Fornærmelser, fatwa og jihad

Af Helle Merete Brix, for HRS

“Tror du, det er her?” spørger den tyske forfatter Henryk Broder, iført cottoncoat og med uldbånd om hovedet, da vi kan se en gruppe mennesker i lyttende positioner i et lokale i den lille passage i indre by i København. “Vrøvl”, svarer jeg. “Mødet er slet ikke begyndt endnu”. Men det er her, Dagbladet Informations kantine, og hvor pinligt det end er, har jeg taget fejl af tidspunktet og Broder og jeg kommer 15 minutter for sent til debatten med den britiske forfatter Kenan Malik. En ven af mig sender hele Maliks indlæg som lydfil. Gudskelov for teknikken.

Malik, der er født i Indien og har muslimsk baggrund er opvokset i Storbritannien. Han er i København for at tale om den danske udgave af hans seneste bog From fatwa to jihad: The Rushdie affair and its legacy. Den kom på dansk i vinteren 2010.

I panelet sidder også Niels Erik Hansen, jurist og tilknyttet Dokumentations- Rådgivningscenteret mod Racisme. Samt Christian Rostbøll, Institut for Statskundskab og politisk teoretiker med en forskning, der koncentrerer sig om demokrati og frihedsbegreber. Det hele er arrangeret af Danmarks yngste ytringsfrihedsorganisation Fri Debat og Informations Forlag, der har udgivet bogen på dansk.

“It´s all about funding”Rummet er propfuldt og Broder installerer mig på en barstol og sig selv i en vindueskarm. Der er stadig gentlemen til. Med mellemrum springer han frem for at kommentere debatten i form af nedskrevne noter på min blok. “It´s all about funding”, skriver han således, da Hansen med beklagelse i stemmen fortæller at danske organisationer som POEM ( Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal) og ELO ( Etniske Minoriteters Landsorganisation) for år tilbage måtte dreje nøglen om på grund af manglende økonomisk støtte fra staten. Som jeg husker disse organisationer, gjorde de absolut intet nyttigt for integrationen.

Maliks bog læste jeg og anmeldte for HRS, da den udkom på engelsk. Det er en vældig god bog, der fortæller om fremvæksten af en krænkelseskultur og angreb på ytringsfriheden. Bogen beskriver detaljeret udviklingen fra ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie til Muhammedtegningerne. Og om, hvordan venstrefløjen ikke har forstået at forsvare ytringsfriheden og om radikal islam, der er vokset frem i Vesten.

Civilisationernes sammenstød er en myte

Men bogen har også visse svagheder. For eksempel benægter Malik at selve islam udgør et problem. På aftenens møde afviser forfatteren, at striden om Muhammedtegningerne var en teologisk strid. Men det var det vel? Islam er både religion og politik og har et billedforbud.

Jeg kan heller ikke følge Malik, når han taler til publikum om, at civilisationernes sammenstød er baseret på en myte, og at det derfor er fejlagtigt at gå ind for minaretforbud og have modstand over for kæmpemoskeen. Og at man skal bekæmpe antiimmigrationsstrømninger såvel som begrænsninger på ytringsfriheden. Men må demokratier ikke have lov at sætte deres egne begrænsninger for indvandringen?

Til gengæld er der fornuft i Maliks definition af, hvad det liberale samfund må betyde. At man kan tro og tænke, hvad man vil indendøre. Men at vi i det offentlige liv skal behandles ens. Malik understreger også, at hans generation i Storbritannien måske så sig selv som asiater; men aldrig som muslimer, sihker eller hinduer. Den religiøse identitets væsentlighed er af nyere dato.

Forskellige slags multikulturMalik påpeger, at multikulturalister ubevidst “har hjulpet med at fremprovokere racistiske synspunkter”. Sådanne synspunkter, mener Malik, må imødegåes med robuste argumenter, ikke med forbud.

Rostbøll savner i Maliks oplæg en anerkendelse af, at multikultur kan betyde forskellige ting. Ligesom ytringsfrihed, påpeger Rostbøll, også er forståelsen af, at det ikke er alt, man har ret til at sige, som det er godt at sige.

Hansen beklager i sit indlæg, som allerede nævnt, lukningen af organisationer, der skulle varetage etniske minoriteters interesse. Han nævner, at da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) på et tidspunkt ville indkalde repræsentanter for etniske minoriteter til et møde kunne han derfor kun komme i tanker om Naser Khader (i dag konservativt medlem af folketinget, red.). Der var nemlig kun de religiøse tilbage. Og dem ville man ikke tale med.

Hansen understreger, at ytringsfrihed er afgørende for en organisation som hans. Men også, at det er “de magtesløse”, der bliver angrebet. Forstår man Hansen ret, er det politikere som Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, der er roden til alt ondt i diskussionen om ytringsfriheden. Hansen kender mange muslimske mænd, der blev meget stødt over grove udtalelser i debatten om, at muslimske mænd slår deres koner: “Dag og nat skulle de høre på det”. Hansen konkluderer: ”Ytringsfrihed er også frihed fra hate speech”. Hansen gør hatespeech til en forløber for Holocaust, hvad der får Broder ned fra vindueskarmen: “Bullshit”, råber den tyske forfatter. Der klappes.

”En enkelt email”Jyllands-Postens udlandsredaktør Flemming Rose, (der som tidligere kulturredaktør samme sted var manden, der i sin tid bestilte Muhammed-tegningerne), er den første til at stille et spørgsmål: Rose vil vide, om kultur slet ikke betyder noget for Malik? Mener Malik ikke, at der er kulturer, der er mere åbne end andre?

Malik svarer, at vist betyder kultur noget. Men at kultur er en “organisk interaktion mellem mennesker”. Men vist er visse “kulturformer” bedre end andre.

Jacob Mchangama, talsperson for Fri Debat vil vide, hvorfor Hansen synes, at han skal have lov at kalde store dele af befolkningen for racister (de, der stemmer på Dansk Folkeparti, red.), når han samtidig mener, at andre skal retsforfølges for, hvad de mener? Der klappes.

“Som at være tilbage i Tyskland, som at være tilbage i 1980erne”, siger Broder om debatten, da vi går derfra. Men vel ikke helt. Ingen var formentlig gået i rette med Hansen i 1980erne i det offentlige rum.

Om aftenen kan man høre Malik på Deadline, DR2. Her fortæller han om at “en enkelt email fra en akademiker”, der ikke brød sig om Sherry Jones´bog The Juvel of Medina i 2008 kunne stoppe Random House i at udgive den. Men hverken brandbomber med mere kunne i 1989 få Penguin til at standse publiceringen af Salman Rushdies Sataniske Vers. Det er nye tider.

Kenan Malik på Deadline 22.30, DR2 den 7. januar