Hege Storhaug, HRS
Det er en kjent sak at stormuftien av Jerusalem var en stor beundrer av Adolf Hitler. Muftien prøvde gjennom en årrekke å få et møte med Hitler, og lyktes med dette først da Hitlers forhold til England var ødelagt, forteller Pernille Bendixen. Det første møtet so førte til tett samarbeid mellom muftein og Hitler fant sted 28.bovember 1941.
Det var en stor dag for muftien, som gentagne gange havde forsøgt at mødes med Hitler. Stormuftien var en stor beundrer af Hitler, ligesom store dele af den muslimske verden var det.
Man sagde, at Guds 12.imam var sat i verden i skikkelse af Hitler i rækken af Muhammeds efterfølgere.
Gud er i himlen og Hitler på jorden, blev der sagt.
Det var især kampen imod jøderne, der senere gav anledning til fællesskab imellem muftien og Hitler.
Et problem havde dog været, at i Hitlers Mein Kampf var der en decideret antiarabisk passage, hvor Hitler hånede muslimernes hellige krig og kaldte dem for krøblinge. Da bogen skulle oversættes til arabisk, gik Hitler tøvende med til, at denne passage kunne udelades, og dermed blev Mein Kampf en stor bestseller i de muslimske lande.
Inden mødet mellem muftien og Hitler havde Hitler siden 29. august 1938 med våben støttet Palæstina i kampen imod englænderne. Englænderne havde nemlig, med sir Winston Churchill som koloniminister, udset dele af Palæstina til at være nationalhjem for det jødiske folk.
Stormuftien havde allerede i marts 1931 forsøgt at få Hitlers hjælp til at bekæmpe englænderne, men Hitler var ikke i starten interesseret i noget samarbejde, idet han på det tidspunkt stadig gerne ville bevare et godt forhold til England.
Desuden kunne han ikke sammenkæde disse racemæssigt mindreværdige med sit eget folks skæbne. Senere behøvede Hitler ikke at bevare det gode forhold til England, og han erkendte, at der kunne eksistere et samarbejde imellem ham og stormuftien.
Hitler installerte muftien i Berlin på statslønn. Muftien skulle opprette en tyskarabisk utdannelsesinstitusjon, han skulle rekruttere arabere til Hitlers tjeneste, og han var mer enn en velvillig hjelper til å spre Hitlers jødehat og utrydde dem.
Efter muftiens første personlige møde med Hitler blev han installeret i Berlin med en løn på 75.000 rigsmark og en medarbejderstab.
Muftien skulle nu stå for oprettelsen af en tysk-arabisk uddannelsesafdeling og rekruttere frivillige arabere til fremtidige arabiske armeer i tysk tjeneste. Muftien var også særdeles aktiv med taler, udtalelser og breve, hvori han ikke lagde skjul på sit had til jøderne. Fra at hade jøderne ud fra det skrevne ord i koranen gik hadet senere over i en mere raceideologisk argumentation.
Han har bl. a. udtalt, at alle jøder var smittebærende insekter, og at deres forbundsfæller ( amerikanerne, englænderne og bolsjevikkerne) var muslimernes inkarnerede fjender.
Muftien havde også en vis indflydelse på selve udryddelserne af jøderne. Således frarådede muftien, at udryddelserne skulle pågå i Palæstina, men at man i stedet for sendte dem til Polen.
Muftien var langt fra alene, han hadde bred støtte i de arabiske verden for sine nazisympatier. Muftien var også en pådriver for å etablere en muslimsk SS-divisjon på Balkan.
Men det var ikke blot muftien og folk fra de tyskbesatte områder af Europa, der tilbød deres hjælp med udryddelsen af jøderne. Den arabiske lokalbefolkning i Mellemøsten tilbød frivilligt deres hjælp til tyskerne.
I 1943 fløj muftien på besøg i Bosnien og Kroatien sammen med SS-officerer. Under det to uger lange ophold blev en ny muslimsk SSdivision lavet med muftien i spidsen. Heinrich Himmler besluttede uden videre, at muslimerne på Balkan var racemæssigt værdifulde. På hans ordre blev der oprettet en særlig kokkeuddannelse, og SS-muslimerne kunne som de eneste frabede sig svinekød og alkohol. Efter det arabiske ord » krumsabel» gav Hitler den muslimske SS-division navnet » Handschar».
I 1944 åbnede et institut for imamer i byen Gauben. Det havde til formål at uddanne muslimske imamer til de muslimske SS-divisioner med muftien placeret i byens SS-hovedkontor.
Etter krigen ble muftien arrestert og utlevert til Frankrike. Men hvorfor ble det ikke reist tiltale og rettssak?
Det hele smuldrede med Anden Verdenskrigs endeligt, og muftien flygtede til Bern, hvor han blev anholdt og udleveret til Frankrig. Således i husarrest og med tjenestefolk omkring sig afventede han sin dom.
Da intet tilsyneladende skete, rejste muftien med falske papirer hjem til Palæstina. Han blev aldrig stillet for en krigsforbryderdomstol, fordi man ikke ville risikere en konflikt med den arabiske verden. Vel hjemme i Palæstina arbejdede muftien for den øverste arabiske komite, støttet af den arabiske liga. Muftien blåstemplede sin fjerne slægtning Yassir Arafat som sin efterfølger, han var den bedst egnede leder af en kommende palæstinensisk nation.
El-Husseini døde 4. juli 1974, og hans begravelse blev fejret med en antijødisk massedemonstration i hans ånd.
Efter 1945 var der ingen tegn på, at man tog afstand fra hverken jødehadet eller muftiens krigsforbrydelser. Da muftien ikke blot var en del af nazisterne med sin egen SS-enhed, men også i stort omfang med til at sende jøder i gaskamrene, kan man undre sig over, hvorfor han ikke blev forfulgt og udleveret til en krigsforbryderdomstol.
Men grundlæggelsen af staten Israel og nederlaget fra krigen var derimod med til, at hele den arabiske verden blev radikaliseret og jødehadet forstærket.
Bendixens hovedpoeng er: hvorfor er ikke slike historiske fakta en del av historieundervisningen, ikke minst tatt i betraktning det økende jødehatet i dagens Europa og situasjonen i Midtøsten? Hvorfor r dette teamet så godt som fraværende i media?
Da Israel havde overlevet forsøget på udslettelse, begyndte den arabiske verden at sammenligne Israel med nationalsocialismen, og man sagde, at den israelske hær brugte metoder, der svarede til mordene på jøderne i gaskamrene.
I 1940′ erne og 50′ erne foregik der en masseudvandring af jøder fra muslimske lande til Israel. Deres håb om et rimeligt liv efter krigen var smuldret, idet de til stadighed blev udsat for hetz. Ayatollah Khomeini hævdede, at zionismen var en fjende af menneskeheden fra tidernes morgen. I dag bliver formodede tyske turister stadigvæk mødt med en heilende hilsen i mange muslimske lande.
Det er en gåde, at disse historiske facts overhovedet ikke indgår i historieundervisningen om Anden Verdenskrig. De er lige så vigtige for forståelsen af situationen i Mellemøsten i dag, som Anden Verdenskrig er det for vort eget kontinent.
Og den aktuelle situation i Mellemøsten taget i betragtning endda vigtigere.
Hvorfor ignorerer medierne disse begivenheder, der er nøglen til forståelse, når man i dag dækker Israel/ Palæstina-konflikten? Tyskland er under lup for racisme, men det stadig eksisterende jødehad i de muslimske lande ignoreres totalt i en sådan grad, at man skulle tro, at religion retfærdiggør racisme.
Alt imens man på bedste vis forsøger at feje dette forhold imellem nazismen og islam ind under gulvtæppet, så er det jødiske folk stadig i dag et forfulgt folk.
Den dag i dag er Hitlers Mein Kampf stadig en bestseller i muslimske lande. Sammenholdt med de 36 vers i Koranen, der opfordrer til at slå bl. a jøder ihjel, må det give stof til eftertanke.
Og så får vi slippe katta ut av sekken: Bendixen er folketingskandidat for Dansk Folkeparti.
Kronikken stod på trykk i Fyens Stiftstiende 11.januar 2011.