for flere muslimske menigheder i Norge. Her forklarede Nygaard, at det var ganske utænkeligt at stoppe en bogudgivelse, som havde så mange litterære kvaliteter.

“De Sataniske Vers” udkommer i Norge Den 11. april 1989 blev tusindvis af norske eksemplarer af De Sataniske Vers sendt ud med budbiler til boghandlere i Oslo. Pakkerne

var ikke sendt fra forlagscentralen, da Aschehoug var bange for, at nogle af de muslimske indvandrere, der arbejdede der, støttede Khomeinis fatwa. Og trykkeriets navn var ikke angivet.

På udgivelsesdagen var forlaget strengt bevogtet. Politiet insisterede på, at både Nygaard og Rushdies norske oversætter, Kari Risvik, skulle have politibeskyttelse. Men Nygaard var optimistisk: “Bogen er ude nu, nu falder der ro over sagen”, sagde han blandt andet.

Han mente også, at muslimerne ville få glæde af udgivelsen: “Tænk på debatten, der er blevet ført, til tider på et meget højt niveau. Tænk på hvilken indsigt folk i Vesten har fået i islam, en indsigt som kan ende med at udvide vores forståelse af muslimernes tænkemåde”, sagde Nygaard.

To boghandlere i Oslo fik smidt brandbomber ind gennem vinduet, angiveligt fordi de havde De Sataniske Vers udstillet i vinduet. Ingen mennesker kom noget til.

Fire år senere, om morgenen den 11. oktober 1993, skød en ukendt gerningsmand William Nygaard, da han var ved at stige ind i sin bil uden for hjemmet på Dagaliveien for at tage på arbejde.

AttentaterneDet var ikke første gang, at Rushdie-sagen krævede ofre blandt de, der var indblandet i bogens udgivelse. Nygaard overlevede mirakuløst attentatet, ligesom Rushdies italienske oversætter, Ettore Caprioli, der blev stukket ned i sit hjem i sommeren 1991. Han havde selv lukket den iranske mand ind, der foregav at være en begejstret Rushdie-fan.

Samme sommer dræbte en eller flere ukendte gerningsmænd Rushdies japanske oversætter, Hitori Igarashi, der blev fundet dræbt af knivstik, på syvende etage i den bygning på universitetet i Tokyo, hvor han havde kontor. (Der er flere eksempler endnu i Isungsets bog samt i Daniel Pipes bog The Rushdie Affair: The Novel, The Ayatollah and the West, red.)

Nygaard har i årenes løb mødtes med Rushdie flere gange. Aschehoug var også et af de få forlag, der promoverede De Sataniske Vers med store plakater på den internationale bogmesse i Frankfurt, både i 1989 og i 1991, i forbindelse med attentaterne på de to oversættere. Nygaard blev også foreviget under et stort billede af Salman Rushdie.

Afvisende politikereAllerede i 1992 arrangerede inviterede støtteorganisationer for Rushdie forfatteren til Norge. SAS måtte overtales til at flyve forfatteren, ligesom British Airways og Lufthansa på et tidspunkt har nægtet at gøre det.

Rushdie deltog blandt andet i forlagets havefest, og han mødtes under besøget for første gang med en repræsentant fra en regering: Kulturminister Åse Kleveland (Arbeiderpartiet), der i årene fremover ved mange lejligheder skulle vise sin støtte til Rushdie. Men ved havefesten ville hun ikke fotograferes sammen med Rushdie.

Statsminister Gro Harlem Brundtland (Arbeiderpartiet) ønskede ikke at møde Rushdie. Afslaget blev ikke begrundet. Både ved tidligere og senere lejligheder, for eksempel da den norske forlæggerforening i et brev forsøgte at få regeringen til at indtage en fastere holdning over for Iran, eller få Brundtland til at mødes med støttekomiteer eller Rushdie, var holdningen ganske afvisende.

Under debatter i Stortinget og i offentligheden var det ikke mindst politikeren Carl Hagen fra Fremskrittspartiet, der skubbede på for at få regeringen til at melde klart ud i sagen.

Denne afvisende holdning over for at mødes med Rushdie var i øvrigt ret typisk for europæiske toppolitikere.

Forlæggeren fortsætterNygaard lod sig ikke kue af attentatet. Rushdie talte i telefon med ham, da han lå på sygehuset efter attentatet. Og forfatteren husker, hvad Nygaard sagde til ham: “Jeg vil bare, at du skal vide en ting, og det er at jeg er stolt af at have udgivet De Sataniske Vers”.

Allerede i februar 1994 var Nygaard tilbage på arbejdet. Han var blevet opereret fire gange og arbejdede halvdags trods stærke smerter. Men hans tilværelse var forandret også på et andet plan. Sikkerhedsvagter fulgte ham overalt, og han blev kørt rundt i en pansret bil. Alt i hans liv skulle planlægges og aftales med sikkerhedsfolkene.

I april 1995, halvandet år efter attentatet, besluttede politiet mere eller mindre at afslutte den efterforskning, der ikke rigtigt var kommet nogle veje. Den norske forlæggerforening protesterede sammen med den norske forfatterforening og det norske oversætterforbund. Nygaard, der ved flere lejligheder betonede Irans rolle, benyttede lejligheden til i en tale at rette et endnu mere alvorligt angreb på Iran end tidligere. Irans rolleFor hvilken rolle spillede Iran med hensyn til attentatet på Dagaliveien? Ja, ihvertfald havde man med Khomeinis fatwa vist, at man

ikke undslog sig for at opfordre til mord på andre landes statsborgere.

I den danske avis Politiken udtalte Rushdie, at “Ingen efterretningsekspert tvivler på, at Iran stod bag det fejge angreb på min ypperlige forlægger og kære ven”. Og han opfordrede “de nordiske lande og alle frie nationer i Europa om at støde Iran ud i mørket, hvor det hører hjemme”.

Isungset rejste selv til Iran i 1997, da præsident Khatami blev valgt som ny præsident. Inden besøgte han, uden for Paris, Abdolhassan Bani-Sadr, der var Irans første folkevalgte præsident efter revolutionen i 1979. Allerede i 1980 ragede Bani-Sadr uklar med Khomeini og måtte flygte til Vesten. Journalisten beskriver, hvordan Bani-Sadr lever som en fange i sit eget hjem, omgivet af bevæbnede sikkerhedsvagter. Iran skyer ingen midler i kampen for at få ram på sine fjender. (Bani-Sadr bor stadig i Versailles, beskyttet af fransk politi, red.).

Bani-Sadr lægger over for Isungset ikke skjul på den rolle, han mener Iran og den iranske ambassade i Oslo spillede i attentatet mod William Nygaard.

Mykonos-mordene og IranSamme år faldt der dom i en skelsættende sag i Tyskland, sagen om mordene på fire kurdere på restaurant Mykonos i 1992. Fire af de fem tiltalte blev dømt. En af dem var fra Iran, de øvrige libanesere. Retsformanden betonede Irans rolle og udtalte, at drabene var bestilt fra højeste sted i Teheran. Isungset giver i bogen også flere eksempler på Irans skruppelløshed med hensyn til at myrde politiske modstandere fjernt fra Iran. For eksempel mordet på Shapour Bakhtiar, der en kort overgang var præsident inden Khomeini kom til magten. Han vedblev med at kritisere det iranske styre fra udlandet.

Trods det, at Bakhtiar var en af de bedst bevogtede personer i Frankrig, lykkedes det i sommeren 1991 mænd, der præsenterede sig som politiske meningsfæller, at slippe forbi vagterne og skære halsen over på Bakhtiar og hans sekretær.

I Iran i 1997 møder Isungset generaldirektør Ebrahim Rahimpour, der åbent taler om, at Rushdie bør dø. Han har ingen problemer med organisationen 15. Khordad, med hovedsæde i Qom, der udlover mange millioner til den eller de, der vil dræbe Rushdie. Da TV-programmet med udtalelserne sendes i Norge, vækker det bestyrtelse.

Fjendebilleder og terrorens ofre

Isungsets bog fortæller detaljeret om et efterforskningsarbejde, der ud fra fremstillingen forekommer at være under al kritik. Den giver ikke svar. Var det iranske styre ansvarlig for mordet? Et ekstremt religiøst miljø, uafhængigt af staten Iran? Var det Ali? Eller nogle helt andre?

Hvad der især har interesseret mig i bogen er dog den detaljerede fremstilling af Rushdie-sagen på norsk grund. Og opremsningen af de mange, der gav køb på ytringsfriheden på grund af andre interesser. Ikke blot politikere. For eksempel var den verdenskendte svenske forfatter Jan Gillou i 1993 var vred på den svenske avis Expressen, der havde krævet et brud med Iran. Det kunne, mente Gillou, føre til øget racisme. Den vestlige verden søgte et nyt fjendebillede og havde fundet nye fjender i Iran og muslimerne.

Men hædersmænd var der også, og som en sådan fremstår afgjort Nygaard selv. Året efter at Nygaard blev forsøgt myrdet udgav Aschehoug endnu en kontroversiel bog, Taslima Nasrins bog Skam.

I 1998, samme år som den iranske regering udtalte, at de ikke stræbte Rushdie efter livet, besøgte Rushdie Norge og blev ligesom Nygaard udnævnt til æresdoktor på universitetet i Tromsø. Rushdie blev i øvrigt også modtaget i regeringsbygningen af den nye statsminister Kjell Magne Bondevik (Kristeligt Folkeparti).

Nygaard sagde i sin tale på universitetet blandt andet, med klar adresse til eks-statssekretær Jan Egeland, at “Vi bliver terrorens ofre, når vi siger det en central udenrigspolitiker sagde i 1993: at det ikke er i vores interesse at fremstå som skydeskive for fundamentalistiske lande”.

I 2004 udgav Nygaard og Aschehoug den radikale mullah Krekars selvbiografi Min sag. Nygaard er stadig i dag chef for Aschehoug.

Odd Isungset: Hvem skjøt William Nygaard? 436 sider. Ca. 379 kr. Oslo, Tiden, Norsk forlag.