Af Helle Merete Brix, for HRS
Mændene ønskede, kort sagt, mener PET (Politiets Efterretningstjeneste i Danmark, red.) at trænge ind på Jyllands-Postens redaktion og dræbe så mange som muligt. Årsagen er naturligvis, endnu engang, avisens publikation af Muhammed-tegningerne i 2005.
Tre af mændene, en 44 årig tuneser, en 29-årig svensk statsborger født i Libanon samt en 30-årig svensk statsborger, hvis oprindelsesland stadig er ukendt, er sigtede i sagen og foreløbig varetægtsfængslede for fire uger. En 26-årig irakisk mand, der bor i Danmark, blev løsladt men er stadig sigtet i sagen.
Sagen følger et forventeligt mønster. Når sådanne planer afsløres, om det er i Danmark, Norge, Storbritannien eller Holland eller et helt femte land, plejer følgende at ske: Efterretningstjenesten går ud med en meddelelse om, at de i sidste øjeblik har afværget et terrorangreb. Der vil ofte være tale om relativt unge mænd, der også ofte er født og opvokset i Vesten eller er kommet hertil som unge mænd. Disse unge mænd har mens de boede i Vesten været på rejse til et muslimsk land, for eksempel Pakistan eller Somalia. Her har de modtaget en form for våbentræning. Og så nævnes ofte også en bestemt moské i Vesten, som mændene er kommet i.
Den obligatoriske pressemeddelelse
Ofte vil der også, ved det indledende retsmøde, være interviews med, som regel, mandlige venner eller familie til de tiltalte. Bemærkninger a la “han var sådan en flink, ung mand” eller “min bror kunne aldrig finde på at begå terror”, “politiet stormede ind midt om natten, vi blev så forskrækkede” vil blive publiceret i de artikler, som udsendes i medierne.
Og så noget lige så forventeligt: En pressemeddelelse vil blive udsendt fra en muslimsk organisation, en organisationen, der i offentligheden promoverer sig som moderat. Pressemeddelelsen kom naturligvis også denne gang.
Muslimernes Fællesorganisation, der ifølge egne oplysninger har 30.000-35.000 medlemmer og er “den største samarbejdsorganisation for muslimske foreninger i Danmark”, udsendte en pressemeddelelse om, at man tager afstand fra terror. I pressemeddelelsen, som der refereres fra i en artikel i Jyllands-Posten, står der blandt andet følgende: “Muslimernes Fællesråd finder det særdeles bekymrende, at der har været planer om terrorangreb mod mål i Danmark. Muslimernes Fællesråd tager ubetinget afstand fra enhver terrorhandling uanset hvilke motiver og bevæggrunde der måtte ligge bag!”
Hvorfor er det nødvendigt at skrive, at man er imod terror “uanset hvilke motiver og bevæggrunde”, der måtte ligge bag?
“Tegningernes hensigt”I september udsendte samme organisation en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af Flemming Roses bog “Tavshedens Tyrannni” (Anmeldt her på siden, red.). Her skrev organisationen blandt andet: “Muslimernes Fællesråd ser ingen nytte i genoptrykningen af sådanne tegninger, men vedstår samtidig, at det står enhver frit for at benytte sig af ytringsfriheden inden for lovens rammer, uden at det dog altid er formålstjenstligt. Tegningerne har intet med Islams sidste profet Muhammad at gøre, men portrætterer blot den uvidenhed, der hersker om hans virke.
Bogen og dens indhold er en enkelt mands værk, hvorfor Danmark som land og dets befolkning ikke kan tages til indtægt for dens indhold.
Muslimernes Fællesråd opfordrer alle til at udvise ro og besindelse trods tegningernes oprindelige hensigt”.
Prøv ikke mindst at læse den sidste sætning igen: Skal det virkelig være nødvendigt at skrive “trods tegningernes oprindelige hensigt”? Altså, vi taler om en tegning. En tegning slår ingen ihjel.
Terror og islamDen aktuelle pressemeddelelse i forbindelse med det fejlslagne terrorangreb indeholder flere formuleringer, der stiller flere spørgsmål end de giver svar: “Det er vigtigt at understrege, at enhver form for terrorhandling er og altid vil forblive i strid med Islam”.
Her er igen et problem. For hvad opfatter man som terror? Hvis denne og andre talspersoner for muslimske organisationer for eksempel mener, at muslimer må forsvare sig, når de bliver angrebet, må det være vigtigt at definere, når der er tale om angreb. For så er terror jo ikke terror.
Når man læser udtalelser fra sådanne talspersoner og prædikanter med forbindelse til de organisationer, de repræsenterer, ser det ofte ud som om de mener, at islam konstant er under angreb, at Vesten hader islam og muslimerne og gør alt, hvad de kan for at bekrige dem. Retfærdiggør det terrorangreb?
Og hvad mener sådanne talspersoner egentlig om det faktum, at ikke alle muslimer er terrorister, men omtrent al terror, der begås i disse år foretages i islams navn?
Radikale prædikanterJeg beskylder hverken Butt Hussain eller Muslimernes Fællesråd for at gå ind for terrorangreb i Vesten. Men organisationens afstandtagen svækkes af kryptiske formuleringer og også af det faktum, at sådanne talspersoner og organisationer bakker op om ekstreme prædikanter.
Butt Hussain, der er en af de mest profilerede muslimer i Danmark, var tidligere talsmand for en anden muslimsk forening, Muslimer i Dialog. Den er en af de muslimske foreninger, der idag er samlet i Muslimernes Fællesråd.
I 2005 inviterede denne organisation den radikale konvertit til islam, Yvonne Ridley, til et møde i København. På det offentlige møde forklarede Ridley, at de videofilm fra Irak, der viser de islamiske oprøreres slagtning af gidsler, er en nyttig alternativ nyhedsformidling. Hun havde også pæne ting at sige om talebanerne i Afghanistan.
Derudover har Muslimer i Dialog inviteret andre prædikanter med ejendommelige synspunkter. Jeg har omtalt et par af dem på HRS´side. Det drejer sig om tre amerikanske prædikanter og konvertitter til islam: Ustad Yahya Rhodus – der i et interview i 2004 ikke kunne svare på, om han er for eller imod Al Qaeda – samt Hamza Yusuf og Zaid Shakir.
Eksempler fra SverigeI Sverige er formanden for Sveriges Muslimske Råd, Helena Benaouda, kommet i modvind i forbindelse med det aktuelle fejlslagne terrorangreb. Benaouda er svigermor til en af de sigtede, den 29-årige svensker med libanesisk baggrund. Han har tidligere siddet fængslet i Pakistan og Etiopien, mistænkt for at have begået terror. I to tilfælde har Benaouda lagt pres på de svenske myndigheder for at få ham hjem til Sverige. Nu anklages hun på islamkritiske sider i Sverige, i følge Berlingske Tidende, for at have sovet i timen. Man kunne vel også godt spørge Benaouda, om hun mener angrebet kan retfærddiggøres?
I forbindelse med jule-selvmordsterrorangrebet i Stockholm oplevede man lignende ejendommeligheder, som vi nu oplever i Danmark i forbindelse med pressemeddelelsen fra Muslimernes Fællesråd. Hege Storhaug har her på siden beskrevet, hvordan Hassan Mousa, en af Sveriges mest centrale frontfigurer i Sverige, udtalte at det er “en religiøs pligt at tage afstand fra terror”. Men som Storhaug påpeger, klinger det hult, når man ved, hvad denne imam og prædikanter på besøg i imamens moské er kommet med af hadefulde udtalelser.
Organisationer har medansvarDe vestlige efterretningstjenester gør et dygtigt stykke arbejde med hensyn til at forhindre terrorangreb. Men en eller anden dag lykkes det. Så er spørgsmålet, om de europæiske politikere kan stille sig tilfredse med endnu en lunken pressemeddelelse fra en muslimsk organisation, der forklarer, at islam og terror er uforenelige størrelser. Og at selv ikke en tegning af Muhammed med bombe i turbanen kan retfærdiggøre et terrorangreb.
Det var måske på tide, at disse personer og organisationer blev gjort medansvarlige. Juridisk kan de ikke stilles til ansvar, men moralsk har de, efter min opfattelse, et medansvar for de terrorangreb, der sker.
Inviterer man for eksempel, som Muslimer i Dialog gjorde, en prædikant der ikke ved om han er for eller imod Al Qaeda, kan man vel ikke påberåbe sig at være ansvarsfri, når et terrorangreb sker? Eller hvad? Er det noget helt andet, når det drejer sig om islam?