Hege Storhaug, HRS
Ahmed Mohamud kom til Danmark i 1997 fra Somalia, og fra første dag gjorde han alt han maktet for å bli en fullverdig del av det danske samfunnet. Han utdannet seg til sykepleier og han er nå også nestleder i Trykkefrihedsselskabet. For Mohamud var det en lettelse å lese boken Adskillelsens Politik, der forfatterne Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt tar opp fenomenet xenofili. Mohamud kunne konstatere at han ikke er paranoid, han er ikke alene om sitt møte med xenofile.
Mohamud forteller hos sappho.dk om et møte med en kvinnelig dansk pasient:
Knap havde jeg lagt instrumenterne fra mig og hilst på min patient, før hun omfavnede mig. Et kort øjeblik lå mit hoved begravet mellem hendes store bryster, mens jeg høfligt forsøgte at befri det.
Jeg troede, at det var én, der kendte mig, men forklaringen på kvindens begejstring blev tydelig, da hun sagde: ”Hvor er jeg bare glad for, det er dig!” og forsatte: ”Min mand er neger som dig”, som om det var det meste naturlige i verden. Herefter gav hun mig et ordentligt smækkys på kinden.
På hendes natbord lå et indrammet fotografi af hendes kulsorte mand og to mulatbørn, som hun viste mig. Helt paf og slået ud af kurs forsøgte jeg så godt, jeg kunne, at koncentrere mig om det, jeg skulle. Men det var ikke nemt. Min hudfarve var åbenbart så interessant, at min patient glemte alt om hendes galopperende hjerte og ondt i brystet – grunden til hendes akutte indlæggelse. Da jeg troede det ikke kunne blive mere pinligt, udbrød hun:
”Mørke mænd og kvinder er bare så meget flottere og sjovere” og pegede på sin vinterblege, venstre hånd: ”Danskerne er blege og kedelige.” Endnu engang lød det:
”Ihh, hvor er jeg bare glad for, det er dig”.
Mohamud setter lite pris på at hans hudfarge knyttes til egenskaper. Tvert om, han blir pinlig berørt. Samtidig er det litt spennende, forteller han, fordi opplevelsene har gitt næring til granskende tanker om hva dette fenomenet skyldes.
Derfor var det befriende at læse om begrebet xenofili – overdreven dyrkelse af det fremmede – i Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts bog Adskillelsens Politik.
Det var rart at vide, at fænomenet, som jeg har stødt på utallige gange, har et navn, og at der rent faktisk er forskere, som har beskæftiget sig med det. Jeg troede ellers jeg var ved at lide af paranoia. Guderne må vide hvor alene, jeg har følt mig med mine oplevelser.
De ”fremmedelskende”, jeg har mødt, kan inddeles i to kategorier.
Den første gruppe er dem, der bare synes, fremmed mad, musik osv. er spændende og eksotisk, og som ikke tænker mere over det.
Den anden gruppe er dem, der mener, at jeg – og andre med anderledes baggrund – helst ikke må miste vores kulturer. Derfor ser de mig ubevidst som repræsentant for min kultur, og ikke som et individ, der kan udvikle sig og tage andre normer og værdier til sig end dem, jeg er opdraget til. Den sidstnævnte gruppe har også en mening om, hvilken avis jeg må læse, og hvilket politisk parti jeg bør melde mig ind i.
På en homsekafé i København opplevde han nettopp å bli forklart hvilke aviser som er korrekte for en mann som han å lese. Der han satt og nippet til ølen og leste i Jyllands-Posten, tok en annen gjest kontakt med han og spurte Mohamud hvorfor han leste en ”nasjonalkonservativ” avis. Seansen endte med at Mohamud ble stemplet som ”leverposteineger”.
Derudover fik jeg en lektion i, hvilke aviser, politikere og tv-stationer, der ikke var positivt stemt over for de fremmede.
Eftersom jeg ikke var enig i alt det vrøvl, der strømmende ud af hans mund, bad jeg ham om at lade mig være i fred, og da han rejste sig, sagde han, at han aldrig havde mødt en ”leverpostej-neger” som mig.
Xenofobi og xenofili er besklektede fenomen. Enten skal ”trusselen” – den fremmede – ”jages bort”, eller han/hun skal elskes og forsvares. Reaksjonen hos ”den fremmede” i møte med fobien og filien er påfallende lik.
Paradoksalt nok minder den nedværdigende fornemmelse, jeg får af de oplevelser, jeg lige har berettet om, om det, jeg oplever, når nogen håner mig på grund af min hudfarve.
De fleste mennesker i Danmark er enige om, at racisme er modbydeligt og skadeligt for integrationen, men hvad de fleste ikke tænker på er, at overdreven dyrkelse af det fremmede også kan have en skadelig virkning på integration – eller assimilation for sags skyld – skønt det umiddelbart virker sympatisk.
Endnu et eksempel: Da jeg studerede, boede jeg på et kollegium sammen med en i mine øjne xenofil pige.
En dag mens vi nød en kop te og så tv i vores fælles dagligstue fortalte hun mig, at hun var vild med min accent, og at jeg for Guds skyld ikke måtte miste den. Jeg skulle helst ikke komme til at lyde som en dansker; det ville fjerne det autentiske i mig, mente hun, og dermed ville jeg komme til at lyde en smule kedelig.
Tag den, Ahmed.
Det var et slag i solar plexus på mig. For var der noget, jeg på det tidspunkt gerne ville, var det at lære dansk så hurtigt som muligt – og helst perfekt.
Det er også et annet interessant trekk ved xenofilien som Mohamud kjenner fra sin egen muslimske familie: alle reglene for hva som er tillat og forbudt. Å avvike fra normen var ikke akseptert, akkurat som dansker kan stusse over at Mohamud har bacon i kjøleskapet og slik frembringe skamfølelser hos han..
Som barn drømte jeg om at blive set og omfavnet, som jeg var. Det var ikke nemt i et muslimsk hjem, hvor halal (hvad der er tilladt) og haram (hvad der er forbudt) var noget, man skulle lære lige så snart, man kunne tale. Der var ikke plads til at være anderledes og afvige fra normen.
Derfor var det sidste, jeg forestillede mig, da jeg begyndte at assimilere mig, at jeg skulle møde velmenende mennesker med pæredansk baggrund, som advarede mig om, at jeg var ved at ændre mig i forhold til det, jeg kom fra.
Næsten på samme måde som min muslimske familie gjorde. For eksempel var en af mine danske bekendte ved at knække sammen af grin, da han en dag åbnede mit køleskab, der bugnede af forskellige slags pålæg. Først hørt jeg fnisen, og derefter som forklaring på morskaben:
”Hvilken slags muslim er du, Ahmed? Du er altså mærkelig … hvilken muslim har baconpålæg i sit køleskab?”
Den skyldfølelse og skamfuldhed, som jeg har kæmpet imod i mange år, blevet atter vakt til live. Uden at være klar over det minder de fremmedelskende om de fromme muslimer som tit forarges over, at jeg ikke overholder de islamiske regler.
Det sier seg selv at islamister som ser Mohamud ta seg en øl, ikke lar det gå upåaktet hen.
F. eks. islamisten, jeg mødte i toget for nylig. Jeg havde netop sat mig og åbnet en dåseøl, da han fik øje på mig. Han tog sin lille søn i hånden og stillede sig foran mig. Og så fik jeg lektion i, hvor jeg vil ende, når jeg engang ånder ud.
Mohamuds tanker hadde gjort seg ikke minst på journalistutdanningen.