Denne kommentaren er trykket i dagens Berlingske tidende, og gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Danmark sover i islamdebatten
Af Karen Jespersen
Islamdebatten kører nu i højeste gear i lande som Tyskland og Frankrig. Danmark, som engang viste modet til at gå i spidsen, er nærmest faldet i søvn.
I dag holder den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir møde om Afghanistan på Det Kongelige Bibliotek i København.
Kulturministeren har vurderet, at mødet er en opfordring til at slå danske soldater ihjel. Oven i det kommer, at mødet er kønsopdelt.
Sådan var det også, da Hizb ut-Tahrir for nylig holdt stormøde i Bella Center. Det burde ikke være muligt i offentlige bygninger.
Hvorfor har vi på trods af dette accepteret en udvikling, hvor folk, der måske er født i Danmark eller er danske statsborgere, kan holde et møde, hvor de opildner til kamp mod danske soldater? Det hænger sammen med, at mange, især politikere og myndigheder, er alt for naive.
De ser ikke og vil ikke se den udvikling, Hizb ut-Tahrirs møde er en del af.
MEN UDVIKLINGEN ER DER, og den kan gå stærkt.
Se bare på, hvad der er sket alene i den forgangne uge. Vi kan begynde i Pakistan, fordi det, vi oplever, er en radikalisering, der har sin rod i de muslimske lande.
I Pakistan blev den fremtrædende guvernør i Punjab-provinsen, Salman Taseer, for nylig skudt på åben gade af sin egen sikkerhedsvagt. Han skulle dø, fordi han ville ændre Pakistans blasfemilov, der giver dødsstraf for at fornærme profeten. Og han støttede ofrene for denne lov.
I denne uge kunne man så læse, hvordan denne morder nu blev hyldet som en helt. Blandt andet anført af højtuddannede advokater, som iført slips og jakkesæt løb ud på gaden for i hobetal at vise deres støtte til drabsmanden. For kort tid siden førte de an i kampen mod den tidligere præsident og hærleder Musharraf. Nu gik de med bannere til støtte for morderen og hans kamp for at bevare dødsstraffen for blasfemi ( Jyllands-Posten 19.1.). På lignende vis er en voksende del af unge med muslimsk baggrund i Europa blevet radikaliseret.
Den dansk-somalier, der i disse dage er stillet for retten tiltalt for terror ved at have angrebet tegneren Kurt Westergaard, er et klart eksempel på, at radikaliseringen i de muslimske lande påvirker muslimer i Europa.
DEN SLAGS TERROR HØRER ganske vist til sjældenhederne.
Men problemet med radikalisering er langtfra begrænset til dem, der vil bruge terror i kampen mod Vesten for en islamisk stat. I de senere årtier er der sket en bredere radikalisering både i den muslimske verden og blandt muslimer i Europa. Den indebærer, at man søger tilbage til den oprindelige islam , som ikke bare er en tro i kristendommens forstand. Den er en politisk filosofi, der vil have magt i samfundet. En del muslimer vælger en mindre politisk udgave af islam.
Men de unge generationer, der kræver et islamiseret Pakistan, et islamiseret Somalia og i sidste ende et islamiseret Europa, dyrker islam som magt.
I flere europæiske lande er der et større antal muslimske bevægelser, moskeer og kulturcentre, der aktivt påvirker især unge muslimer med had til Vesten og støtte til en islamisk stat. Disse aktiviteter får ofte store summer fra lande som Saudi-Arabien og Iran. Det ved vi fra flere rapporter og TVoptagelser lavet med skjult kamera især i Storbritannien.
Alligevel har miljø-og teknikudvalgene i Københavns og Roskilde Kommune for få dage siden godkendt planerne for tre moskéer uden at stille krav om åbenhed i regnskaberne. Vi ved ellers, at der åbent bliver talt om, at pengene til byggerierne kan komme fra muslimske lande, blandt andre fra Iran.
Vi ved også, at flere af dem, der står bag byggerierne, er ortodokse muslimer. Eksempelvis holder de møder, der er kønsopdelte, ligesom Hizb ut-Tahrirs møde vil være. Næste skridt kan blive bønnekald fem gange i døgnet fra minareterne.
MEN ISLAMS MAGT ER OGSÅ blevet en del af vores virkelighed på en anden måde. Det er stammekulturen, der fortsat er udbredt i muslimske lande, og som i høj grad præger muslimske indvandrermiljøer i de europæiske lande.
Stammekulturen betyder, at man alltid holder med sin familie, klan eller stamme over for andre familier, klaner og stammer.
Det er denne stammekultur, der i høj grad præger de indvandrerbander, der vokser og får magt i de europæiske storbyer. I andre lande er udviklingen kommet tidligere og er blevet voldsommere. For ikke så længe siden kunne man læse, at ghettoerne i Frankrig flød med våben. Formanden for Det Tyske Politiforbundet har sagt, at »statens magtmonopol vakler i visse områder«. I Danmark fik vi for alvor bandeopgør, skyderier, brande og angreb på politi og brandfolk i februar 2008. Siden har det bredt sig. I denne uge var flere indvandrerbander i indbyrdes kampe med skyderier flere steder omkring København. Desuden var der også i denne uge opgør mellem indvandrerbander i Aalborg.
DISSE BANDEOPGØR KAN I HØJ GRAD have med islam at gøre. Vi ved fra undersøgelser, at unge muslimer ofte føler sig som muslimer frem for som danske, tyske eller franske. De holder med andre muslimer mod ikke-muslimer.
Muslimernes fællesskab betragtes som en stamme. Deres ære kræver, at de kæmper for denne stamme.
Det gav sig et meget tydeligt udslag i Nordbyen i Slagelse. Her fik nogle unge et rum til aktiviteter. Det blev efterhånden til et bederum. Det ville afdelingsbestyrelsen lukke, fordi der var for meget støj og uorden.
De unge mænd reagerede med at angribe formanden. Han fik smidt sten ind ad vinduet og måtte til sidst flygte og er ikke vendt tilbage. Hele bestyrelsen trådte tilbage.
Denne vold blev belønnet. Bederummet blev ikke lukket.
MANGE MENNESKER MENER, det er helt forkert. Alligevel bliver det ved med at ske. Hvorfor? For det første har en del den opfattelse, at vi godt kan tage det roligt, for de fleste problemer er nok ved at blive løst takket være den stramme udlændingepolitik, der har været ført gennem 10 år.
For det andet ved de færreste, hvad der egentlig foregår, fordi en del medier ser det som deres opgave at dysse disse ting ned. Da Ralf Pittelkow og jeg mandag holdt foredrag om bogen »Islams magt« netop i Slagelse, var det vores indtryk, at mange af de 400 tilhørere slet ikke kendte til det opsigtsvækkende forløb i Nordbyen! For det tredje er der trods mange års debat stor uklarhed om, hvordan vi skal forstå det, der foregår omkring os. Islamdebatten kører nu i højeste gear i lande som Tyskland og Frankrig. Danmark, som engang viste modet til at gå i spidsen, er nærmest faldet i søvn.