Blod, ære og Pakistan i Norge
Af Helle Merete Brix, for HRS
“Den tredje Søsteren” er jurist og politiinspektør Terje Bjørangers debutroman. Lad det være sagt med det samme: Det er en god bog og en spændende kriminalroman. Den fænger fra starten.
Det er også en usædvanlig bog. Nordiske krimier plejer ikke at foregå i lukkede, pakistanske miljøer og have æresdrab som tema. Det gør denne. Bogens styrke er, at forfatteren ved, hvad han beretter om. Bjøranger har igennem de seneste ti-tolv år beskæftiget sig med temaet. Han har således i en årrække arbejdet i det norske udlændingedirektorat, specifikt med tvangsægteskaber og æresrelateret vold. I dag er han politiinspektør i Romerrike, nord for Oslo.
I interviews har Bjøranger fortalt om, hvordan han har arbejdet med bogen. Blandt andet har de mange møder med unge piger, der har været i samme situation som søstrene i bogen, været en hjælp med hensyn til at gøre bogen troværdig.
Brødrenes kontrol
Og Emil, hvis forældre har arbejdet verden over i FN, svarer naivt: “En broder, der henter og bringer; det er jo service”. Hvortil Nadia tørt bemærker: “Det kan du jo sige”. Det er broderen Alis rolle at overvåge sin søstre. Selv har han en norsk kæreste.
Når Nadia er ude med Emil, skal der hele tiden passes på. Farerne lurer overalt, i for eksempel en forbikørende taxa, for taxachaufførerne er en af de vigtigste sladrecentraler i det pakistanske miljø. Nadia er ud af en rig, magtfuld og konservativ familie.
Det lykkes også Emil og Nadia at tage til stranden sammen i al hemmelighed. Inden længe har de sex sammen for første gang.
Det hemmelige liv
Det dobbeltliv, som mange piger i disse miljøer må spille, får Bjøranger beskrevet med fin fornemmelse for pigernes situaition. Som når han undlader at lade Nadia og hendes søstre være tildækkede. Den psykiske tildækning slår rigeligt igennem.
Og når han igennem Emil beskriver forundringen over Nadias dobbelthed: Den ene dag fabulerer hun om, hvad slags lejlighed Emil og hun skal have. Den næste dag svarer hun ikke på hans tekst-beskeder på mobilen. Eller hun er kort og svævende i svarene. Emil spørger, om nogen har afsløret hende. Det benægter Nadia. Og så alligevel: “Mellem linierne sagde hun, at de kontrollerede hende mere end før”.
En aften sker der noget, som for altid forandrer Nadias liv og som er krimiens omdrejningspunkt. Nadia er alene hjemme med søstrene Samira og Nazma. Samira er en underdanig pige, der læser jura. Men hun har en hemmelig norsk kæreste, Bengt, som hun er glad for. Nazma arbejder som journalist. Hun er kæreste med Imran, der er en liberal pakistaner. Også dette forhold er hemmeligt, for Imran tilhører en lavere kaste end søstrenes. Han er snedker. Ikke noget for søstrenes velhavende familie.
Dobbeltmordet
Den meget velhavende familie er denne aften samlet på restaurant. Mærkværdigvis får søstrene lov at slippe for at hjælpe til.
Samme aften trænger en ukendt gerningsmand ind i lejligheden og myrder Samira og Nazma. Nadia skjuler sig og redder livet. Det er politiet, der finder hende, da de adviseres om det blodige gerningssted næste morgen.
Vi introduceres også til bogens øvrige hovedpersoner: Journalisten Mikkel, der var kollega med Nazma, og som snakker med hende, egentlig for første gang, kort før hun bliver dræbt. Mikkel forfølger sporet om æresdrab. Samtidig viser det sig, at Mikkels datter Martine, studerer samme sted på Samira.
Også politiet forfølger lidt efter lidt teorien om et æresdrab. Moderen til de dræbte søstre har sagt en sætning, som naboerne fortæller videre til politiet. At der ligger tre døde i lejligheden. Var det fordi, hun forventede tre døde døtre?
Og flere tråde knyttes. Hos politiet arbejder blandt andet den tiltrækkende og kompetente politiførstebetjent Mia. Hun ser en fordel i, at knytte en forbindelse til Mikkel, der er ivrig efter at få mordet opklaret, først og fremmest af menneskelige årsager. Sammen besøger de den pensionerede betjent Robin Nietzsche. Og Mikkel graver videre i det pakistanske miljø og opsøger blandt andet brødrene i familien.
“Families guld”
Nadia havner i første omgang på et psykiatrisk hospital. Hun har mareridt om de døde, slemt tilredte søstre. Men hun husker ikke præcist, hvad der er sket. Hun kan ikke hjælpe politiet med, hvem gerningsmanden er.
Familimedlemmer tages ind til afhøring. Fint beskrevet er afhøringen af faderen Azhar: “Vores piger er ikke som jeres”. Pigerne er “familiens guld”. Han fortæller om broderen Amirs familieforhold: “Hans familie er tilbage i Pakistan. Kone og ungerne, døtrene rejste efter tur. De savnede Pakistan så grusomt!”
Amir bliver ligeledes afhørt. Han giver indtryk af at være velintegreret, og i medierne bliver han “talerør for de moderne pakistanere i Norge”. Han fortæller om, hvor vigtigt det er “ikke at stigmatisere, ikke bare denne familie, men hele det pakistanske miljø ved at antyde noget om æresdrab”.
Nadia kommer hjem igen, og inden længe bliver hun sendt med familien til Pakistan. Landet er ikke, som hun forestillede sig. Her er beskrivelsen af “Little Norway”, af den lille landsby hos en onkel, hvor der er små paladser og ellers omtrent intet, fattigdom, en kiosk og affald.
Nadia insisterer på at besøge søstrenes grav. Ingen andre vil. Søstrene er begravet uden or den officielle gravplads. Det er en af bogens bedste, og smerteligste, beskrivelser.
Mænds kontrol over kvinder
Bjøranger har også godt fat på, hvordan mændene forandrer sig, når de er tilbage i Pakistan. De bliver endnu mere kontrollerende over for kvinderne, der konstant følges af en værge. De griber også til vold.
Det er naturligvis ikke familiens plan, at Nadia skal hjem igen. Hvordan bogen ender, skal ikke afsløres her. Der er masser af dramatik, ikke mindst i den sidste halvdel af den.
Det ligger Bjøranger på sinde, at beskrive det pakistanske miljø ærligt. Han har kort sagt et budskab. Han vil også gerne fortælle os, at ikke alle pakistanere lever efter disse normer. Ind imellem kan dialogen virke informationstung, fordi der er så meget viden, han gerne vil give videre til læseren. Den kan også virke påklistret. Som når han i begyndelsen af bogen lader Nadia fortælle Emil om Ahmed, den flinke kioskejer, der dækker over dem: “Han er slet og ret en okay fyr”. Og: “Der findes faktisk ok pakistanere. Selv dem, der kender min far”. Ja, naturligvis. Hvem er i tvivl om det?
Det ville også have været nyttigt, om der havde været en illustration, et familietræ over den pakistanske familie. Der er mange navne at holde rede på.
Men beskrivelsen af det lukkede miljø, en magtfuld pakistansk families evne til at gøre informanter tavse og mændenes kontrol over kvinderne er dygtigt beskrevet. Og så viser Bjøranger, at han forstår mændene. Han accepterer naturligvis ikke deres æreskodeks, men han forstår, hvad der ligger bag. Det gør beskrivelsen af dem troværdig og “Den tredje søsteren” til en bog værd at læse.
Terje Bjøranger: Den tredje søsteren. 423 sider. Kagge Forlag. 2010, Oslo. Ca. 335 kr.