Vebjørn Selbekk i Danmark

En nordmand i orkanens øjeAf Helle Merete Brix, for HRS

Det er ubehageligt koldt i Skandinavien for tiden. Alligevel havde mere end 30 mennesker forleden fundet vej gennem vintervejret for i Trykkefrihedsselskabet i København at møde den norske redaktør Vebjørn Selbekk.

Selbekk blev introduceret af Sapphos redaktør Katrine Winkel Holm, der fortalte, at hun igennem medierne havde hørt om en “meget konservativ redaktør”. At medierne opfatter Selbekk sådan skyldes formentlig, at han har et kristent ståsted og i offentligheden ikke har lagt skjul på, at han er imod homoseksuelles ret til ægteskab og imod fri abort. Hvad de færreste sikkert til gengæld ved, er at Selbekk er en varm tilhænger af asylretten. Hans egen mor kom til Norge som flygtning fra DDR.

Tegner ville ikke provokere muslimer

I år blev Selbekk chefredaktør for DagenMagazinet, der fusionerede i 2008. I 2006 var Selbekk redaktør for ugeavisen Magazinet, og det var her Selbekk traf et valg, der skulle vise sig at ændre hans liv: At bringe en faksimile af de danske Muhammedtegninger i forbindelse med en artikel om balladen om Jyllands-Postens karikaturer. Selbekk redegjorde for sagen for de fremmødte:

– I Oslo i 2006 hørte vi et interview med karikaturtegneren Finn Graff. Denne tegner har tegnet kvindelige politikere som køer og israelske statsledere som Holocaust-kommandanter. Men Graff sagde, at han aldrig ville tegne noget, der ville provokere muslimer. Man må spørge sig selv. Er der en særlig standard med hensyn til religionen islam?

Her kan det tilføjes, at der i Selbekks bog Truet av islamister (2006), der i detaljer redegør for forløbet, er nævnt endnu et eksempel fra Graffs hånd: Da tegneren afbildede to norske toppolitikere, Erna Solberg fra Høyre og og Carl Hagen fra Fremskrittspartiet, som svin i færd med at parre sig.

Magazinet lagde an til en større artikel om, hvad der var sket i Danmark. En artikel, der inddrog kulturredaktør Flemming Rose, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, norske tegnere med flere.

– Vi diskuterede billeder. Havde vi billeder til artiklen? Vi måtte jo vise, hvad sagen handlede om. Vi diskuterede også, om dette kunne blive farligt?

– Du er en død mandSelbekk forklarer, at han lagde samme kriterier til grund, som han ville gøre i en hvilken som helst anden sag. Artiklen blev bragt og illustreret med Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

– Allerede dagen efter at vi havde bragt tegningerne fik jeg den første skræmmende henvendelse. En e-mail med to billeder af et forbrændt lig. Det første foto er et nærbillede, hvor man ser dødsøjeblikkets smertensskrig. Det andet billede er taget lidt længere væk fra og forestiller det samme lig lagt i en kiste.

Sammen med billederne fulgte en tekst i mailen:

“Ved at tillade at tegningerne blev trykt, har du provokeret muslimer til at handle mod dig”.

Og videre:

“Se på billederne som følger med denne mail af en mand, som er begravet og straffet. (Og denne straf er for ingenting at regne mod straffen på dommens dag). På grund af det, du har gjort da du tillod tegningerne af profeten (fred være med ham) at blive trykt, må du sætte dig selv i denne mands situation. Søg nåde og forløsning fra Allah mens du endnu er i live, og beklag det du har gjort”.

Denne tekst kunne forstås på flere måder, mente Selbekk og hans medarbejdere. De valgte at se den som en religiøs ytring om en straffedom henlagt til det hinsides.

Men kun et par dage senere fik Selbekk en henvendelse på mailen, der kun kunne forstås som en trussel:

“Waith for your death”, lyder overskriften og i mailen står der: “You are a dead man. Don´t ever try talking about Prophet Mohammed”.

Det skulle i løbet af den næste tid blive til mere end 50 trusler på mailen. Som Selbekk siger:

– Efter de 50 holdt jeg op med at tælle.

Politibeskyttelse og ekstremister på begge siderÉn ting er, hvordan en sådan sag rammer en selv. Noget andet er, hvordan det rammer ens familie.

Selbekk er gift og har tre børn, der i 2006, da stormen brød løs, var 9, 13 og 15 år gamle. Hans børn, fortalte Selbekk, kom til at høre ting og sager, de ikke skulle have hørt. De måtte vænne sig til, at deres far fik en livvagt og skulle leve med politibeskyttelse. Og at der for eksempel kørte biler med mennesker med anden etnisk baggrund langsomt forbi hjemmet.

Selbekk måtte i tide og utide svare på henvendelser fra medier fra ind-og udland. Under mødet gikk han også ind på, hvordan politikerne havde forholdt sig til Magazinets valg om at trykke tegningerne.

Handelsminister Trond Giske (Arbeiderpartiet), der i 2006 var kulturminister, slog tonen an ved at udtale, at “Magazinets sag bærer måske præg af at være en provokation for provokationens skyld”.

Udenrigsminister Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet) fastholdt, også på den arabiske tv-kanal Al- Jazeera, at ingen toneangivende medier havde bragt tegningerne. Men dette er ukorrekt, for adskillige dagblade samt TV2 havde vist dem.

Og på en pressekonference talte Gahr Støre om, at der var “ekstremister på begge sider”. Altså på den ene side de, der satte norske ambassader i brand, på den anden side Magazinet og Selbekk. I Trykkefrihedsselskabet konkluderede Selbekk:

– Regeringen gjorde situationen endnu sværere for Norge. De værnede ikke om ytringsfriheden.

Magazinet gøres medansvarligJa faktisk, mente Selbekk, var der kun et land, hvor man havde håndteret Muhammed-krisen værre: Sverige.

Hermed hentydede Selbekk til den daværende svenske udenrigsminister Laila Freivalds (Socialdemokraterna), der i 2006 tog kontakt med Yemens udenrigsminister og fortalte ham, at man nu havde sørget for at fjerne de Muhammed-tegninger, som Sverigesdemokraterne havde offentliggjort på deres internetside. Hun måtte dog gå af.

Den norske statsminister Jens Stoltenberg (Arbeiderpartiet) skrev samme år i sin faste spalte i Dagsavisen, at Magazinet optrådte med én standard over for kristne, en anden over for andre religioner. Han gjorde også mere eller mindre Magazinet medansvarlige for ambassadenedbrændingen i Damaskus.

Hvorimod, understregede Selbekk på mødet, der var statsledere som Anders Fogh Rasmussen (Venstre), Nicolas Sarkozy (det konservative Union pour un Mouvement Populaire, UMP) i Frankrig og Angela Merkel (det konservative Christlich Demokratische Union, CDU) i Tyskland, der var klare i mælet i støtten for ytringsfriheden.

Og norske politikere burde så afgjort vide, hvor vigtigt det er at støtte ytringsfriheden, mente redaktøren. For allerede i 1993 oplevede Norge et attentat på forlægger William Nygaard, der havde udgivet Salman Rushdies bog De Sataniske Vers. Mirakuløst overlevede Nygaard attentatet.

Støtten fra Per Edgar Kokkvold

Stoltenbergs udhængning af Magazinet og håndtering af sagen fik i øvrigt ti af Norges mest kendte kulturpersonligheder, herunder forfatterne Lars Saabye Christensen og Anne B. Ragde til at gå på banen til støtte for Selbekk.

Men som en af de vigtigste støtter under krisen fremhævede Selbekk på mødet generalsekretæren for Norsk Presseforbund, Per Edgar Kokkvold. (Et interview med Kokkvold om Muhammedkrisen og trusler mod ytringsfriheden kan læses her, red.). Kokkvold har skældt ud på redaktører, der selv havde trykt tegningerne, men sad “musestille, da Selbekk blev udråbt til samfundsfjende”.

Det er også Kokkvold, der har skrevet forordet til Truet av islamister. Her skriver Kokkvold blandt andet:

“Det er respektløst overfor muslimer at mene at deres dogmer ikke skal kunne udfordres på samme måde som de kristnes. Demokrati og ytringsfrihed hører uløseligt sammen. Vi må aldrig i angst for mobberi, for guderne, præsteskabet eller KGB opgive en af de ting, vi virkelig kan være stolte af i vor del af verden, nemlig retten til at le af de mægtige”.

Kokkvold modtog selv trusler og måtte se sig afbildet i Yemen Observer. Under fotoet af ham var denne tekst: «Billedet af svinet, der fornærmede profeten». Og i 6-7 mellemøstlige hovedstæder var der demonstrationer, hvor der blev fremvist og afbrændt billeder af Kokkvold sammen med Anders Fogh Rasmussen og George Bush.

Ville ikke såre nogen

I dag, mener Selbekk, er det også i Norge blevet meget lettere at debattere disse spørgsmål. Og hvor der i højkirkelige kredse var kritik af Selbekk, var der i lavkirkelige miljøer støtte.

Hvad Selbekk ikke kom ind på under mødet, var det faktum, at han rent faktisk endte med at beklage, at han havde såret muslimernes følelser. Men ikke at han havde trykt tegningerne.

I sin bog fortæller Selbekk om, at han føler, at “han har ansvar for at prøve at gøre noget positivt”. På et tidspunkt under den norske Muhammed-krise mødtes Selbekk derfor på hotel Bristol med to repræsentanter fra Islamsk Råd Norge (IRN). Selbekk skrev en erklæring, hvor der blandt andet står: ”Det var aldrig vores hensigt at såre nogen”.

Det var en erklæring, som IRN godtog. Flere dage efter mødet på hotel Bristol, to måneder efter at tegningerne blev publiceret i Magazinet, løb en hastepressekonference af stablen på integrationsministerens (Bjarne Håkon Hanssen, Arbeiderpartiet) kontor. Konferencen var pådrevet av formanden av Kristelig Folkeparti, Dagfinn Høybråten. Det var her formanden Mohammad Hamdan fra IRN udtalte, at Selbekk nu stod under det muslimske miljøs beskyttelse. Selbekk skriver i Truet av islamister:

“I et demokratisk samfund tilkommer det ikke religiøse autoriteter at give eller trække tilbage beskyttelse. En sådan praksis leder snarere tankerne tilbage til den dhimmi-status, som ikke-muslimer tidligere levede uder i islamiske lande”.

”Fejghedens forestilling”

Siv Jensen, formanden for Fremskrittspartiet, har kaldt hastepresssekonferencen på integrationsministerens kontor for “Fejghedens forestilling”. Men Selbekk skriver i bogen ærligt om det sammenbrud på hans kontor, der en af aftenerne inden kommer som lyn fra en klar himmel. Hvor stort et pres, Selbekk var underlagt kan nok ingen af os, der ikke selv har stået i samme situation, sætte os ind i. Han nåede både at blive politianmeldt, modtage et væld af dødstrusler, indklaget for Pressenævnet og fra højeste politiske plan blive gjort ansvarlig for ambassadenedbrændinger med mere.