Af Helle Merete Brix
 |
LONDON, HUMAN RIGHTS SERVICE: ”Free Sakineh”, står der på de opklistrede papirer på væggen. For konferencen denne dag i Conway Hall om frafald, sharialov og menneskerettigheder er dedikeret til Sakineh, den iranske kvinde, der er dødsdømt for medvirken til mordet på sin mand. Og som alligevel, trods rygterne, ikke er løsladt. Det bliver slået fast fra konferencens start.
Der er ingen varme i salen, og man kan ikke engang købe sig en kop kaffe. Vi er kun omkring fyrre (førti, merknad) mennesker. Ingen international presse, bortset fra HRS. Konferencen varer fra 11 formiddag til klokken 19 om aftenen. Undervejs hører vi om frontale angreb på religion i almindelighed.
Publikum, der både tæller gammelbriter og briter med anden etnisk oprindelse, Iran, Somalia, Bangladesh med mere, tilhører så vidt man kan bedømme i forhold til spørgsmål og kommentarer, stort set alle venstrefløjen. Det samme gør de, der sidder i panel, eller paneler. For der er hele tre indlagt, samt et afsluttende teaterstykke, ”Masculin Laws”.
Vil ikke genkendesMen kunne man have ønsket sig lidt større spændvidde, hvad angår politisk tilhørsforhold, må man komplimentere One Law for All, National Secular Society samt de øvrige organisationer, der har arrangeret konferencen, for at sætte spot på et af tidens vigtigste spørgsmål: Retten til at forlade sin religion. Sharialovens syn på frafald. Multikulturens fallit.
Allerede i åbningstalen, der bliver holdt af en repræsentant for One Law for All, fornemmer man, at frafald ikke er et ”bare”, heller ikke i Vesten. De, der ikke vil fotograferes, skal sætte sig på balkonen, siger hun. Her sidder fire-fem mennesker, og når de blander sig i debatten, læser arrangørerne op en seddel. Blandt de, der ikke vil genkendes er en tidligere salafist, der har forladt islam og en anden frafalden, der får sin profil på YouTube hacket.
At gøre grin med Muhammed
Dagens første panel består af Mina Ahadi, grundlægger af blandt andet the International Committtees against Stoning and Execution, der i det sidste halve år har arbejdet for Sakinehs løsladelse. Derudover Roy Brown, tidligere præsident for the International Humanist and Ethical Union og den første modtager af Trykkefrihedsselskabets pris i 2006.
Panelet tæller også Bahram Soroush, iranskfødt menneskerettighedsforkæmper og direktør for National Secular Society, Keith Porteous Wood. Sidstnævnte siger ikke så meget denne dag, men lytter.
Mina Ahadi lægger ud med at fortælle, at Sakineh ikke er løsladt, som der ellers var gået rygter om. Så fortæller hun om sin opvækst i Iran. Hun voksede op i en lille by i Iran med en farfar, der var ateist. Han gjorde grin med Muhammed.
-Ingen syntes at min farfar ikke skulle gøre noget sådant. Men som 15-årig fik jeg at vide, at jeg ikke længere kunne lege med drenge. Fordi vi var en muslimsk familie. Og hun fortsætter:
-Jeg brød mig ikke om koranen. Jeg syntes, den handlede for meget om at skade andre mennesker. Jeg holdt op med at bede og med at betragte mig selv som muslim.
Ahadi blev senere smidt ud fra universitetet, fordi hun ikke ville dække sig til. Hun har haft et dramatisk liv. Hun har kæmpet som guerilla i Kurdistan, og hendes mand blev henrettet af det islamiske styre i 1980.
Ahadi er stadig medlem af centralkomiteen for det iranske kommunistparti. I Europa stiftede hun Rådet for Eksmuslimer i Tyskland. Det er en politisk organisation, understreger hun, som tager kampen op mod de islamiske organisationer, der vil tale for alle født ind i islam. Og det er ikke uden problemer at sige dem imod:
-Jeg bliver kaldt racist, når jeg kritiserer dem. Jeg har modtaget så mange trusler om vold. Men det er dem, der er racister, for de er voldelige mod kvinder og børn. Og uden retten til at kritisere islam, kan man ikke tale om ytringsfrihed. Vi befinder os i dag under en islamisk inkvisition, siger Ahadi, der ikke bryder sig om nogen form for religion:
-Alle religioner er utidsvarende i moderne samfund. De bygger alle på ufrihed.
Frafald og islamisternes fremmarch
Bahram Soroush nævner i sit indlæg vigtigheden af ikke blot at kende koranen, men også hadith. Han understreger, at der inden for islamisk lov er konsensus om, at frafald bør straffes med døden. (I hvert fald hvis den frafaldne ikke angrer, red.)
Og som frafald kan klassificeres alt fra at besøge en kirke, annoncere at man tror på reinkarnation eller brænde koranen, påpeger Soroush. Her tilføjer han, at man derfor i dag måske bør overveje at gå over til elektroniske koran-udgaver. Publikum ler.
|
|
Roy BrownRoy Brown fremhæver i sit indlæg at spørgsmålet om frafald, islams syn på kvinden med mere tilhører de mest vigtige politiske spørgsmål i Europa i dag.
I mange år, mener han, har Europas svar til islamisters ønske om at udskifte demokrati med religiøst diktatur, været kulturrelativisme. Islamisterne vinder frem, fordi politikerne ved, at i dag tæller muslimernes stemmer.
Når man nu om stunder, forklarer Brown, vil fejre diversiteten i Brick Lane-området i East London, er det for eksempel ikke den jødiske immigration igennem tiden til bydelen, man tænker på. Det handler om islam.
Og han afviser, at briterne skulle være særligt racistisk anlagt. Briterne ikke har nogen særlig fjendtlige følelser over for sikher, hinduer eller repræsentanter for andre religioner.
-Fjendtlighederne over for islam opstod i dette land, da briter kunne se og høre unge muslimer, der åbent erklærede, at de støtter selvmordsbombere eller de håner de døde, britiske soldater, der er faldet i Afghanistan.
Roy Brown understreger: ”Det er ikke islamofobi”. Han fremhæver samtidig de kræfter inden for islam, der ønsker en modernisering af religionen.
Rollemodeller for ateister og frafaldne
Den næste panelsession handler om eksmuslimer i Europa. Trods et afbud fra den ægyptisk-tyske forfatter Hamed Abdel-Samad, der er sneet inde i Tyskland, tæller panelet stadig to af dem. Den ene, Hassan Radwan, der er født af egyptisk-britiske forældre, var igennem 15 år lærer på en islamisk skole. I 2006 sagde han sin stilling op og erklærede åbent, at han var frafalden. Han er i dag medlem af bestyrelsen i Rådet for Eksmuslimer i Storbritannien.
Den anden frafaldne, Aloma Shaha, er fysiklærer og skribent. Han blev født i Bangladesh men er opvokset i London-bydelen Elephant and Castle.
Derudover består panelet af Anne Marie Waters, der er advokat og talsperson for One Law for All. Hun fortæller om vanskelighederne ved at få klassificeret frafald som en acceptabel grund til asyl, ikke blot på papiret, men i den virkelige verden.
Men det er Aloma Shaha, der åbner paneldiskussionen med at fortælle, at han aldrig i sin voksne alder har betragtet sig som muslim. Han har ikke haft problemer fra muslimer, fordi han er ”sprunget ud”, som han kalder det. Til gengæld er det haglet ned med skældsord over ham fra hvide ateister, fordi han tillod sig at publicere en artikel i The Guardian med titlen ”Where are all the black atheists?”. For Shaha kan pege på berømte ateister som Richard Dawkins, Sam Harris med flere. Men bortset fra Ayaan Hirsi Ali, som han mener forekommer mange ateister med muslimsk baggrund problematisk på grund af sin ”militante ateisme”, mangler der rollemodeller med anden etnisk baggrund.
At tale om sit frafaldLigeledes klassificerer Shaha britiske forfattere med anden etnisk baggrund som Kenan Malik, Salman Rushdie (der dog i dag bor i New York, red.) og Hanif Kureishi som ”intellectual powerhouses”. Men hvor er den unge generation af skribenter med en sådan baggrund? Shaha arbejder nu selv på en bog for unge om ateisme.
Og han understreger forpligtelsen til at tale om at have forladt islam:
-Vi har masser af frihed her i landet. Vi har en forpligtelse til at tale åbent. Det er en myte, at der sker forfærdelige ting, hvis du taler om dit frafald.
Her protesterer flere i salen, blandt andre grundlægger og talsperson for One Law for All, Maryam Namazie. Hun påpeger, at det for mange kan være farligt at forlade islam, eller blot vanskeligt, også selvom man lever i Vesten.
-Min bedstefar var mullah, eller islamisk lærd, som man siger i Iran i dag, fordi iranerne ikke kan døje mullaher. Min mor siger stadig: Din bedstefar ville vende sig i sin grav.
Frygten for Allahs helvede
Hassan Radwan erklærer lige ud, at han ikke er vant til at tale i forsamlinger. Det er første gang han taler offentligt om sit frafald, siden han forlod islam i 2007. Han fortæller om noget af det, der gør det vanskeligt at forlade islam:
-Frygten for helvede hamres ind i dig. En anden frafalden fortalte mig, at han ikke længere troede på islam men stadig var bange for helvede. Det er som at have mistet et lem og stadig ville røre det.
Radwan ønsker ikke at propagandere for ateisme. Selv opfatter han sig som agnostiker og understregede, at mennesker må tro, hvad de vil. Også han fremhæver de, der ønsker at modernisere islam eller har et mere afslappet forhold til religionen. Han ønsker en diskussion af, hvordan man kan nå disse mennesker. Fra salen foreslåes mødeforaer, ikke blot i internettets virtuelle rum, men i den virkelige verden.
Multikulturens fallit
 |
Den tredje session sætter fokus på multikultur. Her opstår en diskussion om, hvorvidt multikultur altid er noget dårligt. Peter Thatchell er mangeårig aktivist for menneskerettigheder og homoseksuelles rettigheder. Han vandt berømmelse, da han i 1999 lagde et baghold for Robert Mugabes bilcortegé og krævede Zimbabwes diktator arresteret på britisk grund. Thatchell mener, at multikultur i den forstand at man har ret til at være anderledes, kan være noget godt. Det kan betyde ”a place at the table”.
Men Rumy Hasan, der underviser i politisk videnskab på universitetet i Sussex og er aktuel med bogen ”Multiculture – some inconvenient truths” er uenig. Hasan afviser blankt, at der er positive aspekter ved multikultur:
-Multikultur er ideen om, at forskellige mennesker har forskellige behov.
Venstrefløjens forræderiFra Frankrig er kommet Marieme Helie Lucas, født i Algeriet og grundlægger af organisationen Women Living under Muslim Laws. Hun har senere grundlagt organisationen Secularism is a Women´s Issue. Lucas indleder med at vise en film, der sætter spot på kvindernes protester i 1980ernes Algeriet, da familieloven og dermed en indskrænkning af kvindernes rettigheder, slog igennem. Det var med fare for livet, at kvinderne gik på gaden og demonstrerede. I Vesten ser vi ikke protester af det omfang. Men når det gælder livet, gør man det, understreger hun lidt bidsk.
Lucas er bekymret over, hvad hun opfatter som højrefløjens fremmarch i Europa. Hun påstår – helt besynderligt i øvrigt – at man for eksempel i Norge har mere end halvtreds (50 %, merknad) støtte blandt befolkningen til de yderste højrefløj! Men hun får også afleveret et klart budskab til de, der befinder sig til venstre for midten:
-Venstrefløjen har forrådt os. I Frankrig har fundamentalisterne taget føringen. De gør, som man gjorde i Algeriet. De begynder med kvinderne, så angriber de bøsserne. Og så går de videre. Vi har moralpoliti i ghettoerne og prædikanter i Frankrig i dag, der fordømmer visse intellektuelle og forfattere. Taber vi slaget i Europa, vil det virkelig være et tilbageslag.
Tidligere på dagen har hun, ligesom flere andre, appelleret til forsamlingen om ikke at rubricere alle, født ind i islam, som troende:
-Kald os ikke muslimer.
Amnestys flirt med Al Qaeda
Dette sidste panel tæller derudover Gita Saghal, født i Indien, forfatter og feminist og medstifter af Women against Fundamentalism. Hun blev suspenderet fra sin stilling som Head of Gender Unit i Amnesty International, da hun offentligt kritiserede organisationens samarbejde med Moazzam Begg, en tidligere indsat i Guantanamo Bay. Sahal betegner Begg som ”Storbritanniens mest berømte støtte af Taliban”. Samarbejdet skete som led i organisationens projekt “cageprisoners” og et krav om at lukke Guantanomo. Sagen har fået stor international omtale. Saghal går i rette med sin tidligere arbejdsgiver:
-Amnesty International er gået i seng med Al Qaeda. Men vi må være opmærksomme på, at de, der bliver forfulgt, selv kan være forfølgere.
Sidste person i dette panel er Maryam Namazie, der ikke blot er talsperson for One Law for All men også for blandt andet Rådet for Eksmuslimer i Storbritannien. Hun gør kort proces mod multikulturen:
-Multikultur reducerer mennesker. Man må ikke opfatte mennesker kun som et element af deres kultur. Vi er individer.
Muhammed, Iran og frafald
Derudover er der dagen igennem løbende diskussioner og kommentarer til de forskellige panelsessioner. Som for eksempel: Skal det hedde islam eller islamisme? Skal man kæmpe for ateisme eller sekularisme? Ligger problemet i Muhammeds personlighed? Kan man sidestille islam og kristendom?
Det afsluttende programpunkt, teaterstykket ”Masculine Laws” af Ghazi Rabihavi anskueliggør, hvordan det er at leve som kvinde – og mand – i Iran. De syv skuespillere sætter i dialoger spot på mænds forrang over kvinder: “Nyder du sex lige så meget som far?”, spørger en iransk datter for eksempel sin mor i forestillingen.
Inden vi når dertil har den britiske komiker Nick Doody, der underholder i en pause, gjort kort proces med islam:
-Jeg vil ikke være medlem af en klub, der vil dræbe mig, hvis jeg forlader den.