Dere hyklere!

»I hyklere!«

Af Kai Sørlander, filosof og forfatter, publisert i Berlingske, gjengitt her med forfatterens tillatelseI den demokratiske debat kan vi kritisere vore politikere på mange forskellige måder og med mange forskellige ord. Således kan vi kalde dem inkompetente, selviske, kyniske eller snæversynede. I alle disse tilfælde forudsætter kritikken, at vi har en norm, som vi måler politikeren efter, og som vi konstaterer, at han ikke lever op til.

Men vi kan også kritisere vore politikere for hykleri. Da har kritikken en lidt mere kompliceret logik. Når vi anklager politikerne for hykleri, så anklager vi dem for at handle i modstrid med de principper – moralske eller politiske – som de selv hævder at stå for. Så kritiserer vi dem for at sige et og gøre noget andet, eller for ikke selv at ville bære konsekvenserne af deres egne principper.

Kritikken for hykleri har i sin natur en helt central placering i den demokratiske debat. For når en demokratisk politiker handler i modstrid med sine egne politiske principper – eller ikke selv vil bære konsekvenserne af disse principper – så handler han i modstrid med de principper, som efter hans mening skal gælde for alle demokratiets borgere. Og så bryder han med det krav om politisk ligeværdighed, som han selv bekender sig til, i og med at han hævder at være demokrat. Derfor står anklagen for hykleri så centralt i den demokratiske debat, og derfor er den så alvorlig. Den involverer en beskyldning for at svigte det demokratiske værdigrundlag.

Det siger sig selv, at jo højere politiske idealer et parti har, jo større potentiale for hykleri har det også. For én ting er, at partiet har idealerne, en anden ting er, om det også har de politikere, som er villige til at yde det, der skal til for at leve op til idealerne.

Derfor er de venstreorienterede partier med deres høje idealer mere udsatte for hykleriets dobbeltspil end de mere kyniske partier i den anden side af spektret. Og især venstreorienterede med magt. Det gør Socialdemokraterne særligt udsatte. Partiet har både høje politiske idealer og en stærk tradition for at være i magtens centrum; men så er spørgsmålet, om det også har de politikere, som vil yde det, som er nødvendigt for at leve op til idealerne. Hvad skal man mene, når Mette Frederiksen først fordømmer forældre for at sætte deres børn i privatskole og så selv sætter sin egen datter i privatskole?

Socialdemokraterne har gennem en lang årrække ført en storsindet indvandringspolitik, der nu mange steder giver problemer med at få de offentlige skoler til at hænge sammen; og så sætter de ledende socialdemokrater deres egne børn i privatskole og overlader det til børn af de socialt svage at blive tilbage i de svækkede kommuneskoler. Den samme indvandringspolitik har medført, at mange boligområder har udviklet sig til ghettoer, hvor de svageste danske bærer den reelle byrde. Mens Socialdemokraterne brystede sig af deres højmoralske indvandringspolitik, så valgte mange af dem, som bar byrden, at protestere ved at stemme på et parti, som gik ind for en strammere indvandringspolitik. De blev af den socialdemokratiske statsminister anklaget for ikke at være stuerene. Men hvis man ser på sagens indhold – hvem der ofrede hvad – så var der langt snarere grund til at anklage den pågældende statsminister for at være hykler.

Det nedbryder respekten for det repræsentative system. Derfor er kritik af politisk hykleri en helt nødvendig del af en velfungerende demokratisk orden. Den hjælper med til at holde politikerne fast på de demokratiske principper og til at dæmpe deres utopiske forhåbninger. Men det er én ting. En anden ting er, hvorledes man udvikler et samfund, hvor politikerne – magthaverne – finder sig i en sådan kritik. Det kommer ikke af sig selv.

Skal et samfund udvikle sig til et demokrati, så skal det have en kultur, som opmuntrer borgerne til at kritisere magthaverne, når de hæver sig over den politiske ligeværdighed. Men hvorfra får man en sådan kultur? Og hvorledes får man magthaverne til at acceptere den og ikke blot bruge statens magtapparat til at lukke munden på kritikken?

I første omgang kan man pege på, at man ville få denne kultur, hvis alle umiddelbart var helt igennem rationelle og derfor som udgangspunkt accepterede det grundlæggende krav om politisk ligeværdighed. Men når vi skal forklare, hvorfor netop vi i vort samfund har udviklet en kultur, hvor de politiske magthavere finder sig i at blive kritiseret for at være hyklere, så kan vi ikke nøjes med at insistere på vor rationalitet. For der er ikke grund til at tro, at vi rent biologisk er mere rationelle end de mennesker, der aldrig har udviklet en sådan samfundsorden. Derfor har vi grund til at se nærmere på de ideer – altså den religion – som herskede i vort samfund, før den nuværende demokratiske udvikling satte i gang.

Denne religion var protestantisk kristendom, hvis trosindhold først og fremmest er formuleret i Det Nye Testamente. Og læser vi i denne bog, så finder vi et bemærkelsesværdigt afsnit, som er relevant i vor sammenhæng. Det drejer sig om kapitel 23 i Matthæusevangeliet. Heri anklager Jesus de skriftkloge og farisæerne for hykleri.

»Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.«

Anklagen går på, at »de ikke selv gør, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger«.

Denne fortælling har almindelige folk hørt i kirken og fået indterpet i søndagsskolen. Den har sat sig i deres hoveder og dermed været med til at bestemme deres syn på verden. Når Jesus kunne fordømme de skriftkloge for ikke selv at ville bære de byrder, som de pålagde andre, så åbnede det for en tilsvarende kritik af den præst, som forkyndte Jesu budskab. Ville præsten selv bære de byrder, som han i sin forkyndelse pålagde andre? Præsterne – og det kirkelige hierarki – blotlægger sig direkte for en kritik for hykleri, i og med at de selv forkynder Jesu budskab. Bærer de selv de byrder, som de pålægger andre?

Men Jesu fordømmelse af de skriftkloge har endnu videre konsekvenser. I selve det, at Jesus anklager de skriftkloge for ikke at ville bære de byrder, som de pålægger andre, ligger en helt elementær fordring om, at man som minimum bør være villig til at bære de byrder, som man pålægger andre. Det er en fordring, som går dybere end det politiske, men som det enkelte menneske også helt naturligt vil tænke ind i det politiske.

Hvis det er rigtigt at kalde de skriftkloge, som ikke selv vil bære de byrder, som de pålægger andre, for hyklere, hvad så med magthaverne – politikerne – som heller ikke selv vil bære de byrder, som de pålægger andre? Her har vi kimen til en magtkritik, som ikke hæmmer, før den er fremme ved anerkendelsen af idealet om politisk ligeværdighed.

På den måde kan vi i vor protestantiske kristendom finde en skjult forklaring på, hvorfor vort samfund har udviklet sig således, at den politiske elite finder sig i at blive anklaget for hykleri. Hvor meget den protestantiske kristendom har betydet i praksis, kan vi af gode grunde ikke vide. Det er umuligt at afgøre.

Men når vi i dag anklager vore politikere for hykleri, så er der ikke grund til at tro, at vi alene står på en grund, der er gødet af Oplysningstidens ideer. Så er der tværtimod stærke grunde til at tro, at vi står på en endnu dybere grund, som er gødet af Jesu kritik af de skriftkloge.