Krigen mod ytringsfriheden
Af Britta Mogensen, for HRS
De to freelanceskribenter Troels Heeger og Søren K. Villemoes kunne allerede den 31.12.2010 levere en terrorkavalkade over 2010 i Norge, Sverige og Danmark, og når man ser forbrydelserne oplistet, skal man være meget virkelighedsresistent, hvis man ikke forstår, at vi endnu ikke har set det værste.
Og januar 2011 startede da også ud, som vi kunne forvente det. Ni banderelaterede skuddramaer i januar inden for godt en uge forberedte os på, hvad året vil bringe. Disse jævnligt tilbagekommende skudepisoder kan man vist kalde den ’lille’ terror, da de først og fremmest går ud på, at bandemedlemmerne slår hinanden ihjel fremfor et forsøg på at myrde sig til et islamisk martyrium. Uskyldige kan naturligvis ryge med, men det er jo, hvad der kan ske, synes tanken blandt disse kriminelle at være. Hvor der handles, der spildes! Og en lille bagatel som at brandfolk igen-igen bliver angrebet med sten, når de skal slukke en brand i en ghetto, er nærmest hverdagskost. Er dårligt værd at skrive hjem om. Så kunne vi jo ikke bestille andet.
Disse trivialiteter har altså ikke den store interesse og trækker ingen overskrifter. Det gjorde det til gengæld, da den samfundsomstyrtende, islamistiske bevægelse Hitzb ut’Tahrir, der er forbudt i mange muslimske lande og i flere europæiske, fik sine (mere end) 15 minutters berømmelse. Bevægelsen lejede sig i år ind på Det Kongelige Bibliotek (Diamanten) for den 21. januar at afholde sit årlige propagandamøde for afskaffelse af demokrati, indførelse af et khalifat og for at vise kvinder, hvor deres plads er (nemlig underdanigt indhyllet i rumpen på mændene).
Men man har skam også et tema. I år var det en opfordring til væbnet kamp mod ’besættelsesstyrkerne’ i Afghanistan. Mødeindkaldelsen var med fotos af kister, hyllet i svenske, norske og danske flag. I øvrigt mener HuT, at forholdene for kvinderne var meget bedre under Taliban, for dengang fik de ikke uddannelse. Man kan jo så regne ud, at der ikke blandt bevægelsens tilhængere er veluddannede kvinder, men at bevægelsens kvindelige fanskare må formodes at være umælende kvæg, der gør, hvad de får besked på. Sjovt nok, syntes jeg, at jeg blandt de ankomne mødedeltagere genkendte en kvindelig rabiat islamist, der er læge, men jeg tager formentlig fejl. De indhyllede kvinder, der ærbart, som det sig hør og bør for koranens døtre, holder blikket mod jorden og ligner stort set alle hinanden.
Diamanten, denne fornemme arne for viden og oplysning blev i nogle timer hjemsted for fanatiske, overtroiske, barbariske neanderthalere med et forskruet, nedværdigende kvindesyn. Man kan virkelig tale om, at bevægelsen er kravlet op ad den sociale rangstige. Mens den tidligere afholdt sine propagandamøder i en gammel, nedlagt sporvognsremise i Nørrebronx, lejede den sig sidste år ind i Bella Centret, hvilket affødte mange protester – forgæves. I år tog bevægelsen så endnu et trin op ad stigen og blev med sit formørkede og perverterede tankegods lukket ind i varmen i videnskabens højborg.
Protesterne blev noget mere højrøstede denne gang, og en demonstration på ca. 400, herunder 8 ministre, troppede op for at vise deres foragt. Nogle af demonstranterne havde taget kønsbriller på, og de var rasende over, at mænd og kvinder skulle lukkes ind i Diamanten ad hver sin indgang, og at de indhyllede kvinder så skulle holde sig bagest i salen. De stakkels, seksuelt letantændelige mænd skulle jo nødigt blive så opildnet af liderlighed over alle de tilstedeværende kvindekroppe, at de ikke ville være i stand til at koncentrere sig om hadbudskabet. Terror først – sex bagefter; det være sig her eller hisset. Og Institut for Menneskerettigheder kunne overhovedet ikke se noget problem i kønsadskillelsen. Instituttet er jo kendt for at stå på de svages side, og når en stakkels muslimsk mand ikke kan styre sin seksualitet, men nødvendigvis må springe på enhver kvinde, der er inden for rækkevidde, så er ordningen med at putte kvinderne bagest da god. Safety first!
Kulturministeren havde appelleret til Diamantens direktør, Erland Kolding Nielsen, om at genoverveje sin beslutning om at lade denne bevægelse få lov til at propagandere for sin blodtørst i huset, men forgæves. Direktøren forsvarede sig med, at den grundlovssikrede ’ytringsfrihed’ gjaldt alle. Engang beskrev dette begreb noget, vi ejede, uden at vi behøvede bruge store ord om det, men i dag er der gået inflation i begrebet, så det nærmest er værdiløst. Ytringsfrihed bruges som en besværgelse til at lukke kæften på dem, der mener, at opfordring til vold og mord i ytringsfrihedens navn nok er lige i overkanten. Diamanten er i sandhed blevet til en grumset, værdiløs glassten.
Bare en strøtanke: Er det ikke bemærkelsesværdigt, at de, der opfordrer andre til at blive massemordere og ofre deres eget liv ved samme lejlighed, altid holder sig i sikkerhed for at ryge med? De har ikke selv noget ønske om et pludseligt eksplosivt møde med deres skaber i en ung alder. Heller ikke, selv om belønningen er 72 jomfruer.
Men måneden er ikke slut endnu. Alle de begivenheder, som indvandringen har medført, at vi aldrig kommer i underskud med spænding, fortsatte. Den 24. januar indledtes retssagen til afskaffelse af ytringsfrihed i Danmark. Det manglede da også bare, når både FN og EU ønsker det. Så skal Rasmus Modsat-danskerne ikke fremture. Så efter at have ophøjet islam til en race, kunne man se sig om efter en person at sætte i gabestokken. Valget faldt på Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, som blev sigtet for at udtale sig racistisk om islam og at citere fra koranen. Retssagen, hvis sagsgenstand i øvrigt blev kaldt for ’trusler’ (sic.), skal tjene som advarsel til alle i dette land, som lever i den (van)tro, at udsagn, vi ikke kan lide, besvares med modargumenter. Hedegaard er således blevet en slags anti-rollemodel.
Til dem, der måtte tro, at ytringsfrihed er ytringsfrihed, er det nok på plads at gøre opmærksom på, at vi har to former for ytringsfrihed, afhængigt af hvem der ytrer sig: 1) den, som danskere ytrer mod beskyttelsesværdige begreber (in casu islam) og 2) den, som immigranter ytrer mod mennesker uden beskyttelsesværdi, nemlig modtagerlandets befolkning. Det var således ytringsfrihed 1, der kom på anklagebænken.
En sådan tort kommer ikke til at overgå ytringsfrihed 2. Det faktum kom til at stå bøjet i neon, da der i januar 2009 blev afholdt en jødisk fredsdemonstration (varslet og dermed lovlig) på Rådhuspladsen i København. En ulovlig arabisk hadedemonstration mødte også op og heilede og skreg dødstrusler mod alle de fredsdemonstrerende. Ikke siden 1940-1945 har der været heilet i vores gader, men da islamisme og nazisme er to sider af samme mønt, kan det næppe komme som en overraskelse. TV-fotograferne dukkede fejt nakken og drejede kameraerne væk fra arabernes nazistiske angreb på danskerne. Gudskelov blev skændslen foreviget af tilstedeværende private fotografer.
Det passive politi opløste ikke den ulovlige demonstration af truende arabere, ligesom de ikke anholdt dem, der heilede og råbte dødstrusler. Politiets passivitet fik Mosaisk Trossamfund sammen med en tilstedeværende person af jødisk herkomst til at kontakte Dokumentations- og rådgivningscentret for racediskrimination (DRC), som klagede til Statsadvokaten. Denne mente imidlertid ikke, at politiet kunne opspore gerningsmændene. Næh, efterfølgende opsporing var måske ikke nemt, men politifolkene kunne blot have grebet fat i racisterne, da de stod lige ved siden af. En efterfølgende klage til Rigsadvokaten blev afvist med en absurd bemærkning om, at uanset at man er af jødisk herkomst og af den grund trues på livet, har man ingen retlig interesse i sagen. Hvem har så?
På månedens sidste dag, den 31. januar, hvor der falder dom i ytringsfrihedssagen, får vi at vide, om ytringsfrihed 1 er afskaffet.