Heidi Dachs er frilansjournalist for Kristeligt Dagblad, bosatt i Tyskland. Artikkelen som følger var på trykk i Kristeligt Dagblad i går, og er gjengitt med Dachs sin tillatelse.
Af Heidi Dachs
I de første måneder af 2010 så det ud, som om forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer var ved at udvikle sig harmonisk i Tyskland: Flere politikere og fremtrædende personligheder forsvarede i løbet af foråret offentligt muslimernes ret til blandt andet at bygge moskéer og uddanne imamer.
Men Thilo Sarrazins bog » Deutschland schafft sich ab» landede med et brag i den offentlige debat midt i sommervarmen og rev hurtigt den idylliske illusion om det multikulturelle samfund i stykker. I bogen påstår den tidligere bankmand og forhenværende finansminister fra Berlin blandt andet, at alle jøder har et særligt gen, og at muslimske indvandrere er mindre begavede end tyskerne. Bogen sørgede ikke alene for overskrifter i aviserne midt i sommerens agurketid, men har også sidenhen været anledning til en heftig offentlig debat om værdier og integration. 2010 er året, hvor tonen er blevet skærpet mellem islamkritikere og de kræfter i landet, der plæderer for et mere indvandrervenligt samfund.
En af de første reaktioner på Sarrazins bog kom fra landets kansler. Angela Merkel meddelte, at den tidligere bankmand har skadet både integrationen i Tyskland og også den tyske nationalbanks omdømme. Thilo Sarrazin forargede først og fremmest tyskerne med sine udtalelser om det jødiske gen.
Lederen af den katolske kirkes Integrationskommission, biskop Norbert Trelle, fordømmer Sarrazins udtalelser skarpt, fordi de » særligt over for vores jødiske medborgere i Tyskland er helt malplacerede. » Norbert Trelles udtalelse kan vække det indtryk, at Sarrazins kritik af muslimerne måske ikke er helt så uberettiget, og dét er i hvert fald en holdning, som mange tyskere har. Ifølge flere meningsmålinger støtter næsten halvdelen af tyskerne Sarrazins kritik af muslimerne.
Tysklands kristne er splittede i den aktuelle debat. Lederen af De Tyske Katolikkers Centralkomite, Alois Glück, beskylder Thilo Sarrazin for at lege en farlig leg med befolkningens angst for fremmede og for at lave åndelig brandstiftelse. Nikolaus Schneider, der leder Den Evangeliske Kirkes Råd, er vred over, at Sarrazin overskrider grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige i en debat.
» Det er uansvarligt at dømme og fordømme mennesker generelt blot på grund af deres etniske baggrund. Sarrazin giver udtryk for vulgære social-darwinistiske holdninger,» siger Nikolaus Schneider til avisen Hamburger Abendblatt.
Til gengæld advarer præsten Ulrich Rüss imod at gøre Sarrazin til en djævel. Ulrich Rüss er leder af et forbund af 22 protestantiske organisationer, heriblandt den Selvstændige Evangelisk Lutherske Kirke, der er en frikirke med næsten 40.000 medlemmer.
» Sarrazin er mindre farlig end det problem, han gør opmærksom på: Den fuldstændigt mislykkede integration af indvandrerne i vores land,» siger Ulrich Rüss.
Thilo Sarrazin skriver blandt andet i sin bog, at muslimerne kun er i stand til at » producere små tørklædepiger», og at de slet ikke ønsker at integrere sig, men udelukkende vil nasse på det tyske samfund.
Det er især Sarrazins tone over for indvandrerne, der vækker bred forargelse, hvorimod mange tyskere er villige til at give eksbankmanden ret, når det drejer sig om selve indholdet af hans kritik.
» Thilo Sarrazin bruger uholdbare argumenter og farlige racistiske udtryk, men der er noget sandt i hans bog. Det sande er, at vi har en alvorlig mangel på integration, og at denne mangel truer med at rive Tyskland i stykker,» siger for eksempel Bambergs ærkebiskop, Ludwig Schick, til den katolske radiostation Domkirkeradio i Köln.
Avisen Süddeutsche Zeitung og flere kendte politikere beklager, at Thilo Sarrazin har sat liv i integrationsdebatten med så primitive formuleringer, men de indrømmer samtidig, at han har rørt ved centrale problemer i samfundet.Problemer, som egentlig burde komme frem i dagens lys.
Thilo Sarrazin er stadig medlem af Socialdemokratiet, og selv blandt hans partifæller er der mange, der forsvarer ham. Derfor har partiet også meget svært ved at tage stilling til, om han bør smides ud eller ej.
Sarrazins bog har fået en værdikamp til at blusse op, som man ellers ikke har oplevet i årtier i de tyske medier.
Der er opstået en fornyet diskussion på en række områder. Her er blot nogle eksempler: Journalisten og forfatteren Alice Schwarzer forlanger et forbud mod burkaer, og en række fremtrædende kvindesagsaktivister kritiserer muslimernes opfattelse af, at piger og kvinder kun er » rene», hvis de tildækker deres hår med tørklæder.
Den tyske familieminister, Kristina Schröder, klager over, at hun selv og mange andre tyskere udsættes for diskrimination fra muslimer, der føler, at de er mere værd end tyskerne. Hun betegner muslimernes holdning som tyskfjendtlighed.
Hun er for eksempel blevet udskældt for at være en tysk tæve, blot fordi hun ikke går med tørklæde, og nu forlanger hun mere frihed til at kunne kritisere muslimerne.
» Det kan ikke være rigtigt, at man sættes i bås med højrepopulistiske politikere, når man kritiserer muslimerne,» siger hun.
Lærere og sociologer er bekymrede over, at tyske børn mobbes i de skoleklasser, hvor indvandrerbørnene er i flertal. De tyske elever bliver for eksempel skældt ud som » svineædere». En række fremtrædende muslimer i Tyskland, blandt andre politikeren Cem Özdemir fra partiet De Grønne og forfatteren og læreren Betül Durmaz, deler denne bekymring og opfordrer regeringen til at skride ind og sikre de tyske børns rettigheder.
Regeringens befuldmægtigede på integrationsområdet, Maria Böhmer, forlanger, at der kun må tales tysk i skolegården, og næsten 50.000 mennesker har skrevet under på en opfordring til politikerne om, at det tyske sprog skal forankres som landets nationalsprog i den tyske grundlov.
» Politikerne taler om os, som om vi var ude på at spalte det tyske samfund. Det er uforskammet.
Vi muslimer er del af det tyske samfund, og det ville slet ikke være i vores interesse at se et splittet Tyskland,» siger Ayyub Axel Köhler, der indtil for nylig var leder af den store muslimske organisation Muslimernes Centralråd.
» Jeg er bekymret over, at politikere helt ind i de konservatives og socialdemokraternes rækker åbenbart er ved at miste alle hæmninger, når det drejer sig om fremmedfjendtlige udtalelser. De skaber en hadefuld stemning imod os med deres ord,» siger Ayyub Axel Köhler.
Thilo Sarrazins bog har altså medført meget debat, men i løbet af sommeren 2010 udkom der en anden bog i Tyskland, som det måske var mere værd at lægge mærke til.
Dommeren Kirsten Heisig fra Berlin, der er kendt for at straffe unge kriminelle på en hurtig og konsekvent måde, har skrevet bogen » Das Ende der Geduld». Heri beskriver hun en række sider af det tyske samfund, hvor integrationen ikke er lykkedes. Desværre har Kirsten Heisig allerede før bogens offentliggørelse hindret en diskussion af indholdet ved at begå selvmord. Hun tog sit liv af personlige grunde.
Avisen Süddeutsche Zeitung fik et interview med hende kort før hendes død, og avisen tegner et dystert billede af situationen i forbundsrepublikken. Ifølge Kirsten Heisig er Tyskland ved at få et parallelt retssystem. I de byområder, hvor indvandrerne er i flertal, sidder imamer eller familieoverhoveder for store arabiske familieklaner som selvudråbte dommere i deres egne private domstole. De kalder sig selv for fredsforligsmænd eller stridsforligsmænd, og selvom de arbejder illegalt, løser de konflikter, der egentlig burde afgøres af statens dommere. Det drejer sig om alt lige fra tyverier, røverier, vold og til knivoverfald. Imamerne afgør sagerne på grundlag af den islamiske sharialov, og cheferne for familieklanerne dømmer ofte efter deres helt egne kriminelle regler. De illegale dommere har som regel en bande håndlangere til rådighed.
Det er unge mænd, der sørger for, at » dommene» føres ud i livet – om nødvendigt endda ved hjælp af vold. Naturligvis forlanger fredsforligsmændene også penge af indvandrerne for deres arbejde Ingen af de illegale dommere vil officielt indrømme, hvad de gør, men ifølge politichef Claus-Dieter Röchert findes de i næsten hver eneste moské i Berlin.
I sin bog fortæller Kirsten Heisig, hvordan hun ofte har oplevet en mur af tavshed hos ofre og vidner i en retssag. Tit har ofrene, mens de stod under chok, udtalt sig detaljeret til politiet, men når retssagen så finder sted flere uger senere, er de blevet truet til at holde mund. I mellemtiden har en muslimsk fredsforligsmand allerede ordnet sagen, og så kan ofrene og vidnerne ikke huske noget mere, når de står i retten.
Ifølge Süddeutsche Zeitung findes dette parallelle retssystem overalt i de tyske storbyer, hvor muslimerne udgør flertallet, og hvor integrationen er mislykket, men ingen tør tale offentligt om de illegale domstole af frygt for repressalier fra fredsforligsmændenes unge håndlangere.
Både den tyske kansler, Angela Merkel, og landets forbundspræsident, Christian Wulff, har i løbet af efteråret understreget, at muslimerne i dag er del af det tyske samfund, og at deres rettigheder skal respekteres, men at samfundet altid var – og altid vil være – baseret på jødisk-kristne værdier.
» De, der vil have del i vores samfund, skal ikke alene respektere vores love, men også beherske vores sprog,» siger Angela Merkel til radiostationen Bayrisk Radio.
Her ligger hun helt på linje med mange ledende personer inden for de to store kirker.
» Tyskland har altid været stærkt præget af den kristne kultur og tradition, og jeg kæmper for, at vi ikke giver slip på det. Muslimerne skal respektere flertallets kultur i vores land,» siger Hamburgs vikarbiskop, Hans-Jochen Jaschke.
Et af dette års skarpeste angreb på muslimerne kommer fra lederen af det store konservative regeringsparti, Horst Seehofer. Han slår fast, at det multikulturelle samfund har lidt skibbrud. En holdning, han for øvrigt deler med kansler Angela Merkel.
Selvom det tyske erhvervsliv skriger på udenlandsk arbejdskraft, mener Horst Seehofer ikke, at Tyskland har brug for flere indvandrere fra fremmede kulturkredse som for eksempel Tyrkiet eller de arabiske lande. Han klager over, at indvandrere fra disse lande afviser den tyske kultur, og at de ikke er villige til at integrere sig.
» Tyskland må ikke blive til et bistandskontor for hele verden,» siger han til magasinet Focus.
Hverken protestanternes leder, Nikolaus Schneider, eller den katolske biskopskonference har kommenteret disse bemærkninger, og det er i sig selv lidt usædvanligt.
De seneste år har Tysklands kirker nemlig markeret sig i integrationsdebatten ved på den ene side at forsvare kristendommens plads i det tyske samfund, men på den anden side også ved at advare imod fremmedhad og imod at sætte indvandrerne i bås som andenklassesborgere.
Det er påfaldende, at kirkerne dette år har forholdt sig anderledes.
Bortset fra biskoppernes skarpe reaktioner på Sarrazins bog har kirkerne især koncentreret sig om at forsvare de kristne værdier i den tyske værdidebat, og de har gentagne gange forlangt, at muslimerne tilpasser sig samfundets normer bedre.
» Kirkerne har været alt for rolige de seneste måneder. De burde have råbt op, for debatten truer med at styrke hadet og aggressionerne imod muslimer og udlændinge i Tyskland,» skriver Matthias Drobinski, der er kirkeekspert og kommentator i avisen Süddeutsche Zeitung.
» Et par repræsentanter for kirkerne har ganske vist kritiseret hadet mod anderledes troende, men disse stemmer var næsten ikke til at høre, fordi kirkerne først og fremmest var beskæftiget med sig selv. Katolikkerne var beskæftiget med deres misbrugskrise og manglen på reformer, og protestanterne var optaget af følgerne efter Margot Kässmanns tilbagetræden på grund af spirituskørsel,» skriver Matthias Drobinski.
Derfor har det stort set været overladt til de tyske politikere at mane til besindighed i debatten om de tyske værdier. En af dem, der med klare ord tager afstand fra sine egne partifællers kritik af muslimerne, er den konservativt kristne politiker Rita Süssmuth, der tidligere var præsident for det tyske parlament og derefter ledede regeringens indvandrerkommission i flere år.
» Man kan meget vel tale en kulturkamp frem,» siger hun advarende i Süddeutsche Zeitung og langer hårdt ud efter blandt andre Angela Merkel.
» Nogle politikere påstår, at integrationen er mislykket, men i virkeligheden er det vores ikkeintegration, der er mislykket. Tyskland er først begyndt på noget, der ligner en integrationspolitik i slutningen af 1990′ erne. Indtil da havde vi forsømt at lære indvandrerbørnene tysk, og det er denne og andre forsømmelser, der indhenter os nu. I virkeligheden har indvandrerne selv gjort det langt bedre end os. Flertallet af dem har lige fra begyndelsen ydet mere for deres integration end staten,» siger hun.
Rita Süssmuth kritiserer værdidebatten, fordi muslimerne hele tiden sættes under pres for at bevise, at de mener det ærligt, når de siger, at de vil leve i Tyskland.
» Lad os dog ganske enkelt tro på, at indvandrerne vil leve her med os, og at de vil følge de regler, som gælder for os alle. Vi bør finde det, der forbinder os, og ikke hele tiden søge det fremmede i andre mennesker. Det er det menneskelige – hvert enkelt menneskes værdighed – der forbinder os,» siger hun.
Ifølge Ayyub Axel Köhler findes der to forskellige politiske verdener i Tyskland.
» Heldigvis er det kun de overregionale politikere, for eksempel dem, der sidder i forbundsparlamentet i Berlin, der driver hetz imod os. På lokalt plan har vi derimod rigtig gode forbindelser både til politikere og til de andre trossamfund. Lokalpolitikerne og de kristne menigheder kender os, og vi har et meget positivt samarbejde blandt andet i de utallige dialogkredse, som vi deltager i,» siger han.
Fakta: THILO SARRAZIN
Thilo Sarrazin er født i 1945 og har gjort en forrygende karriere inden for det offentlige system i Tyskland. Han er medlem af det tyske socialdemokrati, og fra 2002 til 2009 var han finanssenator, det vil sige finansminister, i delstaten Berlin. Fra april 2009 til september 2010 var han også medlem af den tyske forbundsbanks ledelse. I august 2010 udkom hans bog » Deutschland schafft sich ab», hvori han kritiserer Tysklands indvandrerpolitik skarpt. På grund af bogens diskriminerende passager om muslimer og jøder blev Sarrazin tvunget til at forlade sin post i den tyske forbundsbank.